Antigua – Haiti 19/2 – 2/3

Lyden er den værste! Lyden af vand i acceleration. Silhuetter af store, buldrende bølger tegner sig mod den sorte nattehimmel Jeg sidder med benene oppe, presset ind i læ under sprayhood´en. Som regel stopper lyden lige inden, den når båden. Nogle gange ender det hidsige brus i et dunk mod skroget, andre gange i et sjask i cockpittet eller på dækket. Vinden kan ikke matche de store bølger, der vrider båden rundt og slår luften ud af sejlene. Båden skælver og riggen gir´ sig. Godt at forsejlet lige er blevet forstærket i Bequia.

Det er nat og vi sejler syd for Puerto Rico og den berygtede ”Mona Passage”. Vi er på vej fra Antigua til Cuba. Turen vil tage os en lille uge, der er 866 sømil. Niels har ikke sovet på sin første frivagt af nervøsitet over bådens knirken og knagen. Der venter ham en varm velkomst i cockpittet. En bølge brækker ind over agterenden. Tidligere på aftenen har kaptajnen allerede skiftet tøj en gang pga et ordentligt pjask i cockpittet. Blev han måske sur?!

Søen dæmper sig ved daggry. Det er vores fjerde dag på havet. Vi er ved at få søben og læser alle sammen i hver vores lille boble. Vi er snart halvvejs.

Næste nat er næsten for let med blid sø og vind - og Madonna, Beck og U2 i øret fra Niels I-pod. Ved to-tiden dukker en liggende bananmåne op på en skyfri himmel og så er der lys over vand. Jeg har lovet Caroline at bage halvvejspandekager i morgen.



Alle skandinaviske sejlers vejrmand, Karsten i Panama, som vi lytter til hver aften kl. 17:30 på SSB-radioen, varsler en koldfront, der kommer ned fra Florida og passerer Cuba. På nuværende tidspunkt kan han endnu ikke sige, om den bringer ubehagelige overraskelser med sig. Niels og jeg begynder at lave alternative planer. Vi beslutter os for at tage ind til Ile-a-Vache, en lille haitiansk ø syd for hovedlandet.

Haiti er ikke et sted for turister, men Ile-a-Vache er en undtagelse, ifølge vores Lonely Planet guidebog og en artikel i Langturssejlernes blad. Nu skal der sejles langsomt, for ikke at komme ind til øen i mørke. Der er ikke megen vind, så vi graver bådsmandsstolen frem, så Jens og Caroline kan få sig en svingtur og en dukkert – tiltrængt motion! Ungerne hyler og hviner – endelig sker der noget! Niels og jeg har vores hyr med at styre spilerstagen og linerne, så ungerne ikke får for mange blå mærker.

Ved daggry er hele horisonten spættet med sejl. Regnen pisker ned, men der er ingen vind. Niels står ved roret i søtøj. Jens og jeg prøver at holde udkig gennem sprayhood´ ens plastikruder. Det er som at sejle i et kapsejladsfelt. Vi navigerer ud og ind mellem små fiskejoller med lappede sejl. Nogle sejl er lavet af sorte plastiksække. Vi passerer udhulede kanoer og et mylder af næsten usynlige fiskebøjer. Vores GPS-positioner passer slet ikke med det smukke, gamle engelske søkort. Vi er nervøse for koralknoldene og navigerer meget forsigtigt!

Hvor er byen? På bagbord side kan vi se det lille hotel, der er beskrevet i guiden. Først helt inde ved ankerpladsen ser vi hytter og enkelte farvestrålende huse mellem palmerne på stranden. Jo længere vi kommer ind i bugten jo flere udhulede kanoer med små og store drenge. Der ligger tre – fire sejlbåde for anker i bugten og vi er tre både på vej ind. Vi har ellers ikke set en sejlbåd, siden vi forlod Antigua for seks dage siden.



