Vanuatu 11/9 - 26/9

”Skal jeg synge en sang for jer?” Vi spiser frokost på Port Vilas kulørte marked. Bag standene med frugt og grønt, for enden af det store, overdækkede marked, sidder vi bænkede ved et af de mange borde med kulørte voksduge og blomsterbuketter. En snes damer laver frokost i hvert deres lille, åbne køkken for et blandet publikum af travle kontorfolk, handlende og os turister.

Alice har lige kokkereret, live, for os ved sine to gasblus og vi har nydt hendes omelet, kylling og grøntsager. Til dessert er der fire hjemmedigtede sange fremført med blid stemme. Vi må læne os ind over bordet for at få det hele med.

Markedet i hjertet af Port Vila, Vanuatus hovedstad, er det bedste marked, vi har set på hele vores tur den halve klode rundt. Levende høns og småfugle, store fletkurve med grove rodfrugter, bananklaser, konkylier, krabber, enorme grapefrugter, sprød salat…. Vi køber, hvad vi kan bære efter seks vitaminhungrende dage på havet. Jens og Caroline spenderer hele formuen på friske nødder trukket på strå, hindbærrøde skovbær og peanuts, der stadig hænger på jorddryssende rødder.

















Markedet har åbent 24 timer i døgnet fra mandag til lørdag. De handlende kommer langvejs fra med deres hjemmedyrkede grøntsager og frugt og bliver, til der ikke er mere at sælge. De sover på måtter bag bordene med grøntsager og man må gøre en ihærdig indsats for at få lov til at købe de indbydende varer - selv når folk er vågne.

Svenske Sally Blue ligger i Port Vila, da vi kommer ind, baskede efter en ublid ankomst til øgruppen. Anna og Kajsa lokker med gratis rødvin til lady´s night på et ressort i nærheden og Jonathan og Danjel tager Niels og ungerne med på steak house. Sure beats boobie’ens kedelige selskab natten før.

Vi tilbringer fem regnfulde dage med mudder sprøjtende op af haserne fra svirpet af vores evindelige klipklapper. Efter et par dage har vi fået overdosis af franske caféer, chic´e butikker og velassorterede supermarkeder. Vi må ud og opleve det rigtige Vanuatu!

Men nu blæser det igen. Sejlere, der kommer ind, fortæller om 40 knob og grim sø udenfor Port Vilas beskyttede havn. Bag øer og rev kan vi intet mærke til forholdene udenfor, men vi beslutter at vente på bedre vejr.

Mens støvregnen hænger trøsteløst over havnen, sidder vi otte mennesker i Sally Blues lille kahyt og nyder en middag – en tre retters med hjemmebagt brød og chokoladekage. Brød og kage er bagt i en pande med låg. Hvem har brug for en ovn, når man har to gasblus! Lille båd – stor middag.

Sally Blue smutter længere nordpå, dagen før vi vover os ud. Vi håber på at søen dæmper sig lidt mere, inden vi tager en natsejlads til øen, Malekula.

Vores maver er tunge af take-away frokost fra markedet, tuluk indpakket økologisk korrekt i bananblade. Tuluk er en kompakt og klistret spise, lavet på revet tarorod, en stivelsesholdig rodfrugt. Vores version er luksusversionen med corned beef, kød på dåse. Frokosten sidder i klistrede lag på hænder og tænder og timer senere har vi stadig fornemmelsen af at have slugt en vandmand indsmurt i kontaktlim.

Vi ønsker os en uberørt ankerplads med rene strande og klart vand - helt for os selv, men vi vil også gerne have trådløst internet, gode indkøbsmuligheder, cappuccinos og milk-shakes.

Vi nærmer os Malekulas sydkyst i det første morgenlys. Forsigtigt navigerer vi ind mellem øer og rev. Solen spejler sig i vandoverfladen og gør det svært at skelne sten og koralknolde under overfladen. Først når vi har passeret grundene, kan vi se dem som lyse, turkise pletter i vandet bagude.

Der ligger to svenske både på den ankerplads, vi har udset os ellers ser det ud om, der er meget langt til cappuccinos. Vi kaster krogen og starter med en snorkeltur på revet, der i et bredt bånd beskytter ankerpladsen mod store Stillehavsbølger fra sydøst.

På Vanuatu er al jord ejet af nogen. Dvs. at man i princippet ikke kan gå nogen steder uden først at have fået lov eller hvis man har en lokal guide med. Desuden er der mange områder eller steder, der er tabu og ikke må betrædes, fordi det er helligt eller belagt med restriktioner.

