Suez - Methoni, Grækenland 18/4 - 6/5 2007

Én dag er, hvad det kan blive til i Suez. Vi skal lige proviantere og på en internet-café, før vi tager det første halve stykke af Suezkanalen til Ismalia. For første gang i halvanden måned kan vi købe ost, smør, chokolade og …og …og….

For at få lov til at benytte den 160 km lange gravede kanal, der forbinder Røde Havet med Middelhavet, skal man bruge en agent, der ordner alt papirarbejdet og booker en pilot (lods), der skal sejle med gennem Suezkanalen.

Vores agent er Mr. Matrix med sort pomadehår og über-cool´e solbriller. Han byder Sally Blue og Jonnas besætninger på morgenmad og underholder med, hvor surt det er, at koner bliver så fede, dovne og kedelige og at europæerne har det meget sjovere, fordi de jo har deres veninder.

Dagen efter er både Sally Blue og Jonna top-tunede og klar til afgang. Vores svenske venner har lånt vores 5 hk påhængsmotor til at hjælpe deres egen ikke alt for pålidelige 8 hk motor gennem Suezkanalen. Begge besætninger har sommerfugle i maven, der er meget på spil de næste dage, inden vi endelig når europæiske og i vores øjne hjemlige og trygge farvande.

















Der går en time, to timer - og tre timer. Vi venter utålmodigt på vores pilot og på at kunne starte den 80 km lange tur for motor op gennem den sydlige del af Suezkanalen. Hvis vi presser motoren, kan vi gå 10 km i timen og vil først værre fremme, når det for længst er blevet mørkt og det er ikke lovligt at sejle i kanalen efter mørkets frembrud.

Så dukker Mr. Matrix op med den upopulære nyhed, at der ikke bliver nogen transit den dag, fordi et containerskibe er gået på grund og et andet sidder fast med motorproblemer. Vi er ved at være trætte af alle forsinkelserne i Ægypten. Vores tidsplan skrider. Vi har to måneder til at sejle gennem Suezkanalen, tværs gennem Middelhavet og op gennem Europas kanaler, inden jeg skal være tilbage på arbejde 1. juli.

Da Mr. Matrix dagen efter igen aflyser transitten, er der for alvor krise på broen. Forklaringen er, at gårdsdagens problemer på kanalen har skabt en pukkel af kommerciel trafik, der først skal afvikles, før vi får lov at gå igennem. Små både må ikke sejle med de store drenge.

















Sally Blues motor larmer hysterisk – i det mindste har den valgt at starte i dagens anledning. Endelig er vi på vej nordpå! Piloterne er ankommet - på tredje dagen. Kajsa fra den svenske båd sejler med os for at lette den lille 28 fods båd og for at undgå kultursammenstød. Toilettet ombord på Sally er en spand i cockpittet. ”Jeg kan jo inte tisse på skødet af en muslimsk mand!” som Kajsa udtrykker det.

Piloterne i Suezkanalen har ikke det bedste rygte! Deres ophold ombord er lige så frygtet som modvinden i Det Røde Hav. Bøger og rejsebeskrivelser fortæller om tiggeri, tyveri, trusler og dårlig opførsel.

Niels lægger ud med at fortælle piloten, at hvis han giver os en god tur, så ligger der en konvolut på kortbordet med en baksheesh, en gave til ham. ”You give us a good trip, we give you good baksheesh. Bad trip – no baksheesh!” Vores pilot med blå bedebule i panden, viser sig nu at være et behageligt menneske. Det ligger dog lidt tungt med at føre en samtale, da han ikke forstår mange ord engelsk.

















For høje omdrejninger sejler vi gennem et goldt ørkenlandskab. Piloten synes naturligvis, at vi skal have mere fut på maskinen. På Ægypten siden til bagbord kan vi skimte toppen af grønne palmer bag sandvolden langs kanalen. På Sinai siden er der ørken. Hver fem hundrede meter bevogter en bevæbnet soldat i skilderhus vandvejen, der forbinder Europa med Asien. Vi fornemmer tydeligt, at her er blevet ført en bister territoriekrig med naboen, Israel.

Man skal ikke hænge sig for meget i ægyptisk logik. Hele dagen sejler vi sammen med den tunge kommercielle trafik, hvilket vi jo ikke måtte dagen før. Vi smyger os tæt om de store bøjer langs kanalen for ikke at komme i vejen for containerskibene.

