Panama - Galapagos 22/4 – 8/5
”Så skal der rebes!” Niels smider det værktøj han har gang i og kanter sig op til masten. Jeg har taget roret, for at kontrollere Jonnas vilde ridt i den pludseligt opståede vind. Vi er midt i en squall og har vindstød op til 30-35 knob – stiv kuling. Vi sejler 9 knob med vinden ind bagfra. Skroget synger og vibrerer. I løbet af få minutter har vi sejlet cockpitbunden fuld af saltvand. Vandet bliver suget ind af lænsehullerne, når vi sejler hurtigt. Jeg er så koncentreret om at undgå en bomning, at jeg ikke ænser at få værktøj og skruekasse op fra cockpitbunden, før jeg opdager, at jeg sidder i vand til anklerne.
Efter en time er bygen drevet over og vi kan endelig nyde vores middag i ro og fred. Gullasch og kartoffelmos venter på komfuret og Niels kan se frem til et par timers hygge med at tørre og oliere værktøj og skruer. Det er vores første dag på vej mod Galapagos. Alle har det fint ombord. På trods af vores månedlange landkrabbeliv i Panama er ingen af os søsyge. Stillehavet lever op til sit navn. Det er fladt, kun en lang, doven dønning minder os om, at vi har sluppet land.
Lige før mørkets frembrud den 22.4, er Niels, iført bar overkrop, igen klar til at lege ”he-man” på fordækket. Storsvedende trækker han vores 20 kg tunge anker med 40 meter jernkæde op fra 12 meters dybde. Besætningen på danske Njord trutter farvel og vi tøffer ud i Gulf of Panama. For en gangs skyld er vi ikke helt ship-shape før afgang, men vi skal afsted. Vi har travlt – på den langsomme måde. Om senest fem måneder skal vi være i Darwin, Australien. I løbet af små fem måneder skal vi krydse verdens største ocean og besøge otte nationer. Halvdelen af tiden kommer vi til at tilbringe på havet, ca. 80 døgn.
Gummibåd og ankerkædetønde bliver surret og blokke og skøder gjort fast, mens vi i tusmørke navigerer ud mellem containerskibe og coastere, der ligger som en hel by ved mundingen af Panama Kanalen.
”Jamen, hvilken vej sejler den?” ”Bare hold din kurs!” Niels og jeg sidder i buldermørke i cockpittet og småskændes. Tung trafik pløjer sig gennem mørket og vi har svært ved at bestemme skibenes kurs. Flere gange må vi over hals og hoved ændre retning og gå af vejen for en sort kolos. Vi føler os meget små og fornemmelsen forstærkes af lyn, der med jævne mellemrum lyser horisonten op. Det bliver ved med at lyne hele natten – ingen torden, ingen regn, men den tunge trafik aftager. Endelig kan én af os gå ned og sove.
Turen til Galapagos på små 1000 sømil er blandt sejlere berygtet for sit dårlige vejr, vindstille afløst af byger med heftig vind og de senere år har der været rapporter om sammenstød med fjendtligtsindede ecuadorianske fiskere. Nogle går så vidt som til at tale om pirateri.
På andendagen sejler vi ind i ”The Inter-Tropical Convergence Zone”. Et lavtryksbælte, der bevæger sig omkring ækvator og skiller vejret mellem den sydlige og den nordlige halvkugle. Det er i den zone, man plages af dårligt vejr.
Himlen er grå og vandet er gråt. Vinden er imod og søen er imod. Vi banker af sted for motor og vandet står i kaskader på fordækket. Vi vil have medvind, så vi ikke får mere salt i madrasserne i forkahytten. Det begynder at regne. Skønt, så kan vi få vasket storbyskidtet af dæk og sejl. Det regner endnu mere og vi begynder grinende at opsamle regnvand i spande og baljer. Der lukkes op for sluserne og Jens og Caroline tager bad i cockpittet. De forsvinder frysende ned i kahytten. Det regner i stænger og Niels fortrækker ned på toilettet. Det er stoppet – and somebody has got to do the dirty job. Jeg påtager mig ædelmodigt at holde skansen i cockpittet.
Midt på dagen kan vi se ”Christina”, vores svenske venner sejle ud af zonen, ud i solskinnet på den anden side af de tunge grå skyer. Vi kan ikke følge med, men kan bare se, hvordan det dårlige vejr lukker sig om os som en dyne. Vi fortsætter i regn og kulde et halvt døgn mere. ”Hva´ laver vi her på position 4 grader nord og 81 grader vest?” spørger Niels, der stikker hovedet op i lugeåbningen. Det er lige før, at vi har tårer i øjnene. Der skal ikke meget til at slå os godvejrs-sejlere ud.