Inden vi har fået krogen i, er vi omringet af fem – seks udhulede kanoer. ”Vi vil gerne arbejde på båden – har I en bold, - en kiks, - en blyant, - en blok, - en T-shirt……? ”. Vi er fuldstændigt overvældede! Efter en halv time har vi halve aftaler om rideture, frokost og besøg på det lokale marked. Det tager lang tid at få gummibåden pustet op, vi sveder, er trætte og er nu også ved at blive irriterede. Jens er rømmet i en kano med nogle af drengene iført sin meget eftertragtede læderbold.

Vi går af smalle fejede jordstier under kokospalmer mellem hytter med høns og geder og fortøjrede grise. Vi er kommet på landet og flere hundrede år tilbage i tiden. Der findes ikke en bil på hele øen. Vi har en hale af børn og store drenge efter os – og rundt om os. Skraptajnen er ved at få nok og vil tilbage til den skærmende kahyt på ”Jonna”. Her får vi besøg af Steffen fra danske ”CatCoquette”, der også ligger i bugten. Han lærer os at sige ”Aujourd’hui, c´est fermer!” - meget bestemt! Det hjælper ikke meget, men man lærer at ignorere, at der konstant er hægtet to - tre kanoer på båden.

Næste formiddag passer Niels ”bådbutikken”, mens ungerne og jeg forsøger at koncentrere os om skole i kahytten. Ile-a-Vache er i praksis et pengeløst samfund, så prisforestillingerne er meget underholdene. To små æg for 5 US$. Vi køber bananer, papaya, grøntsager, mandler, hjemmedyrket kaffe, konkylier og alt for små hummere. Kl. 12 bliver vi hentet af Felix. Vi skal spise frokost hjemme hos hans mor og syv søskende.

Vi bliver hilst velkomne med friske kokosnødder. Marie Alexandre, Felix mor går til og fra gryderne, der simrer over et bål, pladseret direkte på den bare jord i et lille skur lavet af pinde. Hun styrer husholdning og sine næsten voksne børn med sikker hånd. Vi bliver ført ind huset i et hvidkalket rum, hvis eneste møbel er et spisebord med fire stole. På væggen hænger et par farvestrålende plastikkurve, som eneste udsmykning. Vi skal spise frokosten alene! Fire små fisk, bønnesovs og ris - maden smager dejligt, men vi er lidt beklemte over at sidde og spise alene.



Da vi er færdige, kommer det meste af familien ind og sætter sig! Vi kommunikerer på engelsk og fransk og snakker om den nye præsident, der lige er blevet valgt, om Haitis problemer, lokale madopskrifter og skolegang. Marie, moderen fortæller om, hvor svært det er at betale børnenes skolegang. Det problem har de fleste familier på øen. Vi lover at hjælpe med et års skolegang.

Solen er ved at stå op, da vækkeuret ringer. Kl. 7 skal vi mødes med Daniel, en anden håbefuld ung mand, der har lovet at tage os med til det lokale marked i hovedbyen, Madame Bernard. Det er endnu til at holde ud at gå i solen, der kaster lange skygger på den trafikerede sti. Folk kommer ridende på tungt læssede æsler og magre heste. De fleste går i raskt trav med kurve på hovedet. Vi kommer forbi voodo-doktorens hus med blodige malerier af hønseslagtninger på husmuren. Ved en brønd er nogle piger ved at hente vand, som de transporterer hjem i spande på hovedet. Efter en times raskt trav ad smalle stier og langs med ”knib-mig-i-armen” smukke strande, er vi endelig ved at være fremme. Nu er der trafikprop på stierne. Vi møder Marie, Phelix mor, der også er på vej til markedet. Hun vil købe cachueæbler til syltetøj, som vi skal have med, inden vi rejser videre. Det er den bedste syltetøj, vi nogensinde har smagt - brun og tyk, krydret med masser af ingefær og cachuenødder.

