Atlanten 29/11 – 16/12

Truuuut – truuuut! Jens står i stævnen af båden og giver den gas med tågehornet . Vi bevæger os langsomt ud mellem de opankrede både i havnen i Mindelo, Sao Vicente. Stemningen er boblende – nærmest eksalteret! Så er vi på vej! Karibien here we come!

Sejlerne på de andre både hujer og vinker. Alle ved, vi er på vej ud på det store ocean. De ligger selv og venter på at stikke en af de nærmeste dage. Den ene båd efter den anden har allerede forladt ankerpladsen. Det er sæson for at krydse Atlanterhavet. Passatvinden blæser omsider. Den har ladet vente på sig i år.

Det kribler i maven! Næste landkending er Barbados om 2015 sømil, små 4000 km. Vi regner med at krydset kommer til at tage 17 -18 dage.

”Jonna” er i topform. Der er blevet gnubbet og pudset, skruet og surret. Niels har været i masten i timevis og forsejlet er blevet repareret med amerikanske Aventuras symaskine. Min bror, Stefan, der er kommet for at sejle med over Atlanten, vækker os hver morgen med effektive lyde fra dækket. Vores gummibåd, Valdemar, har pendlet i fast rutefart mellem Jonna og land efter diesel, gas, vand og mad til turen.

Arlindo, vores ’boat boy’, som hægtede sig på os, det øjeblik vi entrede havnen og som ikke helmede, før vi modvilligt ansatte ham, viste sig at være en guldklump. For meget rimelige penge puklede han med at hente vand og diesel i dunke og ”Jonnas” vandlinie fik en ordentlig skrubbetur. Hver båd har mere eller mindre frivilligt en boat boy. Vi var ved at få to. Nilton, der har sejlet med Billesbøl over Atlanten for 20 år siden, kunne tale dansk og syntes, at vi også burde ansætte ham. Men da han begyndte at synge smægtende sømandsviser for Niels på vej ind til stranden i gummibåd, satte Niels hælene i.

Jens og Caroline havde også travlt i dagene op til afgang. Masser af skole om formiddagen og koncentreret leg om eftermiddagen. Om få timer er der kun mor og far - og så heldigvis onkel Stefan - at se på i små tre uger. Dagen før afgang vaskede de kilovis af frugt og grønt. For at undgå kakerlakker og andet kryb og mug og skimmelangreb blev hele dynen vasket i en let kloropløsning. Bagefter blev det lagt til tørre i solen og til sidst stuvet i net og kasser. Ingen fare for skørbug lige med det samme.

Før afgang er hele besætningen i land for at få bad på Club Nautico, sejlernes foretrukne bar. Skipperkonen undslår sig. Hun har fået nok af at fjerne tjenernes små trusser, der hænger til afdrypning hen over brusehovederne, for derefter at skulle springe rundt i badet efter de sparsomme stråler iført sandaler. Trussefiltret kan fjernes, men gulvene i etablissementet er for de meget hårdhudede. Lad os komme ud på Atlanterhavet og få en ren pøs saltvand.

Det bliver hurtigt tusmørke. Sejlene er rebede, for vi sejler i accelerationszonen imellem øerne, Sao Vicente og Santo Antao. Der kan komme vindstød op til 40 – 45 knob. Vi skæver ængsteligt til Stefan. Når det kommer til sejlbåde, har hans revir mest været Ringkøbing Fjord. Han ser yderst tilfreds ud med sit kamera på maven.





De første dage går med at få søben. Vi føler os trætte og utilpasse. Niels tager sig ædelmodigt af madlavningen, resten af besætningen vegeterer i cockpittet. Så bliver det 1.dec. og det kan man ikke ignorere. Frem kommer juleposen med julepynt, -sokker og nissehuer. Den første kalendergave pakkes ud og så gjalder julemusikken ud over Atlanterhavet. Caroline trodser varmen og beholder sin velournissehue på hele dagen, dog kun iført underrør og rastafletninger. Hun er i julehumør og bruger to dage på at sy en flæskesteg til sin bamse.

Om natten på vores frivagt bliver Niels og jeg brat vækket at en øredøvende larm. Komfuret, der hænger og svinger i sit kardanske ophæng, er faldet ned. Bolten i den ene side er slidt over. Vi får slukket for gassen og får nødtørftigt gjort komfuret fast. Vi må se, om vi kan løse problemet i morgen. Tilbage i køjen kører tankerne rundt. Tænk hvis det var sket, mens vi lavede mad og hvad gør vi, hvis vi ikke kan reparere skaden selv. Det er utænkeligt at krydse Atlanten uden et fungerende komfur. Vi har kun brød med til de første par dage og hvor fedt er det at tygge i rå kartofler og ukogte spaghetti. Mad er ikke bare et fysisk brændstof. Mad er underholdning, det er dagens højdepunkt og en af de få adspredelser på et oceankryds.

