Porto Santo – Tenerife 12/10 – 14/10
Saltvand pisker ind over den 3 meter høje havnemole i Porto Santo, Madeira og vinden hyler i riggene på de solidt fortøjede både i marinaen. Skønt at ligge i havn i sådan et vejr! Vi er blæst inde og vi har ikke noget imod det! Efter tre dage lægger vinden sig igen og vi begynder at gøre os klar til næste ryk – Tenerife.
Det er tirsdag formiddag. Vi holder frikvarter og sidder og gumler frugt i cockpittet. Pludselig råber ungerne: ”Det er Mark – Det er Mark”. Nej det kan ikke passe! Vores engelske ven, Mark, der sejler alene i den mest vakkelvorne gamle katamaran, kan ikke have været ude i det vejr. Men ganske rigtigt ind kommer ”Leveller”, banket til pindebrænde af orkanen Vince. Mark fortæller om 13 meter høje bølger, en infernalsk larm og absolut ingen sigtbarhed. Det er et under, han har overlevet i en båd bundet sammen med sejlgarn og klamper. Nu er bunden ved at falde ud mellem skrogene, tværstiverne er løse og alt er drivvådt. Den skøre brite sejler uden VHF-radio, d.v.s. at han ikke kan udsende nødsignal, uden redningsvest og uden livline. Han nægter stadig at tage imod vores ekstra redningsvest, men frokost og en tør dyne er velkomment efter 10 hårde dage på Atlanten. Mark skal have båden på land, så han kan vurdere, om den kan repareres – måske møder vi ham i Caribien. Som han siger: ”If I am stupid enough”.
Den dag kommer i alt fem både ind mere eller mindre beskadigede efter mødet med den uvarslede orkan, Vince. Det er aldrig før set, at en tropical revolving storm har dannet sig i dette område. Vince har overrasket alle meteorologer.
Vi læser vejrmeldingerne med ekstra omhyggelighed. I morgen vil vi af sted. Om aftenen, mens vi knokler med at gøre ship-shape, kommer den lokale toldbetjent forbi med hjemmelavede godter. Duarte har kastet sin kærlighed på os - måske mest på skraptajnen. Vi får marinerede muslinger, tørret fisk og kaffelikør med på vejen sammen med formaninger om, at vi langturssejlere burde snakke mere med de lokale, i stedet for kun at koncentrere os om vores egen lille vuggende verden.
Orkanen Vince eller ej. Blå bølger, blå himmel, vind ind agten for tværs og lidt murrende søsyge. Sådan kan de fleste ture trods alt beskrives i dette farvand. Vi er nu ankommet til europæernes feriemål nr. 1, De kanariske Øer og ligger i Santa Cruz de Tenerife.
Det tog os godt to dage at sejle fra Porto Santo – en smuttur taget i betragtning, hvad der ligger forude. Turen var for en gangs skyld dejligt begivenhedsløs, indtil Jens fik bid og landede sin første store fisk. En Mahi-Mahi! Det var et stort og længe ventet øjeblik. Kulminationen på fangsten af i hundredvis af unavngivne småfisk. Der blev jublet og knebet en tåre af glæde og bevægelse over fangsten, men også lidt over, at den smukke gule rovfisk nu måtte lade sit liv. Hele besætningen er rørende enige om, at det er den bedste fisk, vi nogensinde har spist.
En mindre glædelig begivenhed på passagen til Tenerife var, at motoren nægtede at starte bare 20 sømil fra Santa Cruz. Efter nogle timers baksen lykkedes det Niels at jumpstarte den og siden har han brugt en uge kun iført underrør med hovedet begravet enten i motoren eller i en manual. Nu kan motoren igen både starte, lade og køle.
Tenerife 14/10 – 29/10
Der er kun én måned til, at vi begiver os ud på vores første lange oceanstræk – turen over Atlanten. Vi har så småt provianteret konserves, flaskevand, mel, pasta og ris her på Tenerife. Om en lille uge sejler vi videre mod Kap Verde Øerne, hvor udvalget skulle være noget mere begrænset og langt dyrere end her på De Kanariske Øer. Båden er også ved at være klar til det store ocean. Vindroret, vindmøllen og solcellerne virker og i disse dage bakser Niels med at installere vores watermaker. Den skal forhåbentligt forbedre vores ferskvandsbeholdning betragteligt. Jonna har nemlig kun en 120 liter vandtank og det kommer man ikke langt med, når man er fem ombord og vandet skal holde i tre uger. Hvis vi producerer strøm nok med vores vind- og vandmølle, kan watermaker´en give os op til 60 liter ferskvand om dagen. Så måske kan der bevilges et ferskvandsbad i ny og næ.
”Men hvad med besætningen – er den klar til turen over Atlanten?”, spurgte min søster, Merete i sidste uge. Som jeg har gjort det de sidste tre år, svarede jeg frisk og frejdigt - ja! – og ved i øvrigt ikke meget om, hvad det er, jeg siger ja til. Men på et eller andet tidspunkt tager man en beslutning om, at det er det, man vil og så gør man det. Vi er endnu ikke stødt på noget, der har kunnet afskrække os fra at kaste os ud i det, andet end søsyge, nervøsitet for de uberegnelige elementer og kedsomheden på de lange stræk. Søsygen fortager sig efter nogle dage, elementerne skal båden nok modstå og kedsomheden er der råd for. Der er så mange gode grunde til at tage af sted: eventyret, friheden og muligheden for at være sammen med sin familie.
