28/5 2007 Jens´ stil om rastafaribevægelsen

Rastafaribevægelsen er en forholdsvis ny religion. Den blev stiftet for omkring hundrede år siden af de sorte, der så småt var begyndt at protestere mod de hvides voldsomme og diskriminerende undertrykkelse.

Rastafari er hverken traditionelt caribisk eller afrikansk, selv om det er der, den er udbredt. Rastafari lægger meget vægt på Det Gamle Testamente i bibelen og tror på, at slavernes efterkommere er Guds udvalgte folk og at de hvide er mennesker uden medfølelse eller nogen form for forståelse for de sorte.

Den filosofi er dog blødt op igennem årene. I rastafari tror man på, at naturen på alle måder er kulturen overlegen. Det er bl.a. derfor, at man ikke må klippe sit hår, men skal have det i såkaldte dreadlocks, som symboliserer naturens vilde, men selvregulerende kræfter.

Ganja er en anden vigtig del af rastafaribevægelsen og er anset for at være visdommens hellige urt. Ganja bliver røget for at nå det guddommelige og det ses altså som en hellig handling at ryge.

Overalt i de forskellige rastafariregioner kan man høre en musikstil, som hedder reggae. Reggae er en melodisk musikstil, der først blev nævnt i ”Do the reggay” af Toots Hibert i 1946. Bob Marley fra Jamaica udbredte reggaen til hele verden og gjorde det til den mest succesfulde musikstil med udspring i Den Tredje Verden.

Mange unge i Vesten er begyndt at synes om reggae og livsstilen, der hører til, men de fleste kender ikke rastafarireligionen. Rastafaritilhængernes kvindesyn er meget anderledes end i Vesten og kvinder er for det meste hjemme og laver de huslige gøremål, som at lave mad og gøre rent. Mændene sidder på bænke rundt omkring og ryger ganja.

Omkring 1920 profeterede en mand ved navn Marcus Mosaih om, at der ville blive kronet en mægtig konge i Afrika, der ville ”kalde alle sorte hjem”. Da Ras Tafari, der betyder Prins Tafari i 1930 blev udnævnt til kejser af Etiopien, blev det tolket som en opfyldelse af profetien. Det blev sagt, at han var direkte efterkommer af Kong Salomon og blev derfor betragtet som gudelig.



















Da Ras Tafari blev udnævnt til kejser, skiftede han navn til Haile Selassie. Hayla betyder kraft eller magt og Selassie betyder treenighed. Under sin regeringstid styrkede han sin magt indadtil ved en centralisering af landet. På samme tid forsøgte han at gøre landet mere og mere selvstændigt.

Med tiden blev befolkningen dog utilfredse, for fattigdommen blev værre og værre og Etiopien led under hungersnød. Det var nemlig kun i byerne, der var penge og jobs. Lige så stille gjorde militæret klar til et kup.

Haile Selassie blev væltet af tronen i 1974 og døde et år efter i fængslet, hvor han blev holdt fangen, formentlig myrdet efter ordre fra de øverste officerer.

I Massawa i Eritrea kan man stadig se resterne af Haile Selassies sommerpalads, der står på havnefronten som påmindelse om, at Eritrea kæmpede sig fri af Etiopien i en lang og blodig borgerkrig, der varede i 30 år. I paladset har der stået en stor statue af en løve. Løven er nemlig Hailes logo, men nu har den fået hugget hovedet af, som et tegn på, at han er blevet slået.



















Da Haile døde, var der mange, der nægtede at tro på det. ”Hvordan kan han dø, han er jo guddommelig!” I dag dyrkes Haile Selassie som et åndeligt væsen, som en guddom man ikke kan se, men løsningen på alle problemer skal stadig udgå fra ham, mener alle troende.

Resten af den etiopiske kongefamilie lever i eksil i New York og visse grupperinger af rastafaribevægelsen har stadigvæk kontakt med dem og ikke mindst med Hailes søn, der forbindes intimt med faderen.

