Indien - Yemen 12/2 - 1/3 2007

Vi er klar til vores sidste oceanstræk på denne tur. Dvs. skroget – Jonnas skrog – er ikke for fit til den 1885 sømil lange glidetur gennem vandet. Det er ni måneder siden, vi sidst har haft båden på land i Panama og rur, et gulvtæppe af genstridige brungrønne gevækster og lange græsgrønne havfruehår har indtaget vores engang blå vandlinie.

Det er utænkeligt at hoppe i Cochins havnevand for at bekrige det fremskredne marinebiologiske projekt. Vi ville selv ende som et interessant studie i overfladegevækster og hudsygdomme. Vi tøffer fem sømil ud fra kysten til vandet ikke længere er mudret og ugennemsigtigt og lader os drive, mens vi alle fire angriber den uønskede natur med nyindkøbte paletknive i jern og træ, skurrebørster og – svampe.

Vi pruster og stønner som en hvalroskoloni, mens vi med én hånd gnubber, skraber og hakker og med den anden forsøger at holde fast i båden, der ruller voldsomt i dønningen. Efter halvanden time overlader jeg Niels til at få de sidste kvadratcentimeter betonhård rur af Jonnas runde rumpe. Jeg er blevet søsyg af de uvante bevægelser – eller også har jeg fået hjernerystelse af at få skroget i hovedet, overvejer jeg melodramatisk.

Svimle og rundt på gulvet får vi gummibåden halet på dæk, vasket og pakket sammen. Niels surrer landgangsfartøjet, mens jeg brækker mig og så er det op med alle sejl og kurs mod vest og Den Arabiske Halvø. Det bliver godt med to – tre ugers afslapning på havet.

























”Det er underligt at vaske sin diller på 4000 m dybt vand!” filosoferer Jens. Vi er fire dage ud for Indiens kyst og er hoppet i et blikstille Indisk Ocean. Ungerne, der hænger efter båden i et langt tov, er ikke til at få op igen, men hva´ - det meste af dagen har vi gjort 1 – 2 knob, så en halv time fra eller til uden sejl oppe gør ikke den store forskel på tidsregnskabet.

Vi kan høre deres prusten, men ikke se delfinerne, der boltrer sig om båden. Nætterne er kulsorte og uden måne. Jens og Caroline kommer op og fortæller om delfinernes snak, der kan høres gennem glasfiberen. Sød musik at falde i søvn til.

Vi har fået lidt mere vind, men det går stadig langsomt fremad, for strømmen er imod. Vi gør omkring 3 knob og regner ud, at turen over Det Arabiske Hav vil tage os 22 dage med den fart.

















Det store ocean trækker vejret i en langsom dønning. Der er fordele ved ikke at have vind, så er der heller ingen sø. Genakkeren er oppe om dagen, men når natten slukker lyset, falder vores mod og vi bytter gerne farten fra det store sejl med trygheden ved de mindre. Det er lettere at håndtere storsejl og forsejl alene og søvnig på nattevagterne, skulle der komme en uventet byge.

















”De har kurs lig imod os!” Med bankende hjerter ser vi et stort gult fiskeskib komme nærmere. De har ændret kurs og styrer målbevidste imod os. Alle pirathistorierne dukker op, selvom vi stadig har små 1000 sømil til det berygtede område i Gulf of Aden, også kaldet piratkorridoren.

Et storblomstret telt af en hellang kjole ryger over bikinien, for ikke at forskrække eventuelle muslimer ombord. Jeg tager roret. Den store fiskebåd er nu helt tæt på og fire mand gestikulerer ivrigt i stævnen. Jeg koncentrerer mig om at holde kurs – og vind i genakkeren, der stikker ud som en stor ballon i bagbord side.

















Vi har fundet de store smil frem og alle mand er på dæk. En fisker holder en tun op. Ja, den vil vi gerne have og Niels roder smøger frem som bytte. Kaptajnen på fiskekutteren hænger ud af styrehuset. Motoren brøler, da han manøvrerer den store båd faretruende tæt på vores agterende. Propellen klipper den 100 m fiskeline, vi trawler efter båden. Til gengæld lander en tun tungt i cockpittet og Niels rækker to pakker smøger den anden vej i et net.

En time senere kommer endnu et fiskeskib forbi og vil bytte fisk for sprut, cigaretter eller mad. Vi har ikke plads til mere fisk i køleskabet, men kaster nogle pakker kiks over på dækket mellem deres net.

