Borneo - Singapore 23/11 - 11/12

Sveden glinser i skæret fra det blå neonlys. Lummervarmen er til at skære i! Ophovnede og røde i ansigterne sidder vi bænkede i en af de utallige warung´er, små restauranter, der ligger langs bagsiden af den meget aktive havnefront i Kumai, Borneo.

Vi har valgt en warung med lyseblåt interiør, flyvende kæmpe kakerlak og firben. Der lugter stærkt af urin i hjørnet. Velsagtens fra sømænd, der lader deres vand op af den tynde væg på bagsiden af restauranten.

Maden er fantastisk, som altid på de ydmyge steder i Indonesien! Helstegte små fugle ligger i stabel ved siden af kyllingelår og fiske-steaks. Gryder med sydende stærk curry frister med lever, kyllingefødder eller frølår. Der er omeletter og grøntsager, friturestegt tofu og hvislende chilisaucer.

Det hele ligger fremme til frit skue, så der er ingen besværligheder med menukort og bestilling. Man tager selv, hvad man vil have. Vi er endnu ikke blevet syge af at spise maden, der ligger færdiglavet fremme i timer.













Hovedgaden i Kumai er et mylder af larmende knallerter med hele familier på, hunde, tuk-tuk´er og biler. Folk sidder og spiser ved gadekøkkener, hvor mutter forsøger at vifte de flyvende myrer væk i skæret fra olielamper. I mørket hopper vi mellem bunker af affald og mudrede vandpytter, mens vi hilser til højre og venstre på folk, der venligt råber det evindelige: ”Hey mister! Where you come from? Where you go?”

Hele vejen gennem Indonesien har vi glad råbt: ”Denmark!” tilbage og kun fået smil og en enkelt gang: ”Badminton” eller ”Laudrup” som svar. Ikke en eneste gang har nogen, i det stærkt muslimske Indonesien, nævnt tegningerne af Muhammed, grisehoveder eller andre uheldige indslag fra det lille land i nord, som de fleste ikke aner eksisterer.

Vi er ikke stolte af, at vi allerede i Stillehavet, før turen til Indonesien, pillede Dannebrog ned fra agterstaget. Men hva´, for en sikkerheds skyld kommer det først frem til jul i Thailand.

Regntiden og monsunen er ved at være over os. Den giver nordvestenvind syd for Ækvator og nordøstlige vinde nord for linien. Vi håber at kunne nå til Singapore inden vi får kraftig vind i snuden hele vejen, så vi kan ikke være i Kumai alt for længe. Horder af flyvende myrer var forvarsel om regn i tove. Hele natten skyller kaskader af regn i vandfald ud over solsejlet. Et under at stoffet holder til presset!

I mørket hopper jeg rundt og samler vand i spande og dunke og i løbet af kort tid er vandtanken fyldt. Så mangler vi bare diesel og proviant, før vi er klar til en to dages tur ind i regnskoven for at se orangutanger - og så hurtigt videre mod nordvest de 700 sømil til Singapore.

Dieselkvaliteten er vores store bekymring i Indonesien! Vores venner på Yol ligger i Singapore med en død motor og der huserer utallige andre skrækhistorier blandt sejlere om motorproblemer pga skidt eller petroleum i dieselen. En død motor, i et farvand med stærk strøm, tæt trafik og ingen vind, er et mareridt!

















Mens Niels sniffer dieselkvalitet og vurderer bundfald, leger Jens og Caroline med de lokale unger på havnen hos Harrys Yacht Services. Jeg tinger priser på det lokale marked, hvor der er nyslagtede gule kyllinger, krabber, kæmperejer og friske fisk, hvis kvalitet ville gøre førstemanden i ISO bleg af misundelse. Kunderne ville sikkert være knapt så begejstrede for hygiejnestandarden eller opbevaringstemperaturen på varerne, der ligger udstillede i skåle eller direkte på jorden.

Tidligt næste morgen efterlader vi Jonna og hopper over på en klotok, en lokal træbåd, der skal transportere os ind i regnskoven til orangutangerne i Tanjung Puting Nationalparken. Her har en canadisk professor, Dr. Galdikas gennem 30 år arbejdet med de udrydningstruede orangutanger og forsket i deres adfærd.























