24/8 Kinsale

Efter godt en uges venten på den rigtige vejrudsigt til at stikke over Biscayen er vi meget opsatte på at komme af sted. De kloge siger, at jo senere på sæsonen man stikker over jo større er risikoen for at ryge ud i en kuling eller storm undervejs. Statistisk er der størst risiko for at blive ramt af en storm de sidste to uger i august og i september måned.

Vejrmæssigt ser det ud, som om vi kan stikke om onsdagen d. 24.8. Vi er ship-shape og der er lavet en portion varm mad til den første aften på havet. Vi må bare lige forbi den lokale internetcafé for at få den sidste opdatering af vejrudsigten. Her får vi den forfærdelige meddelelse, at Sofie fra Carolines klasse er død. Alle planer om afgang droppes. Vi græder det meste af dagen over Sofie – og over vores kære venner, Helle og Emil, der er alene tilbage i Danmark.

25/8 - 29/8 Over Biscayen til La Coruña

Midt på eftermiddagen dagen efter er tidspunktet kommet! Vi stikker ud i solskin, men der er efterår i luften. Vindmåleren viser 13 m/s og fri af Irlands kyst får vi en lille smag på Biscayens berygtede bølger. De er 3 – 4 m høje og engang imellem kommer der én rullende, der godt kan få det til at gibbe lidt i maven. De kvindelige besætningsmedlemmer må overgive sig trods søsygepiller og Jens og Niels har også et mistænkeligt grønt skær i ansigtet. Vi styrer 179 grader, næsten stik syd – som Caroline siger: ”S for Spanien”. Vi glæder os til rigtig sol og sommer og til at skrælle den tro fleecesweater og gummistøvlerne af. Men det er der ingen, der tænker på nu! Vi er hurtigt dyngvåde og har nok at gøre med at koncentrere os om at beholde maveindholdet indenbords. Det ville have været lettere – og billigere at tage flyveren til Spanien!

Niels overvinder sig selv og går ned og sætter vand over til en gang tortellini. Caroline brækker sig både før - og efter maden. Jeg må opgive efter én tortellini. Jeg ville være en sylfide, hvis vores tur udelukkende bestod af dage på havet. Det gør den ikke!!!

Vi putter Jens og Caroline – ingen orker at tænke på at børste tænder eller vaske saltkagerne af ansigtet. Hovedpuden tager det vel. Det er slemt nok at skulle mande sig op til at komme ud at tisse. Så starter nattevagterne! Uff! To timer ved roret afløst af to timer i skipperkøjen, hvor man bliver kastet rundt af bådens urolige bevægelser. Man når aldrig helt at få varmen – på trods af fleecesokkerne, inden alarmen igen vækker én, fordi det er tid til at iklæde sig polar-outfittet og bevæge sig op til Niels, der sidder helt paralyseret af kulde og træthed i cockpittet. Sådan fortsætter det hele den lange nat! Bølgerne er for store til at ”frøken Mathiesen” (vores vindror) gider lege med, så vi må sidde og håndstyre og der skal trækkes! Jeg har for længst ondt i skuldrene og rumpen af at sidde i samme stilling.

Hele det første døgn ser vi kun et fiskerskib, men der skal alligevel holdes udkig. Så med jævne mellemrum (for jævne?!) må man op at stå for at se, om der er et skib under sejlet. Det skal planlægges! Bølgerne kommer ind fra siden og er store – så store, at jeg i perioder vælger at ignorere dem. Om natten alene i cockpittet forstørres alt! Bådens bevægelser kan så let som ingenting kaste én over i den anden side af cockpittet. Vi har livliner på, men sådan en flyvetur kan give nogle gevaldigt blå mærker – og dem har vi nok af! Det kræver stor overvindelse at tage sig sammen til at rejse sig og læne sig ind over roret for at få fuldt udsyn.

