Sri Lanka - Indien 22/1 - 12/2 2007

Min storetå ligner noget på stadiet før koldbrand og amputation – et minde fra den ekstremt støvede og beskidte kaj i Galle, Sri Lanka. Jonna ligger yderst i havnen og vi skal forcere 500 m med ankeldybt betonstøv, fint som pudder, der hvirvler op og gør os hvide til knæene.

Vi lister af sted for ikke at skabe for store støvskyer og bander af de tunge lastbiler, der henter beton fra skibene fortøjet ved kajen. Lastbilerne sørger for en jævn fordeling af støv til resten af kroppen.

Vi bliver hurtigt enige om, at vi ikke har brug for at hente særligt mange dunke vand til vandtanken. Turen til Indien er et stræk på kun fire dage.

Vi sejler en omvej op langs Sri Lankas vestkyst for at få en god vinkel til vinden og gøre benet over Golf of Mannar kortere. Farvandet mellem Sri Lanka og Indien er berygtet for kraftige vinde og grim sø, fordi nordøst monsunen accelereres i en vindtunnel skabt af de to landmasser.

Ved ti-tiden første aften begynder vi at krydse bugten. Efter 20 sømil frisker vinden til 24 -26 knob og vi må rebe til krydsfok og 2. reb. Næste dag ligger besætningen brak. En ubehagelig sø ruller ind fra siden og Jens og jeg hænger ud over søgelænderet.

Anden nat må vi rulle forsejlet ind for at styre Jonnas gang i bølgerne. Skumsprøjt står ind over. Der er ingen tørre heller i cokpittet. Vi trøster ungerne og os selv med, at vi i løbet af morgenen kommer i læ af Indien.

Næste formiddag bliver Jonnas ridt bare vildere og vildere. Vi har nu 40 knobs vind, der kommer skråt forfra. Niels og jeg holder skansen sammen i pittet. Der er nok at holde øje med. Den ene store damper efter den anden dukker op af de friske bølger. Vi krydser en travl skibsrute i en grim flad vinkel og må vige for flere af kolosserne, inden vi endelig er på indersiden af banen.

Sol, vind og salt gør huden flaget og sprød. Solbriller og kikkert er fedtede af salt og fruen mister to hatte i kulingen. Vi er trætte og gider ikke mere! Vi checker endnu engang vores position på kortet. Nu må vi dog snart være i læ, men vinden tiltager og søen bliver mere hidsig.

I løbet af ti minutter falder vinden og søen bliver rolig. Vi sætter mere sejl, men må kort tid efter bjerge dem igen. Sejlene banker. Vinden er nu helt død og vi må tænde motoren. Stemningen ombord ændrer sig lige så hurtigt, som vinden. Vi kan se land! Nu skal der laves mad og hygges!

I takt med at søen bliver helt flad, dukker små fiskefartøjer op og kommer helt hen til båden. Fiskerne gør fagter med hånden op til munden. De vil gerne have noget mad.

De første får en pakke kiks. Den ene båd afløser den anden. Det er som at dele kiks ud på Rådhuspladsen! De tyve pakker kiks, vi købte til formålet i Sri Lanka, slår aldrig til! Vi ændrer taktik, ikke flere flyvende kiksepakker. Vi vinker og smiler bredt og ignorer, at fiskerne tilsyneladende er meget sultne i Indien.

















Fem dage tager det os at checke ind i Cochin. Dårlig timing at ankomme dagen før Indiens nationaldag, efterfulgt af en lang weekend. Normalt tager det kun 2 – 3 timer at ordne papirarbejdet, når man kommer til en ny nation.

Inderne elsker deres stempler og karbonpapir. Kontorerne er ét computerfrit kaos af papirbunker og mange ansatte, der ikke helt er med på, hvad der skal foregå og i hvilken rækkefølge. Alt foregår i den bedste stemning, bare ikke særlig effektivt! Godt, at vi har fjorten dage i Cochin og ikke de fire – fem dage, vi normalt tilbringer i land.























Byen Cochin består af nogle større og mindre øer forbundet af broer og livlig færgetrafik. Vi ligger lige ved indsejlingen til havnen ud for Taj Malabar, et femstjernet hotel. Store containerskibe glider forsigtigt forbi ude i sejlrenden. Tungt lastede, udhulede kanoer stages med lange bambuspinde op mod strømmen af benede mænd i pjaltede saronger og slanke, hvide hejrer sejler knejsende forbi på drivende øer af planter.

















I land skrumpler vi i rickshaw gennem smalle gader og trækker ben og arme til os, når en farvestrålende lastbil brøler forbi. Vi kører forbi geder i gang med at spise skrald, en ko, der æder en plakat og mænd i lændeklæder, en mundu, der ligner en mellemting mellem en nederdel og en ble. Kvinderne i deres sarier ser ud som om, de altid er på vej til et større party i deres fejende rober af farvestrålende silke med guldbesætninger og broderier.

















