Galapagos - Marquesas 9/5 – 7/6

Galapagos´ historie er én lang fortælling om desperate sømænd, pirater og hvalfangere, der gennem århundreder forgæves søgte efter vand på øerne. Nogle få var heldige at finde en godt skjult kilde på Chatham, andre måtte nøjes med at suge på kaktusblade eller på afrevne lemmer fra marineleguaner. Indtil for tolv år siden drak indbyggerne på Galapagos salt brakvand, i dag kan de købe ferskvand fra øernes desalination plants og det kan vi heldigvis også.



Vores vandtanke er helt tomme, så vi bugserer elleve 20 liters dunke ud på båden. Først læsser vi dem op på ladet af en taxa, der kører os ned til kajen, hvor vi prajer en vandtaxi. Vandtaxachaufføren er en mand, der kan sit fag. I den store dønning holder han stævnen af jolle op mod de slibrige stentrapper, der udgør landgangen. Bådens bund skraber hjerteskærende imod stenene hver gang en dønning rammer kajen. Vandet skyller om benene på os, mens vi så hurtigt som muligt tumler de 20 kg tunge dunke ombord. Pyh, nu mangler vi bare at få dem fra vandtaxaen op på Jonnas dæk. Det går fint - med et par solide sorte mærker på glasfiberen fra taxiens bildækfendere.

Niels og jeg er ved at være klar til at krydse verdens største ocean. Jens og Caroline er på vej til Danmark på sommerferie. De støder til os igen på den anden side i Nuku Hiva på Marquesas Øerne. Vi glæder os til at krydse Stillehavet alene og ungerne til at besøge familie og venner i Danmark.

Inden vi stikker, smutter vi lige ind om Isla Isabela og ligger ganske ureglementeret i tre dage. Havnefogeden i Villamil vender som regel det blinde øje til og ignorerer de sejlere, der ulovligt vælger at afslutte deres besøg på Galapagos her.

Ankerpladsen, der er én af de smukkeste, vi har ligget på, er beskyttet mod havet af et sort lavarev med pingviner, hajer, marineleguaner og søløver. Vi bruger de sidste tætpakkede dage inden afgang på at forstærke og reparere sejl og checke motor og rig. Alt skal være i orden! Foran os ligger en tur på 3000 sømil. Det længste stræk på vores jordomsejling.

Dagen inden afgang er vi på hesteryg på sightseeing på verdens anden største vulkan. Sidste gang den var i udbrud var i oktober 2005. Julio, byens bager, er vores guide. Vi er ni stivlemmede sejlere på jagt efter den sidste adspredelse inden ugers inaktiv vuggen på Stillehavets bølger. Efter halvanden times ridt opad, når vi det enorme vulkankraters rand og kan på den ene side kigge ud over en lavamark på 12 kilometer i diameter. På den anden side af højderyggen strækker lavaen sig så langt øjet rækker. Vi forlader hestene og begiver os på gåben ned i den sorte og røde lavaørken. Lavaen reflekterer varmen fra den brændende middagssol og svovldampe kildrer os i næsen. Det eneste, der kan overleve her, er skildpadder og øgler. 60 ecuadorianske soldater måtte redes ud med helikopter, da de fik til opgave at forcere Isla Isabelas lavaørken. De skulle tilbagelægge en strækning på 60 km, men for vild. Én soldat overlevede ikke strabadserne.



Alez – alez! Michel, en ældre fransk sejler, sporer sin hest. Nu skal der gang i gaden. Tre young guns følger efter i fuld galop. Min krikke, nr. 12, vil med, men det lykkes mig at holde den tilbage med blødende bidsel. Jeg har nok at gøre med at holde mig i sadlen og har for længst opgivet ikke at ligne en skrumlende sæk kartofler. Gad vide, om jeg er i stand til at sidde på min værkende rumpe de næste mange dage.



