Grækenland - Taarbæk 11/5 - 7/7 2007

”Buckle up your seat belt, cause Methoni is going bye-bye!” skråler Jens påtaget entusiastisk (citat fra filmen Matrix). Vi er på vej ud af havnen i Methoni i Grækenland efter fem dages landlov. Vi har overhovedet ikke lyst til at drage videre, men bliver drevet frem af vores stramme tidsplan og ønsket om endelig at nå frem til Port Saint Louis i Sydfrankrig. Om 800 sømil behøver vi ikke længere at bekymre os om vejrudsigter, fronter, modvind og grim sø. Vi glæder os til at komme i læ i de franske kanaler, til at have fast grund under fødderne hver dag og til at kunne sove hele natten, hver nat. Ikke flere nattevagter!

Vores venner fra svenske El Cordero påstår, at de ikke kan få deres anker op, så de bliver endnu en dag. Det er meget fristende at blive, men der er ingen udsigt til at vejret bliver bedre de næste ni dage, så vi kan lige så godt komme ud af røret – modvind eller ej. Gud ske lov er vinden let!

Man skulle tro, at vi nu efter at have været næsten jorden rundt ikke længere regner en tur på fire døgn for noget, men vi har stadig en murrende usikkerhed i maven her ved starten af en tur. Hvad venter der os derude, hvordan bliver vejret, holder motoren, sejlene og masten?

Der er hundekoldt i cockpittet om natten og duggen falder tungt. Vi sidder og skutter os på den varme motorblok og stikker hovedet op af lugen hver 10 – 15 minutter for at spejde efter andre skibe.

De to første nætter er der ingen trafik. Først tættere på Italien, 3. nat er der lanterner om os. Vi må have fat på ”Søvejsregler” for at checke, hvad et rødt lys over et hvidt betyder. Det er noget så sjældent som et fiskeskib med korrekt lanterneføring. Det har vi ikke set, siden vi forlod Spanien for halvandet år siden.

”Land i sigte!” Kaptajnen er skeptisk, der er 120 km til Italien, men den er god nok. I solnedgangen sidder Niels og jeg og sipper den sidste rosé fra Grækenland foran masten på fordækket. Vi tøffer lige så stille af sted på fladt vand. I morgen er vi fremme ved Messinastrædet.

Næste morgen kan vi se røgen fra vulkanen Etna inde på Sicilien. Der er masser at se på hele dagen, mens vi sejler i strædet mellem det italienske fastland og Sicilien. Store coastere, et mylder af travle færger, speedbåde og nogle meget specielle fiskeskibe med udsigtstårn og en metallejder, der rager 8 – 10 m frem foran båden, som et overdimensioneret bovspryd.

















Fra pladsen i toppen af masten kan fiskerne spotte tunstimer i vandet og fra forposten på den smalle metallejder harpuneres de store fisk. Der skal ikke være megen søgang, før arbejdsbetingelserne bliver umulige.

Vi beslutter os for, at vi ikke orker endnu en nat med nattevagter. Ved solnedgang er vi kommet ud på den anden side af Messinastrædet efter at have sejlet igennem de mytiske og berygtede strømhvirvler, Scylla og Charybdis. Ligesom Odysseus klarer vi hvirvlerne, også uden vilde angstskrig fra besætningen.

















Vi putter os ind i læ af de imponerende bjergskrænter i den lille fiskerihavn Bagnara 8 sømil nordvest for Messinastrædet. Bag et fire meter højt bolværk ligger et mylder af små og store fiskebåde i læ for sø og vind. Vi fortøjer Jonna op ad den rå betonkaj, hvor der dag og nat bliver losset meterlange sværdfisk og kompakte tun på brummende kølebiler, mens koner, kærester og børn kigger på. Mændene har tydeligvis været på havet i mange dage.

