Yemen 1/3 - 15/3 2007

”Sailing vessel, sailing vessel – this is coalition warship!” Vi er på vej mod Aden langs den yeminitiske kyst, en strækning der er berygtet for pirateri. På radioen hører vi krigsskibe fra koalitionsstyrkerne kalde andre sejlbåde og kommercielle skibe, der ligger længere ude i Golf of Aden, strædet mellem Somalia og Yemen. Betryggende!

Selv ser vi ingen krigsskibe på den 5 dage lange tur fra det østlige Yemen til Aden i vest, der ligger ved den sydlige indsejling til Det Røde Hav, men vi var i mailkontakt med koalitionsstyrkernes hovedkvarter i Bahrain, inden vi forlod Indien.

Vi oplyste om bådens data, hvor mange vi var ombord og om hvornår, vi havde tænkt os at være i Golf of Aden, også kaldet piratkorridoren. Vi fik en formel, men beroligende mail fra en fleet watch officer, der skrev, at styrkerne patruljerede i området og at de lyttede på de forskellige nødfrekvenser.

Vores computer er gemt væk sammen med den håndholdte GPS, kamera, kontanter og kreditkort. På kortbordet ligger et saltvandsinficeret lommekamera og øverst i skuffen en muggen pung med et udløbet kreditkort og nogle dollarsedler. Ideen er, at evt. ubudne gæster let skal kunne finde noget af værdi, så de ikke leder for grundigt.

Vi er spændte på turen, men ikke bange! Siden vi besluttede os for den kortere tur gennem Det Røde Hav, har vi nærlæst rapporter om formodede piratangreb i området. På www.noonsite.com, et internationalt web site for langturssejlere, er der kun to – tre rapporter årligt fra sejlere, der har haft ubehagelige oplevelser i området. Langt de fleste af historierne ville man i andre farvande beskrive som ubehagelige oplevelser med fiskere - og ikke som piratangreb.

Havnemester Yakob i Nishtun, Yemen har anbefalet, at vi holder os tæt til kysten. Langs kysten har der ikke været rapporteret nogen piratoverfald de sidste 3-4 år. Fra andre sejlere, der lige er gået gennem Gulf of Aden den anden vej, har vi fået samme råd. Niels har lagt en kurs 5 sømil fra Yemens kyst. Den skulle holde os fri af de værste fiskenet, men tæt på hvor kystvagten opererer.

















Vi ser en del fiskeskibe på afstand, men ingen kommer tæt på. Tværtimod har vi fornemmelsen af, at fiskebådene især om natten holder klar af os. Måske har kystvagten advaret dem mod os i de hvide plastikbåde, der er ved at dø af skræk

Årligt går der omkring 200 sejlbåde gennem Gulf of Aden og mange af dem vælger at sejle i konvoj, typisk tre – otte både sammen. Dag og nat sejler de i formation, er i konstant radiokontakt og skulle en fiskebåd nærme sig, bliver den omringet. Skibe på skærende kurser bliver bedt om at ændre kurs, så de ikke forstyrrer konvojen.

Vi har valgt ikke at sejle i konvoj. For det første fordi vi tror, at flere både sammen kan virke som en trussel og være med til at eskalere en situation på havet. For det andet piskes der også en stemning op i en konvoj af forskræmte sejlere. For det tredje kan vi slet ikke sejle de 5,5 knob, som de fleste konvojer holder og vi har heller ikke nogen radar ombord og kan derfor ikke holde radarvagt og sidst men ikke mindst er vi bange for, om andre både i konvojen skulle have våben ombord.

Som dagene går og vi ikke møder andre med klap for øjet og papegøje på skulderen, end Carolines bamse, Oliver, slapper vi af og finder computer og kamera frem af gemmerne. Velankommet i Aden, er der ikke én af de tyve – tredive både på ankerpladsen, der har haft ubehagelige oplevelser i Gulf of Aden for slet ikke at tale om været udsat for piratangreb.

















Det har taget os 21 dage at krydse Det arabiske Hav fra Indien til Yemen plus et pit-stop på 36 timer i Nishtun. Det var det sidste lange oceanstræk på denne tur og vi glæder os til at komme i land og gøre Yemen. Det tager os det meste af en dag at få papirerne i orden og få tilladelse af diverse myndigheder til at rejse ind i landet og besøge hovedstaden, Sana’a.



















Vi står lidt fortabte foran byporten ved Bab al-Yaman, indgangen til Sana’a´s gamle bydel. Vi er lige blevet sat af bussen efter en syv timer lang tur fra Aden. Spørgsmålet er, hvordan skal vi finde vores hotel, der ligger et eller andet sted inde i den gamle bydels snoede gyder. Der findes ikke noget kort over området og de smalle stier og snoede gader mellem de høje gamle huse har ofte ét navn i den ene ende og et andet i den anden.

