Sudan - Suez 29/3 - 17/4 2007

To træjoller har målbevidste kurs mod os. Vi er lige landet i Marsa Fijab, en beskyttet bugt på Sudans kyst, efter et døgns sejlads fra Suakin. De fire roere entrer Jonna med den største selvfølgelighed og vi vælger at være gæstfri og byder på te og kiks.

Den ene af mændene introducerer sig selv som Sharif og fortæller stolt, at det er ham, der er nævnt i Red Sea Pilot Guide, vores uundværlige håndbog om sejlads i Det Røde Hav. Han kan tilbyde kamelture, grøntsager og æg. Hans prisforestillinger er til den friske side, vi kan f.eks. få tolv æg for en maske med snorkel.

Efter lange og trange forhandlinger enes vi om en kameltur senere på dagen. Nu kommer hollandske Robert til og bestiller en femte kamel. Robert har sejlet verdenshavene tynde de sidste nitten år og dette er hans tredje tur gennem Det Røde Hav. En fransk sejler slutter sig til selskabet og Jens tager konsekvensen og sætter et skilt på staget; Café Jonna.

























På en smal sandtange, der rager ud i det turkise vand, står to kameler og glor. Vi når en snorkeltur og Caroline og Jens erobrer en øde ø, hvor de bygger fæstning, som de forsvarer med langtrækkende missiler af tomme kæmpekonkylier.

Robert har klædt sig i funklende nyt beduin-outfit og vi glæder os alle sammen til at ride mod solnedgangen på hver vores stolte kamel. Men der er kun de to kameler, vi hele dagen har set fra båden. Kameldriverne gør tegn til, at vi kan få en lille tur - efter tur. Så skal der forhandles igen! Efter et par timers venten dukker endnu tre kameler op over bakkekammen.

Forventningsfulde bestiger vi hver vores kamel og det lykkes alle at undgå den skændsel at trille af, da de store dyr først skyder bagdelen i vejret med et ryk, for at rette de lange bagben ud og så med endnu et ryk, strækker forbenene for at kommer helt op at stå på alle fire.



















Stolte rider vi mod horisonten, med hver vores ørkensøn ved bidslet. Stor er vores forundring, da vi efter tre minutter vender om og langsomt rider tilbage til, hvor vi ventede i timer. Det var tilsyneladende den tur! Selv Niels har fået nok af at forhandle. Spagfærdigt brokker vi os over timeprisen pr. kamel, der får kamelturene ved pyramiderne i Cairo til at ligne prisdumping. Vi fortrækker tilbage til Jonna, hvor attraktionen er en hyggelig middag med Robert.

Næste morgen lige før solopgang lister vi os ud gennem rev og banker, ud hvor nordvestenvinden stadig hyler imod, igen i dag med 20 knob. Men hva´, vi kommer hele tiden tættere til målet, trøster vi os med. Om godt et døgn er vi fremme ved næste helle, Khor Shinab, en beskyttet fjord længere oppe af Sudans øde kyst.

















Efter 100 bistre sømil med små sejl og støttemotor, glider vi ind i den to kilometer lange snævre fjord ind i et goldt og storslået landskab. Flad ørken, der langt borte forsvinder i en bjergkæde. Et ensomt træ står som et fatamorgana i det salte og stenede landskab.

Jens og Caroline har fået en ny pligt, at vaske saltkager af båden – med saltvand. Hver gang vi lander efter endnu en bid Røde Hav, sidder der flager af hvide saltkrystaller på søgelænder og stag – blandet godt med rødt ørkensand.


























Jens finder et stort hvidt skelet på stranden, sikkert fra en søko, en dugong. Skelettet får ærespladsen i forkahytten, hvor det resten af turen hjem til DK dingler i et net over køjerne. Nogle ville finde det uhyggeligt at sove under sådan en gang hvidskurede knogler – det er nu mere klaustrofobisk, som skelettet hænger og gør pladsen i det trange gemak endnu trangere, men med hjem skal det!


























På ankerpladsen ligger én anden båd, fransk/malaysiske Jomandy. Det er første gang, vi møder Jo og Mandy, men som altid når vi er langt fra alt, så er vores møde med andre sejlere næsten, som at gense gode venner. Jo kommer med lækre revfisk, som han har spydfisket i bugten og vi deler vores sidste dyrebare vitaminer, en vandmelon med dem.

