Bare tanken om at skulle ud på havet igen efter et døgn i land, giver os ondt i maven. Vi beslutter os for at blive endnu en dag, før vi drager videre mod nordvest. Det viser sig, at havet er langt at foretrække for pladsen mellem fiskeskibene i den calabriske havn.

Vi har knapt lagt os til rette i køjen, før helvede bryder løs. En stor dønning står ind i indgangen til havnen og sender Jonna i sug op og ned af kajen. Klyssene knager og fortøjningerne knirker hjerteskærende. Når vi ikke er oppe og checke fortøjningerne eller flytte fendere, bliver vi rusket rundt i køjen. Vi længes efter det åbne havs lange dønning.

Undersuget brøler og gurgler mod kajen og sender saltsprøjt i kaskader ud over dækket og ned i cockpittet. Fortøjningerne, der er fordoblede, sprænger en efter en og vi kan ikke vente, til det bliver lyst, så vi kan komme væk og ud på det åbne vand.

Foran os ligger to store fiskeskibe og gør det svært at komme ud, fordi vi samtidig bliver presset ind mod kajen af dønningen. Væk skal vi, inden Jonna bliver banket til pindebrænde.

Før seks er alle mand på dæk i fuldt sø-gear og redningsvest. Vores forestående havnemanøvre er nøje koreograferet. Caroline ligger på knæ ved stævnen for at hive forfortøjningen ind, så den ikke kommer i propellen. Jens skubber fra med bådshagen og jeg smider det sidste spring, som vi bruger til at bakke stævnen ud i havnebassinet med. Niels styrer skuden.

Vi har to hjælpere i land og så er det ellers bare at vente på, at der kommer et ophold i søgangen. ”Nu!” råber skipper og så bliver der arbejdet! Et halvt minut senere ligger vi sikkert midt i havnebassinet og kan stille og roligt gøre klar til bølgerne udenfor molen. Sikke en lettelse at komme væk fra kajen og som noget helt nyt glæder vi os ligefrem til at stikke til søs igen.

Den voldsomme dønning i Bagnara kom fra en kuling ved Sardinien og Korsika. ”Gale warning – gale warning!” lyder det med jævne intervaller på VHF-radioen. Vi stikker mod nord for at undgå mere vejrballade og ankommer til Camaroti godt et døgn senere. Man lærer at værdsætte en fin – om end dødssyg marina med nye pontonbroer og fladt vand. Ikke mere rustik fiskeidyl til os.

Nu er der kun 400 sømil tilbage på åbent hav, før vi når i læ i Port Saint Louis i Sydfrankrig, hvor vi skal starte turen op gennem de europæiske kanaler. Skønt! Ungerne glæder sig nu mest til at se farmor og farfar, der har meldt deres ankomst ved Rhone flodens udløb. Frankrig er blevet til ”farmor-land”.

















”C´est obligatoire!” berømmer et fransk sejlerpar havnen Bonifacio på Korsika. På den anden side af jorden, på Vanuatu i Stillehavet fik vi også varmt anbefalet Bonifacio af franske Bruno, hvis båd vi var med til at redde fra at synke. Nu kan vi kigge ind på middelalderbyen, der ligger og balancerer på kanten af lodrette klipper, der ender i Bonifacio Straits blå bølger.

Vi har sejlet i tre døgn siden Italien og ligger nu i Bonifacio Strait mellem Sardinien og Korsika og har allermest lyst til at gå ind i den vidt berømmede havn. Men nej, vi er nødt til at sejle videre, for der er et stormvarsel ude for området. Det rammer om tre dage og vi kan nå frem til Port Saint Louis på to døgn. Vi må videre, hvis vi ikke skal miste for meget tid.

Beslutningen om at sejle videre bliver ikke lettere, da vi nogle timer senere rammes af bister modvind. Hver især ønsker vi i vores stille sind, at den anden siger: ”Lad os vende om!”, men vi er lige stædige og opsatte på at nå i mål, så vi ender med at fortsætte mod nordvest og Port Saint Louis.

