Malakkastraedet - Thailand 11/12 2006 - 9/1 2007

"Wauh, maskingevaer!"

En hvid speedbaad med "police" paa siden, foelger os taet. Vi skaever til maskingevaeret paa fordaekket og overvejer, hvilke forseelser vi kan vaere skyld i. Vi har lige forladt Singapore og er paa vej ind i bunden af Malakkastraedet.

Efter 20 minutter drejer politibaaden af. Vi er sikkert blevet checket hos diverse myndigheder og Jonna af Aarhus er fundet harmloes.

Graa flaadefartoejer med det store skyts fremme ligger og patruljerer det staerkt befaerdede farvand. Singapore er panisk angst for et muligt terrorangreb mod et af de store skibe i Singapore Strait eller i indgangen til Malakkastraedet. Et saadant angreb ville lamme een af jordens travleste handelsruter.

I Singapores undergrund, MRT'en, maerker man ogsaa terrorskraekken. Baandsloejfer med kampagnevideoer koerer paa skaerme baade i togene og paa stationerne. Hvordan ser en mistaenkelig person eller taske ud og hvad goer man for at forhindre katastrofen?

Videoerne vinder ikke nogen Oscar for bedste skuespilpraestation og et dansk publikum ville tro, de var et humoristisk indslag i en kampagne mod fundamentalistiske terrororganisationer - isaer dem med medlemmer, der baerer moerke kasketter og ser onde ud.

Den taette lyd af en skramlende ankerkaede i X-large, faar os til at foele os som et plankton foran en blaahvals barder. Det er svaert at vurdere, om skibe saa store som en boligblok er ved at saette sig i bevaegelse eller om de ligger stille. Inden moerket taender tusindvis af lys, har vi krydset den sidste ankerplads og de travle indloeb til Singapore Havn.

















Port Klang, havnebyen til Kuala Lumpur, Malaysias hovedstad, er vores naeste maal. Turen varer smaa to doegn og gaar gennem den smalle del af det berygtede Malakkastraede. Trafikken i straedet er imponerende! Til bagbord holder vi oeje med lanternerne fra de store skibe, der sejler i en taet stroem i en fastlagt bane.

Vi ligger paa 20 m linien sammen med et mylder af fiskeskibe, faerger og slaebepramme langs Malaysias travle vestkyst. De evindelige fiskeskibe, med deres blinkende lygter, olielamper, projektoerer og lanterner i alle farver, er ved at drive os til vanvid. Nogle gange er de smaa oeser forklaedt som en stor coaster, andre gange mistolker vi lysene for at vaere en slaebebaad med en brutal pram i tov.

Atmosfaeren er elektrisk. Moerke skyformationer taarner sig op mod vest og der er lysshow over Sumatra. I timevis zig-zag'er lyn over himlen, flere i minuttet. Tordenen rumler ildevarslende, men det bliver ved truslen.

Pirateri skaenker vi ikke en tanke! I Malakkastraedet er det de store skibe, det gaar ud over. Vi er mere nervoese for at faa et af de mange fiskenet i skruen, saa vi ikke kan manoevrere i den taette trafik og i stroemmen, der loeber staerkt i straedet. Kun i den nordlige del af Malakkastraedet er der vind til sejlene.

Om morgenen d. 13. december toeffer vi ind til Royal Selangor Yacht Club i Port Klang. Vi har klaret halvdelen af Malakkastraedet og de to naetter derude var ikke helt det mareridt, vi havde frygtet.

Vi ligger ved en pontonbro midt i en mudret flod, omgivet af store skonnerter, der bliver lastet og losset dag og nat. Naar de store skibe manoevrerer i det smalle bassin, hvor stroemmen loeber med 3 - 4 knob, foeler vi os som en meget skroebelig aeggeskal.



















Caroline er ikke begejstret over udsigten til en dags sight-seing i Kuala Lumpur. "Jeg glaeder mig til, at jeg ikke hele tiden skal opleve noget nyt, men at det eneste nye er en ny side i matematikbogen!" Vi halser af sted for at naa morgentoget ind til Kuala Lumpur, der betyder mudret sammenloeb af to floder. Caroline lader sig traekke med, selv om hun hellere ville have tilbragt dagen i poolen i Yacht Club'ens helle.