Vi har slet ikke lyst til at forlade Khor Shinab, men Middelhavet og De Franske Kanaler kalder. Vi skal have sømmet i bund, hvis vi skal nå hjem til Danmark til juli. Sammen med Jomandy tolker vi på vores vejrkort, som vi henter ned via kortbølgeradioen hver dag og beslutter at gå efter næste gode ankerplads mod nord, Marsa Umbeila.

Det bliver en gusten nat med 30 – 35 knobs modvind. Båden vånder sig og vi bider tænderne sammen og tænker hver især på, at det var en forkert beslutning at forlade Khor Shinabs beskyttede paradis. Vi kan hele tiden ane Jomandy´s lanterne og om morgenen se konturerne af det lille sejl de har oppe.

Langsomt – i skridtgang, nærmer vi os næste ankerplads. Heldigvis er vi i læ for den værste sø, fordi vi ligger syd for et stort revområde, men vinden hyler ubarmhjertigt og pisker saltsprøjt ind over os. Niels og jeg står begge på cockpitbænkene og holder udkig efter rev. Vores guidebog fortæller om et rev, der er blevet rapporteret, men som ikke er på den position, hvor det er angivet til at være. Guidebogen konkluderer, at revet sandsynligvis ikke eksisterer.

- det gør det, kan vi bevidne! Pludselig opdager vi et turkist område i de hvide skumtoppe. Et rev, der strækker sig flere hundrede meter mod syd og nord. Ind imellem er der mørkeblå pletter, altså dybere vand går vi ud fra. Med tungen lige i munden navigerer vi ind mellem to lyseblå klatter, hvor de brune sten er tydelige at se. Man skal ikke stole på hverken guidebøger eller søkort, man skal håbe på god sigt, sol i ryggen og så bruge sine øjne.

Caroline noterer GPS-positionen af revet og vi advarer Jo og Mandy, der kommer efter os. Nu er vi tæt på land og vinden buldrer med uformindsket styrke. Vi kan ikke se indsejlingen til bugten, men heldigvis har vi en GPS-position til hullet i revet og positionerne har på de andre ankerpladser været meget præcise.

Endelig! Der er ankerpladsen, meget mindre end vi havde forestillet os den. Der er højst plads til tre både. Nu er det med at være hurtig. Ankerkæden skal bindes fri, inden vinden presser os op mod stenene. 7 m, 6 m, 5 m – anker i! Båden glider tilbage og strækker ankerkæden ud. Ankeret sidder, sikke en lettelse!

Så kommer Jo og Mandy listende ind. Fascinerende at se folk arbejde så koncentreret med hver muskel i alarmberedskab. Jo står i stævnen og gør tegn til i hvilken retning, Mandy skal styre. Anker i og de ligger! Vi prøver at råbe til hinanden, men kan ikke overdøve vindens hylen over de 15 – 20 m, bådene ligger fra hinanden.

















Skønt at få saltskorperne vasket af ansigtet og nu skal der råhygges! Vi har intet imod, at vi ikke kan søsætte gummibåden pga. vinden. Hele dagen tilbringer vi i kahytten med at se film, spille spil, læse og lave god mad. Pladsen forekommer os af en eller anden grund ikke trang længere. For to år siden ville det have været utænkeligt at tilbringe en hel dag i kahytten alle fire, uden at få spat.

Næste morgen har vinden dæmpet sig en smule. Niels og Jo tager ud for at skaffe frisk mad, mens ungerne og jeg bliver tilbage og laver skole. Mændene dykker efter revfisk uden for bugten. Niels er blåfrossen, da han kommer tilbage med en fin grouper. Vandtemperaturen er faldet betydeligt på vej op gennem Det Røde Hav, vi er på vej den rigtige vej!

Om eftermiddagen går vi en lang tur langs den øde strand og finder fantastiske konkylier, der ligner sneklædte juletræer. Der er heldigvis stadig plads til souvenirs på båden – med lidt god vilje.

