Thailand - Sri Lanka 9/1 - 22/1 2007

”Hold den op, så man kan se den rigtigt!” Niels står og balancerer på pitbænken med en 1,25 m lang wahoo i armene. Bølgerne og den tunge rovfisk, der er kompakt som en træstamme og stadig spræller, gør manøvren halsbrækkende. Men et trofæbillede skal der til!

Det er tre måneder og ti dage siden, at vi sidst har fanget en fisk, så humøret er højt og bliver ikke mindre af, at fisken er den største, vi nogensinde har landet.

Vi har for længst lagt Thailands fiskeflåde bag os og har havet for os selv. Vi er på femte dag på vej over Bay of Bengal mod Indien. Suppegryden svinger på stand by på komfuret, mens vi parterer wahoo `en og fordeler den i fire store poser.

Det er en naturlov, at fisk altid bider på, når vi selv er mest sultne og maden lige er blevet færdig. Linsesuppen bliver opgraderet med friske proteiner og vi planlægger allerede de næste måltider med munden fuld af fisk.

















Først er der sushi og sashimi, der rent visuelt ville få enhver japansk kok til at begå harakiri. Næste dag fremtryller kabysslaven farvestrålende cheviche a la Sydhavet med rå fisk i lime og kokosmarinade tilsat sød mango, frisk agurk, fed avocado og syrlig tomat.

Saltede, rosa wahoostykker hænger til tørring ved siden af det blafrende Dannebrog – dekorativt mod en blå himmel. Efter fire dage med fisk; stegt fisk, karryfisk og fisk i pastasovs, beslutter vi at donere den sidste fjerdedel af fangsten til værdigt trængende hajer og andre Bengalske slughalse.

Når vi ikke laver mad eller tænker på mad, fordriver vi tiden med at læse, lave skole, se film og sy møre syninger i vores forsejl. Sejlet flængede i toppen på vej gennem Nicobarerne, en øgruppe tre døgns sejlads fra Thailand. Det er forbudt at gå ind til Nicobarerne og et flænget sejl er desværre ikke grund nok til at søge nødhavn.




















I det 18-19. århundrede forsøgte Danmark gentagne gange at kolonisere øgruppen under navnet Frederiksøerne, uden større succes. De eventyrlystne danske søfolk døde som fluer og de lokale var ikke særligt samarbejdsvillige. Vi ville gerne have besøgt øerne, men efter gentagne advarsler fra andre sejlere, valgte vi at sejle forbi.

Sidste år trodsede en tysk sejler forbuddet og blev anholdt. To uger efter at vi var gået forbi, forsøgte vores svenske venner på Sally Blue sig med landgang på øerne. Mens de ankrede, skrev lokale, ”Go away!” i sandet på stranden. De fem på den lille Vega trak følehornene til sig og fortsatte til Sri Lanka.

Nu nærmer vi os Sri Lanka og vejret er gået fra perfekt til lige lovlig friskt. Vi har 30 knob i stødene og søen sender helflugtere ind i pittet og vand ind ved vinduer og ventilationsskakter. Vi bruser af sted med 6 – 7 knob. Vi har strømmen med og vinden næsten imod.

For ikke at dumpe ned i den travle skibsrute, der går syd om Sri Lanka og over mod Den Persiske Golf og Det Røde Hav, må vi gå tæt til vinden, fordi strømmen presser os sydpå. Vejrudsigten lover ikke mindre vind de kommende dage, så vi beslutter at lave et pit-stop i Galle, Sri Lanka.

I Galle kan vi vente på et bedre vejrvindue til at krydse Gulf of Mannar, farvandet mellem Sri Lanka og Indien. Gulf of Mannar fungerer som en vindtunnel, hvor nordøst monsunen bliver accelereret. Vinde af kulingstyrke er hverdag.

”Port control, port control, this is danish sailing vessel, Jonna.” Vi er på vej ind til den stærkt bevogtede havn i Galle og kommunikerer med både flåden, havnemesteren og den agent, der skal hjælpe os med bureaukratiet.




















