28/9 – 2/10 Fra Cascais til Porto Santo

”Hannelore, kommer du ikke lige op?”

Jeg vælter forvirret op af køjen og raver rundt i mørket efter tøj og redningsvest. Vindroret er kollapset! Jeg overtager roret, mens Niels iført to livliner hænger ud over agterstavnen og forsøger at redde vindroret, der er krøllet helt sammen. Det er svært at danne sig et indtryk af skadens omfang i mørket. I høj sø får Niels med stort besvær surret resterne af vindroret til båden.

Vi er rystede! Vi kan under ingen omstændigheder undvære vindroret. Uden det er én af os konstant lænket til rorpinden dag og nat. Vi er 50 sømil fra Portugals kyst og der er fire døgns sejlads til næste mål, Porto Santo, Madeira.Vi håber inderligt, at skaden kan repareres, når vi kommer frem. Om halvanden måned skal vi krydse Atlanten og uden et vindror er turen umulig at klare.

Vi forlod Cascais, en luksusflække vest for Lissabon om eftermiddagen d. 28.9. i høj sol og næsten vindstille en time efter vores norske venner på ”Christiania”. Efter en halv times sejlads viser vindmåleren 10 – 11 m/s. I stødene 15 m/s. Store Atlanterhavsbølger ruller ind fra siden. Det er imponerende vandbjerge på fire meter. Vi var blevet advaret om bølgestørrelsen. Nogle danske sejlere vi traf på den lokale internetcafé havde talt med fiskere, der snakkede om seks meter høje bølger. Efter megen snak frem og tilbage og nærlæsning af diverse vejrsider på nettet, besluttede vi os alligevel for at stikke. Vejrudsigten spår én dag med hårdt vejr og tre dage med vind i ryggen og op til 10 m/s. Alternativet er et ufrivilligt langt ophold i en dødsyg og alt for dyr marina. Udnytter vi ikke dette vejrvindue, kan der gå mere end en uge, inden vi kan sejle videre.

Sammen med bølgerne rammer søsygen os ubønhørligt, som hver gang vi starter en længere tur. Caroline vælger at sove de første 18 timer væk. Resten af besætningen beslutter sig for pulversuppe, i stedet for livretten, ”boller-i-karry”, der ellers lokker i køleskabet.

Det har været en hård dag med kaos i ”trafikseparationslinien” ud for Portugals kyst. Vi kom ufrivilligt tæt på en lille coaster, hvorpå forsejlet gik i timeglas. Tre gange får vi spandevis af vand i cockpittet fra søer, der brækker ind på siden af båden. Vi overvejer at sætte lugen i ned til kahytten. Som Jens kommenterer, er det noget varmere at blive gennemblødt på disse breddegrader end på Nordsøen i juli.

Vi har aftalt radiotid på VHF´en med ”Christiania” hver dag kl. 8 og kl. 18. Jens og Caroline hænger ind over kortbordet og hjælper med at skifte radiokanaler og sige ”over”. De første dage går med at udveksle brækhistorier og fortælle om nedbrud af udstyr i det hårde vejr. Efterhånden som søen lægger sig går kommunikationen på fiskerhistorier og vi digter en sang på ”I en lille båd, der gynger…”til besætningen på ”Christiania”, som vi afsynger på radioen. Det er betryggende og meget hyggeligt at følges med nogen ude på det store vand. Om dagen kan vi for det meste skimte hinandens sejl et sted på horisonten og om natten se en lille lanterne i mørket derude.

Sushi, tunbøffer, fiskefrikadeller, ceviche…. Vi drømmer om en tun på mindst 10 kg. Jens vores altid ivrige lystfisker er under et hårdt pres fra resten af besætningen. Søsygen har helt sluppet sit tag og vi drømmer om mad – fiskemad! Vores funklende havfiskestang med et blink, der ville få enhver fisk fra hjemlige farvande til skræmt at svømme væk, står surret til agterstavnen. Hjulet er specialindkøbt af onkel Stefan i Skotland og kan klare 60 pund. Hver gang det giver lyd fra sig, kigger Niels bekymret derhen. Det er ham, der har påtaget sig at hive fangsten ind og dræbe bæstet.

Så er den der! Der bliver vild opstandelse i cockpittet. Puder og bøger bliver kastet ned i kahytten, skipperkonen bakker forsejlet for at få farten af båden, så skipper bedre kan hive fangsten ind. Fem minutter lever håbet og spændingen – pling, så springer fisken af krogen. Øv, alle er skuffede – Niels er vist mest lettet! Men mærkerne har vi – mærkerne efter et par særdeles kraftige fisketænder på blinket. De giver blod på tanden. Vi skal nok få vores tun!

Så er der halvvejsfest, som udløser sodavandsis indkøbt på dieselkajen i Cascais og Anders And fra farmor. Senere bliver der festet videre foran computeren nede i kahytten. Jens og Caroline ser film, ”Familien Gyldenkål”. Ellers står Caroline for underholdningen ombord. Hun læser højt fra ”Otto er et næsehorn” – hun har lige ”knækket” koden og læser pludseligt helt flydende. Hurra! Livet er en fest, når man først har fået søben!

Det er rent magsvejr! Solen skinner, vinden kommer bagfra og vi skyder 5 – 6 knob. I morgen tidligt er vi fremme på Porto Santo, men først skal Niels og jeg igennem én nat mere! Vi er ved at være møre efter tre dage ved roret kun to mand. Der er meget få pauser, når der også skal laves mad og vaskes op tre gange om dagen. Vores rumper værker af at sidde i samme stilling i timevis. Der er for megen sø til at stå op og styre uden at miste balancen i det smalle cockpit.

Minutterne snegler sig af sted i mørket alene i cockpittet. Man drømmer om det øjeblik, hvor den anden stikker hovedet op gennem lugeåbningne og søvnigt mumler, ”hej”. Så tumler man ned og kaster sig i den fugtigt, klamme kaptajnskøje for at få sig halvanden times søvn. Men her sidste nat bliver søvnen konstant afbrudt af larm fra dækket. Genoaen bakker og storsejlet er ved at bomme. Riggen knager og brager. Staklen, der sidder på dæk og styrer, har svært ved at holde koncentrationen og det straffes prompte, når man har vinden lige bagfra og sejlene er spilet ud til hver side.

Kl. 3:20 d. 2.10. ser vi endeligt det første glimt fra fyret på Porto Santo. Et par timer senere vågner ungerne langsomt og der lyder glad sludren fra kahytten. Nu kan vi se lysene inde på øen sno sig som guirlander op af vulkantoppene. Ungerne er i højt humør. ”Det er ligesom jul”, siger Caroline. Vel inde bag molehovederne, bliver vi hjulpet på plads af marinamanageren. En uvant luksus, som vel skyldes, at han kun har noget at lave i oktober og november, hvor der er højsæson for langturssejlere.

Caroline og Jens udforsker den lange Atlanterhavsmole, hvor sejlere gennem årene har sat deres aftryk i form af bådlogoer og malerier på molen. Der er mange danske flag og navne. Endelig kommer ”Christiania” duvende ind gennem havnehullet. Vi har slået dem med to timer. Det bliver fejret med snaps ombord på ”Jonna”.

Alle stumperne til det ødelagte vindror viser sig mirakuløst at være der. Efter en dags arbejde har Niels repareret skaden. Boltene, der holder vindroret sammen, har aldrig haft rigtigt fat i metallet. Konstruktionen er skredet i det hårde vejr og vindroret kollapset. Godt, at det ikke skete på en længere tur.