Sidst på eftermiddagen d. 23.5. lander vi endelig i det flade Rhone delta vest for Marseilles, lige tids nok til at booke en tid til at få masten af næste formiddag. Det er svært at beskrive den lettelse og følelse af lykke, vi føler, da vi om aftenen sidder i den nydelige marinarestaurant og spiser chevre chau og bøffer.

Nu skal båden gøres så let som muligt, så vi kan få hævet vandlinien. Vi er lige på grænsen til overhovedet at kunne gå igennem kanalsystemet med vores dybgang på 1,83 m - på papiret. Vi stikker i virkeligheden noget mere pga. alle vores søkort, bøger og langturssejlergrej.
























Vi ved, at vi burde være fortsat mod vinden til Gibraltar, videre op langs Portugals kyst imod Portugisernorden, over Biscayen og gennem Den Engelske Kanal, men vi er trætte og møre og orker ikke mere havsejlads med modvind og risiko for hårdt vejr. Vi pløjer os hellere igennem mudderet i de franske kanaler. Hvis det går helt galt, må vi trækkes fri eller løftes op på en lastbil. Intet kan få os til at ændre beslutningen om at tage den lette vej hjem.

Masten, tre store ankre og 40 m ankerkæde, skal transporteres på en lastbil til Travemünde i Østersøen. Vi tømmer hele båden for at sortere og smide alt unødvendigt ud. Aller nederst i båden under værktøj, reservedele og snorkelgrej opdager Niels, at vandlåsen på motorens udstødning er tæret igennem og gør båden utæt. Det forklarer, hvorfor vi den sidste uges tid har haft mere og mere vand under gulvbrædderne. Vi er vældig taknemmelige for, at vi ikke ligger i rum sø med en læk. Ikke mindst fordi mistralen nu hyler med 45 knob derude.

To hjælpsomme bådfætre fra vores ponton bruger en hel formiddag på at svejse på den utætte vandlås. Uvist af hvilken grund bliver hullerne bare større og større. Måske skyldes det mændenes rystende hænder og helt igennem tømmermænds plagede tilstand eller også er vandlåsen bare ikke til at redde.

















Det vil tage os en uge at få en reservedel til Port Saint Louis, så vi ringer til farmor Jonna, der sidder midt i middagen til et guldbryllup. Som altid er hun god for en løsning! Hun ringer til bådens gamle mekaniker og han indvilger i at sætte to nye vandlåse ud på fortrappen her pinsesøndag kl. 23. Samme nat bliver de samlet op og farmor og farfar og onkel Søren, som tager reservedelene med ned til os i Sydfrankrig.

Utæt båd eller ej, skulle vi synke, så har vi næppe brug for vores redningsflåde i kanalerne og derfor heller ikke ”grab bag´en”. ”Grab bag`en” er en skrig-gul taske fyldt med dåsemad, fiskeline, nødblus, solcreme og medicin. Ting som ville have været nyttige, hvis vi nogensinde skulle have været i redningsflåden. Nu hvor vi kan svømme i land, beslutter vi os for at tømme tasken, der har været stand by hele turen rundt. Der er grab bag party.

I haut cuisinens land er der dømt melede makaroni i uspiselig ostesauce, udkogt spaghetti i tomat og en grå og smagløs grøntsags suppe til aftensmad. Kun kaptajnen spiser op, vi andre må ty til morgenens baguette rester. Et held, at vi ikke sidder i redningsflåden og er tvunget til at spise dåsernes væmmelige indhold koldt fra dåsen - med én fælles teske.

Sømil er skiftet ud med km, søgang med fladt vand og saltvand med uigennemsigtigt ferskvand. Der er land i sigte dagen lang og en lang og ubrudt søvn venter hver eneste nat. Dagen efter farmor og farfars længe ventede ankomst, sejler vi ind i den første sluse ved Rhone flodens munding. Det er kick off for Jonnas karriere som flodpram.

