Især Kajsa kaster bekymrede blikke bagud efter lille Sally, der dog følger godt med med sine to påhængsmotorer - og sejl. Vores pilot er ikke til at hugge eller stikke i! Først lader han som om, at han ikke forstår os, men Niels bliver ved. Sejl! Vi er en sejlbåd! Hvis vi sætter sejl, går det hurtigere.

















Efter en times hård diskussion, går piloten nølende med til at kalde kontroltårnet, som helt uden for nummer giver os lov til også at hejse kludene. Kort tid efter må vi dog pille dem ned igen, fordi kanalen slår et lille knæk og vi får vinden lige i snuden. Men så gik tiden med den lille øvelse og nu er der kun ti kilometer tilbage til Ismalia.

Det er ved at blive mørkt og piloten rykker bekymret på sig. Vi skal være fremme inden mørkets frembrud ellers skal der ankres i kanalen for natten – med pilot ombord. I buldermørke når vi marinaen i Ismalia efter at have været ved at baldre ind i ubelyste bøjer og fiskejoller.

Piloten er ikke til megen hjælp! Heller ikke da vi prøver at få ud af ham, hvordan vi skal lægge til i marinaen. ”Yes, yes – fine, fine!” svarer han ivrigt, når vi spørger ham, om der er bøjer eller pontoner eller om vi måske skal ligge ved en kaj.

















Under vældig råben fra piloten og folk på kajen lægger vi til. Piloten skal have sin baksheesh, en lille gave og det går ganske, som vores agent har forudsagt. ”No, captain! Not enough!” Piloten refererer til den ti dollar seddel, der ligger i konvolutten. Niels nupper konvolutten tilbage og siger: ”Fint! Det er en gave, ikke din løn. Vi beholder den bare!”

Så er der ikke mere brok! Manden stikker hurtigt konvolutten til sig og kaster sig skumlende fra borde. Vi er lykkelige over at være kommet så langt! Nu mangler vi kun et lille hug, så er vi i Middelhavet – og næsten hjemme, men først skal vi se pyramiderne og Cairo.

















Ufatteligt at tænke sig, at der er gået 2.500.000 stenblokke af 2,5 ton til hver af de store pyramider! Med nakken tilbage beundrer vi det sidste af de syv menneskeskabte vidundere. Caroline er som altid mere interesseret i at finde oversete skatte på jorden.

Mange af pyramidernes skatte – og beboere befinder sig på Det ægyptiske Museum i Cairo centrum. Fire tusinde år gamle faraoer ligger og mimrer som mumier beskyttede i glasmontrer i kølige og mørke rum.

Der hersker ikke megen respekt om de sarte rester af forfædrene i det moderne gravkammer. Ægypterne blitzer løs med mobiltelefoner – kameraer er naturligvis strengt forbudte hos mumierne, men der er ingen vagter til at stoppe vandalismen.

















Efter at have set en brøkdel af de 120.000 faraoniske skatte på udstilling, står vi tre timer senere og misser i solskinnet foran museet. Trafikken brøler forbi i uendelige slanger af ramponerede sorte taxaer og andre fartgale cairenere.

Vi har lært, at det er den visse død at træde ud på vejbanen, når der bliver grønt. Der er tilsyneladende ingen forskel på rødt og grønt lys og tilstedeværelsen af en af de mange hvidklædte politibetjente gør heller ingen forskel. Vi lærer hurtigt at bruge cairenerne som skjold. De danser og snor sig ud og ind mellem kofangerne, når der er det mindste ophold i trafikken. Vi følger efter som en flok forskræmte mus. Hvem siger, at der er farligt på de store have!

Italiensk is og skønne konditorkager frister på hvert andet gadehjørne. Billige spisesteder med savsmuld på gulvet og et centimer tykt lag skidt i hjørnerne lokker med fool, falafel, babaganug og shawarma. Det er heller ikke dårligt at fordøje indtrykkene med en gang te og tyrkisk koffi, mens vi lader en boblende vandpibe gå på omgang.

























Inden vi tager bussen tilbage til Jonna og Suezkanalen, raider vi et par butikker for sko og skjorter. Om lidt er vi tilbage, hvor man ikke kan klare sig med klip-klapper og et par forvaskede shorts. Niels kigger forpint ned på et par blanke sorte lædersko, som han har klemt sine brune fødder i. Kaptajnen er nu udstyret til jobsamtale med knitrende skjorter og knirkende sko – eller er det torturinstrumenter?

