Niue - Tonga 1/8 - 20/8

”Hvaler, hvaler!” Alle er på dæk. Om styrbord ligger Tongas limstensøer, grønne og frodige. Vi er kommet i læ for de store bølger på nord siden af Vava´u øgruppen. Vandoverfladen bliver brudt af blåst fra pukkelhvaler og vi spejder for at se mere af de store dyr.

August er højsæson for hvaler på Tonga. Pukkelhvalerne kommer til Tonga for at føde deres unger og for at starte parringssæsonen. På afstand ser vi en pukkelhvals gråblå ryg bryde vandoverfladen i en langsom elegant bevægelse. Morgensolen skinner os i øjnene, mens vi forsigtigt navigerer ind mellem småøer og udenom lumske rev. Om en time er vi helt i læ i havnen i Neiafu, der bliver anset for at være den sikreste i Stillehavet.

Det har taget os to dage at sejle fra Niue til Tonga. Vi har haft masser af vind og en mægtig sø. Vi dyster med tyrkiske Yol og norske Hippocampus og taber stort med hensyn til fart, men udkonkurrerer dem i størrelse på fiskefangst, en 107,5 cm Mahi-Mahi.

Jonna hører til blandt de mindste både, der sejler rundt i Stillehavet. De fleste både er over 40 fod, Jonna måler 35. En sejlbåds vandlinie er bestemmende for bådens fart, så vi sejler langsommere end de fleste. Det har naturligvis intet at gøre med vores sejlerevner.

Vi forlader Niue om morgenen flere timer før Yol og Hippocampus. Allerede samme dag indhenter og overhaler de os. For første gang i Stillehavet har vi sejlbåde indenfor synsvidde til søs. Den eneste trafik vi har haft de sidste næsten 5000 sømil, er en håndfuld fiskeskibe. Stillehavet er ufatteligt stort og meget øde.

Den 2. august krydser vi datolinien og hopper fluks videre til den 3. Også en måde at formøble tid på.









Stuegulv, beskriver bedst ankerpladsen ud for Neiafu, Tonga – et helt nyt og meget velkomment koncept! Vi kaster os grådigt over civilisationens glæder. Stillehavets bedste cappuccinoer og milkshakes på Aquarium, lækkert hjemmebagt brød hos den lokale østriger, rene håndklæder og trådløst internet. Det bedste er dog gensynet med australske Rikili med deres tre piger, Bianca, Elsa og Jade på 9, 13 og 15 år. Vi har ikke set dem siden Marquesas øerne, så der er meget at indhente. Der bliver festet, hængt ud, leget, snorklet…. Ungerne er sammen dag og nat. Til sidst taler Caroline engelsk, når hun søvndrukkent står op for at tisse om natten. Niels skumler lidt den nat Bianca og Caroline kommer ind med hele menageriet af bamser og tæpper for at overtage vores køjer. Det regner udenfor i cockpittet, hvor de sov. Niels tilbringer resten af natten på dørken klemt inde under bordet.

Det fantastiske ved Vava´u øgruppen på Tonga er, at man har et utal af ankerpladser indenfor ganske få sømil, alt sammen uden at skulle ud på det store vand igen. Du kan vælge mellem sandstrand eller klippeskrænter, beboet eller ubeboet, kokospalmer eller ufremkommelig urskov. Der er ankerpladser for enhver smag.









Sammen med fire andre både tøffer vi til Port Morell, hvor der er super snorkling, sandstrand og en landsby i gummibådsafstand. En familie i landsbyen arrangerer et tongansk festmåltid til os i deres hjem ved stranden. Ved et langbord er der dækket op med fade lavet af store muslingeskaller og udhulede kokosnødder. Der er papaya kogt i kokosmælk, rå fisk i kokosmælk, en lille helstegt pattegris, krabbesalat, kylling, pakker af bananblade med forskellige småretter og frisk frugt i udhulede bambusgrene. Udenfor på stranden leger ungerne med landsbyens børn i måneskinnet.

Tidligt næste morgen er vi tilbage i landsbyen igen, nu i søndagstøjet. Vi skal i kirke og der er ikke færre end fire i den lille landsby. Vi vælger den største og ældste, som ligger på en bakketop med udsigt til grønne engdrag, der fungerer som veje mellem husene i landsbyen. Lykkelige grise mosler rundt i græsset og i skovbrynet, uvidende om, at de måske ender på bordet næste lørdag, når der igen er ”tongan feast”.

