Jeg er på vej ind i Borneos regnskov for at se orangutanger. Orangutangerne er ved at blive udryddet, fordi menneskene ødelægger regnskoven, som orangutangerne lever i.


















Jeg sejler på en lille blå båd 40 km ind i junglen i Tanjung Puting Nationalparken, hvor nogle mennesker prøver at redde orangutangerne. Der lever 5.000 orangutanger i nationalparken.

Vores guide fører os ind i junglen til en spiseplatform, hvor orangutangerne får bananer hver eftermiddag. Ambo, vores guide og Hepi, der er parkbetjent kalder på orangutangerne. ”Yeah-oooooooh!” rigtig højt.

Først er der ingen orangutanger, men lige pludselig svajer træerne lidt borte. Det er orangutangerne, der kommer svingende i trætoppene. De kommer ned til platformen, hvor Hepi har lagt en masse bananer.


















Der findes ikke vilde orangutanger mere. De har vænnet sig til at menneskene hjælper dem, når de er syge eller når de mangler mad.














Princess er 30 år gammel og er blevet opfostret af mennesker, fordi hun var forældreløs.

Hun kan 37 forskellige tegn. Når man spørger hende: ”Hvad vil du have?” så gør hun tegn til at hun vil have noget i munden.

Princess elsker at vaske tøj. Hun gør ligesom de ansatte i nationalparken, når de vasker tøj i floden. Hun skrubber og skurrer med oversiden at sin hånd i stedet for at bruge en børste. Hun laver rigtig meget skum og til sidst spiser hun alt skummet.

Rose Mary har to unger. Den lille hedder Rodney og den store hedder Rica. Oprindeligt havde hun tre unger, men den ene døde.


















Før Rose Mary fik sine egne unger, adopterede hun tre fremmede orangutangunger. Hun tog bare andre orangutangers unger og det kunne hun, fordi hun var den dominerende hun. Den der bestemmer over alle.

Orangutang-hunner kan få en unge hvert ottende år. De kan begynde at få unger, når de er 15 år. De får normalt tre unger i hele deres liv. Det er en af grundene til, at de så let bliver udryddet. De er meget sårbare!

Her er lille Rodney, Rose Marys unge.
































Orangutanger er sammen med deres børn i mange år, indtil de selv kan klare sig i junglen. Små orangutanger hænger på deres mor i tre år. Når de sidder på deres mor, kan man næsten ikke se ungen. Den er godt camoufleret.

Gusdur er en rigtig slagsbror. Han har mistet sit ene øje i kamp med en anden han.

Lige nu er det ham der bestemmer i Camp Pondok Tanggui, fordi den han, der ellers er dominerende, er syg og på klinik.





















De store hanner lever hver for sig og har hver deres territorium. En han vejer op til 150 kg. Det er dobbelt så meget som en hun. De store aber kan blive 60 år gamle. Orangutang betyder ”person i skoven” på malay.

Det er svært at svinge sig i lianerne, som orangutangerne gør!























Orangutangerne bruger det meste af deres liv i træerne og hver dag bygger de en ny rede. De bygger rederne mellem 5 – 30 m oppe. Reden er bygget af grene og orangutangerne bygger tit et tag, for de hader at få regn på sig!



















Her er Jani. Han er en stor og stærk orangutang. Han er den dominerende han i Camp Tanjung Hapapan. Og de andre må pænt vente i træerne, imens han spiser. Han når at spise næsten alle bananerne, så der kun er skræller tilbage til Miki og hendes unge.

Det ser ikke ud til, at det er noget problem, for Miki og babyen tager en stor håndfuld bananskræller hver og kravler op i træerne igen.














































Orangutanger er ikke kræsne! De kan spise 400 forskellige slags frugter, bær, bark, insekter, blomster og blade. Selv jord kan de fordøje!

Det er sjovt at se orangutangerne spise bananer. De skræller dem med munden og propper flere bananer ind på en gang. Nogle gange åbner de munden, så man kan se den gule bananmos splatte ud ved underlæben. Det ser så sjovt ud, at jeg kommer til at grine!

















Hvis vi ikke passer på orangutangerne, risikerer de at uddø! Der er kun 50.000 – 60.000 orangutanger tilbage i hele verden. De findes kun i Indonesien - på Sumatra og på Borneo.

I 1997/1998 døde der 20.000 orangutanger, fordi menneskene brændte regnskoven af.

Palmeoliefirmaer brænder skov af for at kunne lave flere palmeolieplantager. Mange firmaer fælder ulovligt træ i regnskoven uden at plante nye træer.

Hvis regnskoven forsvinder, forsvinder orangutangerne også, for de er afhængige af regnskoven.

Jeg laver vandkamp med min bror, Jens, imens det siler ned. Det er regntid i Borneos jungle. Det regner meget fra oktober til april.

















I baggrunden kan man se pandanuspalmer og orangutangerne elsker pandanuspalmens nyeste blade. Pandanuspalmen har også en frugt, som orangutangerne elsker.

Unyuk er en skrap tante, der hører til i Camp Leakey med sin lille unge, der ikke har fået navn endnu.




















Hvis hun bliver sur kan hun finde på at bide eller slå, hvis man kommer for tæt på. Så guiden siger, at vi skal holde os på afstand af hende.

Da vi skal tilbage til båden, spærrer hun vejen, så vi ikke kan komme forbi. Det ser så sjovt ud, da hun hænger der og ser provokerende ud. Man kan næsten læse hendes tanker: ”I kan bare prøve at komme forbi, hvis I tør!” Efter nogen tid lader hun os forbi.

















Men da vi har gået nogle meter, sætter hun sig midt på stien og så må vi vente igen…

og igen….




















I alt sker det fire gange, at vi må vente på, at Unyuk flytter sig. Hun er en rigtig drillepind!

Efter to dage i regnskoven med orangutanger sejler vi hjem til Jonna igen. På vejen igennem den mørke regnskov ser vi ildfluer. Der er så mange ildfluer i træerne, at det ligner juletræer.

















Caroline Dörner Carlsen, december 2006, Borneo