Af de svenske sejlere får vi at vide, at der ingen tabus er på Awei, den lille ø, vi ligger i læ af. Vi padler gummibåden i land og trækker den op ved siden af et par udriggerkanoer. Her er ikke en sjæl. Landsbyen ligger på den anden side af øen. Vi går langs med mangrove på en smal, sandet sti gennemhullet af krabbehuler. Stien snor sig langs hvide pletter af sandstrand under kokospalmer, der rundhåndet har drysset deres hårde frugter i sandet.

Efter et kvarters gang kan vi skimte hytter i flet mellem træerne. Generte tager vi opstilling i udkanten af landsbyen og håber på at nogen får øje på os. Det er et af tabuerne på Vanuatu. Man kan ikke bare vade ind i en landsby uden at være budt velkommen og uden at være ledsaget af en af landsbyens beboere.

En ældre herre kommer os smilende i møde og vinker os indenfor. Det er Manse, landsbyens overhoved. Vi er dumpet lige ned i søndagsmiddagen, serveret på bananblade bredt ud på måtter i græsset mellem hytterne. Hele familien sidder om middagen, lap-lap, revet tarorod kogt i jordovn med kokosmælk og græskar.

















Jens og Caroline takker høfligt nej: ”Vi har lige spist!” Niels og jeg smager på den klistrede og søde spise, som er svær at sutte af fingrene igen. Snakken går om Manses børn i fire generationer, om skolegang og livet i landsbyen.

Vi har nogle små gaver med, hårbånd og –pynt og batterier. Batterierne har de ikke noget at bruge til, indtil en lille dreng kommer i tanke om kirkeuret. Vi får en rundtur i landsbyen, der består af fire-fem små velplejede huse med vægge af fletværk og kokspalmeblade på taget. I den lille kirke hænger uret, som altertavle – et farvestrålende køkkenur i plastik.

Landsbyen ligger lige ned til stranden med udsigt ud over lavt turkist vand og grønne øer. Hængekøjer, lange bambusbænke med ryglæn og udtjente kanoer vendt på hovedet som bænke, er strøet rundt mellem husene. Som Bo Bedre ville beskrive det: Oaser og frirum i haven. Her lever man det gode liv på trods af det daglige knokkelarbejde i ”haven”, som Manse og hans familie kalder det område inde på øen, hvor de dyrker grøntsager og på trods af, at det er svært at få råd til at sende børnene i skole.
























En britisk undersøgelse vurderede for nylig indbyggerne på Vanuatu til at være de lykkeligste i verden. Ja, vi ved godt, at det samme er blevet sagt om os i Danmark – men vi er tydeligvis lykkelige på hver vores måder.

Vi bliver fulgt tilbage til ankerpladsen af store og små børn. Vi hjælper alle sammen Caroline med at samle blanke, røde frø op af sandet. De skal bruges til en perlekæde.

Terry, der bor på naboøen, Avokh, kommer forbi i udriggerkano og præsenterer os for en brochure, der reklamerer for en tur til hans ø, hvor man kan se traditionel dans og opleve landsbyen. En tysk sejler har tidligere på året hjulpet ham med at lave brochuren, der med billeder beskriver, hvad vi får for de tre hundrede kroner, turen vil koste os.

Ved lavvande kan selv en gummibåd ikke komme ind til Avokh. Først trækker vi båden hen over revet, mens vi vader i vand til knæene. Derefter bærer vi båd med påhængsmotor flere hundrede meter i ankeldybt vand.



















Vi får hele repertoiret med stringband og blomsterkranse. Træer og blomstrende buske adskiller husene, hvor kvinder er ved at vaske tøj og forberede frokost. Under mangotræer hænger vasketøj, farveløst og slidt.

Vi kan høre stemmer fra skoven. Terry har bænket os på en lang bambusbænk i en rydning på toppen af bakken bag landsbyen. To næsten nøgne mænd kommer ud af skoven og sætter sig på jorden. De slår en trommerytme an og kigger tilbage mod skoven.

Ud af tykningen danser to rækker af mænd med lange, hvide lanser. Mændene er nøgne bortset fra et palmeblad, der er viklet om tissemanden. Pakken bliver holdt oppe af snore, der fører til et bælte om livet. Her er stramme balder og muskuløse overarme. Om anklerne har danserne store frøskaller, der rasler rytmisk til føddernes basrytme mod den hårdt stampede jord. Dansen handler om fuglejagt.
























Næste morgen tidligt trækker vi krogen, for også at have tid til eventyr på vulkanøen, Ambrym. De andre sejlere på ankerpladsen ryster på hovedet af vores tempo og de har ret. Vi kunne, ligesom dem, snildt bruge to uger bare på denne ene ankerplads ud af mange på Malekula.