Vi vil helst have oceanet for os selv, men flere nætter har vi lys fra fiskeskibe. Vi navigerer i respektfulde buer udenom bådene, der ligger og trækker kilometerlange net op. Nettene er markerede af små bøjer, man kan se om dagen, men om natten er det umuligt at se, hvor de lange flydenet stopper.

















I flere timer har jeg haft lysene fra et fiskeskib om bagbord og har endelig passeret skibet med et par sømil. Autopiloten er tilbage på kurs og jeg går ned for at skrive. Pludselig skramler noget mod siden af båden. Båden giver sig og vandgeneratoren og vindroret skramler hjerteskærende.

Jeg sprinter op, mens jeg råber på Niels. Det lyder som om, at det hele er blevet flået af agterperronen. Vi slipper med skrækken! Vandgeneratoren, der laver strøm, er knækket, men vindroret, der har styret båden for os det meste af turen, er uskadt.

Vi har været heldige ikke at sidde fast i de kraftige net. I Aden genser vi katamaranen, Moujik, hvor skipper Jim to gange var i vandet om natten for at skære båden fri af net. Første gang blev han slynget 300 m væk fra båden, da han skar linen. Næste gang sad han fast i nettet presset ind mod kølen af båden. Caroline og Jim er enige om, at Det Arabiske Hav er den værste oceanpassage, de har haft på deres syv år lange jordomsejling.

Det vi frygter mest er menneskeskabte forhindringer i vandet. Fiskeskibe, der ikke har lys på, umarkerede net og trawl, der kan ødelægge ror og skrue. Pirater og hårdt vejr har vi en mulighed for at reagere på, men net og liner er en konstant trussel i Det Arabiske Hav selv hundredvis af sømil fra land.

Vores chancer for at nå helt til Aden uden stop er ikke blevet bedre af, at vores vandgenerator, der producerer gratis energi til os, nu ikke virker mere. Vi er nødt til at bruge vores kostbare diesel på at lade batterierne, for at have strøm til lanterner, navigationsinstrumenter og køleskab.

Havet er fuldt af liv. Fiskene springer ud af vandet rundt om os. En lysende blå og grøn mahi-mahi svømmer langs båden og kigger nysgerrigt op på os. En anden dag er det blikstille ocean fuldt af gennemsigtige babyblæksprutter og små rødbrune krabber, der klipper ringe i vandspejlet med deres små klosakse.

















På trods af vores sneglefart gennem vandet fanger vi en gulfinnet tun. ”Må jeg smage?” Caroline spiser af det lyserøde kød, mens Niels stadig er i gang med at rense fisken. Små sølvfarvede fisk vælter ud af maven på tunen, der lige fik hapset en lækkerbisken for meget, vores uimodståelige blækspruttemadding med sølvglimmer.

Kaptajnen regner på vores dieselforbrug. Vi ligger mellem Somalia og Yemen ud for Suqutra, en ø ved indgangen til Gulf of Aden. Farvandet er berygtet for pirateri. Vi har været på havet i fjorten dage og har stadig næsten 700 sømil eller mindst 6 døgns sejlads, før vi når Aden ved indgangen til Det Røde Hav.

Vi kan bare ikke nå til Aden med den diesel, vi har ombord og vi har ikke lyst til at ligge og drive uden vind her ved indsejlingen til Det Røde Hav. En velfodret dieselmotor er et must i et område med tung trafik og rygter om pirater. Vi har stadig meget lidt vind og sejler mellem 2 og 3 knob, hvis vi er heldige. Spørgsmålet er, hvor langt vi kan nå.

Efter megen snak frem og tilbage beslutter vi os for at gå til Nishtun, en havn i det østlige Yemen for at få diesel. Vi aner ikke, hvordan vi vil blive modtaget, for det er ikke en havn, der har status som ”port of entry”, dvs. en havn, hvor man kan få ordnet immigrations- og toldformaliteter.

Disede bjerge dukker op på horisonten og vi får vind til at sejle. To speedbåde kommer med høj fart lige imod os. Fiskebåde, håber vi, mens alle beretninger om hurtigtgående speedbåde med bevæbnede pirater ombord myldrer rundt i hovedet på os.

Det er fiskere fra Nishtun, som gestikulerer efter det sædvanlige: cigaretter, mad og vand. Vi prøver at forklare de trængende, at vi har meget lidt vand tilbage og at de sandsynligvis er hurtigere inde i Nishtun end vi. De smiler og vinker og er smuttet igen.

