5/8 Oban - Port Ellen

Sejlads i Skotland skal planlægges nøje. I værste fald kommer man til at sejle baglæns, hvis man kommer af sted på det forkerte tidspunkt. Der er stærk strøm. Det er ikke ualmindeligt, at vandstanden kan variere 3 m. Efter at have konsulteret de lokale og vores bibel, ’Reeds Nautical Almanac’ (en blanding af havnelods, tidevandstabel og farvandsbeskrivelse) lå det mest optimale tidspunkt at passere de strømfyldte farvande Sound of Luing og Sound of Jura sådan, at vi måtte trodse mageligheden og starte turen mod Skotlands sydspids kl. fire om morgenen. Det regnede, men vi kunne lige akkurat se de uoplyste bøjer, der markerer det klippefyldte farvand.

Til at starte med var der ikke var meget vind på den smukke tur ned gennem de klippefyldte skotske øer, men loggen rundede alligevel de 12 knob. Til tider var der op til 7 knobs medstrøm. Vores motor arbejder bedst ved 5 knob, så i de smalle sund, kunne vi hurtigt være kommet i problemer, hvis vi ikke var kommet af sted på det rigtige tidspunkt. Hele vejen ned langs Jura havde vi en skøn sejlads med frisk halvvind. De sidste sømil inden Port Ellen på øen Islay var med vinden lige i næsen 12 - 13m/s og krap sø. Vi skal åbenbart altid blive lidt våde.

På øen er der 3500 indbyggere og 7 whiskydistillerier. Port Ellen er mindre end Taarbæk, men har tre velbesøgte pubber og tre købmænd med et stort udvalg af kiks, chips og meget rynkede grøntsager - men hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Vi møder to danske både. Ballarina fra Brøndby og Pingu, der også lå i Taarbæk Havn i forsommeren og riggede til til langfart. Erhardt og Marianne på Pingu har dog udskudt deres tur til Caribien på grund af en masse uforudsete problemer. Vi får deres lakridsbeholdning og en masse tips om Irland, inden vi fortsætter vores tur sydpå til Dublin.

9/8 North Channel

16:15 Vi står ud af Port Ellen med en nyopfyldt vandtank. Da vi smager på vandet, er vi ved at kløjs i det. Først tror vi, at vandet er fordærvet, indtil vi finder ud af, at det smager af tørv! Skipper mener, det smager af den lokale Laphroaig whisky. Lad ham drikke det!

Vejrudsigten lover stedvis tåge og let vind. Vi er atter engang i tvivl om, det er det rigtige tidspunkt at stikke på. Tidligere på dagen var vores naboer i havnen kommet tilbage, fordi de var røget ud i tæt ærtesuppe. Vi kan se tungt hængende skyer hele horisonten rundt, men først ved 21-tiden, da vi har passeret trafikseparationslinien mellem Skotland og Irland, rammer tågen os i tusmørket. Niels rumsterer med opvasken nede i kahytten og Caroline, Jens og jeg koncentrerer os om at holde udkig i cockpittet. Pludselig ser vi lanterner kun 50m foran os. Det er en fiskekutter, der passerer. Efter en time bliver sigtbarheden igen bedre og vi kan begynde at se fyrene på den irske østkyst. Det ser dramatisk ud, når lyset fra fyrene fejer hen over vandet i tågen. Thank God for GPS.

Når mørket falder på omkring én og man er i en sejlbåd på havet, så føler man sig som en lille kompakt enhed i en stor verden. Selvom havet kan være utrygt og farligt, så spreder der sig en tryg og hyggelig stemning ombord. Niels putter ungerne midtskibs, normalt sover de i forkahytten. De skutter sig under de varme dyner og nyder at have fået det tunge søtøj af. Niels og jeg kigger langt efter køjerne. Forude venter en kold og våd nat med to gange 1 ½ times søvn. På grund af den ringe sigt bliver vi sammen i cockpittet de første par timer. Natten stås igennem på pulversuppe og chokoladekiks med to fleecetæpper over søtøjet.

10/8 Dublin

Solen skinner på Det irske Hav og det er første skoledag. Niels laver stor irsk morgenmad med spam (kødlim på dåse) og spejlæg. Så ringer den blankpolerede skoleklokke og ”Taarbæk-skole-den-er-go´”-sangen bliver afsunget af hele besætningen. Jens og Caroline får deres bøger udleveret og så bliver skoleårets start fejret med flødeboller fra Lemvig og Fanta.