Vi nyder kun at skulle sejle i 8 timer og at vi kan se land hele tiden. De sidste 10 sømil sejler vi tæt på Ambryms øde nordvest kyst. På vores søkort er der indtegnet landsbyer langs kysten, men eneste tegn på liv er røg, der stiger op rundt omkring på de grønne skrænter.

Ambryms tre bedste ankerpladser er inden for synsvidde af hinanden og her ligger ikke én sejlbåd. Er der noget, vi har overset i vejrudsigten!? Vi kaster anker ud for en sort sandstrand ved landsbyen Ranon. Ankerpladsen ligger helt ubeskyttet mod vest ved foden af vulkanen,…. I løbet af de næste to timer kommer den ene sejlbåd ind efter den anden. Da mørket falder på, ligger vi seks sejlbåde på rad og række.



















Det bliver en urolig nat med vindstød af kulingstyrke, der kommer tordnene ned af de stejle skrænter. Det hyler og tuder og gummibåden truer med at vende bunden i vejret, indtil vi får den tøjret bag båden og hevet påhængsmotoren op. Vores guidebog taler om ”bullets of wind” og vi er glade for, at der er god holdebund i det sorte sand.

Ambrym er kendt for sine aktive vulkaner, smukke træskærearbejder, sort magi og Rom Dance. Vi får arrangeret en tur op af bjerget til landsbyen, Vanlah, hvor vi ser Rom Dance og køber fine sten- og træskulpturer.

Vi bliver hentet af Freddy, en guide fra Vanlah. Det går i raskt trav opad gennem en tæt underskov af lysegrønne bregner, under imponerende banyantræer og høje kokospalmer. Det er en smuk morgen med sol, der skinner gennem regnbyger og får vanddråberne til at lyse som diamanter.

Tunge basrytmer fra dansende fødder forplanter sig fra jorden op gennem vores ben. 10 – 12 mænd, hvoraf halvdelen er iført spektakulære masker og omfangsrige kostumer af bananblade, danser på en plads af sort sand. Den anden halvdel af danserne er kun iført penisfuteral. Hele landsbyen er troppet op for at overvære dansen.























Dansen varer en halv time uden megen form for synlig koreografi. De nøgne mænd danser meditativt i en sluttet cirkel, mens de messer om forfædre og ånder. To af danserne er landsbyens kastom chiefs, åndelige ledere. Ud over penisfuteral er to ledere besmykkede med en hvid fjer og en rød blomst i håret.

For at bliver kastom chief, skal man i årevis gennemgå forskellige ritualer. Bl.a. må ingen se chiefen spise. En kastom chief tilbereder selv sin mad og spiser den i ensomhed i et lille hus til samme formål.

I gamle dage var et andet ritual, at når en leder døde, blev hans lig lagt i et åbent hus over et hul i jorden. Her skulle liget hvile i 100 dage, mens fluerne svirrede og kødet langsomt faldt af knoglerne. I selv samme rum var det så skik og brug, at den nye leder skulle tilberede sin mad og indtage den – uden at fortrække en mine. Kom den hårdt prøvede til at rynke på næsen eller vise anden form for disrespekt for liget, så blev han slået ihjel.

















Kokosnødder, breadfruit og solblegede udriggerkanoer lyser op i det sorte sand på stranden ved Ranon. I skyggen af lave træer arbejder 5 – 6 mænd med mejsel og hammer. De er ved at udskære fem store tam-tam´er, der skal shippes til New Caledonien. Vi kikker fascinerede på. I bytte for gammelt tovværk, fiskeliner og sandpapir får vi smukke træskulpturer, som vi ikke helt kan overskue, hvor vi skal få plads til på Jonna.

Hos Chief Bong, der er én af tre chiefs i Ranon, udvider vi samlingen med endnu en skulptur. En 20 år gammel, muggen, men skøn sag. Udenfor indgangen til en af hytterne, hænger flettede kurve ned. ”Vil du vise mig, hvordan man fletter sådan en kurv?” Bongs søster, Ellen griner bekræftende og forsvinder med sin machete bag huset.

Et par minutter efter kommer hun tilbage med et palmeblad, som hun deler i tre. Hun sætter sig på jorden på et af stykkerne og går så i gang med at demonstrere. Hendes fingre bevæger sig lynhurtigt, mens hun griner og forklarer teknikken. Så er det min tur og det gør ikke latteren mindre.

















Jeg går glad derfra med ny kunnen og en selvgjort, skinnede grøn fletkurv fyldt med tomater, små kålhoveder og orange kæmpeagurker. Hvem der bare havde mere tid at tilbringe i selskab med Ellen og hendes store familie.

