Torresstrædet - Indonesien 15/10 - 8/11

”Må jeg tisse ud over?” Solen skinner og søen er blid. Vi har passeret de første øer og rev ved indgangen til Torresstrædet.

Hele besætningen nyder at slippe for toilettets trange og meget varme indelukke med 30 seje pumpetag bøjet over kummen, når der skal trækkes ud. Der er mere sømandskab over at sende en stråle ud over søgelænderet, mens man har et solidt tag i sidevantet.

Vores Stillehavseventyr er forbi! Det store ocean slutter i en smal passage, hvor vi i halvandet døgn navigerer ud og ind mellem øer og rev, bøjer og vrag, for at komme videre til det næste hav, Det Indiske Ocean. På det smalleste stykke er Torresstrædet 0,5 sømil bred.










Vandet lyser turkist med mørkeblå skygger fra de hvide passatskyer. Vi sejler forbi bobbende kokosnødder og lyserødt tang og kigger ind på hvide sandtanger og grønne palmeøer. Hele dagen ser vi kun 6 – 7 coastere og containerskibe i det snævre farvand. Vi havde frygtet den tunge trafik i de smalle stræder efter at have haft Stillehavet næsten for os selv i måneder.

Et par gange har vi radiokontakt med passerende skibe, mest for at sikre os, at vi ikke bliver overset og sejlet hen over. ”Just keep your course. We will pass you on your port side.” Det er et nyt koncept at få svar, når man kalder et skib. Vi fik aldrig svar, de gange vi kaldte et af de store fiskeskibe i Stillehavet. På fiskeskibene er alt på autopilot og alle hænder optaget af at hive tun op af havet.

Det når at blive mørkt, inden vi når det smalleste stykke af Torresstrædet, Prince of Wales Channel. Vi er meget spændte på strømmen, der løber stærkt gennem kanalen, op til 8 knob. Vi er forberedte på at måtte vende om eller lægge os ind bag én af de mange øer, hvis strømmen er for stærk.

Niels styrer, mens jeg navigerer med søkort og pandelampe. Jens og Caroline er blevet bedt om at holde kaje eller forsvinde ned i kahytten. Vi prøver at vurdere, hvilke blink hører til hvilke bøjer og fyr på søkortet. Vi er omgivet af et lyshav af røde, grønne og hvide lys, der blinker i varierende frekvenser og siger: ”den vej – nej, pas på mig!”

Over os har vi en stjerneklar himmel, der minder os om en tid, hvor søfolk navigerede uden GPS og bøjer. Hatten af for Joshua Slocum og de andre gamle drenge!

Vi har noget nær perfekte forhold i Prince of Wales Channel. Ingen trafik, god sigt, vind fra den rigtige retning og 5 knobs medstrøm. Med 8 knob skylder vi ud i Det Indiske Ocean. Vi er stolte og lettede over at have lagt Stillehavet bag os!

De næste dage sejler vi nordøst mod Tanimbar, en ø i det sydøstlige Indonesien. Vi fisker på livet løs, men intet bider på krogen. Vores fiskelykke er omvendt proportional med antallet af fiskeskibe. Om natten hygger vi os med at navigere uden om blinkende lys fra fiskebøjer og tilhørende store fiskeskibe.










Frisk fisk eller ej, vi skal have afprøvet vores nye sushi-teknikker lært i Port Moresby. Sushiruller med omelet og tunsalat smager også godt og så er det kreativt tidsfordriv at rulle sin egen tangrulle.

Vi nærmer os langsomt Indonesisk farvand. Vejret og vinden er fin og vi har stadig medstrøm. Vi beslutter os for at udnytte de gode forhold og fortsætte forbi Tanimbar. Vi har sejlet i syv dage og har endnu næsten ingen diesel brugt. Vi er klar til vindstille forhold, når vi kommer nord for den indonesiske økæde.

Vi har magsvejr! Næsten ingen sø og 10 knobs vind, så vi kan sejle for fulde sejl – ellers ikke noget vi bruger meget! Storsejlet er godt slidt ved 1. og især 2. reb. Nu kan vi se land hele tiden, Romang, Wetar, Alor, Kawula…










Der går en sport i at regne ud, hvor langt vi kan nå med vores dieselbeholdning og i at sejle forbi den ene dejlige ø efter den anden med den bevidsthed, at vi kunne gå ind. Langsomt dør vinden og på 12. dagen rammer modstrømmen os med 2 knob. Vi er sidst på sejlsæsonen og får derfor modstrøm p.g.a. den kommende monsun. Vi er heldige, at den ikke har ramt os tidligere!

