Bali - Borneo 9/11 - 22/11

Kaptajnen studerer kort og bøger og skemaer med strømpile og vindretninger for de forskellige årstider. Vi skal til Bali Marina og hente post. Marinaen ligger i bunden af strædet mellem Bali og Lombok og Niels forsøger at regne ud, hvornår vi har strømmen med os i det smalle stræde mellem øerne.

Det er ikke noget, man kan slå op i en almanak eller på nettet, men rammer vi ikke strømmen rigtigt, har vi i værste fald 8 knob imod - og så sejler vi baglæns! Strømmen løber stærkt imellem øerne i den indonesiske øgruppe.

Niels har i den grad regnet den ud! Mirakuløst har vi medstrøm det meste af et døgn. Hele dagen mens vi sejler langs Lomboks nordkyst og om aftenen da vi runder hjørnet for at gå ned i Lombok Strait, er strømmen med os.

















Med trompetfanfarer fra et militærorkester på land, det er mindedag for indonesiske frihedskæmpere, når vi Bali Marina seks timer før forventet. Vi har sejlet op til 9 knob i løbet af natten i det stærkt trafikerede farvand. Store coastere, hurtigtgående færger og små fiskeskibe har holdt os på stikkerne.

Efter to uger i Indonesien er det på tide at få ordnet det sidste papirarbejde. Vi har endnu ikke været i nærheden af en havn, hvor det har været muligt at checke ind hos immigrationsmyndighederne, men har fået at vide, at det må vi gøre på Bali. Forseelsen kommer til at koste os en flaske kaffelikør til den offentlige tjener. En flaske vi fik af tolder Duarte på Porto Santo, Maidera. Billigt sluppet!

















”Skynd jer at rulle vinduet op!” Jens ruller nødtvungent den mørk tonede rude i taxaen op. Chaufføren har spottet en politipatrulje i en rundkørsel og forklarer, at de har for vane at stoppe biler med turister ombord og afkræve dem en bøde under et eller andet påskud.

Et par dage senere da vi turer rundt på den smukke ø i en udlejningsbil, bliver vi vinket ind til siden af to betjente i stramtsiddende beige skjorter og brune bukser med brede, hvide bælter. De vil se bilens papirer, udlejningskontrakt og kørekort.

Blikkene under de høje hvide kasketter bliver kolde. Den er helt gal med kørekortet! Det skulle have været internationalt! Vi bliver truet med politistationen, retten og store bøder. En lille kattelem bliver holdt åben, vi er jo gode venner og så går det løs igen med trusler.

















Niels er ved at blive utålmodig og en anelse spydig. Jeg hvæser til ham for at få ham til at holde en tilpas ydmyg tone. Vi skulle gerne videre i dag. Efter lange reprimander bliver vi enige om en passende pengegave, der kan gøre vores forseelse god igen.

Offentligt ansatte, der tager selv for at supplere den beskedne indtægt, er et problem i Indonesien. Regeringen har forsøgt at gøre noget ved problemet ved at hæve politiets lønninger betydeligt, men korruption og bestikkelse er så indgroet i samfundet, at det kommer til at tage mange år, inden der er kvittering på alle bøder og afgifter.

















Bali er meget andet end korrupte offentligt ansatte. Vi kører nordpå langs smalle veje, hvor værksteder og butikker med kunsthåndværk og hinduistiske artifacts ligger tæt side om side over en strækning på 20 – 30km. Inde bagved er der kig til saftigt grønne risterrasser.

Da vi nærmer os Ubud bliver koncentrationen af templer langs vejen større. De åndfulde balinesere bruger en stor del af deres liv på at dyrke forfædrene og deres gud. Flere gange om dagen bliver der lavet og udlagt små offergaver, hjemmeflettede kurve med blomster, frugt og mad.

Efter terrorbombningerne har gudsdyrkelsen antaget nye dimensioner. Balineserne giver sig selv skylden for ulykkerne, der har ramt øen. De er overbeviste om, at de har forsømt deres forfædre og gud og derfor bliver straffet først med bombe og nu med turister, der bliver væk.

Det er et betagende syn at se en balineser iklædt traditionel sharong balancere med en bakke med offergaver, stænke vand på husaltret, indkørslen eller som på postkontoret i Ubud, stænke vand på computerne på skrivebordene. Med ceremoni og koncentration bliver gaverne arrangeret og røgelsespinde antændt.

En balineser kan ikke flytte fra det hus, der har tilhørt familien! Hvem skal så passe forfædrene! I Ubud bor vi i et guest-house, der tilhører professoren ved kunstakademiet i Denpasar. Han har ansat en ung mand til at klare forfædrene og de få turister, der forvilder sig om ad de små stier mellem rismarkerne.





















