Forside > S/Y Jonna
S/Y Jonna
Projektet og hjemmesiden
Vi er en familie på 4, der for snart 3 år siden besluttede at sejle jorden rundt i båden Jonna. Niels er skipper, Hannelore er styrmand og derudover har vi begge ansvaret for at undervise børnene Jens på 11 år og Caroline på 8 år.
Her på siden kan du finde information om projektet, ruteplanen, vores logbog og børnenes sider, hvor de frit fra leveren giver deres syn på turen og endelig en gæstebog, hvor vi håber du vil sende os en hilsen.
Den planlagte rute
Vi har planlagt at sejle jorden rundt på 2 år. Ca. en trediedel af den tid vil blive tilbragt på vandet.
Den oprindelige plan var at starte fra Tårbæk den 1. juli 2005 og sejle nordpå mod Mandal i Norge ... måske lige med et pitstop på Læsø for at hente jomfruhummere og kantareller. I Mandal vil vi afvente et fornuftigt vejrvindue til at komme over Nordsøen mod Skotland, hvor vi skal besøge bror Stefan.
Fra Skotland går ruten via Irland over Biscayen til La Coruna, hvor styrmanden skal bevise sine spanskkundskaber (!). Derfra går det langs Portugals kyst sydpå mod Gran Canaria. Vi vil gerne længere sydpå til Kap Verde før vi stikker over Atlanten. Men lad os nu se, hvor langt vi er til november, hvor vi skal fange passatvinden mod Barbados.
I Caribien regner vi med at holde jul på Tobago og derfra går det nordpå mod Cuba. Vi vil gerne igennem Panamakanalen i marts måned 2006 for at have så meget tid i Stillehavet som muligt. Fra Panama går ruten over Galapagos mod Marquesas øerne i Fransk Polynesien. Strækket fra Galapagos til Marquesas er turens længste og vil tage os omkring fire uger.
I Fransk Polynesien skal vi også besøge nogle af Tuamoto atollerne, Tahiti og flere af de andre sagnomspundne øer ... alt efter hvad vi har tid til. Derefter går turen via Cook Islands, Tonga og Fiji til det nordlige Australien hvor vi skal være ca. oktober/november 2006.
Fra Australien krydser vi det Indiske Ocean med kurs mod Østafrika, hvor vi stadig ikke helt ved hvad ruten vil bringe. Zanzibar, Madagascar, Seychellerne og Mozambique er nogle af mulighederne. Vi tager syd om Afrika trods det barske farvand. Det foretrækker vi frem for piraterne omkring Afrikas horn.
Fra Sydafrika og måske Namibia, sejles via St. Helena og Ascension Island hjemad ... hvis tiden er til det, kan vi måske lige komme forbi Azorerne. Kronborg skal selvfølgelig passeres til styrbord ... og så er vi hjemme igen.
læs mere om den rute vi faktisk sejlede her Det gode skib Jonna
I slutningen af tresserne og starten af 70’erne blev der i Svendborg Sund bygget nogle sødygtige og solide glasfiberbåde på Sagitta Boats værftet. Møbelarkitekten Poul Cadovius stod for produktionen af en række både, hvoraf idag specielt Sagitta 35 er en klassiker. Cadovius’s værft gik nedenom og hjem - rygterne ville vide at bådene var for solide og dyre at producere. Siden blev Sagitta 35 designet overtaget af den danske Bianca værft, der relancerede båden som en Bianca 36 (kaldet mini Swan).
Konstruktionen er baseret på S&S 34, en 34 fods båd fra et af verdens mest berømte yachtdesignhuse, Sparkman & Stephens. S&S 34 båden Morning Glory blev i 1969 sejlet til sejr i Sydney-Hobart havkapsejladsen af den daværende engelske premierminister Ted Heath. Vi føler os i godt selskab og visheden om at båden er designet til oceanerne giver tryghed.
Forberedelserne
Sommeren 2002 tog vi beslutningen om at sejle jorden rundt og siden har vi forberedt os med dykkerkurser, duelighedsbevis, Yachtskipper 1, LRC-radiocertifikat, radioamatørlicens og et intensivt spanskkursus.
Huset er blevet gennemrenoveret fra kælder til skorsten med udlejning for øje. Morfar, Günter og vi har knoklet, så det nu er familien Wienke fra Tyskland værdigt. De skal bo i huset de næste to år.
Båden, Jonna, er en Sagitta 35 fra 1972, venligst udlånt af farfar, Jørn. Der måtte lidt overtalelse til, før vi fik ham til at acceptere, at børnebørnene under alle omstændigheder var på vej ud på verdenshavene - med Jonna eller ej. Nu glæder han sig til at kunne stige på rundt omkring i verden.
Båden er i løbet af vinteren blevet forstærket i bunden, fået nye søventiler, en ny lønningsliste og vi er stadig i fuld gang med en komplet renovering af det indvendige. Vi har i ugevis ligget i Epoxy dampe. Alt indvendigt glasfiber er blevet slebet ned og har fået 2 komponent primer. Gasmasken på billedet er venligst udlånt af Jørn Laurvig, DR. Han rystede dog først op med den, da Hannelores hjerneskade var tydelig.
Det elektriske system er snart blevet skiftet helt ud, der bliver installeret køleskab, gaskomfur og nyt toilet. Der er kommet vindror på, der bliver installeret en kombineret vind/vandmølle og solceller bliver der også plads til. Kommunikationsudstyret og sikkerhedsudrustningen er ved at blive opgraderet og der skal installeres en watermaker i båden. Den sidste skal stå for at producere ferskvand til den tørstige besætning på de lange stræk.
De sidste 2 år er kort og guidebiblioteket blevet planlagt og indkøbt. Vi tør ikke forlade os på elektroniske kort så der er papirkort til hele turen. Vi har ingen anelse om, hvor alle de rummeter papir skal placeres. Måske kommer farfar’en til at at have noget med i kufferten.