Aden - Suakin, Sudan 15/3 - 28/3 2007

Vinden hyler på den tætpakkede ankerplads i Aden. Det er højsæson for sejlbåde på vej fra Det Indiske Ocean til Middelhavet. Vi skal alle sammen op gennem Det Røde Hav, en tur på 1400 sømil, små 3000 km. Turen gennem Røde Havet er frygtet, fordi de fremherskende vinde er nordlige og til med kraftige. Altså modvind i uger! Slut med venlige passatvinde, der blidt puffer os i den rigtige vej.

Vores længe ventede reservedel til vandgeneratoren er endelig sluppet fri af tolden og vi er utålmodige efter at komme nordpå. Om tre - fire måneder skal vi være tilbage i Danmark, hvis jeg stadig vil have mit gode job på TV Avisen. 4000 sømil venter, 3000 af dem med modvind, fordi de fremherskende vinde i Det Røde Hav og i Middelhavet er nordvestlige. Vi kommer først i læ, når vi når kanalerne i Sydfrankrig. Fat skøderne og jern til!

















Vejrudsigten lover ikke nogen munter tur til Massawa i Eritrea, men det næste gode vejrvindue ligger fem dage ude i fremtiden. Det kan vi ikke vente på! Med sommerfugle i maven trækker vi ankeret og forlader som de eneste ankerpladsen, hvor omkring 30 både ligger og hugger for strakte ankerkæder i 30 knobs vind.

Hvis man har god tid, kan man normalt time den første halvdel af turen gennem Røde Havet, så man undgår modvind, men helt som vejrudsigten forudsagde, rammer modvinden os anden dag om aftenen fra det ene øjeblik til det andet.

Det bliver en bister nat med rebede sejl og masser af saltsprøjt. Riggen knager og vi håber på, at de møre sejl klarer presset. Vi krydser med motoren, for at kunne holde en bedre højde mod vinden, der hyler med 20 – 30 knob imod. Sidevanterne, der holder masten, står og flabrer foruroligende i læ side. Riggen skal strammes, inden noget knækker.

I mørket kravler Niels op på fordækket. Pandelampens lys flimrer og får søerne, der står ind over, til at forekomme mere uhyggelige. Iført to livliner kurrer han rundt, mens han prøver at stramme vantskruerne og samtidig undgå at ende i det hidsige og sorte hav. Båden krænger og hugger i søen og natten er kulsort. Det er den visse død at falde i vandet!

Da styrbord side er klaret, vender vi og Niels krabber op og gentager øvelsen i bagbord side. Nu er riggen så spændt, at glasfiberskroget giver sig, hvilket vi kan mærke på toiletdøren, der binder.

Efter to dage – og to nætter med stiv modvind er vi møre og beslutter os for at finde en ankerplads for natten. Vi sejler langs Afrikas kyst i respektfuld afstand af de store skibe, der huserer i midten af Røde Havet. Vi går ind under land i god tid, før mørket falder på, så vi kan se rev og sten. Søkortene er mange steder upræcise og der kan være flere sømils forskel på positionerne i kortet og den faktiske GPS position.

Vi kunne lige så godt være landet på månen, men kortet siger, at vi befinder os i Eritrea i Anfile Bay. Vi ligger i læ af en flad ø med forblæste buske og fladt vand. Stilheden ringer i ørerne på os og vi har det som om, vi er drejet ind af en lille skovsti efter at have spadseret i larmen af en trafikeret motorvej i to døgn med vinden hylende om ørerne på os.

Så langt øjet rækker, er der intet tegn på liv. Solen er ved at gå ned og vandet klukker blidt om båden. Skønt at lave mad på et vandret køkkenbord uden potter og pander og madvarer, der bevæger sig i uforudsigelige baner.

Især Jens glæder sig til en rolig nat. Han har ædelmodigt ladet Caroline sove midtskibs i kahytten de sidste nætter, mens han selv er blevet kastet rundt ude foran i sin køje med bådens hug mod bølgerne. ”Et øjeblik føles det som om, at jeg vejer 10 kg, det næste 100 kg”. Køjens 45 graders hældning har han for længst affundet sig med. Det værste er dog, at hele indholdet af hans hylde, alt hvad drengen ejer, lander i hovedet på ham. En krog er rustet over.

















