Tobago 22/12 – 12/1

Når man har tilbragt sytten dage på Atlanten, er fem dage på Barbados slet ikke nok. Ingen af os orker tanken om endnu et døgn på havet, men vi har været så overmodige engang for flere måneder siden at lave juleplaner på Tobago.

Nå, men vi ved jo, hvordan det er derude på havet – tror vi! Vi er slet ikke forberedte på de høje bølger, der møder os og de to knobs modstrøm, der ikke står noget om i guiden. Vi indkasserer den ene byge efter den anden med masser af vind. De såkaldte ”squalls”. Det bliver en lang nat og næste dag må vi bruge motor trods god vind for over hovedet at komme frem til Tobago inden mørkets frembrud. På et tidspunkt skyder vi under to knob for fulde sejl og motor.



Det var sjovere at gatecrashe Helle og Sussi´s luksushotel på Barbados med pina colada`s og brusebade ad libitum. Jens og Caroline tilbragte flere døgn på Almond Beach Village uden at nogen undrede sig over, at Helle og Sussi`s børneflok voksede fra tre til fem. Den var først gal, da resten af besætningen langskægget og iført shorts forsøgte at komme ind og spise middag på en af resort´ets pæne restauranter. ” Sir, could you please put on some long pants.” Vi endte med at tage en af de heftigt dunkende reggaebusser tilbage til Bridgetown, hvor vi nuppede en roti. Alternativet var at svøbe Stefan i sarong eller skrue ham ned i sommerbuks str. 38.





Konturerne af Tobago dukker langsomt frem af det grå skydække og endelig mellem kl.17 og 18, kaster vi ankeret på 19 meter vand i Man-O-War Bay i Charlotteville. Vi er lykkelige over at være fremme. Bugten er beskyttet af stejle skrænter med regnskov. Her er grønt og frodigt og meget stille. Vi er enige om, at vi er kommet til paradis og at vi ikke har tænkt os at flytte os de næste par uger. I bunden af bugten ligger Charlotteville og ser malerisk ud, men vi bliver på båden. Først næste morgen får vi pumpet ”Valdemar” op, så vi kan komme i land – og hvem hænger ud over balkonen på Charlottevilles mest charmerende hus og hujer…. Helle, Emil, Sussi, Regitze og Laura. De har snydt og taget flyveren til Tobago. Så blev det alligevel jul og oven i købet i et julepyntet ”Pippi-hus” lige på strandkanten. Niels´ bror, Søren er også lige ankommet fra Danmark belæsset med gaver, godter og gløgg-miks.

Jens, Regitze og Emil spiller poker og gameboy . Caroline og Laura leger med deres build-a-bear-bamser. Alle vi voksne sidder på rad og række på balkonen med fødderne oppe på rækværket iført kaffe ….. eller øl og Helles hjemmemiksede romdrinks og nyder udsigten over bugten.



”Det bliver ikke rigtig jul i år!” Jens og Caroline har været meget nervøse for deres jul. Hvad med gaver, juletræ og julemad. Vi har fået så mange gaver, at vi må pakke dem op ad tre gange og starter allerede om morgenen juleaftens dag.













I gården ved Helle og Sussi´s guest house står et lille og undseligt juletræ og blinker. Ved mørkets frembrud juleaften trækker vi det frem, så vi alle elleve kan komme til at danse om det. ”Nu er det jul igen …” bringer naboerne frem i vinduer og på balkoner. Det stopper os ikke fra at kaste os ud i det helt store repertoire af salmer og julesange. Så pakker ungerne gaver ud fra hinanden, kreativt indpakket i plastikposer og avispapir.















Julemiddagen har vi bestilt på en lokal restaurant. Fulde af forventning tropper vi op i vores stiveste puds. Der sidder allerede nogle trætte langturssejlere ved plastikborde med krøllede juleduge og venter måske på, at nogen tænder et stearinlys eller synger en salme. I stedet bliver en buffet af fisk, kylling, bønner og ris båret ind og mutter øser op, så ingen tager for meget første gang. Heldigvis er der bagefter kaffe og drinks på balkonen i Helle og Sussi´s pippi-hus.