Jens har fødselsdag om et par dage og det ser ud til, at han igen i år kommer til at tilbringe den på havet. Sidste år holdt han fødselsdag i Stillehavet mellem Panama og Galapagos. I år skal vi fejre hans tretten års fødselsdag i Middelhavet – tror vi, indtil et par krigsskibe kommer i vejen.

















Pga. terrortruslen har Koalitionsstyrkerne betinget sig, at der ikke er små både i Suezkanalen, når de går igennem med krigsskibe. Vi kan bare være glade for, at der ikke er store troppetransporter for tiden. To dage i træk aflyses kanaltransitten med kort varsel pga. krigsskibe, der sejler sydpå mod Golfen.

Nu er det ikke længere realistisk at nå hjem pr. første juli med i alt én uges ufrivillig forsinkelse i Ægypten. Jeg mailer til min chef og får udsættelse mht. at møde på arbejde. Ny deadline på hjemkomst er nu d. 14.7.

Men Jens er lykkelig! Nu kan han holde fødselsdag på landjorden. Den store dag starter aftenen før, hvor vi bliver invaderet af festgale svenskere fra Sally Blue og El Cordero. Kaptajn Danjel fra Sally har brugt eftermiddagen på at bage lagkage på stegepanden på trods af, at han er syg og der er sang og gaver.

























Næste dag fortsætter festlighederne uventet, fordi ingen af de otte både, der venter på transit, kan komme af sted nordpå. Frustrationerne drukner vi i bjerge af jordbær med rigtig flødeskum, kyskager og is. Om aftenen er der pot luck, sammenskudsgilde på kajen for alle de strandede sejlere. Så blev trettenårs barnet alligevel fejret med maner!

















Det er dårligt blevet lyst, før piloterne ankommer og vi endelig kan sejle nordpå. Det er d. 29.4. og hvis alt går vel, er vi i Middelhavet inden maj - og inden dagen er omme! Igen har vi været usandsynligt heldige med vores pilot. Han er en høflig og beleven ældre herre, der taler godt engelsk og kan fortælle os om Suezkanalens historie og om landskabet, vi sejler forbi – det af det vi kan se!

Efter en lille times sejlads befinder vi os i en uigennemsigtig og tæt ærtesuppe af morgentåge, der først brænder af, da solen begynder at varme efter ni. Vi kan høre de store bulderbasser, der kommer mod os nordfra, længe før vi kan ane dem som skygger i tågen. Skræmmende!

Vi smyger os langs kanalens vestlige bred. Bøjerne dukker op af tågen lige tids nok til, at vi kan nå at undvige de kantede jernkonstruktioner og ikke nok med det, så padler der også små fiskejoller rundt i den mælkede grød. Piloten beder os om at sætte farten ned og jeg står i stævnen og prøver at dirigere Niels udenom små og store forhindringer.

















Midt på eftermiddagen frisker vinden til 30 knob lige imod – præcis som vejrudsigten har lovet. Det er svært at planlægge med vejret, når man ikke selv kan bestemme afgangsdag. Der er hundekoldt i kanalen, men der er ingen sø. Til gengæld er det let at forudse, hvordan det bliver, når vi om få timer rammer Middelhavet – gys!

Der er ingen ”kære mor”! Vi har chekket ud af landet og det vil koste os mellem 300 og 400 $ og masser af ballade at gøre holdt i Port Said. Niels og jeg trækker i overtræksbukser, søjakke og gummistøvler og forbereder os på en ublid landing i europæisk farvand. Vi føler os pludselig meget trætte og slidte!

Port Said havn er et virvar af færgetrafik, fiskeskibe, travle lodsbåde og store kommercielle skibe på vej til og fra Suezkanalen. Vi tager afsked med vores eksemplariske pilot, der bliver samlet op af en stor lodsbåd.

Den spinkle ældre herre sender et bønfaldende blik mod himlen og signalerer til Allah med hånden, inden han tager springet op på den brølende lodsbåd, der kommer alt for tæt på Jonnas flanker. I modsætning til mange andre sejlere har vi været heldige i vores møde med Suezkanalens mange ansatte.

