Tonga - Fiji - Vanuatu 20/8 - 11/9

GPS´en fortæller os, at vi er i Sydhavet, men det føles som Biscayen en efterårsdag. Vi hundefryser og er krøbet i fuldt søgear inklusiv mugne støvler, der ikke har været i brug i et år. Vi er på vej fra Tonga til Fiji, en tur på fire dage.

Sammen med fire andre både har vi ventet en lille uge på et tåleligt vejrvindue. Yol, Shine og Foxtrot mister tålmodigheden og stikker ud i 35 knob - fra den forkerte retning. De får ødelagt sejl og andet grej og må ændre kurs.

Der er gået en uge siden vores eventyr på revet og vi er langsomt ved at få skuldrene ned på plads og de blå mærker er falmede til gult. Vi nyder lyden af vindens tuden i riggen og slipper først taget i ankerbøjen, da vinden omsider falder til 25 – 30 knob.

D. 20 august stikker vi sammen med Rikili. Vi er spændte på at se, hvor høje bølgerne er, når vi kommer fri af Tongas læ og vi krydser fingre for, at vi ikke støder ind i områder med floating rocks, lavasten, der flyder i vandoverfladen.

















Flere sejlbåde har rapporteret om store områder, med et op til 20 cm tykt lag pimpsten. Nogle har fået skrællet det yderste lag gelcoat af skroget, andre er sluppet med ridser på vandlinien. Pimpstenen kommer fra samme undersøiske vulkanudbrud, som gav os nærkontakt med revet i Tonga.

Den første dag har vi fem meter høje bølger og vinden svinger fra 5 – 35 knob. Vi skifter sejl i én uendelighed. Vi er rørende enige om, at det er behageligere, når man bare kan lade sejlene stå i dagevis og koncentrere sig om at leve livet ombord.

Dagen efter har vinden og søen dæmpet sig og vi finder små knolde på dækket, der minder om indtørrede puddel-høm-hømmer. Det er pimpsten. Rundt om os i vandet flyder små portioner ral, desværre ikke nok til at udgøre nogen trussel mod vores skammeligt lodne og begroede vandlinie.

For at komme fra Tonga til Fiji skal vi navigere uden om adskillige rev og øer. Vi vælger den bredeste passage syd om Vatua Island, selv om den forlænger turen med 30 sømil. Fra Blake på Rikili har vi fået GPS positioner på rev, der ikke er markeret i søkortet.

Vi er lettede, da vi efter to døgn har passeret kæden af rev, der ligger mellem Tonga og Fiji. De sidste to døgn kan vi se land. Dønningen, der næsten altid kommer fra sydøst, bliver dæmpet af øer og rev, så vi nyder en rolig sejlads, hvor der for en gang skyld er noget at kigge på – bortset fra havet og himlen.

Ved daggry d. 24.8. dukker konturerne af Veti Levu op sammen med lyset. Vi er lykkelige for vores GPS, som elektronisk viser os vejen gennem lumske rev ind i sikker havn. Det er stadig nødvendigt at holde skarpt udkig med brækkende bølger eller konturer i vandet med en lysere eller mørkere farve. Jens og jeg står i stævnen, mens Niels styrer.

























For bare 20 – 30 år siden navigerede man efter himmellegemerne ved hjælp af en sekstant, hvor man målte højden fra horisontlinien til f. eks. solen på et meget præcist tidspunkt. Vha. komplicerede udregninger og opslag i tabeller kunne man så komme frem til sin position.

Vi har en sekstant ombord, men meget lidt øvelse i at bruge den! Niels ved i princippet, hvordan man gør – og har prøvet det, men vi vil meget nødigt skulle bruge den for alvor. Skulle GPS´en gå, har vi en håndholdt GPS som back-up. Den største udfordring nu om dage er, at mange af kortene ikke stemmer præcist overens med de nøjagtige positioner man får fra GPS’en. Nogle steder skal man justere med op til flere sømil før GPS og kort passer sammen.

For to år siden gik en dansk båd på Duff Reef længere nordpå – de troede ikke de var så tæt på. Båden sank i løbet af få minutter. De tre ombordværende reddede sig i redningsflåden og var så heldige at blive samlet op af det australske militær tre dage senere.

Nu kan vi se huse og skibe i havnen inde i Suva, Fijis hovedstad. Tættere på ser vi, at flere af skibene ikke ligger i havnen, men på revet ved indgangen til havnen. Et sted stikker en stævn op, et andet sted kan man se den rustne side af et strandet skib. Et stort fiskeskib står, som var det med vilje, helt oppe på revet. Det fungerer nu som klubhus for byens surfere.