Vores første mål er Camp Leakey 40 km op ad smalle sidefloder til Kumaifloden. Sceneriet er spektakulært! Pandanuspalmer gror tæt langs bredden, næseaber sidder i toppen af høje katiautræer og et par modige aber når at krydse floden, før vores båd krydser deres bane. Ambo, vores guide, fortæller, at de kloge aber netop vælger at svømme over, når de hører en motor, for så tør krokodillerne ikke angribe.

Vi lounger den på dækket af vores smukt vedligeholdte klotok, enten i skrædderstilling under det lave tag eller på langs på tykke madrasser. Frodig regnskov glider forbi og bliver tættere, mens vi får serveret formiddagskaffe og delikat frokost af kokken, Andi.

Vi føler os som konger og dronninger og nyder ikke at skulle tage ansvaret for noget i to dage – andet end at smøre myggebalsam på.















Kun tropehjelmen mangler, da vi traver efter guiden og to rangere fra nationalparken, der er tungt lastede med bananer. Vi er på vej ind til en spiseplatform, hvor de store aber hver eftermiddag får serveret deres yndlingsspise.

”Yah-oooh!” Rangernes kalden gjalder gennem regnskoven. Så er det spisetid og hundredvis af bananer bliver fordelt på en stor træplatform under høje slanke træer. Ambo siger, at vi skal kigge efter træer i baggrunden, der begynder at svaje.

Ganske rigtigt, én af de slanke stammer længere borte giver sig og så kommer noget rødbrunt til syne i trætoppenes lette løv. En stor orangutang glider med langsomme bevægelser fra trætop til trætop. Stopper op og ser sig om, for igen at komme nærmere.

Med lange seje tag svinger orangutangen sig ubesværet ned på platformen, griber en klase bananer og går straks i gang med at skrælle bananerne på langs med overlæben. En hel stribe bliver kørt indenbords og så ryger underskuffen frem og åbenbarer en skøn plade bananmos, som får lov at hænge ud over underlæben til den bliver slupret indenbords igen.

















”Det er godt, at du ikke kan høre den smaske, hva´ mor?” griner Jens. Vi står fascinerede 10 – 15 m fra spiseplatformen og nyder synet af de store dyr.

Flere orangutanger er kommet til, nogle med små babyer, der hænger i mødrenes pels. Ambo forklarer, at hver orangutang har et navn og en historie. Fælles for alle 5000 orangutanger i nationalparken, er, at ingen af dem er vilde. De er enten opvokset i parken eller er kommet fra kummerlige forhold i fangenskab i Thailand, Malaysia eller Indonesien.

I mange år arbejdede man på at føre orangutangerne tilbage til deres oprindelige vilde liv. Nu har man opgivet og forsøger i stedet at redde de få, der er tilbage fra udryddelse. Kun på Sumatra og på Borneo kan man finde orangutanger i dag og der er kun 50.000 – 60.000 tilbage.

















Bare i 1997-1998 anslår man, at 20.000 orangutanger døde pga. illegal afbrænding af regnskov. Palmeolieproduktion, minedrift og træfældning truer med at udrydde det sidste af den regnskov, orangutangerne er afhængige af for at kunne overleve.



PÅ BOERNESIDERNE KAN DU FÅ ALLE DE SJOVE DETALJER OG FASCINERENDE HISTORIER OM ORANGUTANGERNE PÅ BORNEO.

LAES CAROLINES BOGPROJEKT CAROLINE OG ORANGUTANGERNE!



I forhold til andre sejlere, er vi i området meget sent på sæsonen og det viser sig at være en fordel. Indtil for blot en uge siden var sigtbarheden elendig pga. røg fra skovafbrændinger. Nu har regnen slukket brandene og man kan igen trække vejret!

Tusmørket kommer krybende, mens mandskabet er ved at ankre klotokken for natten i en lille krumning i floden. Et dæk bliver smidt ind i de buskede pandamuspalmer og fungerer som anker. Stjernerne tændes på den mørkeblå himmel. Flodvandet er sort og spejlblankt. En kort og hidsig plasken får os til at gyse ved tanken om at falde i vandet. Floden hed krokodillefloden, før hollænderne kom og omdøbte den til Sequniarfloden.

Under en himmel af myggenet falder vi i søvn til en mur af larm fra kærlighedslystne frøer. Frøernes kalden har afløst chikadernes massive lydtapet, der kører som baggrund om dagen. Stearinlyset brænder ned og vi vågner først, da duften af Andis pandekager kildrer os i næsen.