Klokken er halv ni og varmen flimrer allerede i den støvede hovedgade. Hele byen summer af markedsstemning. Ved indgangen til byen sælges levende grise. Nu er der tæt af mennesker og vi følger Daniel i gåsegang gennem den tætpakkede markedsplads. Her sælges hvidløgsfed og magiterninger enkeltvis, små bundter med visne selleritoppe, man ville have kasseret for dage siden derhjemme. I et hjørne ved vandet, hvor dusinvis af farvestrålende fiskejoller vugger, sælges fisk. De fleste så små som akvariefisk. Stanken fra de tørrede fisk, saltede fisk og friske fisk, som ligger midt i solen, er gennemtrængende. Vi kommer forbi parkeringspladsen – for æsler og muldyr. Her findes ikke en bil.

”Skal I ikke købe noget?” spørger vores guide. Jo! Vi er gået i kulturchok! For en uge siden var vi i mega-yachts´enes paradis og i dag i den fattigste del af Haiti, der er på WHO´s liste over fattigste lande i verden.



”Kom, hop Caroline!”, jeg forsøger at lyde entusiastisk. Caroline sætter af fra jollen og lander med sine slidte sandaler i skraldet på kajen i Les Cayes, Haitis tredje største by. Stanken er ubeskrivelig! Der er intet tilbage af den oprindelige kaj, kun skrald i slimede lag trampet fast gennem årene.

Vi er taget til fastlandet med Felix. Færgen, der afgår én gang om dagen, er en større fiskerjolle med påhængsmotor. Vi sidder på rå planker, der er lagt på tværs og sømmet fast til rælingen. Færgepersonalet har fiskesnøren ude. Turen til fastlandet tager en time.

Hvis vi havde troet, at Les Cayes var civilisationen, så kan vi godt tro om igen! Her er ubegribeligt beskidt og fattigt. Husene er faldefærdige. Det ligner Beirut i 80´erne. Vinden hvirvler støvet op i den hullede hovedgade – en UN-jeep passerer. Vores sanser bliver bombarderet fra alle sider. Støjniveauet er højt, her er brændende hedt og der stinker af urin og råddenskab. En dame sidder diskret på hug og ”kommer af med noget” midt i mylderet af mennesker og dyr, knallerter, jeeps og voldsomme trucks.

Felix fører os rundt i de brede gader. Engang var her smukt. Et blik på husene taler om kolonitid. ”Hvad vil I se?” Øh…… Vi bliver enige om at finde en machete til båden og en gave til Felix´s mor. Vi ser de to store markeder i byen og katedralen, hvor en nonne er ved at forrette nadver for en stor forsamling. Felix viser os sit værelse, som han deler med sin søster og fætter. De går på college i Les Cayes, når der ikke er karneval og ferie. Søsterens seng er bekvemt pladseret bag et forhæng sammen med køkkengrejet. Værelset er nysseligt og pysseligt – lige bortset for et par kakerlakker, der smutter i ly.

Jens og Caroline vånder sig i heden! ”Skal vi ikke snart tilbage til færgen?” Vi kan lige nå en gang frokost, inden færgen sejler tilbage – engang mellem 14:00 og 15:30! Gennem en smal og mørk smøge kommer vi ind til et interimistisk baghus i en af gaderne i centrum. Restauranten hedder ”Au Nom de Jesus!” Vi får et himmelsk måltid, det bedste – og det smukkeste vi har fået i Caribien! Gul banan, hvid jams, rød tomat, grøn krydderurt, orange ris og gedestuvning. Dertil et stort glas friskpresset grapejuice. Pris 100 kr. for alle fem – dyrt for Haiti! Oplevelsen bliver komplet, da vi efter måltidet kommer gennem køkkenet for at gå på toilettet. Køkkenet er open-air i gården. Maden bliver lavet over bål. På borde rundt omkring ligger bunker af råt kød sammen med grøntsager og tomme grapefrugtskræller. Levnedsmiddelkontrollen i DK ville gå i bro. Vi har ingen problemer, vores maver er galvaniserede.