Næste dag er alt glemt! Solen skinner mat gennem disen og Jens og Caroline bager hot-dogbrød og chokoladekage og Niels står på hovedet i gemmerne for at finde en ny stak Anders And frem. Vi har tre stakke, der roterer og bringer timers underholdning. Tak til farmor og familien Hangaard i Taarbæk.
Sjette dag på havet er en stor dag – Jens 12 års fødselsdag. Fra tidlig morgen ligger han i cockpittet og venter utålmodigt på, at resten af familien bliver færdige i kahytten med at pynte op og finde gaver frem. Solen skinner naturligvis fra en skyfri himmel. Vi har fin vind foran for tværs og går 4 – 5 knob. Kl. 10 er der fødselsdagssang på radioen, først på svensk med guitar fra ”Christina”, så en hjemmedigtet sang fra Hanne, Bo, Mette og Rasmus på Njord. Jens er pinligt berørt! Der er burgere til middag, chokoladekage pyntet med flag og vingummisutter fra DK og en skattejagt med otte poster, slikposer og en skat – et boogieboard.
”Der ligger et fiskeskib forude!” Hele familien får travlt med at få anstændigt tøj på. Vi finder vand, cola, cigaretter og chips frem og myldrer op i cockpittet, iført store smil og kriblen i maven. Vi får kun smil tilbage og fagter om, hvilken kurs vi skal holde for at undgå deres fiskenet. Ingen aggressiv råben på mad og vand og ingen bordingsmanøvrer, som der ellers har været rapporter om de seneste år. Det eneste piratagtige ved fiskeskibet, er, at nogle af fiskerne er formummede bag elefanthuer, velsagtens for at beskytte sig mod sol og vind. Vi kan ånde lettede op og lægger net og bøjer bag os i løbet af en lille times tid.
Under 100 sømil til Galapagos. Vi har lige passeret ækvator og Jonna sejler nu ned på den sydlige halvkugle. Jens og Caroline sidder intetanende i kahytten og spiller computer. ”BÅT-BÅT!” Der står en mand på badestigen med tanghår og fiskenet om livet og balancerer med en trefork og et tågehorn. Vi har fået besøg af Kong Neptun!
Under store protester bliver hele familien døbt i ketchup, barberskum og cola. ”Nej, du ødelægger mine pæneste underbukser!” råber Caroline forarget, men døbt bliver hun: Bøvsemester-Fehår. Jens navngives Squidmaster-Langpis. Hannelore er Kabyssvin Tranlampe og Niels, Dieselneger-Hurtigbrok. Således godkendt og døbt som rigtige søfolk, der har lov at besejle den sydlige halvkugle, slukker vi motoren og hopper i det stille ocean. Vi kan tydeligt mærke den kolde Humboltstrøm, der løber op langs den Sydamerikanske vestkyst og bringer masser af liv - og koldt havvand med sig. Rene, nydøbte og frysende fejrer vi dåben med en gang varm te. Senere på dagen kommer champagnen frem. Neptun er ikke vild med askese!
Efter ti dage på Stillehavet er der land i sigte ved morgengry d. 2. maj, Isla san Christobal på Galapagos. Øen ser gold og øde ud, men der er knapt så uberørt, da vi entrer ankerpladsen ved Wreck Bay ved middagstid. I bunden af bugten ligger en lille by med lav bebyggelse og en havn med masser af både og fiskeskibe.
Det kan ikke gå hurtigt nok med at komme i land. Iført skibspapirer og pas, prajer vi en watertaxi, der tager os ind til en fedtet stenkaj med stor dønning. Watertaxi-manden peger med stolthed ned i det krystalklare havnevand, hvor en stor rokke svømmer rundt. Søløver slænger sig på fiskejoller og på sejlbådenes badeplatforme. På land maver de sig glinsende rundt på de brune lavablokke i vandkanten og på sandstranden ved strandpromenaden ligger en hel koloni og soler. Der er ingen tvivl om, at søløverne sådan set ejer stedet her. Der er en tung dunst af fisk – eller søløve i luften! Vi tilbringer timer med at betragte små søløveunger, der diger hos deres mødre, knejsende hanner, der brovtende forsvarer deres territorium og unge løver, der slås for sjov i sandet lige for fødderne af os. Dyrene er ikke bange for os. Vi er til gengæld bange for de store aggressive hanner, der gerne skræmmer en lidt for overmodig turist til lynhurtigt at fortrække med sandet sprøjtende efter klipklapperne.