Vi besøger endnu to af nationalparkens lejre og ser den daglige fodring af de store aber. Orangutangerne ved Pondok Tanggui må vi dele med en flok tyske dykkerturister. Nationalparken er ellers ikke noget overrendt sted, kun 2500 besøgende finder til Kumai hvert år.

Vi er på vej tilbage til Jonna og hverdagen. Tusindvis af ildfluer får de sorte træer langs floden til at ligne blinkende juletræer. Larmen fra klotokkens motor bliver overdøvet af Jens og Caroline, der konkurrerer med kokken om hvem, der kan fange flest peanuts med munden.






















”Jeg savner at være hjemme, der sveder man næsten aldrig!” Sveden står i perler i Carolines ansigt. Vi forsøger at holde væskebalancen oppe med lunkent – nej, varmt vand i plastikdunke produceret på Jonnas watermaker. Fineste kvalitet!

Vi er på vej mod Singapore. Ækvators sol brænder fra en skyfri himmel og motoren dunker monotont på 5. døgn. South China Sea er spejlblank, som i - ikke en bølge, ikke en krusning. En fiskebøje eller et stykke deprimerende skrald bryder den seje sirupsagtige overflade.

















To knobs modstrøm giver os en marchhastighed på 80 sømil i døgnet – 2/3 af vores normale fart. Endelig kommer vinden! Selvfølgelig lige i næsen, men den giver et pust gennem kahytten. Vi banker videre op imod det hele, mens vi skuler til coastere og supertankere, fiskeskibe og færger.

















Vi er ved at være godt møre af varmen og af at vurdere kurser og vinkler til andre skibe. Kan vi nå foran eller skal vi vige. En aften ligger der ikke mindre end 10 store skibe om os på krydsende kurser. Vi står anspændte i cockpittet klar til at vige over hals og hoved for ikke at komme i vejen for de store drenge.

1.december krydser vi den røde streg og er tilbage på den nordlige halvkugle. Jens og Caroline bager julekager i kahytten, der til denne festlige lejlighed er endnu varmere end normalt. Den uisolerede ovn udsender en dejlig varme.

















Niels hælder den sidste dunk diesel på tanken af de ekstra syv, vi har surret på dækket. Det ser ikke for godt ud med små to døgn tilbage, før vi når Singapore. Motoren har ikke været slukket i fem døgn og vi lytter bekymrede efter mislyde i dens monotone dunken.

Næste morgen sydøst for Bintang ryger vi ind i en heftig squall med vindstød op til 40 knob. Vi er så tæt under land, så vi ikke behøver at bekymre os om dårlig sigt og de store skibe til bagbord. Til gengæld er der masser af små fiskejoller i de efterhånden store bølger.

Vi tør ikke slukke for motoren af frygt for, at den nægter at tænde igen efter bygen. Vi sætter den i tomgang og suser af sted for rebet storsejl. Men motoren har fået nok, den slukker helt af sig selv. Stor bekymring! Hvordan skal vi nu nogensinde komme i land for ikke at tale om, krydse verdens stærkest trafikerede trafikseparationsline syd for Singapore!

















Vinden er død igen og vi ruller rundt i søen med blafrende sejl - og hjerter. Niels stritter med oliemålerpinden: ”Den er helt i bund!” Vi får fyldt olie på den overbelastede motor og krydser fingrer for, at den vil starte igen.

Under protester og host og prust starter Jonnas trofaste mukkebik og jubelen vil ingen ende tage. Så bliver der alligevel landgang og juleshopping i Singapore!

Efter en lille times motorkørsel må vi slukke igen. Nu er nordøst-monsunen over os - med 20 knob. Vi har den foran for tværs og kan med nød og næppe holde Bintangs nordøstlige hjørne oppe. Vi tager gerne lidt tæsk i bytte for vindenergi. Nu kan vi nå Singapore for de sidste dieseldampe!

Indonesien har et problem med skrald! Her tæt på land svømmer sko, vandflasker og plastikposer uforgængeligt af sted og vi må styre udenom storskrald, som en rusten gasflaske, en olietønde og en tømmerflåde.

Syv film senere (for Carolines vedkommende) er vi endelig i læ for vind og sø bag Malaysia og Singapore. Vi er kommet ind i Singapore Strait og kigger med ærefrygt på den tætte strøm af supertankere ude i sejlrenden. Om mindre end 20 sømil skal vi krydse verdens mest trafikerede farvand for at komme over på Singapore-siden.