Om aftenen, efter to magiske dage på smukke Ambrym, sejler vi videre mod Luganville på Santo. Der er buldermørkt og regnen lyser hvidt i skæret fra dækslyset, mens Niels trækker ankeret op. Vinden hyler stadig og vi er spændte på, hvordan natten på havet bliver. Om der stadig er 25 – 30 knob, når vi kommer fri af øen. Det er der, men til gengæld ankommer vi næste morgen til Luganville i strålende solskin.

Sally Blue kommer ind dagen efter og inviterer straks Jens og Caroline på telttur. Regntunge skyer hænger lavt, men det afskrækker ikke de fire svenskere: ”Hva´ er problemet?” Ungerne er ellevilde. Det samme er Niels og jeg med udsigten til en middag alene på Beach Front Resort og en nat bare os to på Jonna.

Tidligt på natten bliver vi forstyrret af motorlarm tæt på båden. Det er australske Sonja, der kommer for at få os over og hjælpe en fransk sejler, der er ved at synke. Søvndrukne og iført spande entrer vi en gammel hvid træbåd, der duver tungt i vandet. Nede i kahytten står en lille mand med klistrede, sorte krøller i vand til knæene. Han har en spand i hånden og som i søvne hælder han langsomt den ene spand saltvand ud i vasken efter den anden.

Sådan har han stået i fire dage i høj søgang. Han har krydset mod vinden ene mand, mens han har kæmpet for at holde båden oven vande. Bruno har hverken sovet eller fået noget at spise og hans tre pumper har en efter en opgivet ævret, ligesom motoren i båden.

Vi sætter en kæde i gang. Spande fyldt med saltvand går fra hånd til hånd fra den oversvømmede kahyt videre op ad trappen ud gennem lugen og frem til rælingen. Efter to timer kan dørken igen ses og vi beslutter at få et par timers søvn og komme tilbage og pumpe videre ved daggry. Bruno bliver sendt til køjs og er gået omkuld, inden vi har forladt båden.

Efter to – tre timers søvn er vandstanden lige så alarmerede høj, som da vi kom ombord første gang. Vi får vækket en omtumlet Bruno, der dog ikke har mistet sin humor: ”I had a nice dream and it was a dry one!” Niels får med møje og besvær pillet batterierne ud og de bliver afleveret til opladning på norske, ”Fruen fra havet”, der nu også er blevet purret.

Vi får tømt Freelance for vand én gang til og så er det tid til en solid gang morgenmad på tørre Jonna. Inde på stranden hos campisterne er der gang i lejrbålet. Jonathan og Danjel tager tjansen på Brunos båd op ad formiddagen og så er batterierne genopladte og klar til at drive en lånt pumpe resten af dagen.

Bruno tager ødelæggelserne på sin smukke træbåd, der har været hans hjem i ni år, cool og fattet. Det lykkes ham at finde lækken, som sidder bag motoren og er så tyk som en tommeltot. Da vi tager afsked et par dage senere for at sejle mod Port Moresby, lover han: ” I will try not to use my boat as a washing machine again!”

Ungerne har haft det fantastisk sammen med Sally Blue, selv om bålfestlighederne druknede i regn aftenen før og de måtte fortrække ind i teltene. Siden har vi hørt på begejstrede beretninger om pasta og pølser kogt på campingblus, kold spinat fra dåse og svenske chips, pastarør dyppet i saltvand. Caroline faldt i søvn med Kajsa i hånden efter skønsang på svensk og dansk.

















Teltturen bliver forlænget med endnu en lykkelig dag på stranden ved ankerpladsen. Arri og Eve, Jens og Carolines nye australske venner, bliver indrulleret i festlighederne og dagen går med at hente kokosnødder ned fra palmerne og skalpere dem med machete. Jens tå har stadig et imponerende ar efter nærkontakt med det rustne stål. Der er vandkamp og mudderbad, snobrød og stegt fisk. Om aftenen akkompagnerer Danjels guitar sangen om lejrbålet.

Næste dag stikker Sally Blue mod Australien. En tur der vil tage dem mellem fjorten dage og tre uger. Vi tager endnu en dag i dejlige Luganville. Niels dykker på The Coolidge, et 200 m gammelt vrag fra 2. Verdenskrig, mens ungerne og jeg snorkler en tur.

Vi er vilde med Luganville, som vi ellers kun har hørt dårligt om fra andre sejlere. Vi håber, at vi får samme oplevelse med næste stop, Port Moresby. Papua New Guineas hovedstad, der bliver beskrevet som både farlig og kriminel blandt sejlere og i guidebøger.