Vi har lovet os selv, at vi ikke gider sejle i 30 – 35 knobs vind igen! Vejrudsigten lover 15 knob og vi beslutter at drage videre mod Ægypten næste morgen. Der er ikke de store muligheder for at stoppe, hvis vejret bliver dårligt. På hele den sydlige del af Ægyptens kyst, Foul Bay kan man ikke ankre. Området er fyldt med umarkerede rev og sten.

Da vækkeuret ringer før daggry næste morgen, skutter vi os under fleecetæpperne og lytter bekymrede til vinden, der tuder sørgmodigt i bakkerne. Vi er meget i tvivl om, om vi skal tage af sted, men beslutter os for at bide tænderne sammen og trække ankeret op.

God beslutning! Vi får en særdeles fredelig tur til Port Ghalib i Ægypten. Efter nogle timer aftager vinden og vi tøffer af sted for motor på fuldstændigt blankt vand i tre dage. Det føles skønt at kunne foretage sig andet end bare at sejle båden – og holde fast. Vi skriver og laver skole, hvad vi ikke har kunnet gøre de sidste 2 – 3 uger til søs. Jens var ved at blive bekymret for undervisningsniveauet.

Yes! Nu har vi klaret 3/4 af Det Røde Hav! Vi er landet i Port Ghalib og vejrudsigten lover noget så sjældent som østlige vinde i stedet for de sædvanlige nordvestenvinde. Vi skal bare checke ind i landet, tanke diesel og have et måltid mad, inden vi sejler videre mod Suez, godt 300 sømil mod nord.

Så let går det bare ikke i Ægypten! Første forhindring er, at det er fredag og dermed helligdag – hm, vores kalender siger, at det er lørdag. Det næste problem er, at vi kommer fra en ”high security” nation, det er vel tegningerne, den venlige marinamand hentyder til.

Tolv timer senere kl. fem om eftermiddagen ligger vi stadig ved karantænebroen og bager, uden at kunne forlade båden. Vagterne giver allernådigst Caroline og Jens lov til at hoppe ombord på new sealandske Red Heering, hvor de er inviteret til et slag Yatzy. Vi ligger nu fem både og venter på at komme videre.

















Ingen har noget ønske om at blive. Port Ghalib er en stor støvet byggeplads med et dykkerresort. Byggepladsen, der engang skal blive til en ferieby, er ejet af en kuwaitisk prins og ligger in the middle of nowhere – midt i ørkenen, men det er tilfældigvis et af de eneste steder, man kan checke ind, når man ankommer i båd til Ægypten. Alternativet er at blive flået af agenter, der klarer papirarbejdet i andre havne.

Næste dag lykkes det os at finde ud af, hvad det er, vi venter på, nemlig en port clearence, en tilladelse til at forlade havnen! Flere både kommer ind sydfra. Der går endnu en dag – og endnu en dag. Frustration afløses af hysterisk latter, som går over i vrede og ender i apati. Nu er der efterhånden 15 både fra alverdens nationer, der venter på at få lov til at forlade Port Ghalib.

I ventetiden er det party-time. Vores yndlingsbåde, svenske Sally Blue og El Cordero kommer ind. Vi er lykkelige over at gense dem, men også lidt sure over, at de har hentet os. Vi drukner sorgerne i nordsvensk specialitet, mintlikør med varm kakao, mens vi forsøger at holde varmen under tæpper og sjaler i den kolde ægyptiske nat i Jonnas cockpit.


























Det er måneder siden, at vi har ligget til kajs og ungerne nyder det. ”Jeg skal lige tisse!” og væk er hun og kommer ikke tilbage før timer senere. Det er sjovere at ligge i bunden af Sally Blue og skrubbe mug af end at lave skole!

Fjerde dag kommer faxen med tilladelse til at forlade havnen. Det hjalp, at delegationer af utålmodige sejlere indlogerede sig på marinakontoret i timevis og fik telefon- og faxlinier til at gløde mellem Hurghada og Port Ghalib.

Vi satser på Suez som næste mål – temmelig overmodigt og ambitiøst! Der går da også kun et døgn, så hyler vinden med 30 knob imod og vi kryber i læ ved Shaker Island, et militært område, der ligger ved indgangen til det sidste smalle stykke af Det Røde Hav, Suezgolfen.

Vi kan ikke gå i land, da øen er mineret og vi håber på ikke at blive gennet væk. Der er ikke en sjæl at øjne på ørkenøen. Vi har radioen tændt på den kanal, hvor den tunge trafik bliver guidet gennem det smalle stræde, Strait of Gubal.