Ikke en vind rører sig og motoren arbejder tålmodigt sømilene af. Vi gør kun 3,5 knob (7km/t). Solen brænder fra en skyfri himmel og vi har hængt cockpittet til med vores små solsejl, håndklæder og klude for at genere bare lidt skygge.










Under protest og med sveden perlende i ansigtet, er ungerne flittige med skole. Niels og jeg skriver artikler og om eftermiddagen bliver der broderet, tegnet og læst. I timevis hænger Jens og Caroline med røven i vandskorpen i bådsmandsstolen ud over siden af båden. Mens den ene plasker i vandet, må den anden tålmodigt nøjes med at hælde saltvand over hovedet trukket op fra siden af båden med pøsen.

Nu ser det ud til, at vi kan nå til det vestlige Flores på de sidste dieseldampe og på stuverummenes uudtømmelige dåseudvalg. Det bliver vores tredje længste tur hidtil, 1700 sømil. Vi er glade for at have bevæget os langt væk fra Stillehavet. Sæsonens første cyklon, Xavier hærger mellem Vanuatu og Fiji med 110 knob to måneder før tiden. Det er El Nino år og vandet i det store ocean er varmt og føder de store storme!










Natten er kulsort! Mørket spiser al lyset, selv fra stjernerne. Et lille månesejl lover mere lys om en uge. Caroline og jeg holder udkig med alle de små fiskebåde, mens Niels laver aftensmad. Vi har lige taget runden, der er ikke er noget i nærheden.

Pludselig hører vi motorlarm meget tæt på. Vi springer op og ser et blinkende monstrum komme farende med kurs lige mod os. Jeg flår autopiloten af og kaster båden rundt! 10 m fra os drejer det hysteriske fiskeskib skarpt og dets blinkende røde og blå lanterner forsvinder i mørket. Pyh!

Normal procedure, får vi senere at vide i land. Fiskeren var sikkert plaget af dårligt fiskeheld og kom af med sine onde ånder ved at styre med høj fart lige mod os og så dreje af i sidste øjeblik, så ånderne fortsatte over på Jonna. Han skulle bare vide – at komme så tæt på os med vores fiskeheld! Aldrig har vi sejlet så længe uden at fange én eneste fisk. I desperation trawler vi nu to liner efter båden, lige lidt hjælper det!










Indonesien er et af de mest aktive vulkanområder i verden. Om dagen kan vi se de kegleformede bjerge med afblæst top. Da vi sejler forbi vulkanøen, Batu Tara stiger der røg op fra sprækker i bjergsiden og om natten er der et lyserødt skær på himlen, når vi kigger agterud. En umiskendelig svovllugt kildrer os i næsen.

Caroline påstår, at hun helst bliver på havet. Vi andre er ved at blive møre og vil gerne i land! Niels og jeg glæder os til at kunne sove en hel nat uden at blive vækket hver tredje time for at skulle på nattevagt. At blunde på sin vagt er utænkeligt i Indonesien! Der er alt for mange små fiskeskibe og om styrbord ligger de store drenge og truer. Niels vækker mig dog en morgen, efter at jeg skammeligt har sovet 1 ½ time på min vagt!










Det tager os 15 dage at nå Labuan Bajo på Flores fra Port Moresby i Stilllehavet. Nu er det tid til at få vasket håret, der er stift af salt og fedt. Caroline og jeg flotter os med at skylle efter med det pureste drikkevand fra water-makeren. Kaptajnen er forarget!

Det er tidligt mandag morgen d. 30. oktober og vi sejler i et utroligt landskab af golde småøer. Spidsnæsede fiskebåde arbejder omkring os med deres larmende piskeris af motorer. Endelig dukker Labuan Bajos fiskehavn, der ligger beskyttet bag afsvedne klippeøer, op.

Det tager os lidt tid at finde en ankerplads i det charmerende mylder af farvestrålende fiskeskibe, færger, kanoer, turbåde og små coastere. Her ligger kun to andre sejlbåde. Vi er rosinen i pølseenden. Om lidt starter nordvest-monsunen og så får vi modstrøm, modvind og voldsomme tordenbyger.










