Tobago - Bequia 12/1 - 23/1

Regnen pisker ned. Et blik ud af bugten nordpå viser dårlig sigtbarhed og kedelige bølger.

Jonna er pakket og klar til afgang – alt er ship-shape, men vi kan ikke rigtigt beslutte os for at tage afsted. ”Ska´ vi ikke give det en time mere?” Skipper kigger skeptisk ud under sprayhood´en. Det ender med en god film i Jonnas rare kahyt i ly for regn og rusk. I morgen bliver det nok bedre.

Næste morgen er der stadig ingen forandring i vejret. Hvor blev den blå himmel og det turkisblå vand fra alle drømmene af? Vi troede, at vi skulle sejle i solskin, når vi kom til Caribien.

Vi har endnu ikke fundet nogen lokal vejrudsigt, men vejrkortene, vi har studeret på nettet, viser ingen alarmerende vejrsystemer. Efter næsten tre uger i Charlotteville, Tobago, er det en hård proces at lette anker og komme ud af røret! Vi er blevet landkrabber.

Vores 20 kg anker ligger på 19 meters dybde, så Niels vånder sig, da han trækker det op. Normale mennesker har ankerspil – men Niels har brug for motionen og hans ryg en kiropraktor. Jeg står ved roret og prøver at holde båden op i vinden, så vi ikke driver over i andre både.

Afsted kommer vi for rebede sejl - på et nøje kalkuleret tidspunkt, så vi ankommer til Union Island ved daggry næste dag. Vi har bare glemt at tage højde for de to knobs medstrøm, vi har med. Vi suser af sted med 7 – 8 knob og GPS´en siger, at vi vil ankomme ved to-tiden om natten. Æv! Jens er sur. Nu går det lige så godt og så skal vi reducere til krydsfok for at bremse farten.







Vi ankommer til Union Island lige ved daggry, dyngvåde og iført søtøj. Vi har ikke frosset så meget siden nordkysten af Skotland. Det har været en hård nat med squalls, byger med vind. Lige da vi når indsejlingen til den overfyldte ankerplads i Clifton, Union Island, bliver vi indhentet af en byge, der har truet mørkt bag os. Vinden hyler og regnen pisker vandret ind på båden. Tænderklaprende vender vi om og tager nogle runder uden for havnen til sigtbarheden bliver bedre.

Et par timer senere er alt glemt! Der er friske croissant´er på bordet og norske Christiania, Veto og Noravind ligger og vugger et par både fra os. Vinden hyler stadig, men solen skinner og gør vandet lysende turkist. Vi er lykkelige! Vi er kommet til øen med masser af kammerater for børn og voksne - og så er der oven i købet godt fransk brød.

Clifton er kendt for sine ”jump-ups”. Folk danser spontant i gaderne – mest om natten i weekenden. Det foregår også ved fuldt dagslys til rytmer, der dunker ud fra husene i hovedgaden. Unge fyre står og laver fede moves, der bliver samlet op længere nede af gaden. Yo!, man tror, man er med i en musikvideo.

Der er plusdage og der er minusdage og af en eller anden grund er udsvingene større, når man lever på en båd. Solen skinner og havet lyser blåt, mens vi tøffer om på den anden side af øen til Chatham Bay. Det er vores hidtil korteste tur og vi nyder at have land lige inden for rækkevidde. Caroline slænger sig demonstrativt på bommen iført bikini. Se det er sejlads!



Efter en time åbenbarer en næsten øde bugt sig – et sjældent syn i Caribien. Kun Christiania og et par andre både ligger der. Vi kan droppe ankeret næsten, hvor vi vil. Der er en fin strand i bunden af bugten ellers kun grønne skrænter og klipper – ingen huse! På stranden huserer ”Shark-Attack-James”. Han laver BBQs for sejlerne med hummer og kylling.

Jens slutter sig til Syver og Ask fra Christiania. De laver bål på klipperne og griller firben. Vi andre lounger den på Christianias store trædæk. Sidst på dagen tilbage på Jonna kommer to smukke havfruer fra Frederiksberg svømmende forbi iført snorkel og svømmefødder. Det er Nanna og Patricia fra Noatun. Vi ser os nødsaget til at hale drinks frem. De bliver nydt til en solnedgang, der ville give bøde i fotoklubben derhjemme.

Vi er alle sammen enige om, at vi er kommet til paradis. I morgen efter skole skal vi snorkle. Vi ligger i svømmeafstand til koraller med farvestrålende fisk.