Et mindre flådefartøj og en jolle med maskingevær monteret i midten modtager os udenfor havnen. Vi bliver bordet og checket og da marineofficererne ikke finder nogle Tamilske Tigre ombord, nøjes de bare med at lade de to unge fyre i jollen med maskingevær bevogte os. De blåskjortede fætre er nu mere interesserede i, om vi har nogle cigaretter, de kan få.

Efter to timers venten bliver vi omsider eskorteret ind i havnen. Vi tøffer langsomt ind mellem de to rækker af flydespærringer, der spærrer havnehullet. Fra vagttårne på molen bliver vi fulgt af kikkerter. Vi skal lige vænne os til alt isenkrammet, maskingeværsposter, flådefartøjer og patruljerende speedbåde, der vidner om et land i borgerkrig.

Det tager os det meste af dagen at checke ind, på trods af den obligatoriske agent, der klarer det meste af det tunge bureaukrati. To joviale og småfulde toldere får med besvær halet sig ombord med deres mapper og stakke af papir.

















Jeg udfylder lange lister, bl.a. med hvor meget vin, øl, spiritus og cigaretter vi har ombord. Må de checke bådens barskab og cigaretbeholdning? Jeg tømmer beredvilligt barskabet for slatter indhyllet i vores nydelige hæklede hylstre og finder vores gave-cigaretter frem fra Niels overfyldte skab.

Høfligt og med store smil udvælger de to offentlige tjenere sig den flaske, der er mest fuld og så kunne de i øvrigt også tænke sig et par pakker cigaretter for deres besvær. Niels og jeg morer os stadig over, at vi slap af med den fuldstændigt udrikkelige flaske rom fra Vanuatu i Stillehavet.

Sidst på eftermiddagen bliver vi med vores gule passérkort sluppet ud af havneområdet. En hel hær af hjælpere og tuk-tuk-chauffører står på spring på den anden side af den overbemandede vagtpost. Vi bliver overvældet med tilbud om ture ind i landet, ture rundt i Galle, hjælp til indkøb, hjælp til at tanke gas og diesel og tilbud om sejlreparationer og syning af gæsteflag.

Siden tsunamien jævnede flere hundredtusinde huse på sydkysten med jorden og dræbte mere end 50.000 mennesker, har der ikke været mange turister og De Tamilske Tigre gør ikke situationen bedre. Der er rift om de få turister, der trodser borgerkrig og ødelæggelser.

















Vi klemmer os i lag ind i en tuk-tuk, der hvirvler os gennem støvede gader, forbi ubeboede faldefærdige huse, ruiner og tomter. Vi må dukke nakken for at kunne se ud af tuk-tuk´ens lavt siddende åbninger. Galle er chokerende fattig og beskidt, men srilankanerne smukke og meget smilende.

Om natten bliver vi rystet i vores køjer af dybvandsbomber, der med ujævne mellemrum detoneres i indgangen til havnen. erne skal holde frømænd fra De Tamilske Tigre borte. To måneder tidligere lykkedes det Tigrene fra det nordlige Sri Lanka at sætte en e på et flådefartøj i havnen og sprænge det i luften.

Selv om vi er blevet advaret mod erne, bliver vi alligevel uhyggeligt til mode over de metalliske drøn, der får båden til at give sig. Vi ligger tættest på havnehullet og dermed tæt på detonationerne. Niels misser helt sprængningerne den første nat i havn. Ni døgn med nattevagter giver en tung søvn!




















Iklædt van med air-con og engelsktalende chauffør gør vi Galle og omegn på én tætpakket dag. Garmini, vores chauffør, tager os med på en skildpaddefarm, i en månestensmine og en urtehave. Han viser os fiskere, der fisker fra pæle i vandet og en teplantage, hvor verdens dyreste te produceres.

Handunugoda Teplantagens White Tea laves af det inderste blad af topskuddet på en tebusk. Skuddet bliver klippet af med en steril saks af damer iklædt hvide handsker, uniformer og hat. Ideen er, at teen ikke må komme i kontakt med fedt fra sved og hår, der kunne fordærve den fine aroma.

