Julemorgen er der bikini-aerobic på stranden. Det er svært at følge med de veltrimmede Taarbæk-tøser, når man til daglig ikke gør andet end at sidde stille på en båd. Morgenløbeturen er for længst droppet. Der er mange gode undskyldninger, så som: det er alt for varmt, det er for besværligt at komme i land og de sorte fyre kigger…..Ungerne snorkler og bygger sandslot.







Pirates Bay´s ubestridte konge, Son-Son har arrangeret jule-BBQ på stranden og griller kylling, fisk og hummer til hele bugtens sejlerkollektiv. Vi når lige at få en lille smagsprøve, før himmel og jord står i et. Der bliver hurtigt koldt i piskende regn, når man har vådt badetøj på. Stefan og Niels holder skansen. Der skal mere end et par byger til at jage dem bort fra en buffet.



Sidst på ugen må vi sige farvel til både Søren og de fem taarbæk´ere. De tager videre til Barbados. Søren for at se noget nyt. Pigerne for at være sikre på at få et par dages effektiv sol, inden den lange vinter derhjemme.

Vi er slet ikke færdige med Tobago – regn eller ej. Vi elsker den afslappede stemning og roen i Charlotteville. Bugten, vi ankrer i, har krystalklart, turkist vand. Jens og Caroline bader uafbrudt fra båden og brokker sig over, at de voksne kun gider bade to, tre gange om dagen.

Stefan har ikke haft sko på, siden vi ankom til Tobago og har tilsyneladende ikke tænkt sig at iføre sig nogen, inden han skal hjem til Skotland midt i januar. Han har været ude og fiske med de lokale fiskere og leder nu med lys og lygte efter nogen, der vil tage ham med på jagt. Folk kigger undrende på ham: ”skyde dyr og rykke tarme ud – nej, det gør vi ikke”. Han må tage til takke med en regnskovstur for hele familien, hvor attraktionen er edderkopper, fugle, landkrabber og termitter.



Nytårsaften fejrer vi med otte hollændere fra Oceans 4. Efter en hyggelig middag hos Gail´s, forsøger vi at nå ud og skåle nytåret ind inden midnat på den hollandske båd. Klokken når at passere tolv, inden vi når derud i vores synkefærdige gummibåd. Humøret er højt og vi fejrer det nye års komme med ”der er et yndigt land…” og ”Kong Christian…”

Vores gummibåd, også kaldet ”Valdemar”, efter familien Bisholms søn i Taarbæk (det er i virkeligheden deres gummibåd) er ved at gå op i limningen. Den kan ikke tåle solen! De andre sejlere kalder den concorden eller ubåden. Vi lapper og pumper og håber, at den holder til St. Martin, hvor de såkaldte dinghy´er skulle være billige.







2. januar er sur - også i Karibien. Skolen starter efter en lang juleferie og skraptajnen må svinge pisken for at få de dovne unger i gang med bøgerne. Båden ruller, termometret i kahytten viser over 30 grader og vi vil alle tre meget hellere bade.



Det bliver en kort skoleuge, for lærerinden har fået fri et par dage. Stefan passer ungerne og Niels og jeg tager på luksushotel – efter vores målestok. I to dage bytter vi de saltvandsstive håndklæder ud med stakkevis af rene hvide håndklæder. Vi har rindende vand og brusebade i stedet for vand møjsommeligt hentet i dunke på det lokale fiskemarked. Vi kan sove ved siden af hinanden i knitrende hvide lagner i senge fire gange så brede som ”Jonna´s” køjer. To dage uden madlavning i et rullende køkken med 30 gange 30 cm køkkenbord og 30 graders varme – hvis ovnen er tændt 45 grader. Værelset på Speyside Inn har havudsigt, men hvem bryder sig om det, når man kan få fire brusebade om dagen.







Ugen efter er det Stefan´s tur til at forlade det flydende kollegieværelse med plads til fem. Den 12/1 drager vi videre til Union Island i St. Vincent & the Grenadines … fætter Julian skal hentes på St. Lucia den 24/1. Stefan har stadig ikke fået nok af Tobago og har i stedet booket sig ind på et lokalt guesthouse de sidste dage i Karibien. Det bliver en tårevædet afsked på dinghy-broen i Charlotteville. Tak fordi du gad at sejle med over det store vand og tænk, at du kunne holde os ud så lang tid. Kaptajnskøjen hedder stadig Stefans køje.