Pludselig hører vi en styrmand på Stine Mærsk kalde trafikkontrollen. Han er dansk konstaterer vi og får en klump i halsen af hjemve. Niels kalder ham og får en lang snak om pirater og vindforhold i Det Røde Hav. Styrmandens vejrinformationer siger det samme som vores – vind fra nord og for meget til vores smag.

Næste morgen har vinden aftaget en smule, men det er Niels fødselsdag, så vi starter med stort morgenbord og gaver, inden vi beslutter, om vi sejler videre. Vores italienske plastikkaffekande sætter en stopper for alle planer. Den eksploderer med kogende kaffe, der rammer Caroline og mig.

Caroline slipper med røde mærker, men jeg må holde is på inderlåret de næste to dage og vabler og sår forsvinder først efter to uger. Stakkels Niels, hans 44 års fødselsdag vil ikke gå over i historien som den mest festlige!

Hele vejen gennem Det Røde Hav har vi holdt os til den vestlige side, mest fordi Saudi Arabien er meget lidt gæstfrie overfor sådan nogen som os. Som en amerikansk sejler, der måtte søge nødhavn i landet, udtrykte det: ”They smile while they are cutting your balls off!” Det kostede ham 1000 $ bare at checke ind i landet.

Når man kommer op til Suezgolfen anbefaler alle, at man skrår over til Sinai, der er den østlige side af golfen. Her skulle der normalt være mindre vind end på vestsiden. De sidste 180 sømil op mod Suezkanalen er berygtede for hårde vinde pga. en vindtunneleffekt.


























Det er svært at sætte ord på, hvor meget vi glæder os til at komme frem til Suez. For området har vi perfekte vejrforhold, kun 15 knob imod. Som sædvanlig støtter vi sejlene med motoren, snyder som vores svenske venner siger. Men vi vil frem og har ikke tid til at være purister. Vi er enige om, at Jonnas hjerte må være motoren. Den har været ubegribeligt trofast og arbejdsom i Det Røde Hav.

Vi kan se land på begge sider og masser af tung trafik i sejlrenden, som vi lige har krydset. Vi sejler forbi gamle vrag, olieplatforme og fiskeskibe og inde til styrbord ligger Sinai med sine imponerende kæder af grå bjerge med gult fygesand langt op af siderne.

Ved solnedgang ankrer vi ved Sheik Riyah, en lille havn 130 sømil fra Suez. Vi orker ikke at slås med trafikken og ubelyste efterladenskaber af gamle boreplatforme i en måneløs nat. Vi får besøg af tre ubehøvlede fyre, der tigger ”lunch” og ”juice”. De griner højt og råber på arabisk, mens de skramler deres båd op af Jonnas sider.

Vi ender med at stikke dem nogle poser chips og en gang vand, for at slippe af med dem. Den ene, ham der opfører sig dårligst, er i militæruniform og vi finder aldrig ud af, om han arbejder for den lille politistation, der skulle ligge i havnen.

Niels og jeg sover ikke særlig godt den nat. Vi er den eneste båd på ankerpladsen og vi føler os meget alene i den mørke nat med lugerne åbne.

Moses kommer ikke og skiller vandene for os, men noget næsten lige så mirakuløst sker et døgn senere: Vi får vind fra syd, altså medvind for første gang i en måned! Sikke en forskel det gør ikke at skulle krydse op mod vinden, men have den i ryggen. Jeg starter straks på at fabrikere en gang pandekager for at fejre, at vi er ved at ankomme til Suez – porten til Middelhavet og Europa.

Knapt er stakken af pandekager færdig, før vi må bjerge storsejlet og sejle for rig og motor. Vinden er taget til inden for den sidste time og vi har nu stiv kuling og en pæn sø. Vi er på vej ind gennem den store ankerplads ved indsejlingen til Suezkanalen, hvor de store skibe ligger og venter på transit.

Det var lidt for tidligt at fejre ankomsten. Ungerne bliver gennet ned i kahytten og lugen lukket for dem og pandekagerne. Nogle af containerskibene er på vej ind gennem bøjerne, der markerer indsejlingen til Suezkanalen, andre ligger og driver, mens de venter og nogle ligger for anker. Der er tilsyneladende ikke noget system i, hvornår skibene skal af sted.

