”Det er Sally Blue, det er Sally Blue!” Jens er helt sikker. Han er mester i at genkende både, vi har set før på vores vej. Vi ankrer bag den lille 28 fods Vega, der har tre gale svenskere ombord, Kajsa, Danjel og Jonathan. De er alle først i tyverne og har gjort turen fra Nordsverige til Fiji på mindre end et år. Selv om de sejler den mindste båd i flåden, har de også planer om at nå ”runt jorden” på to år. Vi har ikke mødt andre end Sally Blue, der har samme hæsblæsende ambition som os.

















Gensynsglæden er stor og der er så meget at fortælle, siden vi så hinanden sidst i Panama. De er stadig lige glade – og gale i låget. De lever på en sten og har hverken køleskab, ovn eller toilet ombord. Til gengæld har de det sjovest! Nu er de i øvrigt blevet til fire. Anna er kommet til som gast og skal sejle med til Australien - eller Thailand. Dejligt at have nogen flere at følges med, nu hvor de fleste andre både så småt er på vej til NewZealand eller Australien, hvor de skal tilbringe orkansæsonen.

Vi kaster os ud i storbylivet! Tak til uberørte ankerpladser og blå laguner - for en stund. Vi nyder larmen, dieselosen, skidtet og mylderet. Vores sidste storby-fix var Panama i april.

Suva er på den anden ende og varmer op til sidste weekend af den årlige Hibiscus Festival. Centrum er sort af mennesker. En skøn blanding af Fijis oprindelige sorte melanesiske befolkning og indiske tilflyttere. Vi strækker hals for at få et glimt af nådigt vinkende skønhedsdronninger med yndige smil og diadem, der vugger forbi på udsmykkede lastbiler. Der er dansende drag queens og ikke mindre end fire orkestre. Bolsjer, småkager, is og hårdtslående håndsæber hagler ned over os. Vi er taknemlige for, at reklamegaver med dåsetun bliver distribueret nænsomt fra hånd til hånd.

På markedspladsen ved siden af parlamentsbygningen har et omrejsende tivoli opstillet sin park af hårrejsende forlystelser, hvor selv babykarrusellen ville banke bunden ud af Arbejdstilsynets skalaer. Caroline og Jens udser sig de forlystelser med mest smæk for pengene, Georg Gearløs konstruktioner af gammelt jern holdt sammen af rustne bolte og ståltråd. De lokker Niels med i et overbefolket pariserhjul med knirkende bænke, der truer med at vende bunden i vejret, når g-kraften tager fat på vej ned. En åben dieselmotor står og pruster i mudderet under hjulet. Engang imellem går én af inderne hen og sparker til en drivrem, der er ved at hoppe af tandhjulene.

















Vi frekventerer de svedigste currie-joints, hvor Jens og Caroline får udfordret deres sarte smagsløg. Caroline får sved på overlæben og tårer i øjnene, men spiser tappert videre. Fijis indiske køkken er noget af et kulturchok efter det øvrige Stillehavs afdæmpede køkken af tarorødder og brødfrugt, rå fisk og kokosnødder.

Når vi har sparet en masse penge på at spise indisk, fyrer vi det hele af på Republic of Cappuccino, hvis kaffe-menu ville give den cool´este Vesterbro-café mindreværdskomplekser. På caféens ”byt en bog for en bog-hylde” finder vi fem danske bøger, som ingen har gidet at hugge. Dem nupper vi!

Den ene dag tager den anden og vi trives på den dieselforurenede og ekstremt beskidte ankerplads ud for Royal Suva Yacht Club. Vi nyder faciliteterne og den falmede charme i Yacht klubbens hvide træbygninger. Der er vand og diesel på broen, rustikke brusebadsfaciliteter og store håndvaske til storvasken. I weekenden og om aftenen er der masser af selskab for børn og voksne. Jens og Caroline spiller rugby med klubbens yngre medlemmer på plænen mellem nydelige staudebede. Indenfor spiller ungerne pool ved et udrangeret bord.

I weekenden er der arrangeret fiskekonkurrence for børn og kapsejlads for de voksne. RSYC er en aktiv klub, der tager imod gæstesejlere med åbne arme, vel vidende at vi smutter igen efter en uge eller to.

Vi er rørende enige om, at vi ikke har behov for at se andre ankerpladser på Fiji end havnen i Suva. I stedet lejer vi en bil og kører en tur rundt om Veti Levu, Fijis største ø. Vi kører ad hovedvejen, Kings Road nordpå. Efter 20 km bliver vejen til en bulet grusvej, der snor sig gennem et landskab af frodige bakker med græssende kvæg. Vi kører gennem små landsbyer, hvor folk smilende råber:”Bula!” – hej på fijiansk. Forsigtigt tøffer vi over bjælkebroer uden rækværk, hvor børn og kvinder fisker langt nede under os.


























Midt på eftermiddagen overtaler vi en hotelejer til at servere en curry for os, selv om køkkenet for længst er lukket. Vi er langt fra Veti Levus turistcentre på syd- og vestsiden af øen, men tæt på gravmælet over Fijis mest notoriske kannibal, Ra Udre-Udre. Han var en sulten høvding, der åd 873 mennesker.

