2/11 - 9/11 Tenerife - Ilho do Sal, Cabo Verde

”Hvorfor kan vi ikke bare blive? – hvorfor skal vi altid sejle videre?” Jens sidder i cockpittet og surmuler over at skulle forlade Tenerife og sin ven Jack.

Stemningen er elendig ombord. Ingen af os har lyst til at forlade den trygge havn i Tenerife, men vi må videre – vi har en tidsplan at holde. Forude venter Kap Verde – om 796 sømil. Det bliver vores længste tur hidtil. Vi regner med syv døgn.



Godt fri af havnehullet stiger barometeret langsomt. Søen er blid og vinden perfekt. Hele eftermiddagen sejler vi ned langs Tenerifes østkyst og da vi i skumringen slipper land og får de sædvanlige boller i karry, så har vi det nærmest rart.



Vi har sluppet Tenerifes smukke natur, fantastiske indkøbsmuligheder og den trygge marina med brusebad og rigeligt ferskvand og el på broen. Alle stuverum ombord på Jonna er pakket med mad til uger – og julegaver, der er installeret en ekstra 100 l vandtank og tre store net svinger tungt fra loftet i kahytten med frugt og grønt. Vi har sagt farvel og på gensyn til sejlervenner – især afskeden med reservebedsteforældrene på amerikanske Bonnie Lynn bragte tårerne frem hos Caroline. Ikke flere ”movienights” med puder og tæpper under åben himmel på Bonnie og Earls store skonnert, ikke flere smoothies og hyggesnak med Bonnie i salonen og ikke flere slibe- og fejetjanser under solsejlet på dækket. Det næste ”bedsteforældre-fix” er aftalt til jan/feb i Caribien, hvor ”Bonnie Lynn” sejler charter hver vinter.



Med undtagelse af tre dages power-sight-seeing var Niels´ og mit Tenerife endeløse lister af gøremål på båden og lange lister med indkøb til Atlanterhavsturen. ”Jonna” var et kaos af projekter. Der var dage, hvor motoren lå strøet ud over cockpit og kahyt. Der var dage, hvor værktøj og dele til watermakeren gjorde al passage på båden umulig og dage hvor indholdet af stuverummene dyngede sig op overalt. Der var status og afklorinering af hver krog, inden der skulle findes plads til mere konserves, mel, kaffe, slik og juice. Det mest udfordrende projekt var dog at få øjenkontakt med en taxi-chauffør, når man står med 80 l drikkevand i dunke og 30 fyldte indkøbsposer udenfor et supermarked.



Ingen er søsyge! Vi føler alle, at vi har søben fra første time. Der er en anderledes ro ombord, når man ved, at man først ser land igen om en uges tid. Endelig kan vi slappe af – og endnu bedre, kreditkortet kan tage sig en tiltrængt pause.

Der er ro i halvandet døgn, så rammer Atlanterhavets luner os. Hen under aften vokser bølgerne og vinden tager til. 13 – 14 s/m i stødene. Vejrforandringen kommer pludseligt og vi må i buldermørke og høj sø hale storsejlet ned og reducere forsejlet til krydsfok. Det er Niels, der monteret med to livliner går på fordækket for at få storsejlet ned, inden vi smadrer sejl og rig. Vi sejler videre kun med et lille forsejl og skyder alligevel mellem 6 og 8 knob. Vi har i den grad vind og sø med os.



Om dagen har hele besætningen livliner på i cockpittet. Bølgerne er store! Efter længe at have overvejet om vi skal sætte lugen i ned til kahytten – sjask, så er det allerede sket. ”Wauuuuw”, Jens og Caroline ligger og læser Anders And i kahytten og bliver overrasket af et ordentligt sjask saltvand. En bølge har ramt båden fra siden og sendt spandevis af vand ned i cockpittet - og en del videre ned i kahytten. Vores plexiglasluge bliver sat i! Nattevagterne bliver tilbragt i læ under sprayhood´en. Nætterne er buldermørke. Man ikke kan se søerne komme, men man lærer at høre, når der er en ond på vej. Ned med nakken og ryggen til.



Fjerde dags morgen har vi fået nok af det våde cockpit! Vi forskanser os i kahytten og skiftes til at holde udkig hvert kvarter. I løbet af dagen løjer vinden og cockpittet er igen et godt sted at være. Endelig kan Jens finde fiskegrejet frem og der går ikke lang tid, så er den første mahi-mahi landet. Dagen efter får vi igen én på krogen. Så er både forretten og hovedretten sikret.

På femte dagen er det store badedag. Der er saltvandsbad for hele besætningen på fordækket. Det foregår vha. vores sorte alt-mulig-pøs (spand), der er lige god til rengøring, fiskerensning og brusebad. Vi er næsten sikre på, at den ikke har været brugt som lokumsspand! Det skummer og dufter på dækket. Efter saltvandsbadet kommer vores blomsterbestøver frem – med ferskvand i. Ideen er, at man efter endt bad og frottering med håndklæde, sprøjter ferskvand på kroppen med bestøveren. Det skulle modvirke saltvandsbylder på huden. Man bruger ca. 1 dl ferskvand til hele familien.



På sjette dagen kan vi lugte land. En tør, lidt støvet duft kildrer os i næsen. Vi kan lugte Afrika! Dagene er gået forbavsende hurtigt. I morgen er vi fremme, om alt går efter planen! Vi glæder os og nu ser vi utålmodigt på GPS´ens alt for langsomme nedtælling af sømil. Ugen på havet er gået med at tilberede mad, læse, fiske, sove, kigge stjerner, lave lidt skole, se film og lege med Lego.

Ved daggry den syvende dag dukker øen Sal frem med dagslyset. Der har ingen fyr været at navigere efter, kun et svagt skær fra lysene ved den internationale lufthavn inde på øen har varslet land i sigte. Nu ser vi endeligt Sals flade, brune konturer med et par golde klipper, der rager op. Jens og Caroline er mere interesserede i tre flyvefisk, der er landet på dækket i løbet af natten.



Vi tøffer forsigtigt ind til havnen i Palmeira. Vi er glade for, at vi ikke ankommer om natten. Havnelysene virker ikke. Vi er for alvor på udebane! Vi lister os ind mellem de opankrede langturssejlere og umarkerede vrag, der ligger på bunden af havnebassinet. Vores guidebog beskriver placeringen af nogle af vragene, men der er andre vrag af nyere dato. Masten fra en forlist sejlbåd har i flere måneder stukket op af vandet midt i havnen. Nu er vraget vippet om på siden og er kun markeret af en lille gennemsigtig plastikdunk. Vi hørte først senere om vraget fra en fransk sejler, der fandt ud af, hvor det lå på den hårde måde. Vi bliver vinket på plads af hollandske sejlervenner, der er ankommet dagen før os. Vi har haft daglig radiokontakt med Charles og Jeanette hele vejen fra Tenerife. Vi kaster anker, spiser morgenmad og pumper ”Valdemar”, vores gummibåd op. Nu skal vi på eventyr!