8/5 2007 Historien om Kaptajn Oliver

Der var engang en pirat, der hed Kaptajn Oliver. Han havde et meget stort skib, som hed ”Havtanden”. Han havde også nogle andre pirater, som hjalp ham med at sejle skibet rundt på de store have.

De sejlede både til Caribien, Stillehavet, Indonesien og Indien. På et tidspunkt var de i Caribien på en ø, der hed Tobago. Der var en kro, der hed ”Kaptajnens Træben” og kaptajnen og hans folk var på den bar, da en skummel person kom ind og gik langsomt hen til kaptajn Oliver og spurgte næsten hviskende, om kaptajn Oliver ville have et skattekort. Kaptajn Oliver tænkte sig lidt om og så spurgte han manden: ”Hvorfor bruger du det ikke selv? Det kunne være, du kunne finde den skat selv!” Så sagde manden, at han var for gammel til den slags.

Så tog kaptajn Oliver imod kortet og sagde til mændene, der hjalp ham med at sejle rundt, at de skulle af sted til øen, hvor skatten var.

Det tog mange hårde dage at komme til øen på grund af, at der var et frygteligt uvejr. Der var kæmpe store bølger og det silede ned med regn. Endelig kom de frem til øen, hvor skatten var.

Lige da de træder i land, hører de nogle eksotiske trommer buldre inde fra den store urskov. De går alle sammen imens de tæller skridt og kigger ned i kortet, da de lige pludselig støder ind i nogle palmer, hvor der er ophængt menneskeknogler!

Blodet stivner i deres årer. Så siger kaptajn Oliver: ”UPS! Der er kannibaler på øen!!!” Alle piraterne går i panik og styrter til bådene, men kaptajn Oliver beordrer dem til at komme tilbage.

Pludselig hører de nogle høje krigshyl og ud af urskoven kommer en hel horde kannibaler. Kaptajn Oliver og de andre pirater begynder at løbe så hurtigt de kan vildt af sted i panik mod urskoven. Kannibalerne løber hurtigt efter dem ind i urskoven og indhenter dem langsomt.

Lige da kannibalerne er ved at få fat i kaptajn Oliver og piraterne, springer Oliver og piraterne lige pludselig over et kæmpe stort hul i jorden og kannibalerne falder i deres egen fælde. De ligger nede i det store hul i bundter og råber på kannibalsprog.

Kaptajn Oliver og hans besætning er lettede over at være sluppet af med deres forfølgere og skynder sig at komme hen til bådene og starte forfra med at tælle skridtene. Da de har gået alle skridtene, begynder de at grave, hvor Kaptajn Oliver siger, at skatten skulle være.

De graver og graver, indtil det siger KLONK og alle sammen graver ivrigt med hænderne for ikke at skade noget. Der kom hurtigt en stor kiste. Piraterne hiver kisten op af hullet og kaptajn Oliver hakker låsen over med en spade og åbner kisten og indholdet får alle til at måbe.

Indeni er der tons af guld og diamanter og guldkroner og guldglas og armbånd og guldhalskæder. De bærer kisten hen til jollerne og sejler ud til båden og begynder at rejse tilbage til Tobago.

Resten af deres liv er de rige og behøver ikke lede efter flere skatte. De bruger deres tid i deres store huse og på at fiske og sejle rundt i deres store skibe.

6/11 Carolines brev til klassen fra Bali

Hej alle sammen

Her er et brev fra det varme Indonesien. Lige nu er vi i Bali. Her er rigtig dagligt!

Vi har lige fået nogle nye venner,der hedder Maria og Alexis. De er fra Spanien og de er rigtig søde.

Vores sidste tur i Stillehavet var rigtig hård. Vi fik revet sidesejlet i stykker og vandmøllen gik i stykker. Der var seks meter høje bølger, så vi måtte ikke være oppe i cockpittet. Men vi lå bare nede og så film. Det var svært at holde sig fast. Nogle gange kom der et brag, når en bølge bankede ind i siden af båden.



















Vi sejlede i ti dage og så kom vi endelig frem og marinaen i Port Moresby var rigtig luksus. Der var et fitnesscenter, et børnerum, et teenage-rum og en stor rasturant og en lille rasturant for børn.

Nu er vi i Indonesien og det tog femten dage at nå hertil. På turen til Indonesien fangede vi ikke en eneste fisk. Selvom vi ikke fangede fisk lavede vi sushi. Det lærte vi af nogle australske venner i Port Moresby.

Selv om det var en lang tur havde vi det sjovt. Mens vi sejlede hang vi ud over siden, mens vi plaskede i vandet. Det er rigtig, rigtig sjovt!

















Det var dagligt at komme land og gå rundt og kigge i gaderne. På en ø der hedder Rinca, så vi komodovaraner.

Komodovaraner er den største øgle i verden og de kan sluge en hel ged i en mundfuld. En komodovaran kan blive tre – fire meter lang og den kan blive hundrede kilo tung.


















På Rinca så vi også mange aber og en stor vandbøffel.