Rhone er alt det, vi drømte om derude på havet: franske oste, croissanter, pelargonier og parasoller, sidstnævnte klunsede vi i containeren i Port Napoleon marina. Rhone floden løber bredt og hurtigt ned ad bakke mod Middelhavet og giver os heftig modstrøm. For det meste har vi 4 – 5 km/t strøm imod, men før de store sluser kæmper vi med op til 8 km/t modstrøm, så vi snegler os af sted med 2 km/t.

Farfar og Niels´ bror, Søren skiftes til at sejle med, mens enten Jens eller Caroline cafe-hopper med farmor til aftenens aftalte stop, Arles, Avignon, Condrieu. Skipper styrer stålfast forbi den ene vingård efter den anden, der ligger på de grønne skråninger langs Rhone floden. Hverken budgettet eller tiden retfærdiggør et besøg.

En aften er vi dog så heldige at lægge til ved en lille landsby med et vincooperativ. Endelig noget fornuftigt at bruge de gamle vanddunke til. 45 små vinbønder har slået sig sammen og skiftes til at stå i biksen og rådgive, skænke smagsprøver op og tappe vin på dunke fra moderne stålhaner.
























Vi har stærkt på fornemmelsen, at vi kunne få brug for et par liter druesaft, for tørstige svenskere er ved at hale ind på os. Sally Blue har åndet os i nakken de sidste par dage og i dag henter de os sikkert. Vi har ikke set dem siden Suezkanalen.

Der ligger en fødselsdagsgave til Kajsa i køleskabet, daggamle steaks. Den toughe cookie er lige blevet 25 år og har de sidste to år fået sine proteiner fra bønner og sojakager, der ikke kræver fryser og køleskab om bord. Nu længes hun efter farmands hjemmeslagtede rensdyrsbøffer hjemme i Nordsverige.

”Det er dem!” En lille slidt båd, med masten surret hen over cockpit og dæk, strider sig op mod den kolde Mistral, der blæser kraftigt i dag og pisker hidsige små bølger på langs af den brede flod. Kajsa og Jonathan, der er blevet kærester på deres jordomsejling, har givet kaptajn Danjel landlov. Han gør det sydfranske med kæreste og lillesøster hjemme fra Sverige.

Det er godt en måned siden, at vi så hinanden sidst, så der er masser af nye røverhistorier at fortælle. De tre Sally´er tog Middelhavet i næsten en mundfuld. Tre dages pitstop på Malta, hvor de fik et nyt forstag og næste stop var Corsica et halvt døgn, hvorefter de røg ud i en storm. Når vi synes, at vi har det hårdt, så minder vi hinanden om de tre musketerer på Sally Blue og får det straks meget bedre.

I Lyon, hvor vi forlader Rhone og sejler ind i Saone, bliver vi bordet af kaptajn Danjel med påhæng. De tre svenskere ender med at sove ombord. Øvelsen har karakter af et rekordforsøg, for Søren optager Jonnas eneste ekstra køje. Anna, Linea og Danjel ligger sammenfoldede på dørken, for udenfor i cockpittet, hvor der er mere benplads, regner det igen.
























Farmor og farfar er smuttet nordpå igen - med bagagerummet fyldt og støddæmperne i bund. Jonna er blevet lettet for en kubikmeter søkort og mange kilo bøger. Vi nærmer os Canal de Rhone au Rhein og har, for hver dag der går, mindre og mindre vand under kølen.

I Saone burde der dog ingen problemer være, for der er garanteret en dybde på 3,00 m, hvis man holder sig til sejlrenden. ”Wouuh! Hvad sker der!” Jens og Caroline kommer springende op. Båden har lige gjort et bukkespring og har med en duven lagt sig til ro på en sandbanke. Klokken er syv om aftenen og koncentrationen røg på det forkerte tidspunkt.