Især i Caribien f.eks. på Jamaica, Tobago, Trinidad og Beqia er der mange af de lokale, der dyrker rastafari. Tilhængerne er lette at få øje på. De har næsten alle sammen meterlange dreadlocks, som hænger ud under de store strikkede huer med striber i Etiopiens farver. På alle hjørner sidder der mænd og hører på raggae, der spilles så højt, at asfalten på de slidte veje er ved at krakelere, mens de sidder og ryger ganja.

6/11 Jens´ brev til 6. klasse fra Bali

Kære klasse

Hvordan har i det? Jeg har det godt!

Jeg vil starte med at fortælle jer om turen til Papua New Guinea. Det er nok den hårdeste tur, vi har været på til dato. Vi stod ud i en vejrudsigt, der ikke var alt for god og pludselig var vi ude i 6 – 7 meter høje bølger og 70 km/t vind. Vi kunne ikke andet end at ligge i køjerne og se film. Det lyder måske ikke så slemt, men når båden hver 10. sekund bliver ramt af en seks meter høj frådende bølge, der næsten får Jonna til at ligge på siden.

Vi kan ikke sidde oppe i cockpittet, fordi der hvert øjeblik kommer en bølge skyllende ind over. Det er også rigtig svært at falde i søvn om aftenen, fordi man bliver kastet fra side til side og op og ned. Når man så endelig er døset hen, kommer der et øresønderrivende brag fra en bølge, der knalder ind i siden af båden. Havet ligner en grå masse af gråt vand, som bliver pisket hvidt med et piskeris.

Da vi endelig kom til PNG, ankom vi til den mest luksuriøse marina, vi nogensinde har været i. Her fik jeg en masse venner, som jeg var sammen med hverdag. I Port Moresby, som var den by vi var i havde indbyggerne for vane at tygge på noget, som hedder betelnød, som man får helt rødt spyt af. Så går de og spytter overalt, så man skal passe på, hvor man sætter sine fødder.

Port Moresby er meget fattigt og de lokale kan ikke særlig godt lide de hvide. Så man skal ikke gå udenfor marinaen efter mørkets frembrud, for man kan risikere at blive overfaldet.



















Efter 9 dage i Port Moresby tog vi af sted mod Flores i Det Indiske Ocean. Det er den 3. længste tur på hele rejsen. Vi skal sejle 1700 sømil. I Det Indiske Ocean er der ikke særligt store bølger for det meste. Så vi kan sagtens sidde oppe i cockpittet, men solen er så kraftig, at man skal smøre sig i klistret, klam, hvid solcreme 2 gange om dagen Så vi er for det meste nede, selv om det er kvælende varmt (48 grader).

En af de ting, vi får tiden til at gå med, er at hænge i en slags gynge ud fra bådens side og ned i vandet. Der sidder vi så og dingler og sparker i vandet.

Vi fangede ikke en eneste fisk, selv om vi havde linen ude hver dag og det var mor meget skuffet over.

Da vi endelig ankom til Flores, var det dejligt at gå i de støvede gader og indånde den skønne aroma af en blanding af knallertos og rådden fisk. De næste dage spiste vi kun på restaurant morgen, middag og aften. Man kan nemlig få fire portioner mad og drikkelse for 40 kr.



















Byen vi lå for anker ved, hed Labuan Bajo. Fra Labuan Bajo tog vi en lille lokal båd over til en ø, der hedder Rinca, hvor der lever en masse vilde komodovaraner, som er over 4 meter lange og kan sluge en ged i en mundfuld. Vi gik en lang tur og så rigtig mange komodovaraner. Vi så også aber og bøfler.

Inden vi kom her til Bali, stoppede vi på en ø, der hedder Moyo. Der var vi ude og snorkle og det var vildt flot! Der var koraller i alle mulige farver og former og millioner af fisk i mindst ligeså mange farver og former. Det var lidt ligesom at være med i en film. Vi så også en stor faretruende Baracuda, som lige så stille forsvandt ud af syne.



















På Moyo var vi også ude og spise på et luksus-resort. Det var den dyreste middag, jeg nogensinde har spist. Den kostede 1000 kr.! Så kunne vi have spist 20 gange på restaurant i Labuan Bajo!