Vi sover i smukke værelser, hvor væggene er tæt besat med fantastiske malerier. Om morgenen er der frugt og pandekager med udsigt til en rismark, hvor to hyrder med lange lancer driver en flok skræppende gæs forbi.

I to dage speed-sightsee´r vi den nordlige del af Bali. Kører på højderygge med kig til brune lavamarker, blå bjerge og grønne risterrasser. Vi besøger templer iført lånte orange silkesharonger.























Ved solnedgang den anden dag er vi tilbage, hvor koncentrationen af blege turister i for lidt tøj igen er stor. Sammen med hundredvis af andre turister ser vi Tanah Lot templet, der er bygget på en klippe 50m fra strandkanten. Det spektakulære tempel ligger sort og utilnærmeligt i silhuet mod en orange sol, der langsomt forsvinder i havet. For 20. gang afviser vi én af de insisterende postkortsælgere.

Der er et tæt mylder af knallerter og biler. I mørket kører vi i, hvad vi håber, er den generelle retning mod marinaen. Vejen er et kaos af vejarbejde! Ups, der står politiet igen! De vinker os ind til siden. Vi lader som om, vi ikke har set deres viftende lysstav. De kan umuligt følge – eller finde os i det ensporede trafikkaos.

















Niels er ved at have de indonesiske trafikregler under huden.

1. Du har ansvaret for alt det, der kommer foran dig! Knallerter og biler svinger uden tøven ud på vejbanen, tilsyneladende uden at se sig til højre eller venstre og så er det med at stå på sømmet eller undvige.
2. Brug hornet, så dem, der kommer foran, lægger mærke til dig.
3. Kør i venstre side – mindre vigtigt! Folk kører gerne i højre side, når de nu alligevel skal dreje til højre om lidt.

Endnu engang ignorerer vi en politipatrulje. Vi er vidne til et grimt knallertstyrt, hvor passageren naturligvis ikke har styrthjelm på. Endelig kan Niels, der har skuldrene i alarmberedskab, parkere bilen ved marinaen - uden ekstra skrammer: ”Giv mig Malakkastrædets trafik til enhver tid!”

Bali Marina er ved at gå i dvale efter en travl sæson og vi må videre mod nordvest. Tilsyneladende lader nordvest-monsunen med modvind og modstrøm stadig vente på sig. Jens og Caroline har haft en skøn uge med nye venner. Fire børn på spansk Pelagia.

Kl. 14 d.17.11. forlader vi marinaen. Det er lavvande og vi burde have strømmen med os nordpå gennem strædet. Snydt! I seks – syv timer stamper vi mod strømmen, der løber med 3 – 4 knob imod.

Når vi kigger ind på land, ser det ud som om, at vi ikke flytter os ud af flækken. GPS`en siger, at vi gør mellem 1 og 2 knob, for sejl og motor. Vandet hvirvler i urolige strømsøer om os og desperationen melder sig, når triptælleren er nede og runde 0,19 knob. De 500 sømil til Borneo forekommer pludseligt meget lange!

Kaptajnens formler og udregningskunster var måske mere held end … Som vores nabo i Bali Marina, amerikanske Kevin sagde: ”Jeg har for længst givet op at regne den ud! Det er et spørgsmål om held!”

Vores held og strømmen vender endelig omkring midnat ud for Padang Bai. Pludselig kan vi sejle 5 knob, hvilket er rart med alle færgerne, der går ud og ind af havnen. Senere på natten får vi igen strømmen imod på det smalle stykke mellem Lombok og Bali.

















Tak – Tak – Tak! Jeg kan høre noget, som lyder som en gammel symaskine gennem vores egen motorlarm. Er der noget derude i mørket? Klokken er næsten 5 og jeg længes efter at blive afløst af Niels på min nattevagt. Med lidt god vilje kan man ane, at det lysner i øst.

Der er noget derude! Mod lysene inde på Bali kan jeg se sorte skygger passere. Jeg stirrer anstrengt ud i mørket og pludselig vrimler det med små uoplyste fiskebåde – kanoer med udhæng og et lille sejl. Nogle går meget tæt om båden og der er ikke andet at gøre end at holde kurs og fart.

Nu er det heldigvis Niels tur til at holde skansen og jeg kaster mig ubekymret ned i køjen. Over morgenmaden kan Niels fortælle om i hundredvis af små fiskebåde, der som edderkopper høvlede rundt om Jonna i morgendisen. Kun én gang måtte han undvige en båd med en agiteret skipper, der vinkede ham uden om sine net.

