Vi sight-see'r Petronas Twin Towers, der indtil for faa aar siden var verden hoejeste bygning. Nu kalder malayerne deres 415,9 m hoeje taarne af staal og glas for verdens hoejeste tvillingetaarne. En oerepoppende elevatortur bringer os op paa 41. etage til broen mellem de to taarne, der hver har 88 etager.



















Ifoert laant heldragt i svedlugtende nylon, besoeger vi Kuala Lumpurs aeldste moske, Masjid Jamek fra 1908. Caroline og jeg er enige om, at vi ikke gider se flere moskeer den dag. I vores naeste liv - som maend, besoeger vi Masjid Negara, Malaysias stoerste moske. Saa behoever vi ikke at svede under toerklaede og kjole i stoerrelse villatelt.

Efter to dage i land maa vi ud og maerke adrenalinen pumpe i aarerne igen. Vi faar det foerste fix i havnebassinet, hvor vi pludselig befinder os mellem en kaj og et stort containerskib, der er ved at blive puffet sidelaens paa plads af to potente losbaade.

















En halv time senere er vi igen ved at komme i klemme. Denne gang i North Channel, den smalle, gravede kanal, der foerer ud til Malakkastraedet. Femten - tyve fiskebaade har lagt deres lange flydenet paa tvaers af sejlretningen og nettene naar helt ud midt i kanalen, hvor de store drenge huserer. Vi maa vige ind mellem de lange net for ikke at komme i karambolage med et groent monster, der kommer ploejende gennem den smalle sejlrende.

Vi bander af vores plageaander og overvejer at klage til fiskerikontrollen eller skrive et harmdirrende laeserbrev. Vi resignerer og laegger os i containerskibets koelvand midt i sejlrenden. Det var ikke her, vi havde planlagt at ligge - i de tunge drenges spor! Vi skaever nervoest tilbage for at sikre os, at der ikke er andre i samme stoerrelse paa vej ud af havnen.

Niels har vundet den foerste nattevagt og har sit hyr med en uhoeflig haer af hyperaktive fiskeskibe. Da jeg kommer paa vagt kl. 23, forsvinder de pludseligt alle sammen. Himmel og hav staar i et! Tordenen buldrer og lynene knitrer og blaender et kort oejeblik, saa Malakkastraedet bliver endnu mere sort end foer.

















Jeg saetter omdrejningerne paa motoren ned og staar paa cockpitbraedderne og stirrer ud i moerket. Fornemmelsen af at vaere omgivet af en mur forstaerkes af vores lanterne, hvis hvide lys i toppen af masten fanger gardinet af regn i en glorie om baaden.

Halvanden time senere dukker smaa lys op rundt om baaden. Regnen er aftaget og sigtbarheden stiger. Pludselig er det hyggeligt med alle de mange lys!

Fjerde nat i Malakkastraedet ud for Penang, rammer vinden os som et chok. 30 knob hyler imod og vi foeler med Jonna, der knirker og knager i de uvante bevaegelser fra den krappe soe og fra vinden, der faar baaden til at kraenge. Nu gik det ellers lige saa godt for motor!

Tidligt naeste morgen kommer vi i lae af oegruppen, Langkawi og vi beslutter os for at tage et sidste stop i Malaysia, inden Thailand. Vi putter os ind i en smal fjord med stejle limstensskraenter. Fred! Det ender med to dage i paradis. To dage, hvor vi ikke forlader baaden, kun naar vi hopper i det maelkede turkise vand.

















Vi lader som om, vi er alene i verden - og ignorerer den baad, der var saa fraek at ligge paa ankerpladsen, da vi kom ind. En lille strand lokker med hvidt sand og aber. Ifoert overmoden bananklase svoemmer vi ind, men bliver stoppet af et uvenligt koralrev, der med sine bistre og skarpe knolde spaerrer vejen.

Det er d. 19. december, saa hvis vi skal naa Phuket inden juleaften og oe-hoppe undervejs, saa er det tid at bryde op fra vores naesten ensomme fjord. Ensom bliver man nu aldrig paa Jonna! Der er altid et andet familiemedlem indenfor en armslaengde.

Efter halvandet aar paa 12 kvadratmeter, hvoraf mere end en tredjedel af tiden bliver tilbragt paa havet uden mulighed for flugt, foeler vi os som siamesiske firlinger. Vi kan ikke slippe for hinanden uden ved drastiske indgreb. Vi skaendes og skaelder ud, vi bliver konstant mindet om vores egne og de andres vaerste sider.