”Vand, vand! Gi´ mig noget vand!” råber Niels. Der kommer gnister og røg fra batterierne. ”Neeej, neej! Gi’ mig en tang!” Et blik på Niels´ desperate ansigtsudtryk viser alvoren. Ungerne, der sidder og sveder over skolebøgerne, bliver gennet op gennem forlugen og videre ned i gummibåden. Niels får fat på en tang og får stoppet kortslutningen, der truer med at få batterierne til at eksplodere. Derefter får hele installationen en tur med pulverslukkeren. Stanken af syre og brændt plastik er forfærdelig. Nanna og Patricia har set røgen og har kastet sig i gummibåden iført to spande. De tager de rystede unger med i sikkerhed på Noatun.





Vi slap med skrækken - og svineriet! Alt er dækket af et tykt lag lyseblåt støv. Vanddunke, værktøjskasser, toiletpapir, søkort, redningsveste….. Hvad gør man uden støvsuger og kun små mængder ferskvand? Christianias støvsuger og generator bliver vores redning. Hele resten af dagen går med skadesbegrænsning og rengøring i skipperkøjen, hvor batteriinstallationen er placeret. Der er meget trangt og meget varmt. Efter fem timer er det værste lyseblå svineri væk, men der er ingen strøm ombord. Niels har afmonteret alle fire batterier, 400 Ah. Han ryster stadig, da vi om aftenen sidder i Noatuns cockpit til dejlig middag. Det var tæt på!

Næste dag tester vi batterierne. De kan stadig bruges, men har taget skade. Niels udskifter kabler og sætter batterierne til igen. Vi ånder lettet op! Vi havde frygtet, at hele el-installationen på båden var ødelagt, men alt fungerer tilsyneladende. Så skal der snorkles med de fem på Christiania og om aftenen er der grillet hummer på stranden hos ”Shark-Attack” i skæret fra en flakkende olielampe. Der er ikke engang myg til at forstyrre idyllen. Ungerne laver bål og griller skumfiduser. Der er heldigvis flest plusdage.

Chatham Bay er nu godt fyldt med både, der er søgt i læ for den vedholdende blæst. Vi vil gerne videre til Bequia, hvor en blues festival og besætningen på Bonnie Lynn trækker. Ved daggry d. 18.1. letter vi anker – Christiania når lige at slå os. Til gengæld snyder de ved at bruge motoren hele vejen til Bequia. Vi går hårdt til vinden hele dagen og må krydse for at nå ind til havnen. Niels påstår, at det var en skøn sejlads…..tjah!



Bequia lever helt op til Bonnie og Earls (Bonnie Lynn) lovprisninger. En charmerende lille luksusflække - quaint. Det var her de kom tilbage for at puste ud efter deres møde med de to orkaner, Vince og Delta på deres Europa turnè. Her er skønne strande med slanke kokospalmer uden en sjæl, her er skildpadder man kan klappe, taxichaufførerne er kultiverede og kører grænsende til forsigtigt, man kan få fransk cuisine og amerikanske pizzaer. Hos Doris kan man få alt: wasabi, biscotti, Hershey-bars og gorgonzola, stoppet ind i 40 kvadratmeter købmandsbutik. I Bequia skal man ikke hente diesel og vand i dunke på land. En pram kommer forbi og fylder op til rimelige penge og så tager de vasketøjet med og leverer det sammenlagt og rent tilbage.

Det bedste ved Bequia er dog gensynet med Bonnie Lynn, som vi mødte første gang i Skotland for mere end et halvt år siden. Vi har glædet os til at se dem – ikke mindst Caroline. Da vi border den smukke skonnert bliver vi straks tilbudt varmt brusebad på bagperronen alle fire - hmm! ”I know what gross is”, siger Bonnie med et grin. Hun har selv sejlet i en lille båd med børn for mange år siden.

Vi har store forventninger til Bequia Blues Festival. Sidste år gav Mick Jagger to numre i en surprise appearence. Jens og Caroline bliver udstationeret på Bonnie Lynn med videoer og lokal barnepige. De er ikke begejstrede! Vi har en fantastisk aften med verdensklasse blues – dog uden Mick Jagger.



Fætter Julian på 15 kommer snart. Vi glæder os og følger vejrmeldingerne nøje, for vi skal samle ham op i St. Lucia 70 sømil længere nordpå. Passagen mellem øerne, St. Lucia og St. Vincent er berygtet. Vinden rusker i de opankrede både i havnen og vi lægger et ekstra anker ud for en sikkerheds skyld. Bonnie og Earl, der har arbejdet i området i syv år, siger, at det er usædvanligt med så megen vind på denne årstid. Det er julevinden, der er blevet forsinket i år.

Dagen før Julians ankomst, må vi opgive at sejle til St. Lucia. Niels tager færge og fly for at hente fætteren med tilbage til Bequia. Vi glæder os til at have Julian med ombord.