”Aaahdr, hvor her stinker!” Jens og Caroline rynker på næsen. Lugten af fermenteret fisk, skrald, hårdt stegt hvidløg og støv kildrer vores understimulerede sejlernæser, da vi stiger i land. Vi lader os overvælde af larmen fra et mylder af motorcykler og knallerter, fra overstyret popmusik og fra folk, der velvilligt råber: ”Hey, mister!” Her er hektisk, beskidt og farvestrålende. Vi er landet i en hel ny verdensdel og kulturchokket bliver kun forstærket af, at vi har tilbragt 15 dage på havet!

På den lange hovedgade i Labuan Bajo ligger den ene turarrangør efter den anden og havnen huser et utal af charmerende turbåde, men der er ingen turister. Turiststrømmen til Indonesien er faldet dramatisk siden terrorbomberne på Bali og Flores er specielt hårdt ramt! Overalt bliver vi tilbudt ture til naboøerne, Rinca og Komodo for at se komodovaraner.

Jens er begejstret over udsigten til at se verdens største øgle, der kun findes på Rinca og Komodo: ”Det har været mit højeste ønske, siden jeg var fem år!” Det første vi ser, da vi stiger i land på Rinca, er to varaner, der ligger og slikker solskin på klipperne. Vi holder os i respektfuld afstand! De store øgler, der vejer op til 100 kg og kan blive 3 – 4 m lange, kan let sluge en voksen mands ben. De nøjes dog normalt med at æde hjorte, vildsvin og vandbøfler og så deres egne døde artsfæller. Babyvaraner lever i træerne, så de ikke risikerer at blive mors aftensmad.










En guide fra nationalparken fører os rundt til forskellige mudderhuller og skrænter, hvor varanerne holder til. Varmen er ulidelig! Landskabet er afsvedet og gråt. Nogle få palmer og træer lyser grønt i alt det gule. Komodovaranerne nyder tydeligvis varmen og ligger og tanker energi til aftenens og nattens jagt.


















Vi vover os helt tæt på! Så tæt på, at vi kan røre ved den hårde og skællede hud på halen af én af de dovne drager. På et tidspunkt må guiden bruger sin lange stok, for at få en træg varan til at flytte sig. Den er i gang med sin middagslur midt på stien.

Jens og Caroline finder desværre en varanham, som naturligvis må hele vejen med hjem, så klassen kan se den. I fire dage bliver den luftet i håbet om, at stanken af råd vil fortage sig. Hammen stinker stadig, men er nu stuvet af vejen i plastik med affugter.
























Vi spiser ris, fisk og chilisovs, indonesian style med fingrene, så læberne brænder og snorkler ved underskønne øde øer med undersøiske landskaber, vi ikke har set mage til nogen steder i Stillehavet. Her er et mylder af store og små farvestrålende fisk. Haver at røde, grønne, gule og blå koraller og en fantastisk sigtbarhed i det badekarsvarme vand.










Efter fem dage tager vi afsked med Labuhan Bajo, selv om vi slet ikke har lyst til at forlade Flores eller for den sags skyld til at sejle videre. Vi må længere vestpå, inden monsunen kommer! De lokale siger, at den er forsinket i år, fordi det er El Niño år. El Niño øger sandsynligheden for cykloner i Stillehavet og bringer tørke i Indonesien. På Jonna glæder vi os snæversynet over det frygtede vejrfænomen, som måske vil gøre vores tur gennem Indonesien lettere.










Næste stop er Badas på øen, Sumbawa. Vi har ikke noget detaljekort over området eller nogen præcis angivelse af, hvor der er en ankerplads. Indonesien består af 18.000 øer, hvoraf kun 8000 er beboede. Det ville være en uoverkommelig opgave at lave noget, der ligner en guide til ankerpladser i det enorme ørige.

Havnemesteren i Labuan Bajo kender Badas og laver en tegning over indsejlingen til ankerpladsen. I det hele taget er myndighederne i Flores alt andet, end hvad rygterne har gjort dem til. Vi er blevet advaret mod korruption og om at skulle betale flere hundrede dollars i bestikkelse, for at få tingene til at glide ved indtjekning.










