Vanuatu - Port Moresby, Papua New Guinea 26/9 - 15/10

Knald! Skroget giver sig, når de seks meter høje bølger rammer Jonna med dumpe drøn. Vi kurrer sidelæns ned ad vandbjergene, når en bølge rammer os i en uheldig vinkel. Vand skyller ind over dækket og flænser sidesejlene, når det i kaskader vælter udenbords igen.

Vi er halvvejs mellem Vanuatu og Port Moresby i Papua New Guinea i det nordvestligste hjørne af Stillehavet. I fem døgn har vi sejlet i 25 – 35 knobs vind og høj sø, hvilket slet ikke er usædvanligt for området. Vi vover os kun udenfor i cockpittet iført redningsvest og livline. Nattevagterne bliver tilbragt siddende i skipperkøjen, hvorfra Niels og jeg skiftes til at stikke hovedet op for at holde udkig efter andre skibe med risiko for at blive dyngvåde af en hidsig vasker, der beslutter sig for at lægge vejen forbi vores lille helle.

















”Øj, hvor sejt!” Jens og Caroline er imponerede over bølgernes størrelse og bekymrer sig ellers ikke videre over vejret. Tvært imod nyder de at få lov til at tilbringe timer vandret i køjen med film flimrende på computeren på bordet foran dem.

Jonnas knirken og bragen gør mig nervøs. Holder riggen, roret, vandmøllen og ankertønder med ankerkæden på dækket? Der er ikke mange muligheder for at diskutere mine bekymringer med Niels. Jeg vil ikke overføre dem til børnene, der er helt trygge i larmen og de voldsomme bevægelser.

Det er mørkt. Natten kommer snart med de uendeligt lange og ensomme nattevagter, hvor lydene forstærkes og der er rigeligt tid til at dyrke de flossede nerver. Masten knager, ankerkæden kurrer skramlende hen af fordækket og jeg er overbevist om, at dieseldunkene og tønden med de 40 meter ankerkæde er ved at slide sig løs. Det ville være vanvid at kravle op på fordækket i mørket for at checke surringerne og stagene, der holder masten. Niels prøver at overbevise mig om, at alt er i den skønneste orden og lover, at vi ved daggry gennemgår det hele.

















Iført redningsvest og to livliner hver krabber vi møjsommeligt rundt og checker grejet på dækket. Den skramlende ankerkæde får en ekstra surring og et gammelt håndklæde til at tage den værste larm. Den tunge ankertønde bliver surret en ekstra gang og vi sætter vores orange stormsejl op. Det er første gang, det er i brug, hvilket er meget passende, for vi har aldrig sejlet i så hårdt vejr i så lang tid.

Med stormsejl og 2. reb i storsejlet pløjer vi gennem bølgerne med 6 – 8 knob. Alt er gråt! Himlen er dækket af lavt hængende, grå skyer og de store bølger er grå med hvidt skum. Når de brækker, lyser toppen turkist.

Man kan vænne sig til meget, især når man har forsikret sig om, at alt er, om ikke i den skønneste orden, så i hvert fald i orden. Madlavning er god motion i slowmotion! Med hoften og benene i spænd i hjørnet mellem køkkenbord og trappe, balancerer og jonglerer vi med dåser, et par grøntsager og potter og pander – én ting af gangen, langsomt og velovervejet. Niels når at springe så adræt, at han kun får stænk af den kogende te, som vælter i dørken på de bare fødder og ben.

















Caroline hygger sig med at strikke halstørklæde og sy taske til sin yndlingsbamse, mens Jens må opgive at tegne sine meget detaljerede middelalderborge og drager. Vi læser stakke af pjaltede bytte-bøger. Dagens højdepunkt er et par kapitlers højtlæsning i selskab med Laura i ”Det lille hus ved søen”.

Så kunne vandmøllen ikke klare presset længere. Glasfiberakslen, der slæber efter båden og driver generatoren, hænger i trævlede laser. Ikke mere gratis strøm til lanterne, køleskab og film! Efter et par dage er batteriniveauet så lavt, at vi modstræbende må tænde motoren for at få strøm. Vi er ikke vilde med at køre motoren i høj søgang, fordi vi er bange for at få skidt, der bliver rodet op fra bunden af tanken, ind i systemet.

Skidt i dieselen er i første omgang ikke noget problem, for motoren vil ikke starte. Rædsel! Det viser sig at være et simpelt problem. Sikringen til startermotoren er røget ud af sikringsholderen under en af rusketurene.

