Naar vi er i land, er vi afhaengige af vores faelles lille landgangsfartoej. Saa har man taenkt sig en tur alene, skal det planlaegges noeje, saa resten af besaetningen ikke bliver fanget paa baaden - eller i land. Det ender som regel med, at vi bevaeger os rundt som et sammentoemret team af synkronsvoemmere.

Er Niels i land alene, tager vi os i at lytte efter paahaengsmotoren eller spejde efter hans falmede solhat, naar der er gaaet et par timer. Der er dage, hvor vi ikke kunne forestille os bedre selskab end hinandens, andre dage, hvor vi bare lever parallelt uden at aense hinanden og saa er der dage i frustration, hvor vi raaber, tuder og skaelder ud og stemningen er elendig ombord.

Tidlig morgen traekker vi ankeret og sejler gennem Langkawi oe-gruppens limstensknolde. Det var ingen sag at bilde sig ind, at vi var naesten alene paa Fjord Anchorage, men rundt om hjorrnet, dukker civilisationen op. Et krydstogtskib, master fra andre sejlbaade og en stoerre by flimrer i morgenlyset mod oest.

Vi toeffer stille af sted for motor og er temmelig tilfredse med, at vi er fremme på Koh Lipe, en oe i Butang oegruppen i det sydlige Thailand, inden aften. Vi er knapt saa tilfredse, da den ellers haardtarbejdende og trofaste autopilot pludselig strejker og vi maa haandstyre i tre timer.

Vi har det fuldstaendigt som vores norske ven, Knut Erik af Veto: "Jeg er hysterisk med selvstyring!" Det er raedselsfuldt at vaere bundet til roret og det bliver ikke bedre, naar armene ikke er lange nok til, at kroppen kan opholde sig i den smalle stribe af skygge under solsejlet.

Vi gyser ved tanken om, at nedbruddet var sket i Indonesien eller i Malakkastraedet, hvor vi naesten udelukkende sejlede for motor. Nu er vi i Thailand, hvor man kan faa reservedele uden problemer og sandsynligheden for, at vi faar vind, er langt stoerre end laengere sydpaa. Har vi vind, styrer Frk. Mathiesen, vores elskede vindror.

















"Mor, er det her et turisthelvede?" Vil Caroline have opklaret. En hvid sandstrand med det fineste sand straekker sig i hele Koh Lipes laengde. Rustikke og charmerende barer og restauranter putter sig mellem traeer hele vejen langs stranden. Siden Tenerife har vi ikke set saa mange turister paa et sted.

Inden vi faar set os om, er det naesten juleaften. Vinden hyler og Jonna flaar i ankerkaeden. Vi skal ingen steder! Phuket maa vente til efter jul. Jens og Caroline spiller fodbold paa stranden med en masse svenske unger og maler Warhammer i bungalowen hos danske William og Samuel.

Niels og jeg falder i hak med foraeldrene, Puk og Jens og nyder, at samtalen for en gangs skyld ikke ender i snak om ankerpladser, elektronikproblemer, sejlplaner og vejrudsigter. Vi tilbringer timer i Cafe Lipes vakkelvorne bambusmoebler, mens tomme smoothieglas og kaffekopper hober sig op paa blondedugen foran os. De fire unger er optaget af husets legesyge kattekillinger.

















Dagen foer juleaften traekker vi vores juletrae fra Singapore op af kistebaenken og boejer een efter een dets groenne grene i facon. Pludselig har vi et smukt trae i stedet for, hvad der indpakket mere lignede en sammenfoldet paraply.

Gennem flere uger har vi diskuteret, hvor vi skulle placere juletraeet. Udelukkelsesmetoden giver svaret - paa bordet mellem koejerne i kahytten. Vi binder det fast til loftet og til bordet, saa det ikke ryger for langt, naar longtail-boats og dykkerskibe skaber boelgegang paa ankerpladsen.

















Juleaftensdag er lang og varm og Caroline graeder mere end een taare over bedsteforaeldre, kulde og rigtig julestemning i Danmark. Et uendelig langt matadorspil slaar timerne ihjel, til vi kan stige i festtoejet og spise foerste ret af vores julemiddag. Ris med chilirejer paa Cafe Lipe med foedderne i sandet og olielampe og solnedgang som eneste belysning.