Det stinker af råd, da vi krydser en slimet, irgrøn flod og dufter af krydderier i de smalle gyder i den muslimske bydel, Mattancherry, hvor butikkerne har trukket skodderne, fordi det er fredag.

Vi har aldrig tilbragt så varme nætter som i Cochin. Ikke en vind rør sig og da slet ikke bag jerntæppet af myggenet, der hænger for lugerne ned til kahytten. At lægge sig i pittet ville være invitation til blodsugning, så hellere udholde kahyttens klaustrofobiske varme.

















Sveden løber og lagnerne er våde. Bliver man ikke vækket af varmen, så bliver man det af de myg, der er smuuttet med ned under myggenettet. I Indien nøjes myggene ikke med at summe, de hviner og gør én panisk. ”Jeg er ligeglad med, om de stikker mig, men jeg hader deres lyd!” Caroline taler for os alle sammen.

Landskabet syd for Cochin er gennemkrydset af floder, kanaler og vandløb. Vi tilbringer en stille dag i The Backwaters på en traditionel risbåd sammen med femten andre turister. Vi besøger landsbyer, hvor kvinder fletter måtter af kokosblade og tvister tov af kokosnøddens fibre. Vores guide forklare os om medicinske planter og krydderurter og viser os, hvor peberet gror i grønne klaser på lange ranker.

Vi glider forbi mænd, der dykker efter sand på bunden af vandvejen og forbi kvinder, der står i vand til livet, mens de vasker tøj i flodens mudrede vand.

Nu forstår vi bedre, hvorfor vores tøj ligner noget, der har været en ekstra gang rund om jorden, siden det kom tilbage efter vask i Indien. Tøjet bliver gnubbet skummende mod flade sten ved flodbredden, hvorefter det bliver snoet og banket mod vaskestenene, så det synger. Man ser for sig, hvordan knapperne springer og lynlåsene vrider sig, mens tøjet får tæsk.

Det bedste ved turen er de andre turister! Især underholdningsværdien af et par ældre indere, der ikke kan nære sig for at fylde lommer og folder i sarien med stjålne frugter og krydderier, der hænger i træerne, er stor. Guiden mister til sidst besindelsen og tyr til høje råb og pisk med snippen af sin sarong.

Vi falder i snak med Vinita, en 39-årig managementkonsulent fra en af de nordlige provinser. Hun fritter os om vores tur og giver os en masse inside information om det indiske samfund. Om aftenen slæber hun os med på kaffebar og i boghandel og kriger sig en invitation til morgenmad på Jonna.

















Nu er Vinita ikke typen, man ville forvente at finde svedende foran komfuret i et hvilket som helst indisk køkken, men hun kan sin roti og sin daal. Inden morgenmaden er ryddet til side, svinger hun hjemmevandt potter og pander i kabyssen. Vil jeg vide, hvordan man laver roti, så værsgo!

Med effektive bevægelser ælter hun dej til pandebrødet med højre hånd. Hun river en klump af, som hun former til en kugle – igen uden at bruge venstre hånd. Dejen rulles ud til en flad pandekage med en improviseret øldåse-kagerulle, stegt på panden og til sidst brunet på de nøgne flammer fra gasblusset.

Vi kan lige nå ud at shoppe mel, kagerulle, køkkentang og krydderier, inden Vinita flyver nordpå igen. Om et par dage skal hun lede et managementkursus for topledelsen af Indiens største forsikringskoncern.

Jeg har fået en ven og har lært at lave roti i tre forskellige versioner, men jeg vil forbeholde mig retten til at bruge venstre hånd også!

















”Please slow down! We are not in a hurry!” Vi er på vej østpå ind i Kerala provinsen og sidder optændt af dødsangst i en buttet, hvid Ambassador med chauffør. At kalde Mr. Suresh´s kørsel for aggressiv ville være en grov underdrivelse.

Til vores store forundring kan Suresh hverken finde vej eller tale engelsk og det på trods af, at vi udtrykkeligt bad bureauet om en engelsktalende chauffør. Men kan han ikke underholde os verbalt, forstår han i den grad at holde os tryllebundet med sin kørsel.

Med hornet i bund og to hjul på hver side af midterrabatten, kører han helt op til kofangeren af den forankørende bil. Så afventer han det øjeblik, hvor han har maksimalt dårligst udsyn, lige før et sving - og overhaler. En anden fidus er at overhale, når der er en anden overhaling i gang i modsatte vejbane.

