Næste morgen kl. 10 er vi klar til afgang. Det er den 14. maj og Jonna stævner ud fra Villamil, Galapagos, lastet med dusinvis af ulæste bøger og masser af ideer til småprojekter ombord. Der skulle nødigt blive for megen lediggang! Vi er ivrige efter at komme af sted og regner med at passagen over Stillehavet kommer til at tage os 28 – 30 dage.

De første dage er vinden ustabil, men vi har medstrøm, så vi skyder en god fart. Vi reber op og ned, sætter genakker og kører for motor. Vi skal lige vænne os til at have sø igen efter et næsten fladt ocean fra Panama til Galapagos.



4. dag om morgenen opdager Niels, at én af kordelerne på bagbord indervant er gået. Skaden er svær at få øje på, så den kan have været der længe. Vanten er en stålwire, der består af 19 kordeler. Jonnas rig består af fem stålwirer, der holder masten på plads. Knækker én af stålwirerne, er der fare for, at masten knækker. Stemningen er lidt trykket, men vi bliver enige om at sejle lidt mere konservativt, så vi ikke belaster riggen for meget.

Det er ikke vores dag i dag! Vi mister to fisk og ødelægger i processen Niels´ hjemmegjorte håndline! Øv, ingen fisk i karrysovsen i dag! Niels finder Plumrose-pølser købt på Galapagos frem fra bunden af køleskabet. Selv ikke karryen og bananerne kan camouflere, at de smager af klor.

Vi er ved at blive eksperter i at håndtere vores genakker, en asymmetrisk spiler. Vi har dage med meget lidt vind og skyder alligevel en god fart med den store ballon oppe. Eneste problem er, at man skal holde godt øje med vejret. Kommer der en byge med megen vind, går det pludseligt alt for hurtigt og vi risikerer at belaste riggen.



Vi fisker og vi fisker og får også bid, men enten æder monstrene hele linen eller ødelægger fiskehjulet. Det er vores 6. dag på det blå ocean og vi er snart kvartvejs! Vi må nøjes med pizza til middag i dag og det bliver noget af en naturoplevelse. Melet vrimler med små brune biller og deres larveagtige efterkommere. Første indskydelse er at kaste hele posen i havet, men der er lidt for langt til den nærmeste købmand til den slags overvejelser. Tappert hjælpes vi ad med at si det krablende indhold ud af melet. Hver skefuld åbenbarer 12 – 15 væmlinge, som ryger udenbords. Anden omgang gennem sien giver kun en fangst på 5 – 6 dyr, mest larver. Pizzaen er der ikke noget i vejen med – med eller uden kød.

Så har vi tilbagelagt en fjerdedel af turen. Hvis vi holder gennemsnittet, når vi i Nuku Hiva på 24 dage. En af Niels´ yndlingsbeskæftigelser er at udregne estimerede ankomsttider alt efter fart. Jeg har ham mistænkt for at tro, at han ved hjælp af alle sine udregninger mirakuløst bringer os hurtigere frem. Det må være en ingeniør-ting!



Så er der endelig bid og ét der var værd at vente på! En mahi-mahi på 106,5 cm og 5 kg, der giver os mad på bordet i fire dage. Så orker vi heller ikke at spise mere fisk for den omgang.

Der hænger en bananklase og svinger på bagperronen. Den var helt grøn, da vi forlod Galapagos for godt en uge siden. Hver gang en uregelmæssig bølge rammer båden plumper en overmoden banan af klasen og ender tungt på glasfiberen. Vi har fået banan i yoghurt, i smoothie, i sovs, i kage, i brød, som dessert med rom - og bare med håndtag. Nu kan de ikke mere og det kan vi heller ikke! Vi spiser langt mere frugt til søs, end når vi er i land. Udryddes skal det jo! Som engelske David fra Blitz siger på radioen:” We are eating bananas like flying monkeys and tomatoes like they were going out of fashion.”