Vi er havnet i en anden verden i en anden tid. Små drenge i uldne jakkesæt med alt for brede skuldre, kigger med alvorlige øjne på os. Kvinder i sorte gevandter, der kun viser et par brune øjne i en afslørende slids øverst oppe, glider utilnærmelige forbi os. Vi prøver mændene i de lange hvide kjortler, abaijaer, der stolt promenerer smukt udsmykkede knive stukket i et bredt bælte midt på maven.

De forstår os ikke og langt mindre vores latinske hieroglyffer, vi prøver at holde hen til dem. En mand i skjorte og bukser taler engelsk og kan vise os i den rigtige retning.

















Det er som at gå i et levende museum. En bager haler duftende brød ud af en glohed stenovn, qattyggende mænd følger os ned øjnene fra boder, der bugner af dadler, mandler og krydderier. Én gyde runger af lyden af glødende jern, der bliver banket i facon på esser i åbne værksteder. Længere fremme dufter der af friskt træ fra en hel række snedkerværksteder.

En dreng svinger et stativ med dampende teglas to-go og så er vi der pludselig. Vi skal bo i et af de gamle 6 – 8 etagers tårnhuse med stenfundament. Stuen og 1. sal er lavet af kampesten, de øvrige etager af de himmelstræbende huse er konstrueret af mudderbriketter. Hele herligheden er udsmykket med de smukkeste hvidkalkede geometriske mønstre.

Vores værelser ligger på 5. sal og de alt for høje stentrapper bringer syren frem i vores stive sejlerben. Prustende indtager vi vores værelser, der mest af alt minder om kirkerum. Højt til loftet med flimrende klatter af farvet lys på hvidkalkede vægge, der falder ind fra mosaikvinduerne. Madrasserne på gulvet med røde spinlontæpper understreger rummets askese.

























Udsigten fra hotellets tagterrasse er verdensklasse. Hundredvis af udsmykkede tårnhuse kæmper om pladsen med slanke minareter og moskeers buttede kupler. Der er kig til frodige byhaver med palmer og snorlige rækker af urter. I baggrunden flimrer brune bjerge og den moderne del af Sana’a. Vi er enige om, at vi aldrig har set noget så smukt menneskeskabt, som Sana’as århundredgamle arkitektur. I modsætning til resten af Yemen er alt velholdt. Ingen skrald, reklameskilte eller moderne huse har fået lov til at snige sig ind i denne tidslomme. I to dage tuller vi rundt i Sana’as smalle gyder med nakken tiltet bagover. Vi fortaber os i basaren, Souq al-Milh, der er én af de ældste og mest velbevarede på Den arabiske Halvø.

















For det meste ved vi ikke, hvor vi befinder os, men så dukker et velkendt hjørne op, en moské eller en bod vi har set før. Vi drikker hvislende sød te eller tyk tyrkisk kaffe og får sprukne læber og krokodilleskind på benene af San’as tørre luft. Om aftenen skutter vi os i fleecetrøjer. Det er tydeligt at mærke, at vi befinder os i 2200 m højde.

Det eneste, der kan lokke os ud af vores 1001 nats trip, er en restaurant i den moderne del af Sana’a. Al-Shaibani har naturligvis ikke noget menukort – og da slet ikke et på engelsk, men vi får bestilt fisk og lam til fire - tror vi. Inden vi ser os om, bugner bordet af salater, en hel kogt lammebov og en ovnstegt fisk, sort på ydersiden, men saftig hvidt kød åbenbarer sig under det forkullede lag. Der er mad nok til tyve.

















Rundt om os sidder familier, travle forretningsfolk i skjorteærmer og mænd i traditionel dragt med kniv i bæltet eller automatvåben hængt over stoleryggen. Man anslår, at der er 60.000.000 skydevåben i Yemen, i gennemsnit tre pr. indbygger, børn, kvinder og mænd.

Især i det nordlige Yemen er klanen det vigtigste i en mands liv. Der er stadig kampe mellem rivaliserende klaner og regeringen har ofte måttet bakke tilbage eller bøje sig for klaners krav om nye veje, skoler eller elektricitet. Siden 1991 har der været 200 kidnapninger af udlændinge, hvor løsesummen har været nye jobs eller løsladelse af fanger. I 1998 blev der indført dødsstraf for kidnapning, bl.a. for at redde turistindustrien.

















Traditionen med at kunne forsvare sig selv og sin klan er tydelig i bjerglandskabet på vej til og fra Sana’a. Landsbyer ligger som veritable middelalderfæstninger på toppen af ufremkommelige bjergtoppe. Selv huse, der ligger ensomt i det golde bjerglandskab, er bygget som uindtagelige borge.





















Der er masser af underholdning og kultur i den lange bustur tilbage til Aden. Foran os sidder en familie, den unge far har en pose qatblade i skødet, som han kærligt sorterer og diskuterer med sin sidemand, der også har en pose og en voksende bule af qatblade i kindbarken. Konen, fuldstændig dækket i sort, passer på en livlig tre-årig. Ungen bliver dårlig og brækker sig, hvorpå moderen bliver dårlig og må overgive sig.