Paa Jonna er der ris a la mande, salmesang og oplaesning af juleevangeliet ved Jens. Ingen insisterer paa at danse om juletraeet. Man kan ikke komme rundt om bordet, der er fyldt med gaver - og derfor heller ikke traeet.

















1. Juledag stikker vi mod Phuket og ankommer et doegn senere. Foerste vigtige to-do er at hente julepost paa Ulla og Finns thailandske luksusresidens (venner af Niels' foraeldre). Alle de mange pakker og breve tvinger os til at holde endnu en juleaften. Tusind tak alle sammen!

Den store ankerplads i Ao Chalong Bay i Phuket vrimler med sejlbaade. Vi har omsider indhentet traekket af dem, der drager vestover. Nogle baade har ligget i Phuket et aar, andre i flere saesoner. Nu har vi godt en uge til at komme i stand til turen over Bay og Bengal, Det Arabiske Hav og Det Roede Hav.

Niels haenger i masten hver dag. Vi faar lavet et nyt ydervant og nye beslag til masten, hvor stagene goeres fast. De gamle har naesten fyrre aar paa bagen. Vores nervoesitet for, om vi har for lidt tid til at faa lavet nyt grej, ikke mindst fordi det er hoejsaeson, viser sig at vaere ubegrundet. Fra man har afgivet bestillingen, tager det 20 minutter at faa lavet et stag.

Vi finder en ny autopilot, raider de velassorterede supermarkeder og ikke mindst, finder en mand med en vaskemaskine. Det er foerste gang i mange maaneder, at vi faar vasket toej i maskine, hvor det ikke er saa dyrt, at man lige saa godt kunne investere i en helt ny - og ren garderobe.

Ture i land skal planlaegges noeje i Ao Chalong, pga. tidevandet. Ved lavvande maa man foerst stage ind de sidste 50 m, for at propellen ikke sidder fast i sejt mudder. Naar gummibaaden saa ikke laengere kan glide hen over den slimede bund med passagerer, er det tid til at tage en dyb indaanding, svinge benene ud over siden og lade sig synke i til midt paa skinnebenet.

Tricket er saa ikke at tilte, naar man i slow-motion bevaeger sig ind mod land med gummibaaden paa slaeb. Alle sanser koncentrerer sig om fodsaalerne og om hvad de maatte ramme af haarde genstande i det bloede mudder.

















Efter flere maaneders mail-korrespondance med Anne og Mogens paa Northern Star, der er paa deres tredje aar af en jordomsejling, lykkes det endelig at moedes. Over sammenbragte skatte som rugbroed, sild og dansk spegepoelse holder vi julefrokost i Northern Stars store cockpit. Vi udveksler historier fra de varme lande, spiller Meier og lytter til norsk musik om livet paa havet ... med et tvist.

Begroet med groent til midt paa skroget lander Sally Blue i Ao Chalong efter 34 dage paa havet fra Bali. Vi har kigget efter dem i dage og der sidder de tre brave svenskere og fejrer bedriften i lunken oel og alkoholfri solbaerchampagne. De har padlet rundt i det vindstille og stroemfyldte Indonesien og i Malakkastraedet med en motor, der kun virker periodisk og kun i korte intervaller af gangen.

















Inden vi sejler mod Indien, skal vi lige have ryataeppet skrabet af vandlinie og bund. Vi sejler en tur sydpaa til Koh Racha Yai, hvor vandet er lidt renere end i Ao Chalong Bay. Vi er taget af sted tidligt for at faa en boeje at ligge ved, inden alle turbaadene ankommer midt paa formiddagen.

















Koh Racha Yai er et populaert dykkermaal - meget populaert, finder vi ud af! Ikke mindre end 40 baade, store og smaa, de fleste med propellen koerende, fylder den lille bugt. De store dykkerbaade dumper deres last af neopren-beklaedte turister i det kaotiske bassin. Larmen i bugten er ubeskrivelig og vi haaber for dykkerturisterne, at de i det mindste faar noget for pengene under vandet.

Vi naar lige en dag i Nai Harn Bay, Phuket, inden vi stikker snuden mod vest og starter den smaa to uger lange tur til Cochin i Indien.