Jo tættere vi kommer på land, jo mere hyler vinden. Vi er på vej ind i en bugt med golde, brune bjerge på begge sider. Brændingen bryder dramatisk på sorte sten, der rager op af vandet. Det er svært at forestille sig, at der skulle ligge en beskyttet havn i bunden af bugten, hvor søen skyller ind.

En kampestensmole dukker op og bag den fredeligt og fladt vand i et lille havnebassin fyldt med fiskejoller. Vi cirkler forsigtigt i det snævre bassin, mens vi overvejer, hvor der er plads til at droppe ankeret. Al aktivitet er stoppet. Folk, dvs. mænd og drenge, følger nøje vores manøvre mellem fiskebåde, bøjer og ankerliner.

















Inden vi får bundet ankeret fri, bliver vi til vores store lettelse vinket over til en slidt betonkaj, hvor der ligger tre større fiskeskibe. Det er ved at gå galt, da jeg springer i land med fortøjningen i uvant kostume, lang kjole, der ikke tillader den store bevægelsesfrihed. Velkommen til Arabien og en meget varm og upraktisk mode – forbeholdt kvinder.

Det føles trygt og godt at ligge bag en massiv kampestensmole, mens vinden hyler i riggen – og det bliver ikke dårligere af, at molen er dansk bygget. Allerede inden vi er færdige med at fortøje Jonna, vrimler det med mænd i lange sharonger og palæstinenserklud om hovedet, der påstår, at de er politi og toldmyndigheder. De ved ikke rigtigt, hvad de skal stille op med os, men vil meget gerne checke vores papirer. Allernådigst lader de os fortøje båden først.

















Niels klarer de officielle handlinger i cockpittet, mens jeg iført tørklæde og bare tæer serverer lemonade og kiks fra kabyssen. Vi forklarer, at vi er på vej til Aden, men mangler diesel. Kommunikationen går lidt trægt. Politimanden fører ordet, da han er den eneste, der kan lidt engelsk. Vi kan ikke checke ind, men vi får lov at overnatte og købe diesel. Han forsikrer os: ”You won´t have any problems here – this is a nice place!” Vi stirrer fascinerede på mandens deforme kind. En golfboldstor kugle af grønne quatblade truer med at poppe ud af mundvigen, når han taler. ”Interest!?” Politimanden stirrer mistroisk på os, da vi forklarer, at vi også gerne vil have lov at gå en tur og se selve Nishtun by. ”Why!”

Vores og bådens data bliver nedfældet i et laset kladdehefte. Der er ingen officielle papirer at udfylde og vi er ikke helt trygge, da de turbanklædte mænd forlader båden med vores pas og bådpapirer. Vi er blevet lovet 200 l diesel og en bevæbnet politimand, der skal passe på os på vores bytur i morgen. Inshallah!

















Da vi forsøger os med en spadseretur i skumringen, bliver vi passet op af en Kalashnikov bevæbnet vagt. Han vil se papirer, fremgår det af hans kropssprog og sikkert også af de gloser, der kommer ud af mund på ham.

Vi har ikke vores pas, men er så opsatte på at gå en tur efter 15 dage på havet, at vi ville kunne overtale selv den mest nidkære vagt til at slippe os fri. En mand fra den kødrand, der har samlet sig om os, lover at eskortere os rundt på havnen – kun på havnen.

Vi trykker næve med den fede kantineejer, der kan veksle dollars, beundrer de store tun, der ligger som strandede hvaler på kajen, klar til at blive til dåsemad på den lokale kinesiske fabrik. Imamen kalder til bøn og vores guide forsvinder ind i havnens moske for at bede aftenbøn. Allah er stor - og vigtigere end et par vildfarne turister.

Der er naturligvis ikke diesel som lovet næste morgen klokken otte - eller klokken tolv. Niels prøver at fremskynde situationen ved at tage ophold på kajen i den bagende sol sammen med vores insisterende gule dieseldunke.

Havnemester, Yakob kommer forbi med slæng til improviseret kaffeslabberads. Direkte adspurgt mener han, at det kunne være en god ide at stryge vores danske flag. Hvad med dieselen? I eftermiddag – inshallah!

Fiskerne fra en afghansk fiskekutter, der ligger ved siden af os ved kajen, kommer forbi med en stor blæksprutte. Den er stadig levende, da den bliver strippet for skelet og vendt vrangen ud på. Jens og Caroline forlader seancen med tårer i øjnene. Blækspruttens brutale endeligt forhindrer dem dog ikke i at nyde den i salat dagen efter.

