Nattevagterne begynder at trække tænder ud! Op hvert kvarter i tre timer efterfulgt af tre timers uafbrudt søvn. Vi har udviklet et had-forhold til vores skramlende æggeur, der fire gange i timen sender os på udkig efter noget, der ikke er – nemlig trafik! 7. nat ser vi lysskæret fra noget, vi forestiller os er en japansk fisker, der er i færd med at støvsuge oceanet for tun.

Vi holdt halvvejsfest for to dage siden og i dag er der kortvendingsfest. Nu begynder vi at plotte positioner ind på den side af det store søkort, hvor Marquesas ligger. Vi er nået til dag 15.

”KLAM!” Lyden kom fra fordækket og vi frygter begge, at det er det defekte stag, der er gået. Stor lettelse da vi finder ud af, at det er et 30 år gammelt beslag på spilerstagen, der har opgivet ævret. Den fikser Niels med boltsaks og popnitter.

Squalls med heftig vind og regn ruller ind over os. Klokken er 23 og min nattevagt er lige startet. Der er buldermørkt, kun de hvide skumtoppe og morilden lyser op og en stjerne i ny og næ. Bølgerne er store vandbjerge – sorte og mægtige, ruller de ind bagfra. Igen og igen rejser der sig en mur bag Jonna. I sidste øjeblik synes den at beslutte sig for at smutte ind under båden i stedet for at fortsætte hen over.

Jeg er ikke bange, men lysvågen. Man vænner sig gradvist til de store bølger, til vinden og til mørket. Jeg er ikke bange for at være ude på de store oceaner i en lille sejlbåd, men jeg er ofte nervøs for om grejet, sejlene og riggen kan holde til belastningen.



Efter tre timers vagt er det endelig min tur til igen at ligge trygt i slingrekøjen i kahytten. Det tager sin tid at finde en stilling, hvor man ikke bliver kastet rundt. Arme og ben skal placeres vinkelret på kroppen. Efter to timers urolig søvn kalder Niels mig op, så vi sammen kan rulle genuaen ind til krydsfok. Vi har allerede to reb i storsejlet. Vi beslutter os hurtigt for at rulle forsejlet helt ind. Det blæser 30 knob. Der er så meget pres på sejlet, så vi ikke kan rulle sejlet ind fra cockpittet. Niels må på fordækket for at manuelt at rulle det ind. Det ser vildt ud, som han hænger deroppe i sin livline og prøver at styre det store sejl. Der kommer vindlommer og hele riggen rykker og gir´ sig. Pludselig ruller sejlet helt ud. ”Hvorfor har du ikke sat den fast!” brøler Niels desperat. Tromlen, som ruller sejlet ind er gået og nu er der for alvor dramatik på fordækket. De alt for mange kvadratmeter sejl blafrer ude af kontrol i den mørke nat. Vinden hyler og båden skøjter ned af de store søer. Niels klamrer sig af al magt til sejlet, mens jeg iført livline får kantet mig op til masten. Langsomt får vi firet forsejlet ned, mens Niels møjsommeligt får det samlet til noget håndterbart på fordækket.

Flyvefiskene, der dukker ud af de sorte bølger kigger nysgerrigt på, mens vi i lyset fra dækslampen kravlende på alle fire får bundet sejlet fast til søgelænderet. Svedende og udmattede sidder vi og puster i cockpittet. Nu sejler vi stille og roligt, som om intet var hændt. Jonna er klædt rigtigt på med kun et lille storsejl.

Vi er noget rystede over alt det grej, der er gået på denne tur. På godt tre uger sejler vi, hvad der svarer til ti sæsoner for en gennemsnits sejlbåd i Danmark. Der er et enormt slid på udstyret!

Ofte er det ikke dage med megen vind, der slider mest, men de dage hvor vinden er for svag til at hamle op med bølgerne. Det gør ondt langt ind i sjælen, når sejlene banker og blafrer, når bølgerne slår vinden ud af sejlene. Bliver det helt slemt, piller vi kludene ned og tænder motoren, men på en 3000 sømil lang tur er der grænser for, hvor meget motorkørsel vi har diesel til.