Efter uger i det landlige Skotland glæder vi os alle til storbyen Dublin. Vi har forelsket os i en marina helt inde i centrum. Efter en længere korrespondance med havnevæsenet på den håndholdte VHF, får vi omsider lov til at sejle ind i den trafikerede havn og komme ind bag den første bro ved Dublin Docklands. Man skal booke plads på forhånd ellers gider de ikke åbne broen … det havde vi lige ’overset’.

Det er sent, da vi har fortøjet i hjertet af Dublin, men vi må op og snuse til det pulserende liv i gaderne. Vi har ikke gået mange meter, før Jens og Caroline kommenterer, hvor smarte folk ser ud. Niels og jeg kan mere se forskellen fra det skotske højland på livmålene. Gennemsnitsvægten her er noget lavere end i Skotland, som ifølge rygterne er det mest usunde land i Europa m.h.t. madvaner. En yndet ret i det sydskotske skulle være friturestegt Marsbar.

Første morgen i Dublin vågner vi og tror, at det stormer, indtil vi opdager, at det er morgentrafikken, der bruser af sted. Vi nyder storbyen med dens butikker, cafeer og restauranter. På mange måder minder Dublin om New York. Både i arkitekturen og i det liv, der er hele døgnet. I en rejsebeskrivelse i ”Lonely Planet” bliver byen beskrevet som, ”the most vibrant city in Europe”.

13/8 Arklow

Ingen af os har lyst til at forlade Dublin, men vi må videre sydpå, for at lægge os i position til turen over Biscayen. Vi stikker kl. 11, hvor broen åbner og så får vi besked på at holde os helt ude i styrbord side på vej ud af havnen. Det er lige ved at koste os masten. Pludselig ser jeg to liner hænge ned fra én af kranerne på kajen. Jeg når med nød og næppe at styre Jonna udenom. Vi er rystede og når at råbe til en katamaran, der kommer den anden vej, at han skal passe på.

Det er en stor og længe ventet dag for Jens. Efter en måneds opvasketjans får han udleveret sin nye gameboy. Han tabte sin gamle i havnen på Livø i Limfjorden og det har været en laaaaang måned med at tjene til en ny.

Efter en skøn sejlads i halvvind ned langs Irlands smukke kyst med vindstød op til 17 m/s ankommer vi til Arklow. Mens Niels arbejder på at sikre vinduerne til Biscayen med plexiglas, hjemsøger ungerne og jeg et brombærkrat. Vi får produceret fire glas syltetøj og en kage - mums!

Vi får havnekuller og beslutter os sidst på eftermiddagen den 15/8 til at komme af sted. Den irske farvandsbeskrivelse anbefaler ellers, at man ikke runder Irlands sydøstlige hjørne om natten. Vi beslutter os til at holde Tuskar Rock godt om bagbord og så ellers komme til Kinsale næste dag. Vi har fået anbefalet Kinsale som et godt sted, at ligge på lur til turen over Biscayen.

21/8 Mens vi venter på Biscayen i Kinsale

Efter en rolig tur med en flok delfiner som eneste ophidsende element, ankommer vi til en charmerende men overfyldt marina i Kinsale.

Ungerne møder med det samme tre unger fra den norske båd Christiania. Det er en gammel redningsbåd, der for nogle år siden sank og siden blev hævet op fra 500m vand i Nordsøen. Ungerne fisker på livet løs og der landes makreller til diverse forretter. Christiania skal også sydpå og smutter af sted torsdag den 18. med en OK vejrudsigt for passagen. Niels er småsyg og båden er ikke helt klar - vi kan desværre ikke følge dem. Toilettet har ikke været funktionsdygtigt siden Port Ellen og vi venter på en pumpe, der bliver sendt fra Dublin. Det er hverken let eller lækkert at skide i en spand i rum sø! Lokummet skal fikses, inden vi kan tage af sted.

I går d. 20.8. var Jonna omsider klar til turen og vi troede, at vi havde fundet et ”vindue” til passagen. Men efter E-mail-korrespondance med vores gode kontakt, Søren på DMI, må vi afblæse afgangen. Resterne af orkanen Irene ligger og lurer vest for Irland . Vi væbner os med tålmodighed og tænker med misundelse på vores nye norske venner, der nok snart er i La Coruna. Ungerne håber meget på, at vi når at møde dem i Spanien, så de kan genoptage fiskeriet med de tre fjeldaber.