Vi når mirakuløst Kumily, der ligger i bjergene 150 km fra Cochin, uden skrammer. Dagen efter besøger vi Periyar Wildlife Park. Det mest opsigtsvækkende ved dyreparken er, at der ikke er nogen dyr! Bevares, vi ser to vildsvin på afstand – så lang afstand, at en dame begejstret råber: ”En babyelefant!”





















Men det er en dejlig solskinsdag og vi sejler i to timer, mens vi ivrigt spejder efter vilde dyr – sejloplevelser er vel altid værd at tage med! Vi har i flere måneder lovet Jens og Caroline en tur på ryggen af en elefant. Nu er vi i Indien og det store øjeblik er kommet!

Efter dybdeborende interviews med diverse ivrige mellemmænd, beslutter vi os for en jungletur på elefantryg. Det store dyr er opmagasineret ved siden af en carport og turen gennem junglen går forbi naboens hus, på kryds og tværs gennem snævre stier i en baghave, før den igen ender ved carporten. Gud ske lov, får ungerne lov til at fodre elefanten.





















Således opmuntret kryber vi igen ind til sure Suresh i Ambassador´en. Hvis man kan abstrahere fra mandens kørsel og hans mutte lune, er turen gennem bjergene til Munnar i 1500 m højde bjergtagende.

Munnar har verdens højest beliggende teproducenter. Bløde bjerge med grønne, stramt klippede tebuske strækker sig så lang øjet rækker. Trætte teplukkere traver med tunge tebylter ad de snoede sorte asfaltveje på vej hjem.

















Munnar ligger og putter sig mellem tre guddommelige bakketoppe. Én med et hinduistisk tempel, en anden med en moské og den tredje med en lyseblå katolsk kirke på toppen. Vores home stay ligger lige bag den blå kirke. Niels og jeg drager straks på sight-seeing i skumringen. Ungerne har fået nok, de skal se fjernsyn – og nej tak, ikke noget karry-take-away til dem. Lidt slik måske!

For første gang i halvandet år ser vi hjemlige gevækster som roser og løjtnantshjerte og kulden napper os i de bare tæer og fingre, som var det en sprød majmorgen hjemme i DK. Jeg har lokket Niels med på morgentur i teland.























Disen letter og temarkernes buske danner stramme organiske mønstre på skrænterne. Saftigt grønne buske med krogede gamle ben, bliver holdt unge af teplukkere, der smyger sig ad labyrinter og læner sig ind over for at nippe de fine topskud.

















Det er et sjældent syn at se noget så velordnet og smukt i Indien. Inderne selv er et studie i nystrøget, velsoigneret renskurethed. De ser deres krop som et tempel, men alt det udenom er der andre, der må tage sig af.

Der er skrald overalt! Bjergskråninger, flodbredder og fortove fungerer som selvbestaltede lossepladser. Det tager os et par dage at finde ud af systemet og endnu længere tid at vænne os til, at der ikke er noget, men at man bare dumper sin pose, hvor det er mest handy. Vi fandt aldrig en offentlig skraldespand eller container i Cochin, men dumpede vores skrald ved kajen i en slimet, ildelugtende bunke.





















Vi er ved at gøre klar til afgang mod Det Røde Hav. Dagligt fylder vi vand på tanken hentet på Bolgatty Island ved et statsejet luksushotel. Vagterne ved bådebroen ryster på hovedet af vores umage arsenal af dunke og bådladninger af indiske turister følger interesseret den møjsommelige proces, det er at få de mange liter i gummibåden.

”What´s your name – where´re you from – what´s your study?” Jens ser mere og mere utilnærmelig og sur ud, som han sidder der i gummibåden bag hat og solbriller og skal tage imod dunkene. Igen og igen bliver han boombarderet med de samme tre spørgsmål af folk, der hænger ud over rækværket og stirrer ned på ham.

















For engang skyld er rollerne byttet om. Vi sejlere er én af turistattraktionerne i havnen i Cochin. Flere gange dagligt lægger turbåde fyldt med glade turister vejen forbi ankerpladsen. De går tæt på bådene og kigger, med indisk neglegt for privatsfære, direkte ned i vores dagligstue, mens folk hujer, pifter og knipser løs. I starten smiler og vinker vi tilbage. Som dagene går, bliver det sværere at være jovial turistattraktion.

Vi har fået Cochin og Indien ind under vores klistrede hud, hvor støv og skidt dagligt farver gråtoner på hals og albueled. De ekstravagante farver, det påtrængende lydniveau og lugtene, hvoraf et par har efterladt et blivende indtryk. Foran os ligger en lang rejse – vores sidste oceankryds på denne tur. Der er 1880 sømil til Aden i Yemen. Det svarer til at krydse Atlanterhavet.

Den 12. februar forlader vi Cochin efter 15 dage i land.