De kanariske Øer er et naturligt sted at tage jordomsejlingsplanerne op til revision. Lever virkeligheden op til de forestillinger man havde hjemmefra? To år fri fra arbejde og andre forpligtigelser derhjemme – det er skønt. Men der er ikke noget bagagerum at smide indkøbene i, ingen vaskemaskine i kælderen, komfuret tapper ikke bare ubegrænset energi ud af væggen og ungerne kan ikke afleveres om morgenen til fem timers kvalificeret undervisning. Vi har skiftet et arbejde ud med et andet. Men friheden er der til selv at bestemme, hvornår man vil vaske sit tøj i hånden – eller finde en vaskemaskine eller vaskeri et sted derude. Gasflasken til komfuret skal skiftes ca. hver fjortende dag og det kan tage tid overhovedet at finde den rigtige slags gas. Her i Tenerife tog det en formiddag. Supermarkedsindkøb foregår på gåben. Det er god motion at vade ofte flere kilometer med drikkevand og mad til fire. Så er der skolen! Den optager hver formiddag ombord for ungerne og mig.
Kønsrollerne er helt på plads på ”Jonna”. Niels tager sig af det praktiske på båden med reparationer og forbedringer og der er altid en lang liste med ”to does”. Jeg laver mad, gør rent, vasker og svinger pisken over ungerne i ”Jonna-skole”. Men solen skinner, vi bestemmer selv og vi er sammen. Vi har set en masse skønne steder og har sagt til hinanden, ” her kunne man også bo”. Vi har mødt nye dejlige mennesker – mest norske og amerikanske langturssejlere. Mange er blevet vores venner. Så er der maden – et helt kapitel for sig! Spanske tapas, fisk og frugt og grønt. Menuen ombord er dog ikke udelukkende pulpo, pimientos og jamon crudo. For tiden tester vi supermarkedernes færdigretter på dåse: spanske kødboller, amerikansk corned beef og engelsk spam. Vi prøver at opgradere dåsernes indhold af kødlim med masser af hvidløg, tomat eller karry. Niels siger:”Uhmmm” Vi andre håber på, at vi ikke er for søsyge, når det engang skal ned derude på oceanet.
Niels har længe gået med drømmen om at sejle langt. Jeg blev overtalt til at hoppe med på drømmen og giftede mig endeligt med projektet for tre år siden. Ungerne har ikke haft noget valg eller nogen vetoret. Jens har grædt mange tårer over at skulle forlade kammeraterne og skolen i Taarbæk. Caroline glædede sig til eventyret. Efter fire måneder på langfart er status, at både Jens og Caroline nyder livet som sejlerunger, selv om de ofte savner kammeraterne derhjemme. Men der er kommet nye kammerater, børn i samme båd som dem. Skole i en lille varm kahyt hele formiddagen. Frihed om eftermiddagen til at ligge på maven på pontonbroerne og fiske, bygge dæmninger og snorkle. De nye kammerater taler sjældent samme sprog. Jens har ingen problemer med at kommunikere med amerikanske Nate og engelske Jack. Caroline derimod bliver temmelig frustreret over ikke at kunne tilstrækkeligt engelsk. Hun har forlangt at få engelskundervisning.…..NU! Det er kommet på skemaet. Men man behøver ikke mange engelske gloser for at kunne hygge sig i timevis med at brodere og lege med perler. Caroline har fundet en soulmate i Belle fra Boston.
Hele vejen ned langs Spaniens og Portugals kyster mødte vi norske langturssejlere med børn ombord. Jens og Caroline behersker nu det norske sprogs værste gloser til perfektion. Siden La Coruna i Spanien har der næsten været kammerater i hver havn og gensynsglæden vokser for hver gang man mødes igen i en ny havn.
For nyligt sagde Jens: ”Jeg glæder mig til vi er i Stillehavet, for så vender vi ikke om. Så er der nemlig lige langt hjem den ene eller anden vej”. Niels og jeg kunne næsten ikke tro, at vi havde hørt rigtigt. Jens er med på ideen.!
Men der er også dage, hvor længslen efter det derhjemme dukker op. I dag sad Caroline og græd over sin matematikbog, hvor der indgik kastanjer som pædagogisk hjælpemiddel. Hun blev overvældet af længslen efter en smuk dansk efterårsskov med kastanjer og kønne visne blade. Det hjalp ikke at prøve at trøste med de store kogler, vi havde fundet i bjergene her på Tenerife.
Planen er at starte turen over Atlanten fra Sao Vicente på Kap Verde d. 27. november. Målet er Barbados i Caribien og i regner med, at vi kan tilbagelægge de 2050 sømil på 18 20 dage. Vi skulle gerne være på Tobago inden juleaften. Familie og venner kommer fra Danmark og holder jul med os i Charlotteville, Tobago.