Officielt kan man slet ikke tjekke ind i Flores, viser det sig. Havnemesteren trækker bare på skulderen og siger, at det kan vi klare, når vi kommer til Bali. Uhørt andre steder i verden! Til gengæld vil han vældigt gerne sælge ture, diesel og vand til os. Vi ender med at købe vand af ham, bragt ud til båden i meget tvivlsomme dunke. Niels, der er alene på båden, beslutter sig for at tage de grønne flager og andet grums i vandet som ekstra krydderi. Vi vasker trods alt kun op og børster tænder i tankvandet.

Sure og trætte ankommer vi til Badas to dage og to lange nætter senere. Vi er brugte og orker ikke usikkerheden med at navigere efter mangelfulde og upræcise kort. Forsigtigt lister vi os ind i naturhavnen og kaster krogen inderst inde med kig til en landsby og kanoer, der ligger og vipper ved bredden.

Som altid viser det nye sted sig at være alle strabadserne værd. Om aftenen, mens solen farver bjergene lyserøde og det spejlplanke vand bliver sort, sidder vi og betragter en mand i sin kano. Med langsomme bevægelser fylder han petroleum på lanterner. Lanternerne trækker lange spor i vandet, som de hænger i vandoverfladen i stævnen. Det klare hvide lys tiltrækker fisk. Lydløst, næsten uden at lave ringe i vandet padler manden ud i den smalle bugt. Hypnotiserede sidder vi og følger mandens bevægelser.

Chikaderne larmer, men bliver overdøvet af en imam, der kalder til aftenbøn inde på land. Det lyder smukt, selv da tre andre imamer forsøger at overgå ham fra andre moskeer.










Næste morgen er knapt så poetisk, da vi ved lavvande må vade i sort mudder til anklerne, for at lande gummibåden. Vi er ikke meget for at få søle på tøjet, by-fine og rene, som vi er. Caroline må indkassere et møgfald, da hun kommer til at trække sine mudrede klip-klapper op af ryggen på moderen. Vi efterlader gummibåden i det ondeste mudderhul og kravler op på en vakkelvorn træbro, hvor venlige mennesker tilbyder os at bruge deres brønd, så vi kan få vasket fødderne.

Der er ikke de store seværdigheder i Sumbawa Besar, provinshovedstaden, men vi finder et lille museum og et forladt palads, der har tilhørt den afsatte sultan. Dagens attraktion er Warung Wiwik, en beskeden restaurant på den lokale busstation. Chaufføren på en hestedrevet taxi fører os derhen, da vi spørger om et godt sted at spise morgenmad. Maden er fantastisk og stemningen endnu bedre.










Mor Wiwik styrer stedet med store armbevægelser og masser af latter. Hendes ni børn og adskillige børnebørn møller rundt og hjælper til, mens Muslimi, manden i huset ser mildt smilende til. Nogle af de ældre døtre taler en smule engelsk, d.v.s. omtrent så meget, som vi taler indonesisk! Det forhindrer os dog ikke i at føre en længere konversation.

Sidst på dagen vender vi tilbage til Wiwik, for at købe take-away til aftensmad på båden. Så bliver vi for alvor venner og Wiwik tilbyder at køre os tilbage til ankerpladsen, der ligger 10 km borte. Hun, Muslimi og fem andre familiemedlemmer vil se Jonna.

Wiwik bliver noget tavs, da hun ser vores gummibåd ved den faldefærdige fiskebro. Man kan se, hvordan hun hanker op i sig selv, før hun resolut glider ned i bunden af båden. Nu har hun sagt, at hun vil se vores båd!










”Europe in this!” Wiwik banker vantro på Jonnas glasfiber og sætter sig rystet yderst på bænken i cockpittet. Nej tak, ingen soft-drinks! Muslimi og Wiwik vil bare gerne i land igen – hurtigt!

Efter to dage i Badas trækker vi krogen for at komme videre vestpå til Bali, men først skal vi lige have et pit-stop på øen Moyo. Her skulle være fantastisk snorkling ud for et luksus-resort. Vi får både vores livs bedste snorkeltur og luksus for alle pengene i de to timer, det tager at fortære Amanwana resortets tre-retters frokostmenu.

Da vi undrer os over, hvordan gæsterne kommer til resortet, der er en del af Aman resorts, så fortæller tjeneren, at det gør de da naturligvis med helikopter eller vandfly.

Frokosten er 40 gange dyrere end den vi fik hos Wiwik dagen før og ikke nær så velsmagende – men alle pengene værd! Hvem vil ikke gerne føle sig som Jolie og Pitt bare for et par timer!