Der produceres kun 35 kg af den eksklusive te om året og prisen er små 200 kr for 20g. Legenden går, at tedyrkere i Kina leverede Hvid Te til herskeren af Tangdynastiet. Dengang før Kristi fødsel var det silkeklædte jomfruer bevæbnet med guldsaks, der klippede teen til dem med de ekstra fine smagsløg.

















Vores smagsløg er mere rustikke og vi korrumperer dem yderligere med hotte karrysaucer og dal til frokost. Garmini giver os en eksklusiv indføring i bordmanerer á la Sri Lanka. Man tager højre hånd – aldrig venstre! Den bliver brugt til den anden ende og bliver helst under bordet, ude af syne.

Med højre hånds fingerspidser blander man med roterende bevægelser ris med de forskellige saucer på tallerkenen og samler maden til en mundret lille kugle. Kuglen føres op til munden og katapulteres ind med et lille svirp af tommeltotten.

Smagsoplevelsen starter i fingerspidserne. Fingrene rører i princippet aldrig ansigt eller læber, men af en eller anden grund svider chillien alligevel på vores læber og næsen løber.

På vores vakkelvorne pontonbro af plastik ligger Abracadabra, en sydafrikansk/amerikansk båd også. Phillip og Anna mødte hinanden her i havnen første gang for 15 år siden, mens de var gaster på hver deres båd. Nu er de tilbage med egen båd og unger på 4 og 5 år.




















Abracadabra slæber os med ind i landet til venner, de fik for 15 år siden. Vi skal til søndags frokost hos en srilankansk storfamilie. Familiens hus ved havnen blev jævnet med jorden under tsunamien, så nu bor de meget passende på en bakketop 20 km fra kysten i en såkaldt tsunami bebyggelse.

Moderen og faderen døde under tsunamien. Tilbage er fem søskende med mænd, koner og unger. Som det er skik i Sri Lanka, har vi som gæster medbragt råvarerne til middagen. De tre unge søstre kokkererer de klassiske fire - fem retter til den obligatoriske ris. Dal af gule linser, kylling i kokossovs, chilisauterede kartofler, gulerodssalat og papadums.

Resten af slænget drikker limonade og snakker på den overdækkede terrasse og da frokostforberedelserne trækker ud, tuller vi ned til landsbyens multi-funktionelle vandløb, hvor ungerne får en dukkert. En mand i sarong skrubber sig med sæbe, så skummet sprøjter, en tuk-tuk bliver vasket og hunde og børn plasker hujende rundt i vandet.

Efter dejlig frokost kommer dagens højdepunkt. Aftalen er, at vi skal besøge et vandfald med en pool. Niels spenderer rundhåndet busbilletten til hele selskabet på 25- 30 personer, 8 kr. koster transporten.

















Vi bliver sat af ved en grusvej, der snor sig op gennem tæt skov. Vi må have set sjove ud os blegansigter med store strandtasker på skuldrene. Vi er ved at tabe næse og mund! Scenariet er ikke helt, som vi havde forestillet os. Foran os ligger den fineste lyseblå swimming-pool – med brungrønt grumset vand.

Vandfaldet kommer ud af et rør i en klippe og kunderne i etablissementet er udelukkende mænd og drenge. Ungerne kaster sig uden at blinke i det plumrede bad. Niels og Phillip følger modigt, om end tøvende efter. Anna og jeg undslår os med, at der ikke er andre kvinder, der bader.

Efter små fire dage i Sri Lanka trækker vi hækankeret for at fortsætte mod Cochin i Indien. Men ak, så let skal det ikke være. Ankertovet sætter sig fast om kølen og nu er det min tur til en alternativ badeoplevelse. Iført og snorkel kaster jeg mig frygtløs i vandet ned til dybvandsbomber og hvad der ellers måtte være af spændende sager i et havnebassin.

Vi bliver viklet fri af både ankertov og flydespærringer og kan vinke farvel til vagtposterne ved havnen ved middagstid d. 22.1.2007.