Efter et døgn på Biscayen går vinden i syd og vi har den direkte i snuden 10 m/s. Vi har konstant vand på fordækket og i cockpittet. Mandskabet sidder gennemblødte og stener og drømmer om Spanien. Jens sidder ubevægelig i sit hjørne agter i styrbord side og skuer ud over de grå vandmasser. Han har siddet der i timer på trods af, at han må indkassere den ene kolde sø efter den anden. Moralen holdes oppe af delfinflokke, der kigger forbi næsten engang i timen. Jens og Caroline er ved at falde over bord af begejstring, hver gang de dejlige dyr dukker op.

Et check i forkahytten bekræfter de værste anelser – vandet står ind af ventilatoren. Jens og Carolines madrasser er gennemblødte af saltvand og den ble vi har sat op i skakten er for længst dumpet ud, våd og gennemblødt. Vi tørrer nødtørftigt op, propper en ny ble size 5-7kg op og håber at vejrudsigten holder stik. Den lover mindre vind, drejende i SØ.

Tredje dag byder på halvvejsfest, skønsang fra Højskolesangbogen og mindre vind – nu fra en bedre retning. Vi vågner langsomt op af vores dvaletilstand! Temperaturen er steget, især er forskellen tydelig om natten. Vi har nu sejlet 250 sømil, ca. 500 km. Vi forsøger os udi gymnastiske øvelser for at afhjælpe siddesår. Vi må dog hurtigt opgive, da vi er ved at blive knust mod løjbommen. Bølgerne er stadig store og ikke særlig regelmæssige.

Sidst på dagen falder vinden yderligere og vi går for motor. Niels og jeg spejder ængsteligt horisonten rundt efter mørke skyer eller andre tegn på uvejr. Vi har svært ved at tro, at vi slipper for mere hårdt vejr. Vi sejler med følelsen af, at vi kan ryge ud i noget rigtig slemt – vi er trods alt på Biscayen. Angsten lurer hele tiden!

Fjerde dag på havet har selv Caroline søben. Hun tilbringer dagen nede i kahytten med at spille gameboy og med at dekorere et stykke køkkenrulle. Det består i at give hver prik, der er stanset ind i papiret en lille prik med en tus. Det tager tre timers ihærdigt arbejde og en tilstand af stor kedsomhed.

Nu er vi kommet til julesangene i repertoiret og vi læser Astrid Lindgrens ”Vi på Krageøen”. Det utrolige er sket! Vi er snart i Spanien og vi klarer den måske uden at løbe ind i en ikke varslet orkan.

Efter en sindsoprivende nat først med fuldstændigt mørke og senere med en stor spansk fiskerflåde rundt om os, vågner vi op til højt solskin og perfekt vind agten for tværs. Vi bruser mod den spanske kyst med 7 – 8 knob og vi må knibe os selv i armen, da en stor flok delfiner i formationer fem og fem kommer ud af den blå bølge mod os. Det kan man kalde en velkomst! Vi har ikke været tættere på drømmen!

Op af formiddagen ryger først søtøjet, så støvler og fleece. Solen brænder mod huden. Niels sidder lykkelig og lettet ved roret og ungerne spejder efter land og spørger for …….. gang ”Hvornår er vi der?”

Midt på eftermiddagen går vi ind bag den 1 km lange Atlanterhavsmole i La Coruña og i havn i Real Club Nautico – fire døgn og to timer efter afgang fra Kinsale i Irland. ”Nogen gange må man gøre ting, man egentlig ikke tør, for ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort”, Astrid Lindgren, Brødrene Løvehjerte.

Længe inden fortøjningerne er fastgjorte har ungerne kastet sig i land. De har spottet det norske skib, Christiania og dens besætning af skønne unger. Gensynsglæden er stor! Der bliver fisket og harpuneret fisk. Det er mest karper, det går ud over. Så er der gud-ske-lov ikke flere makreller til middagsbordet. Der bliver klatret i riggen på det stolte gamle træskib og der bliver holdt pandekagefest. Her vrimler med norske unger. Forestil jer at bage pandekager til 8 unger med én pande.