Mænd og kvinder er klædt i sort med en flettet bastmåtte om livet. Den traditionelle beklædning er smuk, men bastmåtterne gør ikke noget for figuren hos de i forvejen noget firskårne tonganere. Igen bliver vi bjergtaget af sangen i kirken. Selvom der kun er 20 – 30 kirkegængere i det store kirkerum, fyldes kirken med mangestemmig sang. Når der er en pause i sangen og præsten taler for en stund, kan vi høre flerstemmig sang eller en agiteret præst råbe sit budskab ud i én af de andre kirker. Lur mig, om der ikke kører en dyst om den skønneste sang og inderligste prædiken.

Efter tre gudstjenester er der kava-drikning sidst på dagen. I dag foregår det i præstens hus og Yol har scoret os en invitation til at være med. Kava-drikning er traditionelt en mandeting, så jeg undslår mig og lader Niels, Aycha og Levent om at nyde den let euforiserende og sløvende drik i selskab med landsbyens mænd. Niels kommer til at sidde ved siden af én, de andre påstår, er politibetjent. Selv siger han, at han ikke arbejder og heller ikke ønsker at gøre det. Selv om han har otte børn og én på vej, klarer familien sig fint. Traditionen i Tonga påbyder naboer og familie at hjælpe dem, der trænger. Har man brug for noget, tager man det, om det er tarorod, papaya, bananer, en lastbil for en dag…….













Af tilflyttere til Tonga får vi historier om græsslåmaskiner, man som ejermand må spørge om at kunne låne tilbage, når man selv får brug for den. Et yachtudlejningsfirma måtte gå i rette med rengøringspersonalet, fordi de tog den mad, der var indkøbt til kunder, der havde lejet bådene. ”Jamen, jeg havde brug for det…!” Svært at få en forretning til at køre, når man ikke kan påberåbe sig den hellige ejendomsret. Anvendt kommunisme – der tilsyneladende fungerer.

Niels, Aycha og Levent kommer tilbage til Jonna med maverne skvulpende af kava. De påstår, at eneste effekt er en prikken i læberne. De er hverken mere fulde, søvnige eller skæve end normalt og nyder gerne en kold øl. Ikke flere bredfyldte kokosnøddebægre med lunken kava til dem. De påstår, at det smager som opvaskevand.

Tonga er ren ferie – fredfyldte dage med skole for børnene om morgenen. En dag er alle fem unger inviteret i skole på amerikanske Convergence hos Kent Harris. Undervisningen er vist mest svømning og kajakroning.



























Ved lavvande tripper vi forsigtigt rundt om små øer på skarpe koraller. Vi klatrer op på bakketoppe for at beundre udsigten over frådende, hvide rev, blåt vand og grønne øer og husker at samle et par kokosnødder op til at riste på aftenens bål på stranden.

Vi flytter os et par sømil hver eller hver anden dag – til et nyt lille stykke af paradis. Vejret er om muligt et endnu mere populært emne blandt os yachties, end det er derhjemme. ”Har du set den og den vejrfax?” eller ”Der er en ny front på vej!” En ofte hørt bemærkning denne sæson i Stillehavet.

En front igen! Der er forudsagt nordlige vinde i stedet for de normale sydøstlige. Sammen med Rikili og Convergence tuller vi til Nuapapu, hvor ankerpladsen er helt beskyttet for vinde fra nord. Der ligger i forvejen 3 – 4 andre både.

Der er drinks på Jonna, pina coladas, som ender i en improviseret middag for 12. I tusmørke stiger fuldmånen op over sorte palmesilhuetter og spejler sig i vand, der ligner chokoladefondue. Vi er enige om, at vi ikke har ligget så sikkert siden marinaen i Panama. Da gæsterne forlader skuden, kan vi stadig se bunden i månelyset 8 – 9 meter nede.

















Klokken 6:50 næste morgen bryder helvede løs! Vinden hyler og regnen pisker vandret. Jonna hugger i ankerkæden. Søvndrukne tumler vi op i cockpittet. Den er helt gal, vi ligger alt for tæt på revet. Vinden er gået i syd og på få minutter er søen pisket stejl og sprøjter arrigt ind på revet.

”Vi skal have ankeret op nu!” Jeg har fået tændt motoren og står ved roret. Det gir´ et ryk i rorpinden, vi er gået på revet. En grim lyd! Vindmåleren viser 40 knob lige imod! Jeg giver motoren gas og Niels flår i lange tag ankeret op.

Pludselig har jeg ingen styrefart: ”Motoren virker ikke!” Vi driver tilbage mod revet. Niels kommer springende ned i cockpittet: ”Vi skal have forsejlet op. Nu! Vi er nødt til for sejl at krydse op mod vinden for at komme væk fra revet. Niels overtager roret og råber kommandoer til Jens og mig. Jens ser chokeret ud og vil bakke tilbage i læ i kahytten, men nu er der brug for alle hænder.