Vi prøver at bakke os fri, men kølen er solidt forankret i sandet. Vi flytter os ikke en decimal på GPS´en, selvom vi alle fem hænger med rumpen ud over siden og forsøger at rokke os fri. En forbipasserende motorbåd hjælper os med at lægge vores anker ud. Motorbåden er desværre for lille til at trække os fri.

Indtil mørket og regnen tvinger os til at opgive, prøver vi at trække os fri via ankeret og et spil på dækket. Vi pruster og stønner og sveder og er taknemmelige for, at Søren er med ombord til at hjælpe. Til sidst må vi opgive og fortrækker med i kahytten til en omgang Matador på DVD.
























Før seks næste morgen er vi igen i gang med at trække, slide og hale, mens køerne på land og ældre mænd i fiskejoller glor stumt efter os. Bovbølgen efter en lille pram giver os håb om at komme af, hvis der bare kommer noget større forbi.

Med en kop varm te sætter vi os til at vente. Kikkerten bliver sat til øjet mange gange, inden der endelig viser sig ikke bare én pram, men to. I det øjeblik at den ene side af bovbølgens V når os, sætter jeg fuld skrue på motoren og Niels og Søren flår og haler i ankertovet.

Der sker noget! Vi flytter os! Prammenes bovbølger løfter kølen så meget, at vi med gashåndtaget i bund kommer fri. Sikke en lettelse! Et par timer senere sætter vi Søren af. Hans ferie og flodeventyr er slut.

Dybdemåleren står på 1,80m! Vi har lige passeret den første sluse i Canal de Rhone au Rhin. Hvis vi klarer de næste 236 km i det smalle og lavvandede kanalsystem mellem Saone og Rhinen, så er der ikke så mange forhindringer tilbage, inden vi kan kalde os jordomsejlere.

















Officielt er der stadig flere uger til, at Jens og Caroline har sommerferie, men den næste uges tid er det slut med skole. De over hundrede sluser i Canal de Rhone au Rhin er fast arbejde for hele besætningen.

Vi er blevet udstyret med en remote control til de ubemandede og gamle sluser. Kun sjældent møder vi andre både eller pramme. Især de sidste er vi glade for at slippe for. Kanalen er meget smal og kun i midten er der dybt nok til vores køl. Om natten må vi lægge os uden på andre både, fordi vi ikke kan komme ind til bredden og fortøje. Der er for lavt, så vi går på grund.

















”Oh, nej – ikke igen!” Vi sidder fast midt i strømmen, hvor floden Doub krydser kanalen. Den kraftige strøm i floden har taget os og vi sidder nu uhjælpeligt fast på en banke. Inde på land står en slusevægter, vi har mødt tidligere på dagen. ”Skal jeg ringe efter brandvæsenet?” råber han. Efter at have prøvet at komme af ved egen hjælp, tager vi taknemmelige imod hans tilbud om hjælp.

Inden vi ser os om, er bredden befolket af blinkende politi- og brandbiler, den lokale presse og andre nysgerrige. Iført redningsvest bliver vi noget forundrede reddet i land med brandvæsenets lille stålbåd.

Det viser sig at være en dårlig idé at bede brandvæsenet om hjælp, for de må nemlig ikke hjælpe os. VNF, de franske kanalmyndigheder, har besluttet, at de ikke vil hjælpe og forlanger nu at se forsikringspapirer. Planen er, at vi skal løftes ud af floden og over i Rhinen. I så fald skulle vi engagere verdens største kran, for vi ligger midt i floden, langt fra bredden.

















Slusevægteren er gift med en tysk pige og hun forklarer os, hvad der foregår bag kulisserne. Der er tilsyneladende en magtkamp i gang mellem politi og brandvæsen på den ene side og kanalmyndighederne på den anden. Et andet problem er, at den banke, vi sidder fast på, burde have været gravet væk for flere år siden. Miljømyndighederne modsætter sig dog, at der graves i floden, fordi der er aflejret giftstoffer fra fabrikker længere oppe af floden, i mudderet.

