Jamaica - Panama 16/3 – 22/4

”Vinden hyler. Snestormen har varet i tre dage……”, skraptajnen læser højt fra Laura-bogen, ”Den lange vinter”. Vi klemmer os sammen i skyggen under vores lille orange solsejl og føler med familien Ingalls i deres trange kår: Ekstrem kulde og ingen mad i måneder.

Vi er på vej fra Jamaica til Panama. En tur på seks døgn i bagende sol og blid vind. Måltiderne falder som haglbyger, men vi har ingen problemer med at føle os solidariske med den prøvede og strabadserede familie i ”Det lille hus på prærien”. Helt i bogens ånd sidder skraptajnen artigt og syr på et større solsejl – i hånden og når mørket falder på, synger vi højt fra højskolesangbogen ved lommelygtens skær. Vi nyder livet, især efter at de første fire døgn er overstået og alle har fået søben og ikke længere må op og puste eller ofre til Neptun.

Vi ser ikke én sejlbåd på hele turen. Til gengæld må vi holde udkig efter containerskibe og coastere på vej til og fra Panama. I perioder er trafikken tæt af de hurtigtgående skibe, der har det med lydløst at liste sig op på én. Nattevagterne bliver nu tilbragt på et cubansk nylon liggeunderlag, der ikke ville imponere hos SpejderSport. I stedet for at sidde op og blunde på vagten, er vi nu gledet ned i vandret positur – stadig med et tikkende æggeur, der vækker os hvert kvarter, så vi kan checke for trafik horisonten rundt.

”Er der nogen på frekvensen så kom ind!” Vores vejrmand, Karsten i Panama, kan hver aften berolige os med, at der kun venter os magsvejr. Vi har slået en solid bue uden om det berygtede område nordvest for Colombia, hvor der ofte er voldsom sø og megen vind. Karsten, der har boet i Panama siden ’68, taler som en mellemting mellem dronning Margrethe og en amerikansk flådeofficer, når han afleverer sine skræddersyede vejrudsigter til skandinaviske sejlere på Atlanterhavet, i Caribien og på Stillehavet. ”Roger on that!” Han fortæller os også, at der ikke skulle være nogen problemer ved at gå ind til Colon ved mundingen af Panama Kanalen på Atlanterhavssiden i mørke.























Jens og Caroline er meget imod deres vilje faldet i søvn i kahytten. Det er mørk nat og foran os flimrer et lyshav fra opankrede coastere, der ligger og venter på at passere Panama Kanalen. De mange lys gør det svært at finde lysene på breakwater og bag os anløber det ene containerskib efter det andet det store ankringsområde. Vi føler os meget små og er temmelig anspændte og benovede over at anløbe Panama Kanalen og porten til Stillehavet. Vi finder ankerplads F, The Flats, for lystbåde og fejrer ankomsten med en pulversuppe. Det er d. 22.3 kl. 00.25.

Nu gælder det om at få en tid til passage af Kanalen så hurtigt som muligt. Rygtet er løbet forud, at der er op til fire ugers ventetid for lystbåde. Bevæbnet med bange anelser, en stor portion tålmodighed, alle vores dokumenter - og en taxichauffør, tropper hele familien op på ikke mindre end fem forskellige kontorer den første dag i Colon. Ud over at transportere os sikkert rundt i Colon, hvor man ikke kan bevæge sig rundt til fods pga fare for overfald, så guider taxichaufføren os også rundt i junglen af bureaukrati. Han oversætter, hjælper med at udfylde formularer og tager sig til hovedet, da en af skrankepaverne beder os om at hente en juice til ham. ”Forget him!”

Først tre dage senere og mange dollars fattigere får vi en tid i sluserne. Det bliver d. 9.4. - om fjorten dage. Vi er heldige, mange af de både, der ligger og venter på Atlanterhavssiden af Kanalen, ligger mellem tre og fire uger.

”En kakerlak! Stik mig noget køkkenrulle - hurtigt!” Niels får basket krapylet så eftertrykkeligt at han pådrager sig en tømmerlus på tommeltotten. Den er stor, 2 - 3 cm. Båden er i yderste alarmberedskab! Hvor er den kommet fra og er der flere?! Nu skal der købes gift. De næste dage går med at tømme alle skabe og stuverum og gøre rent med en heftig klorinopløsning. Der er tilsyneladende ikke flere, men hvordan er bæstet kommet ombord? Normalt er det med emballage fra supermarkeder eller i toiletpapir. Efter et større detektivarbejde kommer vi frem til, at den nok er blevet båret ombord af skraptajnen selv i et par løbesko, der havde stået på kajen i Jamaica. Så hjælper det fedt at tørre alt fodtøj med klorin for kakerlakæg inden afgang fra en havn.