Via vores kortbølgeradio med E-mail har vi hver dag kontakt med Jens og Caroline hos farmor og farfar. Først handlede mails´ene mest om mad. Nu ligner de mere en bestillingsliste til en marinabutik. Der bliver overvægt, når de fire flyver til Nuku Hiva om et par uger. Andre sejlere må vente i uger, måske måneder på at få udstyr skibbet frem til afsidesliggende steder – eller klare sig uden.

Vi klarer os fint uden rullefokken. Det er bare mere besværligt, når man er en doven sejler og helst bare vil hive i et tov fra cockpittet. Nu får vi til gengæld masser af tiltrængt motion. Op med genuaen – ned med genuaen. Op med krydsfokken – ned med krydsfokken. Vi sejler særdeles konservativt - ikke flere nedbrud! Sidste tredjedel af turen har vi en sejlføring som ville passe til kuling i Nordsøen. Krydsfok og to reb i storsejlet.

Langt de fleste dage har vi magsvejr. Blå himmel med små lette passatskyer og et blåt hav, der reflekterer solen med tusindvis af små spejl. Vi har besøg af delfiner og en havskildpadde. Hver eneste dag på hele turen ser vi fugle. Ufatteligt, hvad de laver helt herude og hvordan de finder ind til land, når de skal yngle. Om natten får vi besøg af flyvefisk, der lander med smæld i cockpittet og giver os et chok og en ram lugtoplevelse.

Vi bruger timer på at lave lækre middage til hinanden – og på at snakke om, hvad vi skal finde på at kreere til næste måltid. Aftensmaden har vi droppet, vi propper os i stedet med slik og chips. Det er én af fordelene ved ikke at have ungerne med. Vi ønsker dem endnu ikke tilbage på båden, selv om vi savner dem. Livet er noget lettere ombord, når man ikke skal slås om computertid og plads i kahyttens køjer med ungerne. Der er heller ikke noget krav om faste madtider eller underholdning og ingen småskændesen – næsten ingen!



To dage til land! Vi har snart krydset det længste stræk på verdens største ocean. Der hvor kortfirmaet har rigeligt plads til at printe sit logo. Det er dag 23 og vi er ved at være godt metaltrætte! Jeg kan næsten ikke få benene ud over køjekanten om morgenen og første sejlskift kræver stor overvindelse!

De sidste to dage bliver brugt på at læse Robin Knox Johnson. Klassikeren om at sejle jorden rundt non-stop, alene nede syd for Afrika, Australien og Cap Horn i ”the roaring fourties”. Bogen sætter vores lille champagnegallop i relief.



Land! Vi kan se land! Nuku Hivas dramatiske skyline dukker frem under tunge grå skyer. Takkerne fra klippeformationerne forsvinder igen og igen i regntykningen. De sidste træge sømil er næsten ikke til at bære! Skydækket bliver tungere og tungere. Grå masser ruller ind bagfra.

Vi har kun vores lille reservekrydsfok oppe. Vindmåleren viser 30 knob. Vi er så tæt på land nu, men sigtbarheden er lig nul, så vi beslutter at vende om og gå op i vinden. Regnen pisker i kaskader og jævner det øverste af de stejle bølger. Vinden hyler og måleren viser 45 knob. Der er grønt vand på fordækket og vi kan høre ting blive kastet rundt i kahyttten. Det er næsten ikke til at holde ud! Så tæt på og så ligger vi underdrejede et par sømil fra mål!

Efter en times uvejr med vindstyrker af stormende kuling og to forsøg på at nå ind bag de to skærmende klippeformationer ved mundingen af Taiohae Bay, lykkes det endelig! Det er d. 7. juni og vi er landet efter 24 dage på havet. Om fire dage kommer Jens og Caroline sammen med farmor og farfar. Vi glæder os vanvittigt til at se dem, men først skal vi i land og have en stor bøf og en drink eller to!