Vi ankommer til Massawa i Eritrea d. 20. 3., fem dage efter vi forlod Aden. Allerede i indsejlingen til havnen ses det tydeligt, at landet har været i borgerkrig i 30 år. Haile Selassies sommerpalads ligger sønderbombet ned til havnefronten. Haile Selassie var Kejser af Etiopien og er stadig rastafarireligionens kronede guddom. Læs Jens´ stil om Haile Selassie og rastafari i Jens´ logbog.

Det er kun syv år siden, at Eritrea fik løsrevet sig helt fra Etiopien og de fleste huse er mærket af skudhuller og mange er veritable ruiner, der dog stadig er beboede.

For os, der bare besøger Massawa i to dage, er det let at synes, at forfaldet er smukt. Skyggefulde kolonnader, smuldrende kakler og friser, cafeer med højt til loftet og overdådige vægmalerier vidner om tider, hvor italienere og tyrkere koloniserede landet.

















For et lille år siden blev alle udenlandske hjælpeorganisationer smidt ud af landet, fordi Eritrea selv vil bestemme. Landet er plaget af hungersnød, mens containere med nødhjælp rådner op. Vi kommer i snak med to unge nødhjælpsarbejdere, der har fået lov at blive, fordi de arbejder direkte for en eritreansk organisation med at uddanne lærere.

De fortæller os om børn, der hver dag må gå flere timer for at komme i skole uden at have fået morgenmad. Hvis de er heldige får de en kop vand i skolen. De fortæller om et styre, der dikterer, hvad folk skal lave og hvor de skal bo. Planøkonomi af den gamle skole.

Vi samler en nødhjælpspakke til nødhjælpsarbejderne fra Jonnas uudtømmelige fødevarelagre. Hollandske Steffen og engelske Kathrine er lønnede lokalt og får tårer i øjnene over skatte som dåsetun, mel, ris, chokolade og chips.

Steffen og Kathrine introducerer os til det lokale køkken. Boblende flager af sure, svampede pandekager i oversize, serveret på store fade med stuvninger og salat hældt over. Selv Niels må melde pas overfor de grå og sure flager og nøjes med at stikke til det stenhårde gedekød.

















Stik imod alle rygter kan vi købe masser af frugt og grønt og brød køber vi under bordet på en cafe. Selv noget så eksotisk som øl i et muslimsk område, kan vi få. Diesel er heller ikke noget problem, hvis bare vi gider bruge en dag på papirarbejdet – det gør vi ikke! Vi vil hellere bruge en halv eftermiddag på en kaffeceremoni hos Zifan.

I den varme eftermiddagssol vader vi rundt og kigger på ruinerne af Massawas smukke tyrkiske huse. Husene er beboede, selvom taget delvist er væk eller det halve af huset styrtet sammen. En dame stikker hovedet ud af en dør og spørger, om vi har lyst til kaffe. Altid!

















Vi følger efter Zifan ind gennem en smukt ornamenteret dør og kommer ind i, hvad der engang var en hall. Over os er der sodede bjælker og kig til den blå himmel. Møblementet i det højloftede rum består af to senge, et par lave skamler og nogle skabe. Vi hilser på familie og naboer og så går Zifan i gang med sin kaffeceremoni i hjørnet bag hoveddøren.

Med stor andagt hælder hun en håndfuld grønne kaffebønner op i en afskåret konservesdåse. Dåsen holdes hen over gløderne på en lille turkis grill og inden længe begynder det at dufte som skorpen af et friskbagt brød.

Den varme dåse med de ristede kaffebønner bæres rundt og vi sniffer og kommer med bifaldsytringer, ganske som det forventes af os. Tak til Steffens foredrag om eritreansk kaffeceremoni aftenen før. Kaffebønnerne hældes i en morter og nabokonen knuser bønnerne med rytmiske dunk fra en stor metalskrue. Det begynder at dufte af kaffe.


