I Indonesien har der været de bedste steder at snorkle på hele turen. Vandet var helt blåt og klart og koralerne var i alle mulige farver og faconer og der var millioner af fisk både store, små, lange, korte, runde og trekantede og alle sammen i forskellige farver.

Glædelig jul til alle sammen.

Mange kærlige hilsener Caroline

14/9 Carolines stil om Kannibalisme på Fiji

Kannibalisme er mennesker der æder mennesker. Det foregik på Fiji som ligger i Stillehavet. For hundrede år siden var der meget krig i Fiji, og når man havde slået folk ihjel spiste man dem for at vise hævn og magt. Der var meget krig i Fiji fordi der ikke var plads nok til alle de mennesker der var på øerne. Alle deres våben var lavet ud af træ eller sten. Der var tit noget mønster indgraveret på deres våben. For det meste var det nogen våben man slog folk i hovedet med.

Man tog indvoldene ud af de døde så de ikke skulle rådne op imens man transporterede dem hjem til landsbyen.

Hjemme i landsbyen skærer man kødet ud i stykker og pakker dem ind i bananblade og koger dem i umuovne, en jordovn. Det er normalt præsterne og høvdingerne der spiser menneskekødet, men hvis der er nok får krigerne, konerne og børnene også noget. Præsterne og høvdingene får de bedste stykker som lår og overarm, og konerne og børnene får de dårlige stykker som hænder, fødder og hoved.

Man brugte knogler fra mennesker til redskaber. Skinnebenet brugte man for eksempel til sejlnåle.

Når man spiste menneskekød måtte man ikke røre kødet med fingrene. Man brugte specielle redskaber som en firtandet gaffel hvor tænderne står overfor hinanden i en rundkreds.

Hvis man skulle være rigtig ond skar man benene af fangerne og kogte det og spiste det mens ofret så på.

For hundrede og halvtreds år siden kom en engelsk missionær ved navn Baker til Fiji for at gøre de de lokale beboere kristne. En høvding blev sur over at Baker ikke kom til et møde hos ham, og bad en anden høvding om at stikke ham ned og spise ham. I 2003 kom Bakers familie til Fiji og arrangerede en tilgivelsesceremoni med de lokale.

























I den nordlige del af Vetilevu Fijis største ø, levede en høvding ved navn Ra Udre-Udre. Han var ikke særlig rar for han havde spidst 873 mennesker. Jeg har været på Udre-Udres grav der ligger i udkanten af byen Rakiraki.

Missionærerne kom og gjorde Fijis beboere kristne og stoppede kannibalismen.

12/8 Carolines brev til 3. klasse fra Tonga

Hej alle sammen

Tak for sidst, det var hyggeligt! Der er sket meget, siden jeg kom hjem til Jonna.

Lad os starte på en atol, som hed Kauehi. En atol er en ring af koraler, som beskytter nogle øer midt ude i Stillehavet. Da vi kom ind i passet til atollen, var der masser af modstrøm, så Jonna sejlede kun 2 knob.

Mor og far var nervøse, men jeg syntes altså, det var skægt! Men da vi endelig kom ind i lagunen var der helt stille, så vi var glade!

Da vi havde ankret ud for den eneste by i atollen, hoppede vi i vandet. Det var rigtig dejligt! Så tog vi ud til en anden ø, hvor der ikke var nogen by, men til gengæld var der en masse sejlerbørn. En aften lavede vi bål med sejlerbørnene på en palme-ø. Vi lavede bålet ud af: palmeblade, kokosnøddeskaller og små pinde. Vi lavede snobrød og pølser over bålet. Vi fandt eremitkrebs i alle størrelser. Lige fra mikrostørrelser til kæmpestørrelser.

























Vi var også på en perlefarm, hvor vi så, hvordan man åbnede perlemuslingen og hvor perlen ligger i muslingen. Da vi havde set hele farmen, kiggede vi på perler og købte nogle. Jeg købte to store og fik nogle andre.

Vi dykkede efter kæmpekonkylier, som hedder conchs og for at få kødet ud skal man hamre med en hammer.

Nu vil jeg fortælle om Aitutaki. Der var en meget smal indsejling til atollen. Vores båd ramte hele tiden sandet på bunden, fordi der ikke var dybt nok. Da vi endelig var inde i havnen, var vi rigtig glade! Den aften var vi inde i land til en lille fest, hvor der var lækker buffet med lækre ting som rå fisk og kogte bananer. Der var nogle piger og mænd, som dansede rigtig flot og til sidst var der nogle mænd, som dansede sjovt som damer. De lokale var søde og gav os fisk og frugt.



















Nu er vi i Tonga og sejler rundt mellem smukke øer. Jeg har mødt en pige fra Australien, som hedder Bianca, så jeg bliver rigtig god til engelsk.

Mange kærlige hilsener

Caroline

18/2 Carolines brev til 2. klasse fra Caribien

Kære 2. klasse

Tak for gaverne. Jeg blev specielt glad for hjerterne i sente. De var rigtig søde.