Næste dag bliver landskabet støvet og afsvedet. Sukkerrørsplantagerne er ved at blive høstet og vi kører i lange køer efter overlæssede mini-trucks, der er ved at opgive ævret under vægten af enorme dynger sukkerrør. Vi shopper og spiser frokost i Nadis turisthelvede og glæder os til at komme tilbage til Suva, hvor vi kan gemme os i storbymylderet.

Caroline kysser Jonnas slidte glasfiber, da vi kommer tilbage efter to dage i land. Et øjeblik har hun glemt, at det vipper og må indkassere en blodig læbe.

Efter tolv dage i Suva stikker vi mod Vanuatu. Båden er lastet med krydderier og frisk frugt og grønt fra Suvas fantastiske marked. Solen skinner og vi har magsvejr langs sydsiden af Veti Levus kyst. Vi går indenom øen, Beqa og fortryder næsten, at vi ikke levnede et par dage til dens hvide sandstrande, øde skrænter og blå vand. Vi sejler langs brusende rev, der siger: ”Hold jer væk!”

















For første gang i mange måneder har vi alt kanvasset oppe. Vi sejler for fulde sejl på et næsten fladt hav. I fem dage har vi stuegulv og så lidt vind, at vi for det meste må motorere. En tidlig morgen ser vi hvaler. Først deres blåst, så ryggen og som påmindelse om, at den var god nok, hvalernes fodspor. En stor rund strømhvirvel i vandoverfladen. Jens mener, det var finhvaler.

Nattevagterne er en fornøjelse. Fuldmånen gør havet sølvfarvet og lyser så kraftigt, at pandelampen næsten er overflødig, når vi læser i cockpittet. På den første nattevagt sidder vi og venter med længsel på, at månen kommer op af havet i øst. Når den endelig dukker op, stor og overnaturligt rød eller gul, er den som en ven, hvis selskab man har savnet. Månens arrede, blege ansigt lyser så kraftigt, at vores andre trofaste rejsefæller, stjernerne blegner. Men bøjer man sig lidt frem fra sprayhood´ ens læ, er Sydkorset altid på plads om bagbord og minder os om hvilken vej vi skal – mod vest.

Jens og Caroline bager kanelsnegle og Caroline holder teselskab for Violet og Oliver, der for en gangs skyld har fået lov til at opholde sig i cockpittet. Der er ingen fare for, at deres sarte pels får umotiverede saltstænk. Stillehavet ånder en lang og doven dønning og solen skinner fra en skyfri himmel.

















Om morgenen på sjette dagen kan vi ane land. Hvis vi er heldige, er vi fremme i Port Vila, Vanuatus hovedstad, inden det bliver mørkt. Ved middagstid forsvinder Efate i mørke skyer, der tårner sig op mod vest. Vi indtager hjemmefangede tunbøffer i en dampende varm kahyt i læ for styrtregn. Sigtbarheden er lig nul, så vi står på trappen under sprayhood´en og visker dug væk fra plastikruderne for at spejde efter andre skibe.

Pludselig kommer vinden! I løbet af få minutter stiger den fra 0 – 35 knob og vi har den lige i snuden. Vi får storsejlet i 3. reb og et lille forsejl op. Der går en time, så står søen ind over dækket i hidsige sprøjt. Havet har rejst sig fra fladt til tre meter stejle bølger.

Vi vil i land og have fred og ro og ikke kuling på en læ kyst! Efter lidt usikkerhed kan vi se, at vores kurs er fin og at vi holder god afstand til Efates sydkyst. Vejret fortsætter sin rasen og vi må opgive tanken om at komme i havn, før det bliver mørkt. Det er næsten ikke til at bære! Så tæt på og så skal vi alligevel tilbringe endnu en nat på havet med at krydse frem og tilbage i stejl sø og hård vind. Vi er trætte og skuffede og morgenen synes meget langt væk.

Havde vi kendt forholdene i Port Vila kunne vi måske være gået ind i mørke. Vi har kun vores søkort og guidebog at gå efter og lys fra bøjer og fyr fungerer som regel ikke på disse breddegrader. Selv i dagslys og god sigt er vi helt oppe på dupperne, hver gang vi går i havn et nyt sted – i sagens natur er alle havne, en ny havn for os.

















Vi er ikke de eneste, der er trætte! En stor boobie lander i vores cockpit og sidder og balancerer på søgelænderet hele natten – 1 ½ m fra os. Den tamme fugl får humøret til at stige adskillige grader. Ved hvert vagtskifte laver vi et kryds og omsider kommer det første grå lys og vi kan gå i havn. Vanuatu er vores sidste Stillehavsnation og én ting har vi lært: I Stillehavet skal man ikke tage noget for givet! Som vores britiske ven, Mike udtrykker det: ”You can´t be complacent in the Pacific!”