Nu er jeg nået til, hvor jeg er nu og hvor jeg sender det her brev fra, Bali. Her har jeg mødt en spansk dreng, som hedder Alexis. Vi er sammen hele tiden og er blevet rigtig gode venner.

Rigtig mange hilsener fra en svedende Jens

PS Glædelig jul!

8/8 Jens´ brev til 6. klasse fra Tonga

Kære klasse

Hvordan har i det?

Jeg er sejlet langt (4000km), siden jeg kom hjem til Jonna. Jeg har også været mange steder siden sidst. Nu vil jeg fortælle jer om en atol, der hedder Kauehi. En atol er når en vulkan skyder op af havet og der dannes koralrev udenom. Når så vulkanen synker ned igen, er der kun en ring af koraler og det er en atol.

Mange atoller har pas. Dvs. kanaler, der fører ind til lagunen, men ikke alle atoller har det. Kauehi har dog heldigvis.

Da vi sejlede ind gennem passet, var der meget modstrøm, som piskede vandet til skum. Det var ligesom at være i skålen, når min mor pisker marengs! Endelig kom vi igennem og vandet var helt stille og mærkeligt blåt. Da vi kom ind til den eneste by på øen, gik vi en tur og provianterede lidt.



















Nogle dage efter tog vi over til en anden ankerplads, hvor der var en masse andre både med børn. På vej derover blev jeg hejst op i masten for at kigge efter koralrev. Samme aften havde vi beach-BBQ. Når vi stillede vores tallerkener fra os for at få noget at drikke, blev den med det samme overfaldet af eremitkrebs, så store som tennisbolde.

På et tidspunkt tog vi tilbage til byen for at se en perlefarm. Her fik vi at vide at en perlemusling skal være et år gammel, før den kan få en perle i sig. På den anden ankerplads dykkede vi efter kæmpekonkylier på 6-7 meters dybde. Når man dykker derned, får man rigtig ondt i ørerne, fordi der er så stort tryk og jeg er for lille til at trykudligne ordentligt.



























Næste ø, jeg vil fortælle om er Aitutaki. Dens pas er langt, lavt og smalt med en masse skarpe koraller. Kort sagt et rigtigt farligt pas. Halvvejs inde stødte vi på grund. I samme øjeblik kom en lokal turbåd, som trak os igennem kanalen. Samtidig var der en dinghy (gummibåd) med en kraftig motor, der trak vores mast ned til siden for at tippe vores køl lidt opad. Da vi endelig kom ind i havnen var der helt stille, som vi siger ”stuegulv”.

Her på Aitutaki er de lokale helt vildt gæstfrie og venlige. En af dem gav os to papkasser fulde af stjernefrugt og papaya. En anden tilbød os at vaske vores tøj gratis og at vi bare kunne komme og tage bad hos ham. Han gav os også en tun (Bonito), som vi spiste rå samme aften med soja og wasabi.

På min mors fødselsdag lejede vi en bil med kaleche og kørte rundt og så på hele øen. Mig og Caroline sad på bagagerummet og blev blæst rigtigt igennem.



























Det næste sted jeg vil fortælle om er øgruppen, Tonga, som vi er på nu. På vej ind til vores første bugt på Tonga så vi to hvaler på afstand. Desværre så vi kun deres ryg.

Her på Tonga har vi været meget sammen med en australsk båd, der hedder Rikili. På en af ankerpladserne gik vi sent i seng, fordi vi havde været sammen med Rikili. Om morgenen blev jeg vækket af far, der var i gang med at hive ankeret op og mor skreg at jeg skulle komme op med min redningsvest på. Vi havde været lige ved at drive op på koralrevet ved ankerpladsen. Der blæste en kuling og vandet blev pisket til skum. Motoren virkede ikke! Så vi prøvede at krydse ud af ankerpladsen for forsejl ….. uden at ramme nogle både. Men det gik ikke, da vi ikke havde nok fart på til at krydse (vende) bankede vi stævnen lige ind i en anden båd, der fik nogle seriøse skrammer. Vores rustfri stålstel ude foran, så heller ikke for godt ud. Men ingen af bådene fik seriøse skader.