Jeg var ude på Atlanten i 17 dage uden at se land. Midt ude på havet så vi spækhuggere. De var rigtig flotte. Man kunne se aftegningerne tydeligt! Vi fangede elleve fisk og en af de fisk var en meter og syv centimeter. En dag fultes vi med en kæmpe tunstime hele dagen. På turen lavede vi luciabrød og julepynt.

Julepynten hængte vi op så der så hyggeligt ud. Det var spændende at se alle de dyr. Det meste af tiden brugte jeg på at læse Anders And og bøger.

Vi ankom til Barbados og vi var rigtig glade for at komme ind i ankerpladsen. Næste morgen var vi i et slags badeland, som hedder ”the yacht club”.

Regitze, Laura, Emil, Helle og Sussi skulle komme med flyet den dag. Om aftenen var vi sammen med dem, men det var underligt at Sofie ikke var med! Mig og Jens sov på hotelet sammen med de andre. Tideligt næste morgen stod mig og Laura op for at hoppe poolen. Vandet var dejligt og det var dejligt at være sammen med Laura. Vi var i Tobago og holde jul. Det var dejligt at bare kunne hoppe i vandet fra båden. Vi var på en jungletur, hvor vi så en edderkop, der hedder ”trap-door-spider”, som har en smart hule. Hulen er en fod lang og for enden har den en dør som er maget lille og kamofleret. Den kan kidnappe et lille insekt eller bille.

Caribien er dejligt og rigtig varmt. Vi har mødt mange venner fra Norge som vi har været meget sammen med.

Vi har været i en rigtig dejlig bugt der hedder Chatham Bay, der var vi sammen med vores venner og deres båd hedder Christiania. Vi snorklede med dem og lavede bål inde på stranden sammen med dem. Vi fik hummer inde på stranden. Der var en mand der grillede den til os.

Måske kommer jeg og besøger jer i maj. Fordi jeg skal være hjemme hos min farmor imens mor og far sajler båden over det længste stræk på turen.

Kærelig hilsen Caroline

24/9 Carolines brev fra Lissabon

Hej 2. Klasse!

Tak for alle jeres breve! Vi blev rigtig glade for jeres breve. De er rigtig fine. Har I brugt lang tid på at lave brevene? Vi er i Portugals hovedstad, Lissabon. Det er HOT!!!!!!

Vi sejlede fra Spanien til Portugal, det tog to dage. Jeg kunne høre delfinerne inde i båden. Mig og Jens løb op på dækket og så på delfinerne.

Vi så Christopher Columbuses skib, Pinta. Da Columbus havde opdaget Amerika, kom han hjem til Baiona.

Min farfar fik stjålet sin pung. En tyv prøvede at stjæle en kniplet lommetørklædeholder, som jeg havde købt i Spanien.

I morgen skal mig, farmor, farfar og Jens i Zoo.

Mange hilsner Caroline

PS. Jeg synes, at det er en god idé, at Sofies Build-a-bear er i klassen.

21/8 Carolines brev til sin klasse hjemme i Taarbæk

Kære 2. klasse

Vi ligger i en by der hedder Kinsale. Det er i Sydirland. Vi venter på godt vejr til at sejle over Biscayen mod Spanien. Vi regner med at det vil tage 5 døgn. Vi håber at det bliver en god tur og vi glæder os til at kunne fortælle Skipperskægs historie færdig. Det er ham fra Rasmus Klump.

Vores skole er også begyndt. Det er merkelit at sede rundt om et bord hvor der kun seder 3. Det er dejligt at der kun er to timer om dagen. Men det er surt at savne sine vener.

Noget af det beste ved turen er at man ser så mange fine dyr. Jeg har set delfiner, en søløve, en lille haj, to humere, nogle fisk og nogle kraber.

I går så vi en hel masse delfiner springe helt op af vandet. Det var rigtig flot. Mig og Jens sad oppe i stævnen og kiggede lige ned på delfinerne.

Nogle gange kan man savne sine vener når man sejler langt. Men man møder heldigvis andre børn. Her i havnen mødte jeg nogle norske børn. Vi fiskede og vi lagede. De sejler til La Curona og vi håber at vi møder dem der. De norske børn har en to masters båd, der er over 100 år gammel.

Jeg har et biled af jer alle sammen. Når jeg skal sove kigger jeg på jer.

Mange kærlige hilsener fra Caroline

13/6 Carolines' forventninger til turen

Jeg synes det er en god ide at sejle jorden rundt . så får man prøvet noget mere.

Det bliver dejligt at komme til de varme lande så kan man bade og dykke fordi vandet er varmt.

Lige nu er det alt for koldt og vådt i Danmark selv om det er sommer. Nede i båden har jeg fleecetøj, uldstrømper og tæppe så.vi har tændt stearinlys og drikker varm the .

Nu skal jeg snart sige farvel til mine venner det bliver sørgeligt for jeg skal ikke se dem i to år. Jeg tror at jeg finder en hel masse kammerater undervejs.