Hvis vi er heldige, når vi frem til Port Moresby om to dage. Vi er på dag otte, af hvad vi regnede med ville blive en tolv dages tur. Der er fordele ved hård vind! Nu har vejret dæmpet sig en smule og solen titter opmuntrende frem mellem de grå skyer.

For fuld genoa tordner vi over smukke vandbjerge. Når man står med bare tæer på cockpitbænkens bløde teaktræ med et solidt tag i stålbarren over sprayhooden, er det som at surfe uden at skulle padle mellem de fede bølger. Man kan stå der i timevis og nyde udsynet, bevægelsen og det overmodige hav – og dagdrømme om at være i land igen.

I solskin - og kuling går vi igennem Basilisk Passage ud for Port Moresby, Papua New Guineas hovedstad. Det er præcis 10 dage siden, at vi forlod Vanuatu. Vandet lyser turkist inden for revet i den brændende sol og for os ligner de afsvedne bakker om Port Moresby paradis.

Vores venner, Aicha og Levent fra den tyrkiske båd, Yol står på karantænebroen i marinaen og tager imod os og vores liner. Det meste af turen fra Vanuatu har de ligget 120 sømil foran os og vi har været i daglig radiokontakt med dem undervejs. De er kommet ind dagen før, hvilket man både kan se - og lugte, da vi hopper ned på broen og knusker dem. Vi er lykkelige og øre i hovedet. Vi er landet og tilmed i en marina, hvis mage vi ikke har set nogen steder i verden.

















Inden der er gået et kvarter, står en svedig herre på broen i jogge-tøj og siger: ”Hej, hvor kommer I fra?” Det er danske Søren, der har boet i Port Moresby i 40 år. Vi aftaler at mødes i marinaens bar senere på denne skønne fredag aften. Det viser sig, at Søren ejer en maskinfabrik og Niels præsenterer ham straks for vores overbelastede vandmølle. ”Det ser vi på!” lover Søren på sit brede københavnske.

Varmt brusebad i rene og funklende baderum, kan stadig imponere os. Vi bruger mere vand på vores første brusebad i land end vi samlet har brugt de sidste 10 dage på havet. Niels står på hovedet i kistebænken for at grave civilisationens svøbe, sko frem. Der er dress code i Royal Papua Yacht Club. Ikke noget med klip-klapper og t-shirts uden krave. Rene og pæne, om end lidt krøllede, tropper vi op i marinaens enorme restaurants- og barområde.

















Yachtklubben, der er på størrelse med sportshallen i en mindre dansk provinsby, syder. Det er fredag aften og alt, hvad der kan krybe og gå af rige papuanygeanere, udenlandske finansfolk og – hjælpearbejdere, fejrer weekendens komme i air-conditioneret luksus, beskyttet bag klubbens mandshøje hegn og en hær af vagter. Yachtklubben er samlingssted og helle for de få med penge i en by, hvor man ikke kan bevæge sig rundt efter mørkets frembrud uden sikkerhedsvagter og skudsikre biler.

Papua New Guinea er plaget af en arbejdsløshed på anslået 90%, fattigdom og massiv korruption. Der er flere eksempler på højtstående embedsfolk og ministre, der sælger ud af landets rigdomme til f.eks. udenlandske mineselskaber. Rygtet går, at en minister fik 100.000$ for at lade et firma slippe for at betale skat i 30 år. Et tab for det forarmede land på flere 100 millioner dollars.

I storbyerne lever folk i frygt for de såkaldte ”rascals”, unge frustrerede mænd, der voldtager, plyndrer og hærger. Folk tør ikke bevæge sig ud efter mørkets frembrud af frygt for overfald. De få steder, hvor der bliver arbejdet om aftenen, sørger arbejdsgiveren for hjemtransport til de ansatte. Statistikken siger, at volden mest rammer de lokale og ikke de 3000 udlændinge, der lever i Port Moresby.

















Når solen skinner og vi bevæger os udenfor marinaens indhegning til fods for at gå i supermarkedet rundt om hjørnet eller ind til centrum, er det svært at forestille sig, at der er noget at være bange for. Overalt hilser folk smilende med deres drabeligt, røde betel-munde.

Betel er en grøn nød med en let euforiserende virkning, når den blandes med kalk og spyt. Fortovene er oversåede med blodlignende klatter, som folk spytter ud i højlydte klask. De mest saftige af slagsen skal man prøve at undgå, når man kun bærer en let klip-klap.