Det tog os lige nogle dage at komme os, men nu er vi klar til at tage til Fiji.

Mange sejlerhilsener fra Jens

16/2 Jens´ brev til 5. klasse fra Caribien

Kære Klasse

Tusind tak for brevene. Det er rigtig sjovt at høre hjemmefra engang imellem. Lige nu er jeg på en ø, der hedder Antigua, men først vil jeg fortælle jer om min tur fra Atlanten og fremover.

Som I nok ved er Atlanten vores hidtil længste tur. Vi havde Stefan, min onkel med. Det var en kriblen i maven og jeg havde svært ved at tro, at det ikke var en drøm, da vi tog af sted fra Mindelo.

Allerede første dag var der fisk i cockpittet, en lille Mahi-Mahi. Så er aftensmaden reddet.

Tiden snegler sig af sted. Men nu er det første december og sokken er fuld. Jeg holder kontakt med mine venner ved at snakke med dem over radioen. Vi udveksler positioner og snakker om hvor mange fisk de har fanget.

Midt ude i Atlanten så vi en masse både. På et tidspunkt fulgtes vi med en stor flok tun. Dagen efter fangede vi en kæmpestor Mahi-Mahi. Den var 1,07 m lang, når vi trak lidt i halen. Det var en stor oplevelse at fange en så stor fisk. En tun fulgte med os hele dagen i skyggen af båden og vi kaldte den for Kaj-Åge.

Vi kom til Barbados om morgenen. Vi havde næsten ikke set andre levende væsner end os selv i tre uger og så kommer vi til en af jordens mest tætbefolkede områder.

Emil var også på Barbados på et luksushotel, der kom vi og besøgte dem. Sidste dag legede jeg med mine norske venner, som også lige havde krydset Atlanten. Vi var på fisketur ved en mole. Lige pludselig kom der en mand og truede os med, at vi ville komme i fængsel, hvis vi ikke forsvandt og så var den fisketur slut.

Næste ø er Tobago. Her bader vi fra båden mange gange om dagen. Vi var på regnskovstur. Jeg snorklede med mine hollandske venner, vi så murener, papegøjefisk, kirurgfisk og languster, som er en slags hummer uden klør. Men de smager rigtig godt.

Men nu skal vi videre og onkel Stefan skal hjem. Vi skal til Union Island, som er en del af Grenadinerne. Her møder vi Christiania og Veto, som vi er sammen med. Vi spiller pool på baren og er rundt omkring på bådene.

Nu skal vi til en ny bugt på øen den hedder Chatham Bay. Her er mig og en af mine venner på opdagelsesrejse oppe på toppen af pynten. Vi laver også bål på stranden og rister skumfiduser. Næste stop er Bequia, her møder vi Bonnie Lynn, som er nogen af vores rigtig gode venner. Jeg møder også en anden ven. Han hedder Jacques og kommer fra England. Ham er jeg meget sammen med.

Vi får meget pizza for det har vi ikke fået i lang tid. Min fætter Julian kom og han havde en masse ting med fra Danmark.

Nu skal vi til St. Lucia og få lidt marinaluksus. I marinaen var der en swimmingpool, som vi badede meget i med vores norske venner. Vi var i biografen og se King Kong. Det var ikke helt ligesom derhjemme, men det var okay.

Nu springer vi til Antigua. Her er nogen af vores bedste venner på en amerikansk båd. Dem leger vi med. Her er der en masse kæmpestore megabåde. Både på størrelse med færger. Så vi føler os ret små. Verdens største enmastede sejlbåd ligger her. Her er rigtig dejligt! Men nu skal vi sige farvel til Julian, der har været hos os i tre uger.

Jeg savner jer rigtig meget, men måske kommer jeg og besøger jer til foråret. Mor og far vil gerne sejle det længste stræk på turen alene, så vi ikke skal sidde og kede os i fire uger.

Mange hilsner fra Jens

7/12 Jens´ opgave om Kap Verde .. skrevet paa Atlanterhavet

Cabo Verde er en øgruppe, der ligger ud for Afrikas vestkyst. Øerne er af vulkansk oprindelse. Cabo Verde består af 10 større øer og 4 mindre. De fleste af dem har bjerge.