Så sker der endelig noget! Over middag bliver Niels og dieseldunke hentet af Faisal fra politiet. En halv time senere er Niels tilbage – uden diesel. Tankstationen er løbet tør for diesel og nye forsyninger ventes i løbet af eftermiddagen. Inshallah!

Vi beslutter os for at få det bedste ud af ventetiden. Tid til sightseeing i Nishtun. En venlig politimand med kashmirtørklæde og kalishnikov draperet over skulderen eskorterer os. Vinden fyger ind fra et blåt hav og store havmåger letter fra stranden, når Caroline kommer hvirvlende. I baggrunden rejser gråbrune bjerge sig golde og mægtige. Det eneste grønne er et par pletter med støvede dadelpalmer i udkanten af byen.

























Efter et lille døgn i Yemen ser vi den første kvinde – tror vi nok! En skikkelse indhyllet i flagrende sorte gevandter forsvinder som et mørkt spøgelse mellem de tilknappede Hodja-fra-Pjort-huse. Her er tagterrasser og smukke geometriske udsmykninger, men de fleste huse er rå kasser af beton eller mudder, hvis eneste pynt er små skydeskår af vinduer.

















Byen virker forladt i den flimrende hede og de støvede gader så tomme som i en dansk provinsby efter 8 om aftenen. Langsomt kommer der mere liv. Drenge på blanke cykler hvirvler støv op i hovedgaden og et par kameler vender værdigt hovedet efter os. Ser man godt efter åbenbarer mørke døråbninger varer på hylder.

Vi kan få, hvad hjertet begærer af dåsefrugt, saftevand, kiks og sæbe. Ingen æg, brød, frisk frugt eller grønt. Et par rådnende tomater og plettede kartofler er Nishtuns udvalg af friske vitaminer. Godt, at der kun er fem dage til Aden, hvis det altså lykkes os at få diesel.

















Tilbage på havnen bliver vi venligt, men resolut gennet ombord på båden og resten af dagen og aftenen sørger en vagt for, at vi ikke forlader vores flydende hjem. Kajen – og den afghanske fiskekutter vrimler med politi og militær.

Vi er ved at opgive håbet om at kunne sejle videre tidligt næste morgen, da dieseldunkene pludselig dukker op på ladet af en ramponeret pick-up truck - fyldte. Nu mangler vi bare vores pas og papirer. Klokken 20 i aften, får vi at vide … Inshallah!

Efter femten nætter med nattevagter er det svært at holde sig vågen efter 21. Der er stadig gang i gaden på fiskeskibet ved siden. Foruden et mylder af politi og militær er der nu også kommet TV på. Fiskekutteren bliver endevendt og vi er ved at revne af nysgerrighed efter at vide, hvad der foregår. Til vores store ærgrelse taler vagten på kajen ikke engelsk.

Passene er stadig ikke kommet, men nu har Niels fået fat i Faisals overordnede. Han lover os, at papirerne vil være der næste morgen. ”Inshallah!” Niels har fået nok af inshallah (- om Allah vil!) og udbryder irriteret: ”Skidt med Allah, jeg vil se Faisal!” Politikommissæren kigger vantro på Niels og vælger at tro, at han har hørt forkert. Niels gentager ikke sit ugudelige udbrud!

















Høj råben på kajen efterfulgt af buldren af støvler, der lander tungt på dækket, vækker os brutalt omkring midnat. Forskræmte og forvirrede vælter vi ud af køjerne. Måske er det vores tur til at blive gennemsøgt!

Det er Faisal og en vagt med automatvåben, der har indtaget vores cockpit. De har medbragt pas og papirer og nu skal der dollars på bordet for diesel. Faisal får 20$ for sit besvær og forlanger 20$ ekstra, fordi vi ikke er i stand til at kopiere et udklareringsdokument fra Indien. Stemningen er ikke behagelig og der bliver råbt højt på arabisk. Faisal må nøjes med én gange 20$ og vi er glade, da de to herrer forsvinder i mørket på kajen.

















Resten af natten sover vi dårligt og er glade, da det første lys farver himlen lyserød og vi kan komme af sted. Nishtun var et interessant bekendtskab de 36 timer, det varede. Et bekendtskab, vi nødigt ville have undværet, men det hjælper at have et fælles sprog, så man kan kommunikere.

Et par uger senere møder vi en mand i hovedstaden, Sana’a, der fortæller os, at der blev fundet narko på den afghanske fiskekutter i Nishtun.