Vi bliver stærkt frarådet at checke lasten ud, fordi den er smertefuld for en uøvet gane. Kalken i blandingen ætser huden i mundhulen. Betelnødden bliver solgt på hvert gadehjørne og selv på toldkontoret, hvor vi checker ind, løber orange-rødt beteljuice ned af væggene i korridorerne og bag døren i selve kontoret.



















En ting, man kan være helt sikker på, er, at der ikke er betel-spyt på marinaens velplejede område. Vi nyder ni dage med super service og adgang til internet, fitness-center, kids room, teenage-room, vaskemaskiner, brusebad og strøm og vand på broen.

”Why do you want to go to that shit hole!” bliver vi spurgt i Fiji, da vi fortæller, at vi har tænkt os at gå til Port Moresby. Vi har valgt Port Moresby frem for Australien, fordi det sparer os tid og fordi Papua New Guinea lyder fascinerende. Det er dog med en vis nervøsitet, at vi entrer havnen. Vi har hørt så mange dårlige rygter, så vi er forberedte på at flygte over hals og hoved, når vi har fået vores visa til Indonesien.

















I vores vildeste fantasi havde vi aldrig drømt om at ende i sådan en lomme af velvillighed og luksus, som den vi møder blandt byens ex-pats (udenlandske tilflyttere) og i marinaen. Vi er helt klar over, at vi ikke ser det virkelige Papua New Guinea. Den eneste kontakt, vi har med de lokale, er med de ansatte i supermarkederne og i marinaen.

Det bliver til ni travle dage, hvor vi gør båden klar til næste lange tur. En tur der vil bringe os ud af Stillehavet gennem Torresstrædet til Indonesien. Det, vi har allermest travlt med, er nu at være sociale.

Japanske, australske og danske ex-pats tager imod os med åbne arme. Vi bliver inviteret på overdådige BBQ´s i indhegnede baghaver. Sammen med Yol og danske Henning, der bor på sin store båd i marinaen og arbejder i en investeringsbank i Port Moresby, bliver vi trakteret med kæmperejer og oksemørbrad hjemme hos Søren. Niels fabler stadig om vinen.

En anden aften er vi inviteret på dyp i poolen og grill hos Geoff og Denise, som arbejder for en australsk hjælpeorganisation. Familien lever i en veritabel ghetto bag meterhøje hegn med patruljerende vagter. Ikke uden ironi kalder de fæstningsværket for ”fort-shit-scared”.

”Vil I med en tur hjem i poolen eller skal I lave skole?” Åndssvagt spørgsmål til et par storsvedende unger i en lummer kahyt. Jens og Caroline kan ikke tro deres eget held. Mens jeg får sushi-kursus af newzealandske Sarah og japanske Joku, hærger de nok en australsk ghetto-swimming-pool.

Sjovt at lære at trille en stram sushi-rulle af eksperter, men endnu bedre er det at stå med bare tæer på kølige, hvide fliser i et rummeligt samtalekøkken og stoppe beskidt service i en opvaskemaskine. Jeg må tage mig selv i ikke at stå og pumpe med højre fod for at få vand til at løbe ud af vandhanen – koldt og varmt!


















Det bliver svært at tage afsked med Port Moresby og vores nye venner. Henning og Søren giver os da også en god undskyldning for at blive et par dage ekstra. I weekenden ofrer de deres golfdag og tager os med på tur ind i landet.

Vi kører ad stejle bjergveje med kig til vandfald og dybe slugter, forbi nedlagte gummiplantager og kyllingefarme. Vi skrumpler af sted på hullede jordveje langs frugtbare marker, mens vi trækker en imponerende rød støvsky efter os. Ved starten af Kokoda Trail, der er en uvejsom sti på 96 km hen over en bjergkæde, besøger vi mindesmærket for faldne australske krigere, der kæmpede mod japanerne i en udmattende junglekrig i fyrrerne. Så er der kolde afvaskninger og picnic under skyggefulde træer ved Crystal Rapids.

















Søndag d. 15. oktober kaster vi modstræbende fortøjningerne til den mest luksuriøse og velfungerende marina, vi har oplevet. Vores australske og japanske venner står på broen og vinker. Gad vide, om vi nogensinde ser dem igen! Michael, der har været udvekslingsstudent i Hjørring sidst i halvfjerdserne, lover at komme og besøge os med Sarah og datteren Grace. ”Jeg ææææælsker Danmark!” påstår han med tyk australsk accent.