Manden kigger deltagende på, mens fruen jonglerer med en syg unge og samtidigt selv klarer at brække sig, naturligvis uden at løfte sløret fra ansigtet. Syge og udmattede, falder mor og barn i søvn, mens manden tygger videre og bunken af kasserede qatblade vokser på bussens gulv. Jens og Caroline er ved at eksplodere af forargelse.

















Qat er et narkotikum, der stimulerer og sløver. Det meste af en yemenitisk mands eftermiddag går med at tygge qat. Buschauffører, handlende, ansatte på offentlige kontorer - alle gør det. Det anslås, at mænd i Yemen bruger mellem en tredjedel og halvdelen af deres indkomst på qatblade. Tre fjerdedele af landets landbrugsjord er optaget af qatproduktion og 80% af det vand, der er til rådighed i ørkenlandet, går til produktion af stimulansen.

















Qat er et vigtigt socialt samlingspunkt og efter klanen og familien, det vigtigste i en yemenitisk mands liv. Qat anses som en potensforstærker og en sund vane, der forhindrer, at man tager på. Men qat har også sideeffekter som søvnløshed, melankoli og appetitløshed.

De økonomiske konsekvenser for et samfund, hvor hele den mandlige befolkning hver eftermiddag enten er ude af stand til at foretage sig noget eller kører på meget lave omdrejninger, fordi de er påvirkede, er til at få øje på.





















I næsten en uge har jeg båret pludderbukser i oversize, lang kjole og tørklæde. Det startede med at være en gestus, der skulle vise respekt for landets skikke og gøre det lettere at være gæst i et land, hvor kvinder ikke eksisterer i det offentlige rum, andet end som uidentificerbare sorte skygger.

Ikke bare er det varmt med så meget tøj på kroppen, hvor middeltemperaturen er på den varme side af 25 grader. Det er ren apartheid! Kvinder er ikke ønsket i det offentlige rum. På restauranter ses de kun i selskab med mænd – i familieafdelingen. Så snart selskabet har sat sig, bliver der kørt skærme i position, så ingen skal kaste øjne på kvinden. Måske får hun så lov til at løfte sløret, når hun skal spise.





















Caroline og jeg formaster os en dag til at gå alene ind i en restaurant for at få te og cola. Staben af mandlige tjenere pisker forvirrede rundt og får os hurtigt gennet op ad trappen til familieafdelingen. Ikke noget med at sidde i gadeplan og indsnuse stemningen sammen med de øvrige gæster – alle sammen mænd.

Kvinder i Yemen får i gennemsnit 6,5 børn, men sammenlignet med andre lande på Den arabiske Halvø har de mange rettigheder. De må køre bil og arbejde udenfor hjemmet, i modsætning til kvinderne i f.eks. Saudi Arabien.

Restauranter og cafeer i Yemen er forbeholdt et klientel af forkælede og bevæbnede mænd, der holder i hånd og har blå bedebuler i panden, men maden er der ikke noget i vejen med! Rustikke bønneretter, skønne salater og feta-dips, mørt og veltillavet kød i store mængder og så brødet – brødet er fem-stjernet.

















Det kommer i store, glohede møllehjul – klask, lander det direkte fra stenovnen på avisen, der fungerer som dug. Brødet er både sprødt og blødt og rives over i store flager, som man bruger til at scoope maden op med. Ingen bestik -skønt!

Vi får lov at komme en tur i køkkenet på vores yndlingsrestaurant i Aden for at se, hvordan brødet laves. Jeg bliver straks trukket hen til et olieindsmurt bord med bunker af glinsende dejkugler. ”Værsgo’! Smøg ærmerne op, søster!”

















Kokken, Rashid morer sig kongeligt over mit ubehjælpsomme forsøg som bager og trøster mig med, at han ikke har lavet andet, siden han var otte år. Det går helt galt, da jeg forsøger mig med at klaske den store dejflage op på indersiden af den glohede stenovn. Jeg føler mig som heksen på vej ind i ovnen i ”Hans og Grete”. Jeg taber brødet ned oveni i fisken, der griller på gløder i bunden af ovnen. Kvinder ud af køkkenet!

















Det eneste, der afholder os fra at starte på turen op gennem Det Røde Hav, er en reservedel til vores vandmølle, der blev flået i stykker af et fiskenet i Det Indiske Ocean. Reservedelen sidder fast i tolden. Caroline er glad, for det betyder, at hun kan holde sin ti-års fødselsdag i land og dagen før den store dag sker det usandsynlige, at to både med børn ombord ankommer til ankerpladsen. Pludselig kan vi samle et party på seks børn, efter måneder uden bådbørn.

Der er solskin og flagparade i riggen, kagekallas og bugnende gavebord, i land går den vilde skattejagt og danske, amerikanske og australske unger finder ud af, at party-legene hjemmefra er de samme på den anden side af kloden. De hedder bare noget forskelligt!