29/8 – 7/9 La Coruña

Klir-krasch-kronk! Vi vælter søvndrukne op af køjerne for at redde opvasken fra aftenen før fra at lande i dørken. Vi ligger i havnen i La Coruña og ”Jonna” flår og hugger i fortøjningerne, når fiskebådene går ud og ind. Der skal gøres ship-shape som til Atlanterhavsbølger i mange af de meget åbne spanske havne.

Fortøjningerne når næsten at gro fast i La Coruña. Vi ender med at blive i 10 dage. Vi kan ikke få nok af solen, stranden, cafeerne og tapas´erne, men det allerbedste er næsten marinaens vaskemaskine! Det er en uhørt luksus med en vaskemaskine kun 100 m væk og til kun 5 € pr. vask, når garderobeskabet er fyldt med beskidt og vådt tøj – og hylderne i børnenes forkahyt bugner med rent, men muggent tøj. De våde madrasser fra Biscayen bliver omsider tørre efter fire døgn på dækket i solskin. Toilettet er skrubbet med klorin - og saltvand og snask er tørret op under gulvbrædderne. Vi er ved at være klar igen!

8/9 – 11/9 Camariñas

Næste mål er Camariñas en lille flække 50 sømil længere nede af kysten, der kaldes ”Costa del Morte”. Vi stikker ved 03 om natten, for at udnytte et roligt vejrvindue. Der er livlig trafik af især fiskeskibe. Vi skiftes til at stå ved roret og til at hænge under sprayhood´en og få en lille blunder. Når et af fiskeskibene kommer for tæt på, er det op og hjælpe med at vurdere situationen. Det kan være meget svært at se, hvad der foregår, når navigationslanternerne konstant skifter fra rødt til grønt og tilbage. Der er ikke andet at gøre end at være klar til en undvigemanøvre og så ellers satse på at fiskeskibet heller ikke er interesseret i en kollision. Ved daggry næste morgen ser vi hvordan, der bliver fisket. Bådene snirkler rundt om sig selv i højt tempo og kaster net ud. Deraf de skiftende lys om natten.

Vi kaster anker i den beskyttede bugt ved Camariñas. Det er første gang ankergrejet er i brug på turen – det kommer til at pynte på budgettet at undgå havnepenge nogle dage. Jens og Caroline hopper straks i ”Valdemar”, vores gummibåd og ror ind til stranden for at fiske og finde muslinger. Resten af besætningen får sig en lur i solskinnet i cockpittet.

Det bliver en urolig nat på vores første ankerplads. Ganske som varslet tuder og hyler det hele natten og regnen står ned i tove. Vi har sat GPSén til at holde ”ankervagt” og motornøglen sidder i tændingen, men vi må op på dækket en 6 -7 gange i løbet af natten for at checke, at ankeret holder og at vi ikke er på vej ind på stenene ved stranden.

Lyset ved daggry gør situationen mindre skræmmende. Nu er det bare hyggeligt dansk efterårsvejr! Der er boller i ovnen og lys i olielampen, begge unger er vågne og vi hygger os under dynerne i tusmørket i kahytten. Skipper snorker lystigt, men bliver næsten overdøvet af regnens trommen mod dækket.

12/9 – 15/9 Rundt om Cabo Finisterre til Muros

Efter tre dage i Camariñas, der har budt på kniplinger og vandreture, tuller vi videre til den næste skønne bugt et hop videre ned ad kysten. Vi skal til Muros og passerer på vejen Cabo Finisterre (”jordens ende” før Columbus sejlede mod vest). Denne store klippeknold ser da også ganske uvenlig ud – selv i strålende solskin. Efter en dag på havet, der mest har budt på motorsejlads, ankommer vi til Murosbugten og når at kaste anker, inden det næste blæsevejr er på vej.

Atter en urolig nat, hvor ankeralarmen på GPS`en bipper igen og igen – kun afbrudt af vækkeuret, der sender skiftevis Niels og mig op på dækket én gang i timen for at checke, at vi ikke bevæger os ind mod kajen.