Der er ingen tid at spilde! Jens og Caroline begynder deres lange rejse mod Danmark om tre dage, så vi må ud og lede efter nogle skildpadder og leguaner. Fra andre sejlere har vi hørt, at der skulle være marineleguaner på en strand syd for byen. Vi finder ingen! Til gengæld er her masser af dasende søløver og en smuk strand, som vi har helt for os selv. Et stykke ude boltrer tre surfere sig i fire meter høje bølger, der brækker på revet ud for stranden.
På vej tilbage mod byen får Niels øje på en marineleguan og pludselig kan vi se dem overalt på de sorte lavasten. Perfekt camouflerede i deres sortskællede hud. De en meter lange leguaner sidder helt stille og slikker solskin og lader sig ikke forstyrre, før man kommer helt tæt på. Så risikerer man til gengæld at få en fnysende spytklat lige i linsen. Så ligner marineleguanen en drage med sine takker på ryggen og lange firbenehale.
Det er fantastisk at være i en levende zoologisk have, hvor det er dyrene, der bestemmer og hvor vi bare er med på en kigger. I løbet af vores ophold på Galapagos ser vi ikke ét stykke skrald eller nogen form for affald ligge og flyde i naturen. Siden 1959, hvor den ecuadorianske regering erklærede Galapagos for et fredet naturreservat, har der været meget strenge regler for ophold og færden på øerne. F. eks. må vi, som sejlere kun opholde os med vores båd i Wreck Bay og ikke besøge andre øer eller havne på Galapagos med mindre vi booker os ind på en chartret båd eller tager en færge.
Tilbage i landsbyen, hvor middagssolen bager lodret ned i de øde gader, sætter vi os ind i én af de mange små restauranter, der alle sammen tilbyder frokost, almuerzos bestående af suppe og en hovedret, til 2 $ pr. næse. Et stort glas koldt saftevand er naturligvis også inkluderet i prisen. En dag er vi heldige, at hovedretten er grillet hummer!
Hvem gider lave mad i et 40 grader varmt minikøkken, når man kan få dejlig mad til de priser. De billige frokoster er en ekstra bonus for os, for vi må spare på gassen. Sidst vi kunne få fyldt gas på flaskerne var i Panama og det er først i Marquesas, der er mulighed for at få gas igen. Siden Panama har der været streng rationering på te- og kaffebrygning og vi er glade for en ny brødopskrift fra skånske ”Christina”. Brødet bages på panden og tager kun fem minutters gasforbrug. Der skulle helst være nok gas til de 25-30 dage på havet, vi regner med, at det kommer til at tage os at nå Marquesas, der ligger 3000 sømil fra Galapagos.
”Hvornår er vi der?” Jens og Caroline går forsigtigt i deres klipklapper på de brændende varme lavasten med dykkerfødder i hænderne. Vi er på vej ud at snorkle i en lille beskyttet bugt. Vi vader på små stier mellem kaktus og udtørrede buskgevækster. Der står Darwin, som udviklede sin evolutionsteori her på Galapagos og skuer alfaderligt ud over havet på toppen af en klippe. Vi kravler ned til vandet og gyser, da vi uelegante kravler ned til søløverne i det kun 20 grader varme vand.
En havskildpadde svømmer sky i en bue om os. Der er stimer af farvestrålende akvariefisk. Her er krabber og søpindsvin, men det bedste er en legesyg søløve. Lige så klodsede og uelegante de kvabber sig frem på landjorden, lige så elegante og akrobatiske er de i vandet. Søløven svømmer i cirkler om os og dykker ned under os. Den kigger nysgerrigt på os helt tæt på med sine matte brune øjne og dasker drillende til Caroline med sin ene luffe.
Så er dagen kommet, hvor ungerne og jeg skal flyve til Guyaquil i Ecuador, hvorfra Jens og Caroline skal flyve videre på sommerferie i Danmark. ”Mrs. Dörner please come back to check-in!” Hvad nu? Vi har lige checket ind og er ved at tage tårevædet afsked med Niels.
Der står en hel kødrand og kigger anklagende på vores store taske. ”Please open!” kommanderer en strengt udseende herre i uniform og får mig straks til at føle mig som et specielt ondskabsfuldt medlem af Al-Qaida. Først ved jeg ikke, hvad det er, de vil have mig til at finde i tasken med ungernes tøj og gamle skolebøger. Åh nej, konkylier! Hvor dum kan man være! Det meste af vores konkyliehøst fra Caribien ligger i tasken og selvom jeg har mange gode forklaringer og stempler i passet, er der ingen kære mor. Aflever! Skraptajnen er nu stemplet som nationens og naturens fjende nr. et på Galapagos.