Haiti - Cuba - Jamaica 3/3 – 16/3
”Skynd jer at se! Skynd jer, inden det vælter!” Jens og Caroline bygger korthus i kahytten. Vi sejler langs den haitianske sydkyst på vej til Cuba. Vi har magsvejr - ingen bølger, men fin vind i sejlene. Kortene er oldemors gamle, slidte, så husene når ind imellem op i fem etager.
Hele dagen sejler vi i læ af Haiti. Vi ser næsten ingen huse, kun enkelte røgsøjler, der stiger op rundt omkring på de skovklædte bjerge. På et tidspunkt dør vinden fuldstændigt og vi må gå for motor og håndstyre det næste halvandet døgn, til vi når Santiago i Cuba. Solen bager ned og vandet ligner smeltet chokolade. Midt i Windward Passage bliver det for fristende! Vi slukker for motoren og hopper i det krystalklare vand. Det ser fantastisk ud, når vi tager den på hovedet i vandet. Man kan se de andre helt tydeligt flere meter ned.
Vinden frisker op til 20 – 25 knob. Vi har den lige i snuden. Vi gider ikke at krydse, så vi banker indædt af sted for motor. Det bliver en kold og sur nat ved roret! Det meste af natten kan vi se lysskæret fra Guantanamo. Først ved daggry kommer vi endelig i læ af kysten.
På radioen får vi besked på at ankre op ud for ”Marina Internacional Santiago”. I et par timer ligger vi få meter fra kajen uden at måtte komme i land. Meget varmt og meget frustrerende! Endelig sker der noget! Vi bliver anvist en kajplads af en noget nervøs marinamaneger og så ruller det ellers ind med det ene hold officials efter det andet. Ikke mindre end fem instanser kommer ombord. To stramtandede damer fra veterinær- og sanitærmyndighederne, fire herrer fra told- og immigrationsmyndighederne i uniform og store støvler – som kaptajnen beder dem om at smide. Hmmmm – hvad er bedst? Stinkende sokker eller beskidte støvler! Det myldrer ind og der bliver griflet og svedt tran i kahytten. Alt bliver endevendt! Ud med sejl og vasketøj, op med konserves og pulversupper. Køleskabet inspiceres af landbrugsmyndighederne og Niels må tale godt for sin vaccum pakkede kalkunpølse fra Antigua. Fire timer senere kan vi endelig komme i land!
Vi har ikke nået at praje en taxi, inden vi bliver shanghajet af Pedro og Rosa, der er naboer til marinaen. Rosa tilbyder at vaske vores tøj og lave middag til os. Vi lover at overveje tilbudet, men først må vi ind og snuse til Santiago.
Her er smukke, men forfaldne træhuse fra før revolutionen. I gaderne lugter der stærkt af udstødning fra gamle Lada´er og store amerikaner øser fra 50´erne. Che Guevara og Fidel kigger alfaderligt ned til os fra husgavle og enorme plakater. På en tilrøget café med god kaffe får vi tilbudt alt fra cigarer til malerier, middage og guidede ture.
”Ja, vi har brusebad!” bekræfter den venlige marinamaneger beredvilligt – han glemmer bare at fortælle, at der ikke har været vand i hele kvarteret i fire dage. Det kommer der heller ikke i de fem dage, vi tilbringer her. Havnevandet er så forurenet, så man ikke kan bade i det. Som en af de andre sejlere i marinaen siger: ”I wouldn´t even throw my garbage in it!” Efter første nat vågner vi op til et gulplettet dæk. Sikkert forurening fra den nærliggende cementfabrik eller fra et raffinaderi, der også ligger tæt på.
Vi tager Rosa og Pedro op på deres tilbud om tøjvask og middag. Vi får et indblik i deres hverdag, ser deres hjem og spiser kylling og ris sammen med dem – den eneste ret, det lykkes os at få i Cuba. Vi sidder otte mennesker klemt sammen om et bord foran et brølende fjernsyn. Det er ikke bare fjernsynet, der gør det svært at kommunikere. Vores mangelfulde spanske og deres lige så mangelfulde engelske gør det svært at føre en samtale. Vi finder dog ud af, at de er vældigt interesserede i hård valuta, den såkaldte CUC. En ny cubansk valutaenhed, der følger den amerikanske dollar.
Pedro lover at arrangere en tur i en gammel amerikanerbil, så vi kan komme ud og se området omkring Santiago. Han får også en indkøbsliste – han kan skaffe alt, næsten da! Pedro og Rosa driver en lille sortbørshandel med varer fra Jamaica smuglet ind i landet på en motorbåd, der kommer forbi hver tredje måned.