Vi holder os syd for sejlrenden langs Indonesiens kyst og navigerer i en tæt strøm af krydsende færger i expresfart, losbåde, slæbepramme og respektløse små fiskejoller. Det er mørkt og vi kan se skyggerne og lysene fra de helt store skibe mod lyshavet på Singapore siden. De tusindvis af lys viser sig at være lys fra opankrede skibe, der ligger hele vejen langs kysten. Selve storbyen kan vi først se om adskillige sømil.

Strædet snævrer til og vi går tæt på sejlrenden og sejler parallelt med brutale bulk-carriers, tårnhøje containerskibe og overbelyste cruise-ships. Vi er meget små! Flere sømil før vi krydser løbet, har vi kikkerten fremme for at spejde efter huller i den tætte strøm af hurtigtgående skibe.

Så er der hul i den ene retning! Niels sætter fuld skrue på de 27 heste og styrer som en kamikazepilot direkte på røven af en mørk kolos. Med kikkert spejder jeg efter huller i den næste strøm af skibe, der har kurs mod vest. Efter 20 nervepirrende minutter er vi ovre og kan følge bøjer med lys og Yols nøjagtige GPS-positioner helt ind til ”ONE 15 Marina”. Marinaen er opkaldt efter den breddegrad, den ligger på.

Dramatikken er ikke forbi! Da vi entrer indsejlingen til marinaen, sejler vi næsten sidelæns ind gennem det snævre hul for at kompensere for stærk tværgående strøm. Kl. 2 om natten den 3. december springer Jens i land med en line og vi fortøjer til en af de mange ledige pontoner i den endnu ikke færdigbyggede marina på Sentosa Island.

















Ved et usandsynligt lykketræf ligger spanske Pelargia, ungernes venner fra Bali, lige ved siden af. Jens og Caroline falder i søvn med lykkelig bevidsthed om endelig at have legekammerater igen. De næste svale aftener er der krig med lette håndvåben i mørket i parkeringskælderen og om dagen laver spanske løbehjul upopulære sorte striber på de fine broer.

Den del af Sentosa Island, hvor marinaen ligger, er menneskeskabt. I årevis har man forøget Singapores areal ved at lave landopfyldning. Sentosa er én stor park med golfbaner, forlystelser, luksuslejligheder, restauranter og strande.

En air-conditioneret gratis bus bringer os ind til overdimensionerede shopping-malls og skyskrabere i Singapore centrum. Vi passerer snorlige rækker af overdådige blomsterarrangementer, stramt klippede buske og tæmmede træer. To mænd ligger på knæ og håndluger i rabatten, de er sikkert fra Bangladesh. Ikke et græsstrå vender forkert!

Julelysene på Orchard Street skubber til vores slumrende julestemning og vi tager ukritisk Singapores plastikjuletræer i alternative farver til os. Nu skal det være jul, trods ækvators kvælende sol.

I Singapores nedkølede shopping-malls fatter vi for alvor, hvad globalisering er. Vi kan få karrysild og Ecco sko, Star Buck kaffe og Build-a-Bear bamser. Verden er alligevel lille og flad!

















Vi nyder at være anonyme og en af mange i Singapores multietniske mylder. Ingen snakker til os i undergrunden, hvor folk, som i alle andre storbyer i verden, sidder og stirrer tomt frem for sig. Kun da Caroline er for hurtig med at stige ombord i et tog og dørene lukker sig, inden resten af familien når at komme med, vågner folk op og reagerer.

I den uge vi gør Singapore, ser vi to politibetjente på motorcykel. Det er svært at få øje på politistaten Singapore som turist. Men vi mærker nok effekten af det stramme regime, når vi færdes på gader og stræder og i undergrunden i alle døgnets timer. Vi føler os fuldstændigt trygge i det meget regulerede samfund, hvor dødsstraf og pisk venter de få, der træder ved siden af!

















Maden i Singapore er uden sammenligning den bedste i Sydøstasien! Opgraderet kinesisk, malaysisk, indonesisk og thailandsk mad sælges til håndører fra stande i byens utallige food-courts. Caroline spiser fyldte indiske naan, Jens kinesisk and og Niels singalesisk chilicrab, mens jeg slubrer en stærk laksasuppe, alt sammen fra forskellige køkkener, men ved samme bord.

Vi elsker Singapore og Niels og jeg leger med tanken om at stå af langturssejlerræset og få et job i metropolen for et års tid. Ungerne protesterer forarget, Caroline vil hjem og Jens vil bare sejle videre.