Efter fire timers opslidende tovtrækkeri, står der pludselig en lille tyk mand i en beskidt hvid t-shirt og siger ”Pas de problem!” Han påstår, at han så let som ingenting kan få os fri og at det skal koste os 100 euro. Inden vi ser os om, har en handlekraftig, lille mand med lastbil - fra den lokale autohjælp - trukket os fri og vi kan fortsætte til Montbelliard, hvor Sally Blue venter med sojakager i karry - og trøst.



Grundstødningen bragte os på forsiden af regionsavisen. Se her!



Jo nærmere vi kommer det højeste punkt i kanalen, hvor sluserne begynder at gå nedad igen, jo mindre vand er der. Lange stræk pløjer vi bogstaveligt talt gennem mudder og slam. For at lette båden mest muligt har vi kun ganske få liter vand i vandtanken og Niels sidder helt fremme i stævnen, for at gøre vægtfordelingen bedre.

Jeg styrer koncentreret lige midt i kanalen med hjertet oppe i halsen og tager mig selv i at stå på tæer, som for at lette Jonna yderligere. Engang imellem går vi næsten i stå i mudderet og så kommer gashåndtaget i bund og motoren får lov at ryge.

Sidste dag i Canal de Rhone au Rhin nupper vi 38 sluser, der i trapper fører os ned til Mülhouse og næsten frem til Rhinen. Sluserne er heller, hvor der er nok vand under kølen. På strækkene mellem sluserne graver vi gennem slam og mudder og helt galt går det på en akvædukt, hvor vi i dunk humper hen over bundens sveller.

Efter ni timers ”holden vejr” og bønner, når vi Mülhouse. Det faktum, at vi mere eller mindre ligger på grund i marinaen, kan ikke dæmpe euforien over kun at mangle én sluse, inden vi når Rhinen og endelig får mere vand under kølen. Vi fejrer begivenheden med sauerkraut og kogt svineknæ.

Rhinen er masser af vand, trafik og medstrøm. Vi suser af sted med 9 - 10 knob. Sluserne er enorme bygningsværker med en højdeforskel på 15 – 22 m.
























En tidlig morgen står motoren pludselig af! Niels råber forskrækket nede fra toilettet. Jeg får bugseret båden tæt til bredden og Niels, der i mellemtiden er kommet op, kaster ankeret. Når de store pramme kommer forbi, laver de en pæn dønning. Vi kan risikere, at ankeret slipper.

Med en line i hånden hopper jeg i Rhinen og får linen om en pæl i nærheden. Nu risikerer vi ikke at drive i den stærke strøm, skulle ankeret slippe. Motorproblemet viser sig at være et brændstofproblem. Urenheder fra tanken har sat sig som en prop, der forhindrer diesel i at komme frem til motoren.

Morfar stiger på i Rüdesheim i Sydtyskland og sejler med i to dage til Köln. Han har gjort sin research godt, for turen fra Rüdesheim til Koblenz er uden sammenligning den smukkeste strækning på Rhinen. Vi sejler forbi klipperne ved Lorelei og forbi velholdte tegneserieslotte med spir og tårne, der ligger på bjergskråninger beklædt med snorlige rækker af vinstokke.

















Efter Köln rammer vi hjertet af tysk industri, atomkraftværker og rygende skorstene rager op i det flade landskab. Vi når Travemünde d. 29. juni efter en måned gennem de europæiske kanaler. Vi har været hurtigere end vores mast, der stik imod aftalen ikke er ankommet endnu.

















Nu er vi så tætte på målet, at vi kan nå Taarbæk på et døgn. Det ville være rarest, hvis vi kunne nå i mål med mast på. Det lykkes – endda med stop i Klintholm og i Dragør. D. 7.7. 07 kl. 14:15 står vi ind gennem havnehullet i Taarbæk. Det tog os 736 dage 23 timer og 45 minutter at nå jorden rundt.