Vi føler os meget små, som vi skøjter ind mellem kæmperne. Alt er i oversize; vinden, bølgerne, skibene – og spændingen. Vi smyger os langs bøjerne, så langt fra de overhalende kolosser som muligt.

Nu er vi tætte på kanalens munding og vandet bliver grumset af sand, der piskes op af bølgerne. Snart er vi i læ for den værste sø, men til gengæld havner vi i en vaskeægte sandstorm. Vi kan kun se 50 – 100 m frem og pludselig opdager vi, at vi har 4 knobs medstrøm. Vi skyller ind gennem mundingen af Suezskanalen uden at kunne se noget, kun det italienske containerskib, der kommer lige bag os.

Hvis det her går godt, så er vi for heldige! For ikke at forpasse indsejlingen til Suez Yacht Club er vi nødt til at vende om og gå bag om italieneren, så meget fart har vi på med 45 knob i ryggen og 4 knobs medstrøm.

Vi finder hullet til marinaen, men kun fordi Niels har tampet GPS positionerne ind dagen før. Der er så meget sand i luften, så vi har svært ved at orientere os og farten og trafikken hjælper ikke på overblikket.

















Jeg har kaldt marinaen på VHF´en og de lover at komme ud og hjælpe os med at få fat på en af de store bøjer, man skal lægge til ved. Men hvor bliver den af den orange båd, vi skulle kigge efter? I sandtågerne opdager vi fire mænd, der står og vinker af os inde på land.

Til vores rædsel opdager vi, at de vil have os til at lægge til ved en bro. Der er ingen vej tilbage, der skal findes fendere frem og det skal gå hurtigt! Vi når at få to fendere på siden, inden vi lander i stormende kuling for fuld musik. Ungerne og jeg kaster os i land og forsøger at forhindre Jonna i at totalskade – det lykkes os sammen med de fire ægyptere på broen.

Niels er vild i øjnene og skælder marinafolkene hæder og ære fra, alt imens han flår fendere frem og hjælper med at fortøje båden. ”Vi kunne have smadret båden! Vi er ikke klar til at lægge til, når I fortæller os, at I kommer og hjælper os med at fange en bøje. Uprofessionelt!” råber kaptajnen. Der bliver også udvekslet andre ord … men da denne side også læses af mindreårige har vi valgt at censurere dem fra.

Jeg overvejer, om jeg skal kaste mig imellem ham og de stakkels ægyptere, men vælger at fortrække ned i kahytten for at pleje mit væskende brandsår, der hænger i laser. Det ser ud til, at kaptajnen besinder sig og afstår fra direkte fysisk vold. Af en eller anden grund får vi lov til at blive liggende ved broen, den tid vi er i Suez og vandet skal vi heller ikke betale noget for.

Der er gult sand over alt, så Jonna får sit første spul med vandslange siden Port Moresby i Stillehavet. Vi får indisk champagne og er lykkelige over at have klaret Det Røde Hav og dens modvind – og medvind!

















Sally Blue ligger stadig derude. Vi har kontakt med dem på VHF-radioen. For en gangs skyld lyder de seje svenskere lidt nervøse. Vi prøver at guide og opmuntre dem og lover at få en båd ud, der kan hjælpe dem, når de kommer ind. Deres eneste motorkraft er en lille 8 hestekræfters påhængsmotor.

Niels vrider armen rundt på marinamanageren og får ham meget mod hans vilje til at sejle med ud og modtage de fire unge svenskere. Han er ikke meget for at få saltsprøjt på sig, men det er vel at foretrække for Niels udfald.

Vinden er i løbet af de sidste tre timer aftaget til 25 knob og sandstormen har lagt sig. Sally glider ind med et lille bitte forsejl og lander uden skrammer ved én af marinaens hvide bøjer. Sikke en fest! Vi har klaret det og ligger endda foran hele slænget af både på vej op gennem Det Røde Hav. Som svenskerne siger: ”Små både rocker hårdest!”

Stormen vi var ude i, læser vi om i avisen et par dage senere. To mennesker døde, fire havne og to lufthavne i området måtte lukke.