Små udpinte majsfrø ristes over gløderne. Popcorn er en integreret del af en kaffeceremoni. Zifan tager en lille håndfuld af miniaturepopcornene og kaster dem ud over gulvet. ”It is for good luck!” svarer hun på vores forundrede blikke.

De færdigmalede bønner hældes forsigtigt i en langhalset og tykmavet kaffekolbe og overhældes med kogende vand. I miniature porcelænskopper forberedt med en ordentlig omgang sukker, hældes nu den første omgang kaffe.

Kaffen smager himmelsk og vi siger ”Tsumbo!” med den mest gutturale lyd, vi kan mønstre. Det betyder ”god!” Tak igen til hollandske Steffen. Hvis vi ikke siger ”Tsumbo!”, må Zifan begynde forfra med ceremonien, for så er der noget galt.

To gange mere hælder Zifan vand på bønnerne og vi drikker endnu to kopper kaffe, mens vi får historien om hendes familie. De to sønner, der er ved militæret og den tredje, der arbejder i Angola. Om datteren der døde som 21-årig og efterlod barnebarnet, Saron, der nu er tretten.

















Caroline og Saron er i gang med at flette hår i skyggen udenfor huset og man ville aldrig få den ide, at én af de små piger snart skal giftes. Hvis den trettenårige Saron ikke bliver gift og får nogle børn, ryger hun ind til en frygtet tilværelse i militæret. Systemet presser helt unge piger til at gifte sig og få børn, mens de selv kun er børn.

Næste morgen går det videre nordpå efter to dage i Massawa. Caroline er tosset og har lavet en protestskrivelse: ”Jeg vil hjem nu at du ved det!” Hun vil have, at vi stopper båden, så hun kan bade, men vi sejler så fint med vind ind fra siden og fladt vand, så den sure unge må nøjes med et bad på dæk.

















Niels har regnet ud, at vi har sejlet 4000 sømil de sidste to måneder, godt 7000 km og vi er ved at være lidt møre i skøderne. Det tager os tre dage at nå Suakin i Sudan. Tre dage, der byder på næsten fladt vand, store delfinflokke og fisk på krogen. Vi er halvvejs gennem Det Røde Hav – vi har klaret den lette halvdel!

Der ligger syv - otte sejlbåde i havnen i Suakin, som alle sammen er på vej nordpå. De hvide glasfiberbåde er en absurd udstilling af rigdom mod æselkærrerne og skurene i land. Fattigdom og forfald overalt, kun moskeerne og politistationen lyser op i de støvede gader.

















Agenten Mohammed i lækker Toyota og store pengebundter i den snehvide Abaijas dybe lommer, klarer indcheckningen, diesel, vand og vasketøj. Han er også uofficiel bank, der tager syv gange den officielle vekselkurs – finder vi senere ud af. Ikke noget under, at alt forekommer ufatteligt dyrt i det fattige land.


























Vi tager den lokale bus op ad kysten til Port Sudan. Vi kører gennem flad stenørken med lave forblæste buske, lappede beduintelte med åbningen mod syd i læ for den konstante nordenvind, en gedeflok med en ensom hyrde, kameler og dromedarer. Flere steder bliver der dyrket vandmeloner i ørkensandet under det flimrende hvide lys. De ligger selvmodsigende og strutter grønt mod det golde sand.

















Port Sudans attraktion er Sudankystens eneste internetcafé, som ligger i Palace Hotel. Vi får vores fix og føler os nu meget mere klar til de næste 750 sømil videre nordpå mod Suez.

Gummibåden er pakket og skuden klar til afgang, da vores venner på svenske Sally Blue kommer roende ind gennem den smalle indsejling til ankerpladsen i Suakin for sejl. Vi har ikke set dem siden Indien og har mest lyst til at blive, men vi har travlt, hver dag tæller og vejrudsigten siger kun 20 knobs modvind. Vi taler med dem på VHF´en og så smutter vi mod nordvest. Næsten direkte kurs mod DK. Med sømmet i bund kan vi klare 3,5 knob fremad, 6 – 7 km/t.