Gud-ske-tak for Stefan. Han er en praktisk mand. Bevares, det er kaptajnen også! Næste morgen får de sammen strikket en løsning sammen, så komfuret igen hænger og dingler sikkert i sit kardanske ophæng. Vi kan igen lave mad i bølgegang og det gør vi! Kanelsnegle, pandekager, risengrød…. og fisk i lange baner og afskygninger.



Stefan og ungerne har konstant snøren ude og der er bid. Den ene mahi-mahi efter den anden må lade livet. Efter den første uge har Jens en samling på 10 fiskehaler, der hænger og tørrer på dækket. Trofæhaler! Det er ikke til at finde noget i køleskabet for bare fiskeposer. Vi guffer fiskefrikadeller, fisk i karry, fisk i tomat, paneret fisk og rå fisk. Fiskeren og dyreelskeren udkæmper en hård kamp i Jens. På et tidspunkt får han nok af at se stakkels gispende fisk i cockpitbunden og står af. Caroline og Stefan fortsætter ufortrødent deres fiskekollektiv, men nu er der pludselig ingen fisk mere.

Vi er midt ude på Atlanterhavet, en blå og gold ørken – ikke en gang fiskene gider være her. Til tider er vi ved at blive vanvittige. De samme fem mennesker på de samme få kvadratmeter – det der svarer til et kollegieværelse. Den evindelige gyngen, varmen og solen der bager – kedsomheden! I Tenerife mødte vi en engelsk sejler, der sagde: ” Sailing you experience the highest highs and the lowest lows”.



”Der er hvaler, der er hvaler”. Jens og Caroline hænger ud over søgelænderet og råber og peger. Vi har mødt en lille flok spækhuggere. De passerer os på kun 50 meters afstand. Sådan en oplevelse kan man leve længe på.

”Nu er der noget at fortælle på ”kids net”, jubler Jens. Hver dag kl. 11 UTC hænger Caroline og Jens ind over kortbølgeradioen for at tale med andre børn på vej over Atlanten i sejlbåd. Med den bredeste amerikanske accent kalder Jens: ”Aventura, Aventura here is Jonna”, ”What is your position”. Der bliver udvekslet positioner, sammenlignet fart, antal flyvefisk på dæk og antal fisk på krogen. Man kan også få gode råd, hvis man f. eks. har et problem med sit broderi. Der er 7-8 både på ”kids net” mest amerikanske, britiske og skandinaviske børn. Kommunikationen, der foregår på engelsk er dagens højdepunkt. Det er rart at vide, at man ikke er ene om at sidde og terpe lektier midt ude på Atlanten i høj søgang.

Vi er snart halvvejs. Det er som at cykle op ad en uendelig lang bakke. Man kan se målet forude men det kommer ikke nærmere. Dagen før vi runder 1007 på GPS én er humøret helt i bund. Vi ruller ulideligt i de store bølger. Der er ingen vind til at trække os igennem dem. ”Neej”, Niels bander stygt. Han har tabt spilhåndtaget og det rutscher ud over lønningen, fortabt i det 5 km dybe hav. Ja, vi havde et ekstra, men det knækkede for et par dage siden. Hvordan skal vi få sejlene til at stå ordentligt, når vi ikke har et spilhåndtag til at få dem op med. Næste sejlskift bringer løsningen - Stefan. På med handskerne og så bliver der jernet til! ”Stop!” Niels råber afværgende. ”Du har alt for mange kræfter”. Hvem har brug for spilhåndtag – sejlene står perfekt. Det er bare synd for Stefan, at han bliver purret hver gang, der skal skiftes sejl.



Så er der halvvejsfest. Dagen starter med stor skotsk morgenmad. Jens og Caroline klipper julepynt. To slunkne frugtnet tages ned og erstattes af guirlander og julehjerter. Niels står for festmiddagen : bøffer med bearnaisesovs. Arrangementet er ved at ende i katastrofe, fordi agurkesalaten bestående af to dyrebare agurker, ender i vasken og må kasseres. Niels bander indædt! Det er tortur at lave mad i stegende hede med fire meter bølger rullende ind fra siden. Resten af besætningen prøver ikke at være for skuffede over det med agurkesalaten. Der er midtvejsgaver til alle: bøger, nye Anders And blade og ”Harry Potter 3 - film”.