De fleste udsættes for en eller anden form for tiggeri, afpresning, trusler eller bare dårlig opførsel. Kenneth og Videa fra El Cordero havde en opmåler ombord i Suez, der bad om en bærbar computer eller noget andet digitalt grej. Da de ikke umiddelbart havde noget, de syntes, de ville give ham, satte han sig ned: ”Jeg er sikker på, at I finder noget!” De fandt en ubrugelig barbermaskine med den specielle feature, at den river skægget af.

Svenske Pacific Pearl havde vundet en pilot, der bad dem sejle hen til en lodsstation, så de kunne få muligheden for at aflevere lidt baksheesh til vennerne, lidt cola og dollarsedler. Da manden så skulle forlade båden i Ismalia, nægtede han at gå, før de gav ham 10 $ mere i baksheesh end de 10, de allerede havde givet ham og som er kutyme at give piloterne.

Robert fra Inquire, der to gange tidligere har sejlet gennem Suezkanalen, havde en pilot ombord, der forlod båden med lommerne fulde af stjålet grej og i Port Said blev han chikaneret af en lodsbåd, der ville have baksheesh.

Der er mange underholdende historier om baksheesh og man skal ikke tro, at det kun går ud over udlændinge. Fænomenet er en del af ægyptisk kultur og kan være et vigtigt tilskud til en lav løn. Det virker bare uværdigt, når voksne professionelle mænd tigger penge, cigaretter og solbriller, som vi oplevede det med marinabestyrer og medhjælper i Suez Canal Yachtclub.

























Bølger fra Middelhavet står ind over de store havnemoler i Port Said og vi kan se El Cordero og to andre både, der ser ud som om, de ligger og samler mod til at gå ud. Inde i havnebassinet får vi sejlene op og så er det ud i det sidste stykke hav på denne tur – det længe ventede Middelhav! Vi bjæffer nogle spagfærdige ”hurraer” over at være næsten hjemme – dvs. 999 sømil fra Italien, vores næste mål.

Det bliver en kold og hård nat med vinden lige imod. Vores kurs er langt fra optimal. Vi sejler stik nord mod Cypern, men vi trøster os med, at kursen i det mindste bringer os væk fra den travle skibsrute til og fra Suezkanalen.

Allerede næste morgen kan vi pille rebene ud af sejlene og sejladsen bliver mere behagelig. Først efter halvandet døgn kan vi gå ind på rigtig kurs, vest i stedet for nord. Vi er trætte og orker ikke mere sejlads. Caroline og Jens tæller dagene til, vi når farmor-land, dvs. Frankrig. Der er laaaangt igen, 1500 sømil og Caroline får en krise, da det går op for hende, hvor lang tid det stadig kommer til at tage. ”I lovede……”

De første dage kan vi hele tiden skimte El Cordero i horisonten og taler med dem på radioen mindst tre gange om dagen. Temperaturen er faldet dramatisk, både i cockpittet, men også vandet i vandtanken er koldt nu, for første gang i halvandet år. Flere dage har vi hård vind med grov sø og nøjes med at stikke hovedet op i cockpittet hver 10 – 15 minutter for at kigge efter trafik.

Fjerde dag om aftenen kan vi ane bjergene inde på Kreta, gode gamle Europa. Vi må blinke en tåre bort. Femte dag på havet er der ikke en krusning på vandet og for første gang kan vi spise i cockpittet uden fare for at få uønsket salt på maden.

















På sjette dagen har vi – og temperaturen samlet sig så meget sammen, så vi kan tage et bad på dækket. ”Det er som at vinterbade i Danmark!” synes Caroline. Vi hyler og gisper, når det kolde havvand rammer kroppen. Caroline tager sin dagbog med op på dækket, da det bliver Niels og Jens´ tur til kolde afvaskninger. Hun vil ikke gå glip af Jens´ skrig.

Vejrudsigten lover ikke godt for de næste dage! Vi beslutter os for at gøre holdt på Peloponnes i Grækenland i stedet for at gå direkte til Italien. Da vejret bedrer sig, er vi ligeglade. Nu vil vi i land! Efter 7 ½ døgn lander vi i Methoni og kaster ankeret mellem farvestrålende fiskebåde nedenfor ruinerne af et venetiansk fort.

Vi er så lykkelige og lettede over at være tilbage på europæisk jord! Inden der er gået en time, sidder vi og sipper retsina og spiser græsk salat og tzatziki, mens vi glor efter pigerne, der har udslået hår og bare arme og ben. Burkaen er lettet og vi føler, vi er kommet hjem, selv om vi befinder os på et af de sydligste punkter af det europæiske fastland.