Vi bruger ventetiden i Colon på at fylde båden med konserves og mad i byens fantastiske supermarkeder. Nu går der fire, fem måneder, inden vi anløber et veludstyret supermarked igen og selvfølgelig kan vi lide fisk og kokosnødder, men…..

















”It´s not safe to go there!” Ellington, vores trofaste taxichauffør, værger sig ved at køre os til den adresse, vi beder ham om. Vi er på vej til en kinesisk restaurant med en norsk familie, der har spist der før. Meningen er, at vi bagefter skal ind i butikken ved siden af for at hamstre perler, modellervoks og brodergrej, underholdning til de lange Stillehavspassager. Da vi efter frokosten vil forlade restauranten for at gå ind i nabobutikken, bliver vi omgående stoppet af en svært bevæbnet politimand i skudsikker vest. Vi må love at tage en taxi, når vi er færdige i perlebutikken, der åbenbart ligger i et specielt dårligt kvarter. Da vi har shoppet færdigt, holder der allerede to taxier udenfor butikken og vi bliver nærmest proppet ind i bilerne af politibetjenten.

Et par dage senere kører vi i taxi med en fransk sejler, der en halv time forinden var blevet overfaldet få hundrede meter fra den bevogtede port til marinaen. Mandens kamera er ødelagt og han er ret chokeret. Ellers har han ikke lidt nogen fysisk overlast.

Jens og Caroline knokler på for at få de sidste skolebøger færdige. Om eftermiddagen leger de med amerikanske og norske sejlerunger på Panama Canal Yacht Clubs udendørs arealer. Gemmeleg, ståtrold, dåseskjul …. og spiller fodbold på en noget knoldet græsplæne. Den udendørs restaurant i Yacht Club er samlingspunktet for alle sejlerne, der venter på at gå igennem Panama Kanalen. Her kan man få gode råd om alt, sladder og røverhistorier. Udenfor toiletbygningerne har et kvikt hoved fundet trådløst net, så der sidder folk på jorden med deres lap tops og Skype´er og skriver mails. Det er som at være på spejderlejr.

Ved dinghy broen, parkeringspladsen for den uundværlige gummibåd, står folk og balancerer i deres små flåder, mens der bliver rakt kasser med konserves og øl, poser med pasta og mel og dunke med ferskvand ned til dem. Der bliver hamstret og provianteret og kun taxaens bagagerum og dinghy´ens flydeevne sætter grænser for mængderne af proviant. Vi tager mange ture til supermarkederne og bruger i omegnen af 8.000 kr. bare på mad. Efter en måned i Panama kan vi med vores bedste vilje ikke proppe én dåse mere ombord på Jonna.

Den store dag - dagen hvor vi skal gennem Panama Kanalen rykker nærmere. Vores dato er blevet rykket frem en dag til d. 8.4. Efter et større arbejde er det hele ved at falde på plads. Vi har fået ”line handlere” til turen, der tager godt et døgn. Hver båd skal have fire line handlere til at styre linerne i sluserne, en styrmand og en adviser. Vi har fundet tre line handlere, sejlere, der også venter på at passere Kanalen. Bo og Mette fra danske Njord og Jan fra svenske Christina. Jeg er den fjerde, Niels er styrmand og adviseren kommer fra Kanalkompagniet. Lille Jonna skal huse hele menageriet, inklusiv Jens og Caroline, i et døgn med mad og drikke og sengepladser. Adviseren skal heldigvis ikke overnatte.

Niels har monteret tre nye klamper og to stålbeslag i Jonnas dæk for at kunne klare presset fra sluserne. Motoren er checket og alle filtre skiftet. Vi har skrevet under på, at vi kan gå 8 knob – en lettere overdrivelse. Der er bundet ti plastikindpakkede bildæk på Jonnas skrog for at beskytte mod slusernes sider og vi har lejet fire liner á 40 m. Båden er pakket med mad og på dækket står en stor flamingokasse med is og kolde vand til turen, der er berygtet for at være stegende varm.