Der er 420,000 indbyggere, som er en blanding af europæere og afrikanere. Sproget er det lokale crioulo og portugisisk. Cabo Verde er en gammel portugisisk koloni, men i 1975 blev Cabo Verde en selvstændig republik. Den store helt under frihedskampen hed Amilcar Cabral. Enhver by har pladser og gader opkaldt efter ham. Cabo Verde er i dag et af de mest velfungerende demokratier i Afrika.

Man ved ikke rigtig, hvornår Cabo Verde blev opdaget. Portugiserne begyndte at kolonisere i 1462. Man tror, at der har været arabere og romere før portugiserne.

Øerne blev brugt til udskibning af slaver fra Afrika til Amerika. De fleste indbyggere er katolikker. Der er også muslimer, men det er mest folk, der kommer fra Afrika. Cabo Verde er et landbrugsland. Der dyrkes bananer, papaja, vindruer, sukkerrør, bønner, søde kartofler og kaffe. De fisker også og får bistandshjælp fra rige lande i form af havne, lufthavne, mel og penge til videnskab m.m. Deres møntfod er escudos. Der går 110 Escudos til 1 Euro.

Der er skolepligt i 11 år og derefter skal man på universitet på en af de større øer. De lærer først fremmedsprog i 7. klasse. Det officielle sprog i skolen er portugisisk.

Mine egne indtryk

Mit første indtryk af Cabo Verde var, hvor er det rart at være i land, for jeg havde lige sejlet i 7 døgn! Det var vores hidtil længste tur, den syntes jeg var rigtig lang. Vi ankom til øen Sal. Sal var rå og fattig, men menneskerne var venlige. Vi var også inde og besøge en skole. Det var sjovt at se, hvordan det fungerede.

Aventura, som er en Amerikansk båd med to børn på mig og Carolines alder, kom ind den sidste dag, vi var på Sal. De havde haft en hård tur, så vi inviterede dem på middag.

Næste ø vi tog til var Boa Vista. Lidt væk fra ankerpladsen var en lille øde ø med en lækker strand, hvor vi badede og snorklede. Her mødte vi også vores venner, Belle og Nate fra Aventura. Boa vista er en ørkenø med palmer og smukke strande.

Nu gik turen til Mindelo på Sao Vicenete. På vejen fangede vi en tun og en mahi mahi. Mindelo er den næststørste by på Cabo Verde. Her kom min onkel Stefan, som skulle sejle med over Atlanten. I Mindelo kunne man købe meget i forhold til på de andre øer. Mindelo er en storby uden høje huse. Der er asfalt på vejene og det er der ikke i de andre byer. Der er mange gadesælgere der vil sælge alt muligt. De stopper en på gaden og giver ikke op så let, selvom man har sagt nej

På Cabo Verde spiste vi meget på restaurant. Deres nationalret er cachupa, som er tørrede majs og bønner kogt rigtig længe. De lokale putter fisk i retten, fordi de ikke har råd til kød.

Cabo Verde var mit første møde med Afrika og det var rigtig spændende.

24/9 Jens´ klassebrev skrevet i Lissabon

Kære klasse

Jeg er i Portugal i Lissabon. For at komme til Lissabon skulle vi sejle to døgn fra en by i Spanien, der hedder Baiona. Første dag var der en tåge, hvor man kun kunne se 15 meter frem. Anden dag holdt vi halvvejsfest. Mig og Caroline så film og jeg spillede computer (Age of mytology) i tre timer. Vi kom ind til Lissabon om formiddagen.

I Baiona kom farmor og farfar.Det var dejligt at se dem igen, men det bedste var at få brevene fra jer. Det var sjovt at høre, hvordan I har det. Vi har ikke rørt slikket fra jer og mor har sagt, at vi ikke begynder på det før Atlanten. ØV! Hun har gemt det under min seng, hvor jeg ikke kan få fat i det (dobbelt ØV!).