Muros byder på marked med skønne frugter, skinker og klipfisk Et helt griseben hænger nu og dingler i kahytten over kortbordet og frugten hænger i net fastgjort i loftet. Klipfisken endte i kartoffelmosen med masser af hvidløg. Spansk madkultur er skøn, men én ret, ”Oreja” må vi stærkt advare imod! Det er griseører – en helt igennem ækel, behåret, brusket og fedtet spise! Så er der skoleudflugt til Santiago di Compostella, hvor katedralen er målet for tusinders pilgrimsfærd hvert år og har været det siden det 9. århundrede.

Vi har nu ligget for anker i næsten en uge, så vi er ved at løbe tør for ferskvand. Vores blå 10 liters plastikdunk er fast følgesvend, hver gang vi ror ind til land. Vi har fundet den dejligste kilde i en af de smalle gader i Muros med vand, der ikke smager af klor. Brusebad er også blevet en uhørt luksus, som vi får tiltusket os ved at bløde 2 € pr. næse – penge givet godt ud skulle vi hilse og sige!

Nu kommer farmor og farfar snart. Jens og Caroline kan næsten ikke vente. Vi skal møde dem i Baiona, som er vores næste stop.

16/9 – 23/9 Baiona og tågetur til Lissabon

D. 16.9. forlader vi Muros og glæder os til at kunne fortøjre ved en ponton med el, vand, toilet og brusebad – og et vaskeri kun 200 meter nede af gaden. Efter nogle timers tøffen for motor kommer vinden endelig og vi sejler læns op til 8 knob. Vi surfer af sted. Det er sådan, vi håber at opleve Passatvinden over Atlanten om nogle måneder. Det er skønt endelig at have vinden i ryggen. De to dages venten på farmor og farfar i Baiona gøres lettere af, at marinaen igen vrimler med nordmænd og deres afkom. Der bliver arrangeret fodboldkamp mod et lokalt spansk hold. De voksne må nøjes med kolde drinks på sidelinien.

Endelig kommer farmor og farfar! Stor gensynsglæde - men som Jens siger: ”Det bedste er næsten alle brevene fra klassen og fra venner derhjemme”. 1000 tak alle sammen! Farfar, Jørn skal sejle med de 240 sømil til Lissabon, mens farmor, Jonna tager turen til Portugal i bus. Vi stikker efter en seriøs gang proviantering i det lokale supermercado. Hver gang vi ser et godt udrustet supermarked, tror vi, det er sidste gang – og det bliver ikke bedre af, at der er udbringningsservice! Nu kan vi sejle hele vejen til Caribien uden at købe ind. Men det er da også det tryggeste, når båden er fuld af mad!

Solen skinner, da vi forlader Baiona, men vi er ikke kommet mange sømil, før der bliver diset. Vi satser på, at det er et lokalt fænomen og sejler trygt videre. Disen bliver til tåge og tågen forsvinder ikke igen – ikke før 12 anstrengende timer senere. Vi er glade for at have Jørn med ombord, for der er brug for ekstra øjne til at holde udkig. Vi sidder hele eftermiddagen og aftenen og stirrer ud i en grå ærtesuppe. I perioder er sigtbarheden nede på 30 m. Vi bilder os hele tiden ind, at vi hører andre skibe eller vi ser skygger komme ud af tågen. Pludselig hører vi et tågehorn meget tæt på, men kan nogle minutter senere ånde lettede op, fordi lyden forsvinder agterud i de grå masser. Måske skulle vi alligevel have prioriteret en radar?

Endelig ved midnatstide letter tågen og månen lyser havet op og kaster skygger på dækket. Jørn udpeger stjernebilleder for den måbende besætning. Dagen efter sejler vi igen læns, vi er kommet ind i Portugisernorden. Frøken Mathiesen styrer, de voksne slanger sig med danske aviser og børnene får engelskundervisning af den medbragte lektor i engelsk fra Aarhus universitet. Vi når Lissabon efter to døgn og sejler ind til den marina, der ligger tættest på centrum. Farmor, Jonna har forhandlet med den lokale marinamaneger om en havneplads og står og vinker os på plads i den fyldte marina.

Næste destination er Madeira. Der er 520 sømil og vi regner med, at det vil tage os 5 døgn at nå frem. Det er den længste distance indtil videre.