15/7 - Nordsøen

Vejrudsigten er ikke perfekt med vestlige vinde 5-10 m/s muligvis stigende til 13 m/s i den østlige del på andendagen. Men vi må ud af røret! Vi er omkring tre uger forsinkede i forhold til vores oprindelige plan. Båden er omsider klar til de store bølger. Vi er nervøse, men alle sammen tændte på at komme af sted. Jens og Caroline fordi de gerne vil over til onkel Stefan, hans rifler og 4 hjulede motorcykler og fætter Julian og Valdemar, der er på ferie fra DK. Niels og jeg fordi vi endelig skal bevise overfor os selv – og andre – at vores planer og drømme er realistiske. Vi må ud og tage livtag med Nordsøen.



5:20 - det støvregner og er tusmørke, da vi sejler Jonna ud af Lemvig Havn. Nissum Bredning er rolig og Niels får sig en tiltrængt lur inden Thyborøn Kanal. Ungerne sover stadig, da vi passerer indsejlingen til havnen i Thyborøn. Vi kigger langt efter havnen og mærker kriblen i maven. Nu er det alvor og de første store dønninger fra Nordsøen får Jonna til at vippe. Vinden er lige i næsen, så motoren kæmper bravt for at få os fri af kysten. Det regner, bølgerne står ind over dækket og vindmåleren siger 8 m/s. Som Troels Kløvedal skriver: ” Når drømme bliver til virkelighed, har de det med at hilse en hårdhændet velkommen”.

Ungerne vågner og bliver straks søsyge. De græder og brækker gult slim op. Vi får gang i søsygepiller og tvebakker og alle er trods alt enige om, at vi er på vej den rigtige vej – nemlig til Skotland! Vi tilbringer dagen i cockpittet iført hele gearet. Vi ligner nogen, der er på vej ud på skibakken - i snestorm! Maden består af tvebakker og en pastasovs fabrikeret i Lemvig aftenen før.

Nu truer den første nat på Nordsøen. Niels og jeg tager to timers tørner ved roret. Bølgerne er stadig store, men ind imellem må vi have motoren i gang , fordi vinden løjer. Den kommer dog konstant fra vest-nordvest. Ikke den bedste vindretning, når vi vil til Peterhead. I stedet for kurs 278 går vi 290 – 300.

Tidligt næste morgen blæser det op og jeg må kalde Niels op fra hans lune køje, så vi kan rebe til 2. reb. I de store dønninger får jeg lavet en ufrivillig stagvending. Vi ligger med blafrende sejl sidelæns i bølgerne. En stor bølge sender Niels på tværs af cockpittet. Et øjeblik tror jeg, at han har fået bommen i hovedet. Vi får situationen under kontrol og sejler for rebede sejl resten af dagen. Det blæser 13 m/s og vi har konstant vand på fordækket og nu også i bunden af båden. Når ventilatorerne står under vand, kommer der vand ind i kahytten. Gudskelov er rugbrødsblandingerne under gulvbrædderne pakket ind i 2 lag plastik!



Vinden løjer 2. nat og motoren kører flittigt. Jubii, nu går det i den rigtige retning. Men 5:33 stopper den pludseligt! Efter mange timers baksen med motoren må Niels i badebuks og i den 12 grader kolde Nordsø. Fra badestigen kan han konstatere, at der er gået et kraftigt net i propellen. Ingen af os tør at gå ind under båden i dønnningen af frygt for at få smadret kraniet. Nu må vi nå Peterhead for sejl og der er naturligvis ikke megen vind længere. Vi må se i øjnene, at det kommer til at tage fire døgn at krydse Nordsøen. Ikke nogen populær melding hos børnene. Nu er der til gengæld solskin og vandet er ubeskrivelig blåt.

Vi har nu overskud til at rigge vindroret til og pludselig bliver der frigivet en masse energi. Nu er der ikke længere en voksen låst fast ved roret. Vindroret bliver hurtigt døbt Frøken Mathiesen og bliver et højt skattet 5. medlem af Jonna’s besætning. Nu kan livet leves ombord.

Fjerde dag på havet oprinder med ikke imponerende meget vind. Vi regner ud, at vi for sejl måske vil kunne være i havn i Peterhead før mørkets frembrud. For at gøre ventetiden kortere går vi i gang med at lave en stor stak pandekager. Man bliver dog lidt negativ, når pandekagedejen pludselig skvulper ind i køkkenskabene og løber ned langs skrogets glasfiber. Vi har endnu meget at lære om madlavning og store bølger. Jens sidder og filosoferer over hvilket tidsspilde det er at tilbringe fire dage af sit liv på Nordsøen – men de tunge tanker forsvinder ved synet af tre delfiner omkring båden.



Endelig ser vi land! Peterhead’s skorstene dukker op i horisonten og stemningen er euforisk. Glæden er dog kort – vinden løjer til nul og vi ligger og driver i dønningen kun 12 sømil fra land. Ungerne græder og stemningen er på nulpunktet! Nu er vi så tæt på men motoren virker ikke og der er ingen vind i sejlene. Det larmer ubeskriveligt og alt rasler rundt, når man ligger og driver uden styrefart i store dønninger. Efter fire rædselsfulde timer putter vi ungerne og så vender vinden pludselig tilbage. Vi får hurtigt gang i kludene og så stryger vi lystigt med bidevind ind mod molehovederne. Vi er dog ikke helt trygge ved situationen! Vi skal føre Jonna ind i en fremmed havn for sejl og nu er det oven i købet blevet mørkt!



Lige før vi når molehovederne falder vinden fuldstændig og vi har knap styrefart. På et tidspunkt ser det ud til at vi vil ende oppe på skærene ved det nordre molehoved. Strømmen har taget os. Vi går over stag og får kaldt havnemesteren og Coast guard, men kan et øjeblik efter afblæse aktionen. Vinden fører os i sneglefart på kryds ind i det store havnebassin. Lettede krydser og vrikker vi båden på plads i marinaen. Det tager en halv time for de 800m. 03:49 den 19/7 har vi endelig en line i land efter næsten 96 timer til søs. Ungerne har sovet gennem al dramatikken og vågner først op af formiddagen næste dag. Jens´ første gerning er at kysse den skotske jord, som han havde svoret at gøre.