Vi har opdaget, at man kan høre delfinerne nede i båden. De giver nogle små fløjtelyde. Vi ser rigtig mange delfiner for tiden. Næste gang vi skal sejle, skal vi igen sejle langt til en portugisisk ø der hedder Madeira. Vi skal sejle i fem døgn!!

I Baiona så jeg også Christopher Columbus´ skib, Pinta, som kom til Baiona fordi at det var faret vild, men det siger de ikke noget om i Baiona :-). De er meget stolte af at Christopher Columbus kom til Baiona, efter han havde opdaget Amerika.

Jeg tænker tit på jer. Mange kærlige hilsener fra Jens.

21/8 Jens´ brev til sin klasse på Taarbæk Skole

Dette er i virkeligheden en skoleopgave, men jeg vil også meget gerne skrive til jer. Jeg sidder ude på det Keltiske Hav, syd for Irland og skriver. Skolen er blevet virkelig underlig! Det føles helt tomt uden jer. Det er også blevet mere kedeligt uden jer, der er ikke rigtig nogen at snakke med. Der er dog en god ting. Jeg er kun i skole to timer om dagen, minus weekend og ferier.

I morges så vi en stor flok delfiner lege rundt om båden, nogle af dem sprang helt op af vandet nogle gange. Vi slog op i vores bog og kunne se at arten hed Øresvin. Caroline og mig sad helt oppe foran i båden og så delfinerne tydeligt igennem det klare vand. Vi har også set delfiner i Nordsøen, bare ikke lige så flot som den her gang.

Vi fisker meget på den her tur, både fra land og fra båden. Det har givet gevinst et par gange. Jeg har både fanget en fisk vi ikke ved hvad hedder og tre makreller (vi har spist alle sammen). Vi er ved at samle en dybhavsstang, så vi kan fange rigtig store fisk. Det vil sige 20 - 30 kg tunge fisk. Vi har også købt en ”gaffer”, som er en lang stang med en stor krog på til at hive fiskene op med.

Det akvarium i har givet mig har fået ærespladsen i stuen, hvor den lyser hele rummet op med alle de flotte farver. Hvordan går det med jeres akvarie?

Man slår sig rigtig meget om bord på en båd. I dag stilte jeg mit knæ på en pose med fiskekroge og fik en af dem op i knæet. Man slår især sit hoved meget. Det er som om at hovedet er mere udsat end andre steder på kroppen.

Det er både godt og dårligt at være sammen med sin familie hele tiden. Derhjemme er man sammen med sine forældre omkring tre timer om dagen, det synes jeg er for lidt. På båden er man hele tiden meget tæt på hinanden. Det er også nogen gange lidt belastende. Man kommer let op at skændes med hinanden. Det gode er at man snakker meget mere sammen på en båd. Det er hyggeligt at vågne op lige ved siden af sine forældre.

Det er rart at hoppe i land i en havn når man har sejlet en lang tur. I en havn kan man fange krabber og fiske med fiskestang. Det bedste ved en havn er, at man kan møde andre børn. Det kan godt være svært at tale sammen, men det plejer at gå fint. Det kan også være sjovt at gå og kigge på andre både i en havn.

Vi skal snart til Spanien over et hav der hedder Biscayen. Vi regner med at det kommer til at tage fem døgn. Vi skal til en by, der hedder La Corona. Det bliver dejligt at komme ned til varmen. For det har været ret koldt indtil videre. Jeg glæder mig også til at komme til Afrika, hvor Emil måske kommer og besøger os. Det bliver også sjovt at komme til Caribien, hvor vi skal holde jul med familien.

Jeg savner jer meget, så jeg håber, at i vil skrive til mig. I kan skrive breve til mig ved at sende dem til min farmor på adressen:

Jens Dörner Carlsen c/o J. Carlsen, Strandvejen 120 D, 8000 Århus C

Kærlig hilsen Jens

20/6 Jens' forventninger til turen

Om to uger skal jeg sejle jorden rundt. Nogle ville måske glæde sig men det gør jeg Ikke, jeg tror at jeg kommer til at savne mine venner frygtelig meget i de to år jeg skal være væk. Vi har lige holdt en stor afskedsfest hvor jeg har hygget mig med mine venner og sagt farvel.