Vi har sommerfugle i maven og stemningen er opløftet. Endelig skal vi væk fra Colon og ud i Stillehavet. Alle er ombord og klar og har været det i timer. Adviseren lader vente på sig - i tre stive timer. Det er for længst blevet mørkt, da lodsbåden endelig ankommer. ”Give me space, give me space!” Adviseren står i stævnen af lodsbåden, der går foruroligende tæt på Jonnas hvide glasfiber. Efter tre forgæves forsøg springer han og lander blødt i sprayhood´ens kanvas. Den har ikke været den samme siden!























Da vi efter en times motorsejlads for fulde omdrejninger, når de første sluser, Gatun Locks, får vi via radioen at vide, at vi har vundet i lotteriet. Vi skal ligge udenpå en stor sejlbåd, der igen ligger udenpå en lodsbåd. Man kan ikke ønske sig en mere smertefri passage!

Lige efter midnat har vi passeret de første tre sluser og tøffer ud i Gatun Lake, hvor vi skal overnatte fortøjret til en bøje. Ikke en vind rører sig og der er trykkende varmt. Efter hvidvin og bagels med laks og cream cheese bliver alle puttet, for en ny adviser kommer 6:30 næste morgen. Vi kan høre aberne larme i junglen og fisk - eller måske er det krokodiller, plaske i søens spejlblanke vand.

”What´s your speed?” ”Realisticly – 5,5knots.” Niels vælger at være ærlig! ”We better get going!” Vores nye adviser er kommet ombord. Der er omkring 25 sømil til de næste sluser. Vi motorerer i smalle passager mellem små grønne øer. Hist og her stikker nøgne træer deres grå grene op af søens vand. Sådan har de stået i 100 år.

Varmen er trykkende, især i køkkenet, hvor der bliver produceret pandekager og æg og bacon. Fremme i den gravede kanal ryger fødselsdagsflagene frem. Jens og Caroline sidder i stævnen og vifter. Mod os kommer et Maersk skib fra Kolding og kaptajnen kommer ud på broen og vinker. Vi når Paraiso Lock i fin tid og må endda vente i et par timer, før det endelig er vores tur til at gå igennem.























Vi får besked på at koble os sammen med den italienske sejlbåd, vi lå udenpå aftenen før. Nu får vi brug for to af vores liner og så går det løs! Inde på land på kanten af de høje slusevægge står kanalarbejdere klar med lange tynde tov med en ”abehånd” i enden. Slam! De rammer præcist ned på Jonnas dæk og så er det med at få bundet et pælestik om vores tunge liner og få dem sendt retur. Alle er koncentrerede og der er en sekundant på hver line-handler. Niels har kronede dage. Det er italienerens motor, der bringer os fra sluse til sluse.

Italieneren er noget af en hystade og kommanderer med ikke bare folk på sin egen båd, men også med os line handlere på Jonna. Vi ignorerer ham og koncentrerer os om vores adviser. Pludselig er der en råben og skrigen. En af de professionelle line handlere på den italienske båd har ikke fået tovet ordentligt om klampen og kan derfor ikke holde tovet - og bådene i hånden. De to både svinger rundt og lægger sig næsten på tværs af slusens oprørte vand. Vores adviser, Philippe får med korte kommandoer situationen under kontrol, men der går nogle minutter, inden Niels´ og min puls er tilbage på normal. Et kort øjeblik så det ud som om, at Jonnas hæk ville smadre ind i slusevæggen og ødelægge vindgeneratoren. Der kom ikke flere kommandoer fra den italienske båd.

Det er stort, da den sidste sluseport i Miraflores Locks går op og vi kan se ud på Stillehavet! Det er sidst på eftermiddagen, da vi sejler under Bridge of the Americas. Hele familien kaster mønter over skulderen for held og lykke i det næste ocean. Et kvarter senere ligger vi og vugger ved en bøje ved Balboa Yacht Club og så kommer champagnen frem!

Der er en fed stemning i Panama City, der ligger 2 dollars væk fra Balboa Yacht Club i taxi. Vi får desværre ikke set så meget til byen, bortset fra indersiden af shopping malls, supermarkeder, kamerabutikker, isenkræmmere, metalværksteder og malingsforretninger. Jonna kommer på land i Flamenco Marina og vi knokler i fem dage på at skrabe, slibe og male bunden – og polere skroget, så det skinner. Vandlinien bliver hævet 20 cm bagpå og er nu synlig for første gang i et år – og det med 150 dåser konserves, 250 l diesel , 300l vand og 5 kasser øl og sodavand ombord.

Efter en måned i Panama, er vi d. 22.4 omsider klar til at stikke til havs igen. Galapagos venter næsten 1000 sømil forude.