Hele besætningen sveder tran. Solen bager og ikke en vind rører sig. Vi går for motor. Caroline kommer op fra kahytten med svedperler i hele ansigtet. Hun er skoletræt, bleg og irriteret. Det er ikke let at se, at vores unger lever på en båd i troperne. De skyr solen som kakerlakker, når vi sejler og er dækkede af solcreme, UV-bluser og hatte, når vi er i land.

Caroline har taget mig op på at råbe sin frustration ud. Hun står i stævnen og råber: ”RØØØØØV!” Det hjælper tilsyneladende, for barnet bliver ved, til hun er hæs og kommer grinende tilbage til cockpittet.

Efter fire lange dage og fire endnu længere nætter, når vi Borneos sydkyst. Aldrig har vi set så mange fiskeskibe som i Java Sea. Selv to dagssejladser fra land vrimler det med små både med en eller to fiskere ombord. Midt ude i Java Sea har der rejst sig en pæn sø, der ikke er for tøsedrenge, når man befinder sig i, hvad der svarer til en robåd med påhængsmotor.

Mod al forventning har vi to dage med vind i sejlene, bagfra. Så løjer vinden igen, indtil vi rammer en potent tordenbyge 20 sømil syd for Borneo. Himlen er sort og vi bjerger sejlene, da vi ser, hvordan vinden pisker søen til skum forude.

















Regn i tove lukker sig om os. Med lidt god vilje kan vi se 30 meter frem! Dårlig sigt i et stærkt trafikeret farvand er vores værste mareridt. Vi stirrer ud på det grå tapet og forventer hvert øjeblik at se en coaster tårne sig op over os.

De sidste dage har vi krydset kurser med tankskibe, bulk-carriers, rustne pramme trukket af overbelastede slæbebåde og flyttet os for supertankere, coastere og fiskeskibe. Nu sejler vi i blinde og håber på det bedste!

Sidst på dagen d. 21.11. kaster vi krogen i 5m vand ved Borneos sydlige tange. Vi kan ikke nå de sidste 40 sømil op ad floden til Kumai, inden det bliver mørkt. Det er som at få weekend efter en lang og hektisk arbejdsuge – uden larm fra Disney Sjov.























Vi nyder freden på den øde og flade kyststrækning. Det grå vand klukker blidt mod båden, mens himlen langsomt farves lyserød. Vi glæder os til en lang nats ubrudt søvn!

”Hjælp, der er myg!” Caroline vifter om sig. Vi får myggenet for lugerne, der er malaria på Borneo! I skæret fra fyrfadslyset opdager vi, at det er store flyvemyrer og ikke myg, vi bliver angrebet af. Der går ikke lang tid, så må vi fortrække ned i den varme kahyt, mens vi spørger os selv, hvor mange myrer vi har slugt med aftensmaden.

















Det ligner et slagtehus i cockpittet! Der er i hundredvis af døde og halvdøde myrer overalt. Mest udenfor myggenettet! Vi ignorerer ligene og får ankeret op i det første daggry. Mens autopiloten holder kursen og Niels vasker ankeret for mudder, skyller jeg de en centimeter lange, bevingede dyr ud af cockpittet.

Uger senere finder vi stadig indtørrede myrer de særeste steder. Nogle udholdende eksemplarer er stadig levende og kravler rundt under gulvbrædderne eller i køkkenskabet.

Der er lavvandet og til tider smalt i den mudrede flodmunding og videre op ad floden til Kumai. Vi har fået nøjagtige GPS-positioner af Northern Star, en dansk båd, der ligger et godt stykke foran os på vej mod Thailand.
























Vi følger de ni way-points slavisk og tøffer af sted langs tæt mangrove og lave palmevækster i kvælende lummervarme. Fiskere lægger deres net ud – på tværs af flodens løb. Smalle træbåde suser forbi med øredøvende larm fra deres piskeris af motorer og forsvinder i næsten usynlige huller i mangroven og videre ind i regnskoven.
























Fascinerede ser vi til, mens en ældre herre, i fuld fart, rokkende forretter sin aftenbøn. Vi kan høre imamernes kalden fra land. En moskes sølvkuppel rager op over husene, der ligger i klynger på pæle ned til floden.

Vi cirkler efter en passende ankerplads i flodhavnen, hvor smukke skonnerter med himmelstræbende snuder, rustne pramme og slanke fiskeskibe vugger i det brune vand. En enkelt hvid sejlbåd stikker ud. Der er ingen ombord, de er på tur i regnskoven for at se orangutanger i Tanjung Puting Nationalpark. Vi er her også for at se orangutangerne.