Med angsten oppe i halsen får vi rullet forsejl ud og prøver at komme væk fra revet. På første kryds går vi væk fra de andre både, der også er ved at gøre klar til at få anker op. Vi kommer bare ikke væk fra revet! Med kun forsejl oppe kan vi ikke tage nok højde. Vi klarer kun lige at sejle parallelt med det skummende rev. Efter 500 m må vi vende tilbage mod ankerpladsen, for et andet rev truer. Desperate prøver vi at få storsejlet klar, så vi kan komme væk. Der er dækken på og skødet er ikke fastgjort. Vi krænger voldsomt og snorkeludstyr og sko rutsjer i vandet. Det er der ikke tid til at bekymre sig om. Vi er heldige, hvis vi redder Jonna.












Vi går bag om Rikili, hvor Blake og Kerrie kæmper med at få deres anker op. Nu skal der vendes! Vi går op i vinden til en stagvending, men har ikke styrefart nok til at komme rundt. Til vores rædsel, kan vi se, at vi bliver presset ned mod én af de andre både. Vi prøver i stedet lynhurtigt at vende båden den anden vej rundt – en såkaldt bomning. Men Jonna kan ikke komme hurtigt nok rundt. Vi vil ramme ham!

I nogle meget lange sekunder ser vi Chameleon komme tættere og tættere på. ”Oh no!” Manden, der står i stævnen ved sit ankerspil, har rædslen malet i ansigtet.

Vi rammer deres stævn med vores stævn og undgår med nød og næppe at rive hele siden op. Niels kan styre Jonna ned langs Chameleon og forhindrer at vores agterstag bliver flået af. Der er ikke tid til at se tilbage for at vurdere skaden. Vindmøllen falder i vandet og gummibåden vender bunden i vejret. Vi får endelig storsejlet op i tredje reb og kan tage højde og komme væk fra det farlige rev.

”Forsejlet er i stykker!” Jens har ret, én af syningerne i sejlet er gået. Vi får rullet det blafrende sejl ind over skaden og Niels får vindmøllen op og gummibåd med påhængsmotor vendt. Årerne er væk. Vinden flipper båden over én gang til. Den er meget tung at få vendt!










Vi er rystede, men nu kan vi se, at vi klarer den! Alt er kaos. Kahytten flyder med vådt grej, vi har kastet ned i læ, bøger, sengetøj, potter og pander. Caroline er heldigvis på Rikili, hvor hun har sovet.

Motoren kører stadig - til ingen nytte! Først i vindlæ af en ø trækker den igen. Der er ikke noget i vejen med den. Den kunne bare ikke hamle op med 40-45 knob imod.

To timer senere kaster vi anker ved Vakaeitu helt smadrede. Nu skinner solen og vinden er faldet. En englænder kommer uopfordret over og fikser vores druknede påhængsmotor. Rikili kommer med moralsk støtte og tykke pandekager tunge af sirup.

Patricia og David fra Cameleon tager skaden på deres nymalede båd forbavsende fattet. I løbet af den næste uge lærer vi dem at kende over forsikringspapirer og bådsnak. De har fået to grimme skrammer i glasfiberen og et par på sjælen.

En måned senere fortæller de i en mail, at den uventede vind, der fik mange både i problemer og et stort dykkerskib på et rev, var et lokalt fænomen. Vinden skyldtes et undersøisk vulkanudbrud på Home Reef syd for Tonga. Varm luft fra udbruddet faldt ned over Vava´u gruppen og forårsagede stormvejr.

Efter tre omankringer og en urolig nat er vi enige om, at vi har fået nok af Tongas skønne, men svigefulde ankerpladser. Vi vil ind til Neiafu og ligge ved en sikker bøje med store, varme, stærke cappuccinoer lige inden for rækkevidde.

Vi gennemgår riggen og motoren. Reparerer sejl og sprayhood. Gøremål på båden er ren terapi for vores flossede nerver. I takt med, at Jonna bliver ship-shape til turen til Fiji, fortager ømheden i vores muskler sig og skrammer og blå mærker forsvinder langsomt. Eneste blivende souvenir er en temmelig bøjet prækestol.



Tonga ender ikke i ren arbejdslejr og revmareridt. Vi får set hvaler helt tæt på med Whale-Watch-Vava´u. De mange tons tunge dyr springer ud af vandet, slår med de svagt rosa haler. Andre gange nøjes de med bly at vise deres smukke rygstykker. Niels og Caroline er ikke til at få ned igen efter at have svømmet med en legesyg hval i det kolde, grå vand. Jens skal ikke nyde noget og hver gang jeg hopper i forsvinder de. Afraid of the competition!