Hele familien inklusiv Pedros 6-årige datter bliver stuvet ind på bagsædet af en grøn Chevrolet fra 53. Pedro sidder foran hos den lykkelige ejer af vidunderet og styrer bilens formidable anlæg. Seje jamaicanske rytmer dunker os i nakken, Shaggy og Bob Marley. Lugten af udstødning er gennemtrængende. Jens vil rulle de sorttonede ruder ned, men den går ikke, så kan man jo se, at der er turister ombord og det kan man få en klækkelig bøde for. Der er dog god udluftning fra huller i bunden af bilen og i dørene. Vi har kørt 500 m, så har vi den første punktering. Ud med hele banden og frem med det mest tyndslidte ballondæk vi har set.
Cubanerne er et tålmodigt folkefærd! På indfaldsvejene til Santiago står de og venter på kørelejlighed. Hvis man er heldig kan man blive presset ind på laddet af en overfyldt lastbil eller måske få kørelejlighed med en vakkelvorn hestedrevet kærre. Vi suger det hele til os. Vi har kun Cuba i fem dage, inden vi må videre mod Jamaica. Vagtafløsning i strækmarch til øredøvende militærmusik på kirkegården for revolutionshelte, papmaché dinosaurer i én til én størrelse i Valle Prehistoria, borgruiner….. Det bedste er dog turen i Chevy´en og picnic arrangeret af Pedro på dens runde og bulede bagsmæk. Pedro kan skaffe alt. Selv varm, sød kaffe i et syltetøjsglas hentet i et hus ved en grusvej 13 km udenfor Santiago.
”Jeg blev budt op på scenen!” Caroline er begejstret. Jens ser den samme situation helt anderledes: ”De trak mig op på scenen!” Vi har været til danseshow på Karnevalsmuseet i Santiago, efter en hel dag med power-sightseeing i byen. Skraptajnen trækker en modstræbende besætning med på fotomuseum, hvor der er cool´e fotos af Fidel, seje spionkameraer og TV- og filmkameraer fra hele århundredet. I centrum trykker folk næserne flade mod dollarbutikkernes store ruder. Bag de fedtede ruder er der kun kinesisk plastikskrammel til ågerpriser, men folk stimler sammen, som var det Illums juleudstilling. Varerne er uopnåelige for de fleste cubanere, der ikke har adgang til hård valuta.
Det cubanske pengesystem er absurd! Et postkort til DK med frimærke koster det samme som en frokost til fire bestående af små pizzaer købt i en opgang og en lækker is til dessert. ”El ultimo” råber man, når man vil finde enden – og dermed sin plads i den lange pizza kø. Så er det med at have tålmodighed og den betaler sig! En dampende varm pizza med pap håndtag til 1,25 kr.
Vi slutter en lang dags sightseeing med en drink på terrassen af byens fine hotel - måske i håb om at finde et pænt toilet. Der er naturligvis ikke noget toiletpapir, så Caroline og jeg må bruge venstre hånd og humpe ud til vasken - uden sæbe. Vi havde ellers været checkede og medbragt vores egen rulle, men den tabte Caroline i toiletkummen på kameramuseet.
Der ligger fire – fem udenlandske sejlbåde i marinaen og to vagter passer på os dag og nat. Eller også er de der for at forhindre at en Cubaner med udlængsel gemmer sig nede mellem dåsetomaterne. Før vi forlader Cuba, får vi igen besøg af 8 -10 embedsmænd og militærpersoner og denne gang medbringer de en schæferhund. De finder ingen flygtende cubanere, men en stang med cigaretter i Niels skab. En af soldaterne gør diskret opmærksom på, at sådan en pakke kunne han da godt bruge.
Efter et døgns sejlads med vinden ind foran for tværs i 9 – 10 m/s og store bølger ind fra siden, ankommer vi til Port Antonio, Jamaica og den flotteste marina, vi nogensinde har set. Jeg når lige at sy det gulgrønne Jamaica flag færdigt inden havnemanøvren.
Jens og Caroline nægter at forlade marinaområdet. Ikke mere sightseeing og roughing! Nu skal hvert minut med swimmingpool, kabel-TV og ubegrænset strøm til computerspil udnyttes. Der er også andre sejlerbørn, så Caroline holder sin ni-års fødselsdag i sus og dus med kager pyntet med dansk slik og skattejagt. Om aftenen spiser vi fødselsdagsmiddag med nogle amerikanske sejlere på en fantastisk restaurant. Udefra ligner det et skur, men indenfor er det Aladins hule med nips og skulpturer af drivtømmer. Alt er kreeret af familien, der ejer restauranten. Lige fra vinduesrammerne til de skæve sten, der udgør trappen mellem de forskellige små rum. Bordet er pyntet med blomster og rækker af smukke glas og bestik til den fem retters menu. Stofservietterne er broderet med hampplantemotiv og fra køkkenet vælder ganja tågerne ud blandet med liflig duft af mad.
Øv, der er også kun tid til fem dage på Jamaica. Vi må se at komme til Panama for at stille os i kø til passagen gennem sluserne i Panama-kanalen. Der er mellem tre og fire ugers ventetid på at komme igennem til Stillehavet.