Dagene ligner hinanden! Vind fra nord-nordøst; blå bølger, mere eller mindre store fra nord og solskin. Vi prøver at holde dagene fra hinanden ved at lave små projekter som luciabrød og havregrynskugler, se en film eller spille et spil og der bliver læst rigtigt mange bøger. Alle har fundet deres lille fristed ombord. Stefan på redningsflåden i skyggen af storsejlet. Jens i cockpittet med hovedet hvilende på armene hen over søgelænderet. Caroline i bagbord køje i kahyttten bag et Anders And blad. Skipper ved computeren ved kortbordet og mig i forkahytten med en knaldroman.



”Oh, den må være stor!” Fiskehjulet skræller hidsigt. Denne gang kan det ikke være en bølge, der har trick´et lyden af ”noget på krogen”. Stor forvirring! Vi har ikke haft noget på krogen i mere end en uge. Børnene springer rundt i cockpittet og kommer med mere eller velanbragte tilråb og råd til de svedende mænd ved fiskehjulet. Vi kan se bæstet kæmpe bagude i bølgerne. Fisken springer rundt og pisker vandet hvidt. Det tager en halv time at hive krabaten ind og da den kommer tæt på båden, kan vi se dens lysende gule og blå farver. Denne gang må den ikke ryge af krogen. Caroline står og svinger faretruende med gafferen, krogen man jager i fisken for at få den op på båden.

”Oh, en kæmpefisk!” Jens og Caroline jubler, da fisken bliver hevet indenbords. Det er en 107 cm strålende smuk mahi-mahi – vores største nogensinde! Men da fisken først ligger og gisper i cockpitbunden med blækspruttekrogen ud af munden, græder først Jens, så Caroline. ”Få den nu slået ihjel!” Sorgen over fiskens endeligt er dog hurtigt glemt. Der skal tages trofæbilleder!



Vi er nået mere end ¾ og mangler nu kun en distance, der svarer til vores Biscay-tur. Flere af de andre børn på ”kids-net” er ved at nå i mål i Karibien. ”How far are you from St. Lucia?”, spørger Jens 11-årige Rachel fra canadiske Koshlong. ”About five or six hours!” ”Oh, you are lucky!!” Jens forsøger ikke at skjule sin misundelse. ”How far away are you from Barbados?” ”Five days!”, siger Jens med et suk. ”That´s not too bad!” “Yes it is!” siger Jens med eftertryk. “Time flies when you are having fun!” “We are not having fun!” siger Jens. “Well, then time passes just a little slower”. Den svarer Jens ikke på.

Man kan se på vores lagner, at vi er ved at være fremme. De er gule af sved og solcreme. Jens har fået dispenseret et nyt. En bølge landede i hans køje – ned gennem den åbne forluge.

Vi nærmer os Karibien. Triptælleren på GPS`en tæller langsomt ned: 300 – 200 – 100 sømil tilbage. Vi forsøger ikke at kigge på den for ofte. Sidste lange nat må vi sejle med 2. reb i storsejlet. Vi har squalls , tropiske byger med megen vind. Regnen pisker ned og for første gang på turen må vi have gang i søtøjet. Jens og Caroline vågner ustandseligt. Før fem sidder Caroline tålmodigt bag den regnvåde plexiglasrude på trappen ned til kahytten. Jeg forbarmer mig over hende. Indpakket i tæpper og Niels´ søjakke nyder vi sammen lysene på Barbados, der kun alt for langsomt kommer nærmere.

Det bliver en lang morgen! Vi ankommer 10:25 og lander på en ublid kaj beregnet til krydstogtskibe. Vi hundser rundt med en stakkels stivbenet amerikaner fra et af skibene, der er så uheldig at humpe forbi, da vi forsøger at lande ”Jonna”. Vi kravler noget uelegant op på kajen, der er flere meter høj og står fortumlede og forsøger at fatte, at vi er fremme. Niels klarer indklareringen og en time senere kaster vi ankeret på 12 m vand i Carlisle Bay ud for Bridgetown. Så er det frem med champagnen! Det er d. 16. dec. og senere i dag ankommer vores venner hjemme fra Taarbæk, Helle, Emil, Sussi, Regitze og Laura – godt timet!